50.

Hvorfor blev Jesus korsfæstet af Romerne, da det var Raadet i Jerusalem, der dømte ham til Døden? Jøderne havde jo frie Hænder i Spørgsmaal, der angik deres Religion.

 

Skønt mange af de skriftkloge havde fattet Nag til Jesus efter hans Tale i Nazareth–Synagogen, fulgte andre at dem – paa Afstand – hans Forkyndelse af Gud. Disse saa, at Jesu Ord havde stor Magt over Folket, og de forstod, at hans myndige Fremtræden muligvis kunde anvendes i deres Interesse.

I »Vandrer mod Lyset« pag. 51 fortælles: at et Medlem af Raadet i Jerusalem – Josef af Arimatæa – spurgte Jesus, om han var den ventede Messias, samt opfordrede ham til, under Præsteskabets Ledelse, at træde frem som den ventede »jordiske Konge«. Lignende Henvendelser skete senere hen fra andre af Præsteskabets og af Raadets Medlemmer. Men Jesus afviste meget bestemt disse Forsøg paa at faa ham til at rejse en Folkeopstand mod Fremmedherredømmet. I sin Vaklen overfor Tanken om selv at være Messias45 følte Jesus dog med Vished, at det, som Præsterne og Raadet ønskede hans Hjælp til, ikke var hans Opgave.

Men da Rygterne om, at Jesus var et Kongsemne, naaede til Pilatus, besluttede han at fængsle ham, inden et Oprør var begyndt, thi han var klar over, at Præsterne og Raadet maatte staa bagved dette. Raadet i Jerusalem fik imidlertid Underretning om det, der var i Gære, og dets Medlemmer tænkte sig da den Mulighed, at Jesus, under et Forhør hos Pontius Pilatus, vilde komme frem med den Kendsgerning: at han af dem var bleven opfordret til at træde frem som Konge. Men ved et saadant Udsagn vilde Pilatus faa et skarpt Vaaben i Hænde mod Præsteskabets Ledelse, hvis Medlemmer bestandig søgte at chikanere ham. Dette maatte hindres, men det kunde kun hindres ved, at Raadet kom Pilatus i Forkøbet. Derfor blev Jesus i stor Hast fængslet af Kaifas og anklaget for at have bespottet Gud ved at kalde sig den »Højestes« Søn.

Under Forhøret af Jesus kom ogsaa den Anklage frem: at Jesus havde i Sinde at samle Folket til et Oprør. Dette var imidlertid forudset af Kaifas, og da Jesu egne Ord havde dømt ham – se »Vandrer mod Lyset« pag. 58 – kunde Kaifas sende ham til Pilatus med den Motivering: at han igennem Vidneudsagn havde erfaret, at Jesus havde gjort Forsøg paa at rejse Folket for at bryde Romernes Herredømme. Men ved denne Handling fralagde Raadet – Synedriet – sig, overfor Pilatus, al Delagtighed i det paatænkte Anslag mod det romerske Overherredømme.

Altsaa: Raadets Medlemmer ofrede Jesus for selv at slippe fri for en mulig Anklage, idet de gik ud fra, at saafremt Jesus nu, under Forhøret hos Pilatus, vilde fremkomme med det Udsagn: at Præsteskabets Ledelse havde søgt at forlede ham til Oprør mod Romerne, kunde hans Ord kun betragtes som en dømt Mands Hævn over sine Dommere.

Pilatus forstod godt Meningen med denne Handlemaade, men da hans egen Stilling paa dette Tidspunkt var vaklende, vovede han ikke – skønt han vidste, at Jesus var uskyldig i det, som Anklagen gik ud paa – at afvise Kaifas’ Henvendelse og frigive Jesus, eller lade Raadet selv udføre den fældede Dødsdom efter de jødiske Love. Det Haab, som Pilatus havde næret: at faa Ram paa Raadets Medlemmer, ved at han fængslede Jesus, var nu ved Kaifas’ hurtige Indgriben bleven hindret. Og Pilatus indsaa klart, at afviste han Kaifas’ Henvendelse, vilde Raadet faa Overtaget over ham. Dette ønskede Pilatus ikke, og derfor ofrede han Jesus, ligesom Jøderne havde ofret ham – for selv at gaa fri.

Men ved Jesu Overgivelse til Pilatus, til Romerne, maatte hans Dødsmaade blive: Døden paa Korset.