EPILOG.

 

 

Lurens Toner gjalde
over Hav og Land,

gyldne Tiders Skjalde

gæste Danmarks Strand.

 

 

Sjælens fagre Drømme

flyve fra vort Hjem,

Himmeldybets Strømme

bære Tanken frem.

 

 

Svundne Dages Minde

kalder os til Jord,

brudte Baand vi binde,

bryde Tvedragts Ord.

 

 

Soles slukte Luer

sank bag Tidens Hav,

døde Mænd du skuer

rejse sig af Grav.

 

 

Aanders stolte Skarer

fylked’ for dig staa,

fjernt fra Mørkets Farer

skal vi Maalet naa.

 

 

Gennem Nattens Taage

flammer vidt vor Bavn,

Danmarks Sønner vaage,

hviske Danmarks Navn!

 

P. C. Ploug.

1913.