XIV

Jesu Forestillinger og Tanker om „Helvede“ (Dødsriget, Underverdenen, Mellemtilstanden, det onde Sted) var meget uklare. Dels blandede han sine egne svage Erindringer om det ødelagte Rige sammen med Jødernes Opfattelse af Dødsriget, dels sammen med Ægypternes, Grækernes og Persernes Forestillinger om Livet efter Døden. Snart stod Opholdet dér for ham som Indbegrebet af alle Lidelser og al Elendighed: en pinefuld, straffende Tilstand, snart som en Forbedrings- eller Forventningstilstand, hvilket skyldtes hans svage Erindringer om Menneskeaandernes Liv i Sfærerne. For ham selv var der altsaa fuldstændigt Kaos paa dette Punkt; følgelig kunde han ikke altid fastholde en klar og bestemt formuleret Tankegang i sine Taler om, hvad der ventede de syndefulde Mennesker efter Døden. Og da han ved adskillige Lejligheder mindedes sit brudte Løfte, tænkte han ofte med dyb og inderlig Sorg paa de frygtelige Lidelser, der forestod de Mennesker, som fremturede i Synd og i Laster. Jesus fremstillede derfor Livet efter Døden for saadanne Syndere saa grelt som muligt; men igennem Tilhørernes Rædsel over det „onde Sted“ forstærkedes hans eget Haab om, at Opholdet dér muligvis kun var midlertidigt og ikke skulde vare ved i „al Evighed“121, hvorfor han altid henviste Spørgsmaal om faste Tidsbestemmelser til Gud alene, idet han samtidig opfordrede alle til ved inderlig Bøn om Hjælp og Styrke at overvinde det ondes Magt paa Jorden.

Lignelsen om Saltet er her gengivet nøjagtig, som Jesus selv formede den.

 

Lignelserne i Evangelierne er ofte meget mangelfulde. Flere af dem skyldes ikke Jesus; men da det paa hans Tid var ret almindeligt at tale i Parabler, er det forstaaeligt, at en Del af de gængse Lignelser tillagdes ham.