HØSTEN.

 

 

Sommeren svinder, Høsten er kommen,
Bølgerne drives mod Land.

Vindene hvine, udslynge Dommen

haanende over alt Liv.

Skovene suse, Bladene falde

jagende henover Jord.

 

 

Dagene rinde, Nætterne kalde

Minderne frem i vort Sind.

Længslerne stige, vække vor Tanke,

drømmende grunder vor Sjæl.

Stjernerne blinke, straalende blanke,

stirrende søge vi dem.

 

 

Høsten er kommen, Døden os fanger,

Stormene mejer os ned.

Blomsterne visne, Sommerens Sanger

tiende søger et Skjul.

Tankerne ældes, Hjerterne bæve

sukkende under et Savn.

 

 

Evighedssløret aldrig vi hæve,

Gaaderne løse vi ej.

Seklerne flyve, Tiderne følge,

falmende synke de hen.

Slægterne glemmes, Gravene dølge,

dækkende alt hvad vi led.

 

 

Livet os daarer, intet vi sanse,

Afgrunden ænse vi ej.

Timerne ile, aldrig de standse,

kædende Dage og Aar.

Menneskeorme krybe i Blinde,

glemmende Evigheds Gud.

 

 

Døden vil komme, Høsten er inde,

Aarene mejer os ned.

Minderne vaagne, Hjerterne lide,

gysende stirre vi frem.

Faderen kalder, ensomt vi glide,

skælvende ind til vor Dom.

 

J. C. Hauch.

1911.