30.

Hvorledes skal vi forstaa Pinseunderet?

 

Og det skete paa Pinsedagen, da Jesu Ledsagere, nogle af Disciplene og andre vare forsamlede i et Hus i Staden, at et Uvejr drog hen over Egnen; tætte Skyer mørknede Himlen, medens heftige Vindstød rystede Huset.

Men de tolv13 bekymrede sig ikke om Vejret, og de vedbleve at tale til det forsamlede Folk om Jesus af Nazareth, den korsfæstede, den opstandne, ham, der var Messias, Guds Søn.

Og se, det skete, da Simon Peter talede, at et blændende Lyn for hen over Himlen, og et kort Nu vare de tolv klart belyste af et flammende Skær,  —  thi de stode ud for det højtsiddende Vindu  —  og et stort Bulder lod sig høre.

Megen Angest og Frygt faldt over alle, der vare til Stede; thi de mindedes alt det, de havde hørt og set i de sidste Dage.

Og de ængstedes for, at Gud Herren kaldte dem til Dom.

Men uset af alle stod den Ældste, Mørkets Tjener, iblandt dem.

Ham var det, der vakte Angesten i deres Hjerter, ham var det, der forvirrede deres Tanker, saa de raabte og skrege og bade Gud Herren tilgive dem, hvad de havde syndet, at de ikke skulde udkastes i Mørket. Og der taledes mange uforstaaelige Ord, og der blev megen Uorden og megen Forvirring.

Og en af Disciplene raabte til de tolv: „Se, Herren har visseligen nedblæst sin hellige, sin flammende Aande over eder, saaledes som Nazaræeren lovede eder.“

Mange troede Ordene, og de raabte: „Hans Ord ere sande; thi vi saa en flammende Ild over eder!“

Da blev der end mere Forvirring iblandt dem.

Men Jesu Ledsagere søgte at berolige Folkene, og de formanede dem til Ro og Orden; og efter megen Møje og meget Besvær faldt der Stilhed over dem alle.

Da hævede de tolv Hænderne mod Himlen og takkede den Almægtige for den Gave, Han havde givet dem.

Og deres Hjerters enfoldige Tro gav deres Aand større Kraft og større Styrke.

Men ingen af dem, der vare til Stede, forstode, at de i den Stund havde set et Uvejrslyn; thi det var i den tørre Tid og ikke paa de Tider, da Himmelens Skyer udsende Lyn og Torden.

 

Nogle Dage derefter kom Udsendinge fra de skriftkloge og de øverste til Simon Peter. Disse bebrejdede ham i haarde Ord den utilbørlige Opførsel, der var udvist af alle ved Mødet paa Pinsedagen, bebrejdede ham, at de havde smagt for meget af den søde Vin.

Da vrededes Simon Peter; og han tilbageviste deres onde Beskyldninger; thi han sagde: at Mødet var tidligt paa Dagen, og at ingen havde rørt Vinen.

Og han vedblev at tale, og han sagde: „Men I skulle vide, at det, der skete, var lovet os af Nazaræeren og forudsagt af Profeten, og paa Pinsedagen stadfæstede Gud Herren det lovede og det forudsagte.“

Og han talede end mere til dem, og han sagde: „Thi I skulle vide, at Jesus af Nazareth er den, om hvem den Højeste i sin Tid talede til David; thi I skulle vide, at Jesus var den lovede Messias; men I have, i eders Blindhed, haanet, spottet og korsfæstet ham.“

Og de skiltes i stor Vrede.

Men Simon Peter tvivlede ingen Sinde om, at hans Ord vare sande; thi nogle af Disciplene havde meddelt ham, at fremmede Folk vare til Stede ved Mødet paa Pinsedagen, og disse havde sagt, at for dem løde Raabene og Ordene saaledes, at de mente, der blev raabt og talet i deres hjemlige Tungemaal; men dette sagde Disciplene til ham, fordi de skammede sig over deres store Frygtagtighed; thi de mente derved at bevise, at de og selv havde modtaget noget af den himmelske Kraft og Styrke.

Og Simon Peter troede det, de meddelte ham.

Men efter den Stund skete det ofte, at een eller flere af Disciplene stode frem ved Møderne, sloge sig for Brystet, rakte Hænderne mod Himlen, raabende og talende mangt og meget, der ikke blev forstaaet, og de maatte da alle senere udlægge, hvad de havde talet.

Jesu Ledsagere søgte dog stedse at hindre denne Talen; men de formaaede det ikke, og den bredte sig til flere og flere.

Saaledes opstod Tungetalen, født af Pinsedagens Frygt og Forvirring.