FORORD

 

De femten Digte, der er denne Bogs Indhold, er fremkommet
ad mediumistisk Vej, med min Hustru Johanne Elisabeth f. Malling-Hansen som Mellemled.

Fremgangsmaaden er fra aandelig Side forklaret os saaledes: I frigjort Tilstand (under Nattesøvnen) lærer Mediets aandelige Jeg Digtene udenad; derefter overføres de ved Midler, der ikke kan gøres os forstaaelige, til Mediets menneskelige Hjerne, hvorefter hun nedskriver dem. Overførelsen og Nedskrivningen foregaar under de paagældende Digteres personlige Ledelse. Efterhaanden som Overførelsen af Digtet skrider frem, fremkaldt af den tilstedeværende Digter, dukker Ordene langsomt op i Mediets legemlige Hjerne, som om det var et Digt, hun for Aar tilbage havde lært udenad, og som hun kan genkalde sig ved at søge tilbage i sin Erindring.

Det er hændt, at enkelte Strofer er kommet i forkert Orden, at et enkelt Ord er husket galt eller en Entalsform opfattet i Stedet for en Flertalsform – eller omvendt; saadanne Fejl er da bleven rettet af Digterne selv gennem Mediets clairaudiente Evne, idet hun i saa Tilfælde hører Ordene eller Rettelserne blive sagt.

Hvor Digterne har brugt Entals- for Flertalsformer, er det efter deres eget Ønske, af Vellydshensyn eller for Rimenes Skyld; kun Kaalund ønskede at bruge Entalsformer overalt.

Ved Digtenes Nedskrivning, hvis Tidspunkt forud nøje var angivet fra aandelig Side, har Mediet været ene; kun en enkelt Gang har Udgiveren tilfældigt overværet Nedskrivningen af to Strofer. Udenfor de opgivne Tider kunde Mediet intet præstere.

Nedskrivningen har taget fra ca. 1½ til ca. 4 Timer, dog for de to længste ca. 5 Timer. Overskred Tiden 2½ Time, fortsattes næste Dag, for at Mediet ikke skulde trættes.

 

At Digtene virkelig hidrører fra de paastaaede for længst „afdøde“ Intelligenser, er for Mediet selv som for dem, der staar hende nær, en oplagt Sag. Vi ved, at hun er og altid har været blottet for enhver digterisk Evne, vi ved, at hun ikke har endog det elementæreste Kendskab til Digtarter, Metrik o. lign. Men dette Vidnesbyrd er selvfølgelig ikke nok.

Skal disse Digtes Fremkomst, saaledes som det er ønsket fra aandelig Side, yde et Virkelighedsbevis for, at Personligheden overlever den legemlige Død, da bliver Problemet dette: vilde en Digter – en enkelt Digter – være i Stand til at skabe en saadan Række af fuldgyldige Udtryk for yderst forskellige Digterindividualiteter? Hvis dette viser sig at være ugørligt, da er der efter min Mening leveret et Bevis, der, naar man tager Hensyn til den usigelig vanskelige Forbindelse mellem de to Verdener, maa siges at være saa autentisk, som det kan opnaas; thi et eksakt Bevis kan ifølge Sagens Natur ikke gives; Skeptikeren vil altid kunne henholde sig til den eksperimentale Psykologis Kælebarn: Underbevidstheden, dette prægtige Stormagasin paa godt og ondt.

Digtene er fremkommet i Tidsrummet fra April til Oktober 1911; Plougs dog først i Juli 1913, idet denne Digter i det
førstnævnte Tidsrum mente sig ude af Stand til at producere i Overensstemmelse med sine jordiske Følelser og Ideer.

Rækkefølgen, i hvilken Digtene her er offentliggjort, er ønsket saaledes fra aandelig Side.

De Digtere fra Guldaldertiden, der ikke her er repræsenterede, har enten været forhindret ved ny Inkarnation, eller de
har ment sig ude af Stand til at sætte sig tilbage i de for dem specielle menneskelige Følelser og Forestillinger fra deres sidste
jordiske Tilværelse.

 

      Oktober 1915.

Udgiveren.