Vi kommer i Forbindelse med et Par af Spiritismens hjemlige Forkæmpere.

I Foraaret 1908 stiftede vi gennem min ældste Svigerinde, Fru Danckert Bekendtskab med nu afdøde cand. mag. Sigurd Trier, der paa det Tidspunkt endnu med glødende Iver stod midt i Kampen for at hverve Proselyter for Sagen.

Fru Danckert var og havde i mange Aar været en utrættelig Fortaler over for os, hver Gang Aandeteorien kom paa Tale imellem os. Paa hendes Initiativ overværede vi som Tilskuere nogle af Triers Séancer i hendes Hjem, ved hvilke Séancer Trier selv var Medium for en Aand, der kaldte sig Appius Claudius.

Tranceséancerne virkede absolut usympatisk paa os; men den forbavsende Hurtighed, hvormed han skrev forskellige Digte efter opgivne Emner, kunde ikke andet end frappere os, særlig da Digtene i mange Tilfælde var af lødigt Indhold, og det, skønt Nedskrivningen ofte kun tog faa Minutter og der var livlig Samtale i Stuen. Og da Hr. Trier aldrig forlangte at være med i Valget af Emner, men tog det, der blev givet, maatte vi anerkende, at hans Paastand om kun at være Mellemmand for en usynlig Intelligens lød højst sandsynlig.

Igennem disse Tilskuerséancer fik vor Interesse for psykiske Fænomener forøget Fart, og vi var ikke helt utilbøjelige til at blive aktive Séancedeltagere, hvortil vi stadig blev opfordret af Fru Danckert.

Men det der navnlig bevirkede, at vi fra passive Tilskuere blev aktive Deltagere, var et Par Fænomener, hvoraf det første fremkom ganske spontant, altsaa uden nogen Forberedelse eller noget Ønske fra vor Side.

En Aften, da min Hustru var alene hjemme og sad og læste ved vort Dagligstuebord, hvorpaa der stod en Lampe med Messingfod, blev hun opskræmt ved at høre tre høje metalklingende Slag. Lyden syntes at komme fra Lampefoden lige foran hende; det lød, som om en lille Metalhammer slog paa Foden; Slagene gav Genlyd i Stuen, og mellem hvert Slag var et kort Mellemrum.

Da de tre Slag var døet hen, kom et Ophold, hvorefter der igen fulgte tre Slag Mage til de første.

Mens disse lød gennem Stuen, rejste J. sig op og saa med stigende Forfærdelse paa Lampen. Atter en Pause. Men da Slagene saa tog fat igen, sagde hun højt og i en meget bestemt Tone: »Hold op, jeg vil ikke høre mere!« Mens hun talte, lød det andet Slag, men svagere end det foregaaende, og da J. tav, lød endnu et sidste fint lille Slag, som et Ekko af det foregaaende — derefter Stilhed.

Min Hustru fortalte mig Oplevelsen, da jeg kom hjem; men paa mit Spørgsmaal: hvorfor hun ikke havde spurgt om, hvem eller hvad det var; maaske var der en, som vilde tale med os — svarede hun: »Nej, det blev jeg altfor forskrækket til at kunne; desuden vil jeg ikke have at gøre med Ting, jeg ikke ved hvad er.« Men vi var begge meget optagne af, hvad dette kunde betyde; at det stod i Forbindelse med spiritistiske Fænomener, var vi overbeviste om, men hvorledes vi skulde opfatte Begivenheden, vidste vi ikke.

Et Par Dage efter, da jeg sad og spekulerede paa, hvorledes Sagen vel kunde hænge sammen, fik jeg den Idé i Tankerne at spørge mig for. Jeg tænkte da følgende: hvis der er en aandelig Intelligens til Stede, saa beder jeg om at faa en Streng i Klaveret anslaaet.

Der kom ikke en Lyd; jeg ventede nogle Minutter paa Svar — men der kom intet; saa gav jeg mig i Lag med mit Arbejde.

Et Øjeblik efter kom J. ind og satte sig i en Lænestol ved Klaveret, og et Par Sekunder efter rungede en klirrende eller klingende Lyd gennem Stuen.

J. for op med det Udraab: dér sprang en Streng i Klaveret! saaledes lød det for os begge.

Jeg gik straks hen og spillede alle Tonerne igennem; alle var lige klangfulde, der var ikke sprunget nogen Streng.

Saa fortalte jeg om mit kort i Forvejen udtalte Ønske. Svaret var altsaa kommet, men først da J. befandt sig i Nærheden af Klaveret. Vi blev hurtig enige om, at nogen eller noget maatte have fremkaldt Lyden — men hvem og hvorledes? —

Da Fru Danckert en Dag kort efter kom paa Besøg, fortalte vi hende vore Oplevelser, og hun mente bestemt, at der var bleven kaldt paa os, at en eller anden fra det Hinsidige ønskede Forbindelse med os. Hun, der var en Del clairvoyant, sagde, at hun kunde se en Mængde Aander fra S. Triers Kres, jeg burde straks gøre et Forsøg og prøve, om jeg ikke gennem deres Paavirkning kunde skrive Digte lige saa vel som Trier.

Efter nogen Parlamenteren fik jeg fat i Papir og Blyant, Fru Danckert opgav et Emne, min Hustru saa paa Uret, jeg havde lagt foran mig — og i Løbet af nogle faa Minutter havde jeg uden Rettelser nedskrevet et Digt i »Aanden« Appius Claudius’ Stil. — Vi prøvede paa ny, og før en Time var forløbet, var der nedskrevet otte Digte. —

Efter dette første Forsøg fulgte snart flere, og vi blev saa interesserede, at vi blev enige om at danne en Séancekres; da min Søster Fru Lindahl og hendes Mand ligeledes var meget optaget af det skete, kom Kresens Medlemmer til at bestaa af Hr. og Fru Danckert, Hr. og Fru Lindahl, min Hustru og mig.

I den paafølgende Tid var Fru Danckert og jeg Kresens Medier; talrige Digte, der sagde sig at stamme fra de mest forskellige aandelige Intelligenser, fremkom ved vore Séancer. Fru D. beskrev Aanderne og opgav deres Navne. Flere af Digtene mindede i høj Grad i Form og Udtryksmaade om de Digte, der var fremkommet i Triers Kres, og som var undertegnet med de samme Navne.

Fru D. ønskede meget, at vi skulde begynde paa Bordséancer, men det havde hverken min Hustru eller jeg Lyst til. J. gjorde nærmest Nar ad det hele, idet hun fandt, at det var en latterlig Maade at komme i Forbindelse med det Hinsidige paa. Heller ikke mente hun, at der laa noget virkeligt Bevis i Digtskrivningen, da jeg jo selv var i Stand til at skrive Digte, hvilket jeg maatte give hende Ret i, om der end ikke var fjerneste Lighed mellem min egen Produktion og de ved Séancerne fremkomne Digte.

Naar jeg nu ser tilbage paa disse Digte, af hvilke der fremkom et Par Hundrede, maa jeg hævde som min Overbevisning, at der virkelig stod usynlige Intelligenser bagved. Den rivende Hast, hvormed de fremstod; det, at Emnerne blev opgivne og Nedskrivningen straks paabegyndtes og uden nogen Planlægning fra min Side; at den fortsattes uafbrudt og saa at sige uden Rettelser; at der meget ofte var livlig Konversation i Stuen, uden at det virkede forstyrrende; og endelig — og ikke mindst — at jeg under Nedskrivningen kunde rent ud overvældes af de mest forskellige Følelser: alt dette er mig et Bevis for, at jeg i alt Fald ikke er ene Part i Sagen. Hvor mange Procent der maa tillægges de usynlige og hvor mange mig selv, er det selvfølgelig ugørligt at udrede.

Af denne Produktion er der bag i Bogen i Tillægget anført nogle forskelligartede Prøver. —

 

I Eftersommeren 1909 lærte vi, ligeledes gennem Fru Danckert, Triers Efterfølger som Redaktør af Spiritistorganet »Sandhedssøgeren« Chr. Lyngs at kende. Min Svigerinde havde ført os sammen i det Haab, at vi vilde overvære en Bordséance, der blev ledet af Redaktør Lyngs.

Meget villige dertil var vi ikke, især da J. hørte, at det helst skulde foregaa i et temmelig mørkt Værelse. Under ivrige Protester fra J.’s Side blev Lampen — det var en mørk Aften — flyttet ind i den anden Stue; men paa hendes bestemte Forlangende lod man Døren være aaben, saa at en bred Lysstribe faldt ind over Gulvet. I Nærheden af denne Stribe blev et lille Bord anbragt. Red. Lyngs, min Svoger og J. satte sig om Bordet, med Haandfladerne lagt ganske let paa Bordpladen. Jeg sad paa Hug paa Gulvet for at paase, at alt gik for sig uden »Hjælp« fra Deltagernes Side. Fru Lyngs og Fru Danckert var passive Tilskuere.

Vi ventede ikke mange Minutter, før Bordet, som det syntes uden Hjælp fra de synlige Deltagere, hævede det ene Ben et Stykke op fra Gulvet og hældede over mod J., der var misfornøjet med Bevægelsen og helst vilde skubbe det tilbage. Men Hr. Lyngs forklarede: at det maatte hun ikke, sagde, at jo større Ro hun udviste, des bedre vilde Forbindelsen blive.

Hr. L.’s Forespørgsel til den usynlige om, hvem Vedkommende var, blev besvaret med, at det var hans aandelige Leder I. Paa en Række Spørgsmaal fra Hr. L., der blev besvaret ved, at Hr. L. nævnede Alfabetet og Bordet slog mod Gulvet med det frie Ben, naar det Bogstav kom, som den aandelige Intelligens havde Brug for, samt ved Ja- og Nej-Bankninger, blev det efterhaanden meddelt: at J. var Medium, og at Intelligenser fra den anden Side ønskede, at hun skulde sætte sig i forbindelse med dem.

Min Hustru var ikke rigtig glad over dette Budskab; men Hr. Lyngs sagde meget alvorlig, at hun ikke burde undlade at rette sig derefter.

Skønt Hr. L.’s og mine Veje nogle Aar senere skiltes paa Grund af divergerende Meninger, skylder min Hustru og jeg ham Tak, fordi han var den, der virkelig bragte os i Forbindelse med dem, der saa ivrigt søgte vor Hjælp, for at det Arbejde, der var planlagt før vor Inkarnation, kunde tage sin Begyndelse. —

 

At ovenstaaende Meddelelse om, at min afdøde Mand ved en Bordséance, som i Eftersommeren 1909 blev afholdt i Fru Danckerts Hjem, bragte Fru Agerskov det Budskab: at aandelige Intelligenser ønskede at sætte sig i Forbindelse med hende, er i Overensstemmelse med Sandheden, bekræfter jeg herved.

 

²²/₃ 1922.

Christiane Lyngs.     

 

At ovenstaaende Beretning er fortalt i Overensstemmelse med Sandheden, bekræftes.

 

³⁰/₃ 1922.

M. Danckert.     

 

 

Inden jeg gaar videre, vil jeg med et Par Ord forklare, hvad der egentlig foregaar ved en Bordséance, for muligvis at aflive den taabelige Overtro, som saa mange fremsætter i deres Uvidenhed om de faktiske Forhold — nemlig den at Aanden »sidder i Bordbenet«.

Den Aand, der ønsker at manifestere sig, opholder sig i Nærheden af Bordet, og ved Hjælp af Séancedeltagernes usynlige Udstraalinger og i Kraft af sin Villie hæver han Bordbenet fra Gulvet, paa lignende Maade som vi her paa Jorden ved Hjælp af Dampkraft eller Elektricitet kan sætte et Hjul i Bevægelse eller løfte Genstande fra Underlaget. Der er ikke nogen Hokuspokus ved denne Handling, den er lige til og let at udføre for alle aandelige Intelligenser, hvad enten disse hører til Lysets eller Mørkets Magter. —