Ardors Beretning 27

27.

Hvorledes lød de Ord, Jesus talte, inden han døde paa Korset?

Men da Jesus førtes gennem Staden, fulgte store Skarer med ham, og de raabte til ham, haanede og spottede ham; men Jesus svarede dem ikke.

Og han førtes af Vagten til det Sted, der kaldtes Golgatha, hvor de dømte korsfæstedes.

Da Jesus vandrede gennem Stadens Port, saa han nogle Kvinder, der græd. Og han sagde: „Græder ikke over mig; thi mine Lidelser ere snart til Ende; græder over eder selv og de ufødte Slægter; thi mange Sorger og mange Lidelser vente dem.“

Men efter at de vare naaede ud til Stedet, toge Stridsmændene hans Kjortel fra ham, og de bandt ham til Korset, og de satte et Stykke Træ under hans Fødder; dette gjorde de for at forlænge hans Lidelser.

Men da Korset var oprejst, brøde Skarerne frem og omringede det, og Folkene vedbleve at haane og spotte Jesus; ja mange toge Stene og slyngede efter hans Legeme. Og Vagten søgte at drive Skarerne bort; men de vendte stedse tilbage.

Og se, da skete det, at Solen formørkedes; thi en tung sort Sky gled langsomt hen over Himlen, dækkende Solens straalende Skive; og et tæt Mørke lagde sig overalt, medens Jorden rystede i sin Grundvold.

Da faldt stor Angest og Rædsel over alle; thi mange mindedes Profeternes Ord om Jordens Ødelæggelse, og de mente, Enden var nær. Og de flygtede forfærdede ind til Staden, hvor de skjulte sig i Husene, saa længe Mørket varede.

Men nogle af Jesu Ledsagere og nogle Kvinder bleve staaende ved Korsets Fod.

Og blandt Kvinderne var Jesu Moder.

Da Mørket faldt over Jorden, rakte hun i stor Angest sine Hænder mod Sønnen og raabte: „Min Søn, min Søn! hvi blev du ikke i dine Fædres Tro? Se, den Højeste har forladt dig!“

Men da Jesus hørte Ordene, sagde han til dem, der vare hos hende: „Støtter og trøster hende; thi hendes Lidelser ere meget store.“

Da han havde sagt dette, følte han, at hans Legeme blev svagt, og han bad sin himmelske Fader tilgive alle, der havde syndet imod ham, syndet ved uretfærdigen at domfælde ham.

Og han bad sin Fader om større Styrke, at han med Taalmod kunde bære de tunge Lidelser.

Og Gud hørte Jesu Bøn.

Og Han sendte nogle af de Yngste til ham, og Jesus fornam ikke længer sine Lidelser.

Men da en Tid var svunden, bøjede han sit Hoved og sagde: „Fader, modtag min Aand!

Og se, da løstes hans Aand fra det jordiske Legeme; men de Yngste, der vare hos ham, ledede ham til deres Faders Rige.

Og Gud modtog ham i sin aabne Favn og tilgav ham det, han havde fejlet i sit Jordeliv.

Men de sørgede begge med hinanden over den Søn og Broder, der endnu vandrede paa Jorden; sørgede over den Søn og Broder, der havde svigtet sit givne Løfte.