Frugtkernerne.
En Mand ejede nogle kostbare Frugtkerner; med megen Omhu lagde Han dem i den bedste Muldjord i sin Have. Men det skete, at Han mistede en af dem, medens Han arbejdede. Taalmodig søgte Han overalt for at genfinde den, der var borte, men Han fandt den ikke, og Han blev saare bedrøvet.
Lang Tid gik hen, Frugtkernerne vare alle spirede op over Jorden; nogle vare endnu spæde Planter, andre stode med kraftige Blade, nogle bare Blomster.
Da Manden en Dag saa til sine Planter, fandt Han en lille Spire, der stod i Yderkanten af Haven, og Han tænkte paa den mistede Kerne. Varsomt gravede Han den frem, og se, da undredes Han saare; thi den var falden med Kimspiren nedad; møjsommelig var Spiren vokset op langs Kernens ene Side, indtil den, kroget og spæd, var naaet frem over Jorden.
Sandelig siger jeg eder: alt Liv vil, selv ad krogede og mørke Omveje, naa fremad og opad mod Lyset!
19⁄3 1912.
Ovenstaaende Lignelse blev givet med Henblik paa den Ældstes (Ardors) Fald og Tilbagevenden.