II

Da Gud endnu havde sine uskabte første Børn i sin Tanke og gennemtænkte alt det, der kunde vedrøre dem, vidste Han, at de engang nødvendigvis maatte stilles overfor Mørket, for at de fuldtud kunde lære at lade Villien herske suverænt over Tanken, saa at hver enkelt i Kraft af sin egen Villie kunde begrænse eller standse sin Tankes Begær.

Ønsket om at mangfoldiggøres opsteg først hos Gud efter Hans Emanation. Guds Børn havde saaledes, i Modsætning til de tolv Hjælpere, ikke været i Hans Tanke før Hans Fremtræden som Personlighed, og havde derfor ikke bevidst deltaget i Kampen ud af Mørket, hvorfor de intet kunde vide om dets Magt. Hvis Gud derfor ikke engang stillede dem direkte overfor Mørket, vilde de aldrig opnaa at blive ydende, men kun nydende Væsener, og vilde i al Evighed vedblive at være som Børn i Ledebaand, ikke suverænt tænkende og handlende Personligheder  —  og Svælget mellem dem og Gud maatte da blive umaaleligt.

I sin Alvidenhed saa Gud, at der var flere Muligheder for de endnu uskabtes Valg. De kunde saaledes alle sejre over Mørket og derved stige uendelig højt; de kunde alle falde og ved Faldet skabe sig et midlertidigt Liv i Synd og i Lidelser; flere eller færre kunde sejre  —  eller falde.

Da Gud havde gennemtænkt dette, vidste Han tillige, at Han, i samme Øjeblik som Han havde skabt sine Børn, i Kraft af sin Alvidenhed, forud maatte kende hver enkelts Valg.

For da fuldtud at kunne være lige retfærdig imod dem alle, besluttede Gud at begrænse sin Alvidenhed, førend Han skabte dem, saa at de, i hvert givet Tilfælde, kunde staa frie og uafhængige, uden nogen som helst Paavirkning af Hans Forudviden.

Hvis Gud ikke havde begrænset sin Viden, kunde de af Hans Børn, der senere faldt for Mørkets Magt, med Rette have bebrejdet Ham, at Han, i fuld Viden om deres Valg, havde skabt nogle til Fald og andre til Sejer  —  i hvilket Tilfælde Gud ikke havde været det, som Han er: en kærlig og retfærdig Fader.

For saaledes at kunne give enhver en suveræn fri Villie, begrænsede Gud, i Kraft af sin Villie, sin Alvidenhed, saa at Han intetvidste om sine Børns fremtidige Valg50.

Altsaa: i fuld Retfærdighed skabte Gud sine mange Børn, gav dem alle lige indre Væsen, gav dem samme Kærlighedsfylde, samme Visdom, samme Evne til at vokse aandeligt, og samme Evne til at ville. Alle var lige.

Gud skabte dem to og to, et mandligt og et kvindeligt Væsen, bestemte til i al Evighed at udfylde og supplere hinanden.

Som Følge af den guddommelige Tankes og Villies harmoniske Forening, der udløstes i Guds og de tolv Hjælperes Emanation, indebærer Gud og Hans Hjælpere saavel et mandligt som et kvindeligt Princip i deres Væsen; men for i al Evighed at bevare den dualistiske Tiltrækning, skabte Gud sine Børn som Mand og som Kvinde. Hver især indebærer i sit eget Væsen baade Tanke og Villie. Dog er hos den mandlige Part Villien den fremherskende, hos den kvindelige derimod Tanken.

 

Den kvindelige Parts Tanke- og Følelsesliv er rigere, dybere og mere intuitivt end den mandliges; men hendes Tankeopbygning er ikke saa stringent som hans, da hun kun i ringe Grad besidder den mandlige Villies Evne til at fremdrage, fastholde og frugtbargøre de idelig skiftende Tankebilleder. (Dette gælder ligeledes Menneskenes aandelige Individualitet).

 

Hos Gud og Hans Hjælpere er hos hver enkelt Tanken og Villien lige vægtig  —  af ensartet Styrke; men Guds Tanke og Villie staar selvfølgelig uendelig højt over Hans Hjælperes.

Dualernes Følelsesliv er hinanden ligt, deres Tanke og Villie supplerer hinanden.

Et Samliv i Lighed med det jordiske mellem disse mandlige og kvindelige Væsener findes ikke, selv om de momentvis, ved Tanke og Villie, forenes i en højere Forstand.

Underviste af Guds Hjælpere naaede de alle meget vidt i Tankens og Villiens Udvikling, i Kendskab til Tankens og Villiens skabende Evne, uden dog at naa til Forstaaelse af Livsprincippets evig bestaaende Energi, hvorfor de i Kraft af Tanke og Villie kun var i Stand til at skabe eller snar-ere forme livløse Genstande af Lysets Udstraalinger. (F. Eks. Opbygning af deres Hjem, Udformning af Genstande, kunstnerisk Udsmykning og lign. Ligeledes formaaede de at danne Tankebilleder efter levende Skikkelser, men disse Fantomer var kun efemeriske).

Naar Guds Børn, skønt alle skabte med de samme Muligheder, dog udviklede sig forskelligt, beror dette paa den frie Villies ejendommelige, individuelle og hemmelighedsfulde (skjulte) Natur.

Den frie Villie, en Gave, Gud har givet ethvert af sine Børn, er en Genspejling af Hans egen Villie  —  en Abstraktion, hvis egentlige og inderste Kerne kun Gud kender.

Ifølge den frie Villie lagde nogle af Guds Børn sig mere efter Tankens intellektuelle Udvikling, søgte at udgranske de kosmiske Love samt at fuldkommengøre deres Kendskab til Tankens uendelige Abstraktioner, andre helligede sig mere til Skønhedens og Følelsernes Verden. (Farve-, Form- og Tonekunst, Digtning o.s.v.).

Altsaa: ved den frie Villies Valg er Guds Børn, skønt ens i deres Oprindelse, blevet væsensforskellige, blevet Individualiteter.