Jordlivets Pilgrimsgang.

En Lignelse fortalt af Kristus ved flere Mellemled
gennem Mediet Bettina.
_____

     JEG, der taler til eder, er eders kærlige Leders Leder. Naar jeg har talt, vil I af mine Ord kende mig!

     To Mænd, to Brødre, vandrede sammen ad en stenet Landevej. Solens flammende Straaler blændede deres Øje og hvidnede Jordens Støv.

     Den ene Mand var lille og spæd af Vækst.

     Han bar en stor og tung Byrde paa sine Skuldre.

     Hans Gang var fast og sikker, han støttede sig til en Vandringsstav. Han bar sit Hoved højt, og hans Aasyn lyste af Glæde.

     Den anden var stor og stærk.

     Han bar en lille Byrde paa sine brede Skuldre.

     Hans Gang var vaklende og usikker, han støttede sig ikke til Vandringsstaven.

     Hans Hoved var bøjet, han sukkede og stønnede under Byrdens Vægt, skønt Byrden var lille.

     Den første Broder søgte at tale opmuntrende til ham, og han sagde:

     “Vejen til vor Faders Hjem er lang og besværlig; min Broder, hvorledes vil det gaa dig, naar du ved Vejens Begyndelse stønner og klager under din Byrde?”

     Den anden svarede og forbandede Vejens Længde og Vejens Sten, der saarede hans Fødder.

     Den første Broder blev bedrøvet, og de vandrede tavse ved hinandens Side.

     Store Folkeskarer kom dragende fra Sidevejene ind paa den Vej, Brødrene fulgte.

     Nogle kom vandrende i Flokke, andre vandrede Par og Par, – mange vandrede ene.

     Nogle af Folkene vandrede rask og sikkert hen ad Vejen, og alle bar de Byrder paa deres Skuldre.

     Nogle bar tunge og store, andre bar smaa og lette.

     De, der støttede sig til Vandringsstaven, vandrede hurtig forbi Brødrene, vinkede til dem og raabte:

     “Se, vi gaar til vor Faders Hjem, vi hilser og siger, I følger snart”, og de forsvandt i det fjerne.

     Mange Stakler kom vaklende hen ad Vejen, de stønnede under Byrdernes Vægt.

     De klagede over Solens brændende Straaler, over Tørsten, der plagede dem.

     Den første Broder gik til dem og talte mildt og kærligt.

     Han saa, de havde ingen Bægre til at fylde med Vand fra Brønden ved Vejen.

     Han tog sit Bæger fra Bæltet, fyldte det med Vand og gav dem at drikke.

     Han saa, de havde ingen Stav at støtte sig til, han gav dem sin, at ikke de skulde styrte.

     Han saa, de vaklede under deres Byrder, han tog Byrderne og lagde dem paa sine Skuldre, og han vandrede fast og rolig videre, og alle undredes saare.

     De talte indbyrdes til hinanden og sagde:

     “Se, denne Mand gav os at drikke, han laante os sin Stav, han tog vore Byrder og lagde dem paa sin egen tunge Byrde og dog vandrer han fast og rolig hen ad Vejen, hvorledes er det muligt?”

     Men han svarede dem, og sagde:

     “Jeg vandrer til min Faders Hjem. Haabet om at se min Faders kærlige Aasyn letter mig mine Byrder. Min Faders kærlige Tanker korter mig Vejens Længde.”

     Og han vendte sig og sagde til Skarerne:

     “Følg mig, alle I, der vakler og stønner under Vejens Møje og Besvær! jeg vil føre eder til min Faders Rige, han har mange Boliger, jeg vil bede ham berede eder et Sted, hvor I kan hvile efter Vandringens Møje.”

     Og de glædedes alle saare, og de fulgte.

     Da Sønnen kom til Faderens Rige, slog Tjenerne Portens mægtige Fløje op, og alle jublede, da de saa Sønnen vandre gennem Porten fulgt af Skarerne.

     Og Sønnen gik til sin Faders Bolig, han lagde sine Byrder for hans Fod, og han kyssede Sømmen af Faderens Kjortel, og han sagde:

     “Se Fader, alle disse Stakler bringer jeg til dit Hjem! Jeg saa, de vaklede under deres Byrder, jeg gav dem min Stav, at de ikke skulde styrte. Jeg saa, de tørstede, jeg gav dem mit Bæger, fyldt med Vand fra Brønden ved Vejen. Jeg hørte, de stønnede, jeg tog deres Byrder, og jeg bar Byrderne for dem. Fader, jeg lovede dem, at du vilde berede dem et Sted, hvor de kunde hvile efter Vandringens Møje og Besvær.

     Faderen saa mildt paa Sønnen, og han sagde:

     “Stor Glæde har du gjort mit Faderhjerte”, og han vendte sig til Skarerne og sagde:

     “Vær alle velkommen i mit Rige; thi det skal I vide, alle er I mine Børn; for Faderens Hjerte er alle lige, høj og lav, fattig og rig. Vær alle velkommen; thi det skal I vide: jeg, eders Fader, sendte eder ud paa den Vandring, I nu er vendt tilbage fra. – Mine Tjenere vil føre eder til de Boliger, der er beredt for mine, der skal I, i Ensomhed, tænke over eders Livs Vandring. Naar alt staar klart for eder, da skal I svare mig, eders Fader, paa mine Spørgsmaal, svare mig, hvorfor den Byrde, jeg gav eder at bære, tyngede eder til Jorden! Svare mig, hvorfor Vejens Sten saarede eders Fødder, og Solens Straaler blindede eders Øjne! Nogle af eder gav jeg en stor Byrde at bære og smaa Gerninger at udføre, andre af eder gav jeg smaa Byrder at bære og store Gerninger at udføre. Mange af eder er kommet, før jeg kaldte, mange af eder er kommet, længe efter at jeg kaldte. Mine Tjenere fører eder nu til eders Boliger. Naar alt er gennemtænkt, alt er besvaret, da vorder I seende, og Angerens
Taarer tvætter eder rene, da vil jeg, eders Fader, give eder den hvide Kjortel, der er Syndernes Forladelse.”

     Og han løftede sin Hænder og lyste sin Velsignelse over deres bøjede Hoveder.

     Og Tjenerne førte dem bort.

     Og Faderen vendte sig til Sønnen, og sagde:

     “Min Søn, mange Stakler har du bragt til mit Hjem, men een fattes. Mine Øjne har søgt og søgt, men de fandt ham ikke. Min Søn, svar din Fader, og sig: hvor er den Broder, du fulgtes med ved Vejens Begyndelse?”

     Men Sønnen svarede og sagde:

     “Fader, min Broder kommer snart. Min Broder var stor og stærk, hans Byrde var lille, han havde ikke min Hjælp behov.”

     Da formørkedes Faderens Aasyn, og han sagde:

     “Min Søn, da din Broder ikke længer fulgte dig, vendte du dig da og kaldte, eller hvorledes ved du, at han ikke havde din Hjælp behov? Min Søn, saa du ikke, at din Broder vaklede, saa du ikke, at Vejens Sten saarede hans Fødder? Saa du ikke, at Solens Flammende Straaler blindede hans Øje? Hørte du ikke, at han stønnede og klagede under sin Byrdes Vægt?”

     Da bøjede Sønnen beskæmmet sit Hoved, og han svarede og sagde:

     “Fader, da min Broder ikke længer fulgte mig, vendte jeg ikke om, og kaldte jeg ikke. Fader, jeg ser, jeg har gjort stor Uret; Fader, jeg glemte min Broder.”

     Da saa Faderen bedrøvet paa Sønnen, og sagde:

     “Tag din Vandringsstav og gaa tilbage! søg, til du finder den Broder, der ikke fulgte!”

     Og Sønnen bøjede sig, og han sagde:

     “Fader, jeg vandrer ud og søger min Broder; jeg kommer ikke tilbage, før jeg fører ham med mig.”

     Han tog sit Bæger og fyldte det med Vand fra Hjemmets Brønd, han tog sin Stav og vandrede tilbage ad den Vej, han nylig havde forladt.

     Han bar ingen Byrde paa sin Skulder, men Faderens Sorg hvilede tungt paa hans Hjerte.

     Han spejdede og spejdede, han Øje søgte og søgte; men han fandt ikke sin Broder.

     Over Halvdelen af Vejen vandrede han tilbage.

     Da saa han sin Broder!

     Han laa ved Vejens Kant. Byrden var faldet af hans Skulder. Solens flammende Straaler havde blindet hans Øje. Vejens skarpe Sten havde saaret hans Fødder. Hans Kjortel var flænget og laset, hans Legeme bedækket med Saar og tilstænket af Vejens Søle og Skarn.

     Og Broderen knælede ved hans Side og gav ham at drikke af Vandet fra Hjemmets Brønd, og han rejste ham op; han tog sit Bælte, bandt det om hans Lænder, at ikke den flængede Kjortel skulde falde til Jorden. Han gav ham sin Stav at støtte sig til, han tog hans Byrde og lagde den paa sine Skuldre. Han lagde Armen kærlig om ham, og ledede ham hen ad Vejen til Faderens Hjem.

     Da Tjenerne saa Brødrene komme, slog de Portens mægtige Fløje op, og de bøjede sig i Tavshed for Brødrene.

     Og de vandrede til Faderens Bolig, og Sønnen førte Staklen til Faderen.

     Faderen bredte sine Arme ud, trykkede Staklen til sit Hjerte og sagde:

     “Min Søn, min Søn, hvi lod du din Fader vente saa længe? Min Søn, hørte du ikke min kaldende Stemme?

     Min Søn, den Aand, jeg gav dig, var stærk og skøn; – men se, hvor du har tilsmudset dit Legeme! Min Søn, mine Tjenere vil føre dig til den Bolig, der længe har været dig beredt. Der skal du i Ensomhed tænke over dit Livs lange Vandring. Naar alt er gennemtænkt, naar alt staar klart for dig, da skal du svare mig, din Fader, hvorfor du ikke udførte den Gerning, du lovede at udføre, svare mig, hvorfor du styrtede under den lille Byrde, jeg gav dig at bære; og du skal svare mig, hvorfor du lod Vejens Sten saare dine Fødder, hvorfor Vejens Støv og Skarn plettede dit Legeme og plettede din Kjortel. Og du skal sige mig, hvorfor du ikke besvarede min kaldende Stemme, hvorfor du lod din Fader vente saa længe. Naar du har svaret, da skal dine blinde Øjne vorde seende, da skal Angerens Taarer tvætte Smudset af dit Legeme, da skal jeg, din Fader, give dig den hvide Kjortel, der er Syndernes Forladelse.”

     Og han lagde sine Hænder paa Sønnens bøjede Hoved, og Tjenerne kom og førte ham til den Bolig, der længe havde staaet tom.

     Og Faderen vendte sig til den anden Søn, trykkede kærlig hans Haand og sagde:

     “Min Søn, stor Glæde har du gjort mit Hjerte; thi det skal du vide, at ingen Glæde er større end den, Faderens Hjerte føler, naar Sønnen, der er styrtet, bliver ledet tilbage til Hjemmet; thi det skal du vide, at ingen Glæde er større end den, Faderen føler, naar Sønnen, han troede omkommet, vandrer tilbage til Hjemmet. Min Søn, dig var meget givet, dig skal mere gives, gaa til den Bolig, mit Faderhjerte har beredt for dig, modtag der den Løn, der venter dig.”

     Jeg, der nu har talt til eder, spørger eder, om I vil byde mig velkommen i eders Kreds? Jeg, der har talt til eder, spørger eder: “Ved I nu, hvem der staar for eder?”

     Efter at Seancelederen derpaa først havde udtalt Navnet Kristus, tilføjedes:

     Kristus bringer eder alle Faderens Velsignelse:

     “Faderens stærke Haand løfter eder!

     Faderens vaagne Øje følger eder!

     Faderens kærlige Tanker leder eder!

     Faderens dybe Fred sænker sig i eders Hjerter!”

     Fremkommet ved Hjælp af flere høje Aander og Mediets Leder

Leo.

7. Marts 1911

Seance i privat Kreds.

Medium: Bettina.