Amor

AMOR.

 

 

I Ungdoms Aar Gud Amors Pil
os let og sikkert rammer;

ved Pigers Blik og Læbers Smil

vort Hjerte heftigt flammer.

Vi Stakler, ak vi har det haardt,

naar Amor Sceptret svinger,

ad lønlig Vej vi lokkes bort

paa Elskovs falske Vinger.

 

 

Og er end Manden snildt paa Vagt

sit Hjerte at bevare,

han falder dog for Kvindens Magt

i Kærlighedens Snare.

Han blusser, naar han Pigen ser,

der bryder Hjertets Panser;

han blegner, naar den skønne ler

og stolt forbi ham danser.

 

 

Han sukker dybt sin Længsel ud

i søde Elskovsdrømme,

han vugges til sin elskte Brud

ad Fantasiens Strømme.

Han flyver frem med fyrigt Mod

den hulde at betvinge, –

og synker ned for hendes Fod

med blodig, anskudt Vinge.

 

 

Han klatrer til Parnasset op

ad Digtets Himmelstige,

og skuer der fra Bjergets Top

Arkadiens gyldne Rige.

Snart klimprer han paa Harpens Streng

en vild, fortvivlet Klage,

snart priser han den grønne Eng

og snart de svundne Dage.

 

 

Ja, Amor er en farlig Gud,

en grum, en listig Jæger.

Vi lystre alle blindt hans Bud

og tømme Elskovs Bæger.

En Sommeraftens klare Skin,

en Sø, hvor Taagen svæver,

en Skov med kølig Nattevind

et Net om Hjertet væver.

 

 

Min Ungdom svandt paa samme Vis

i Kærlighedens Drømme,

med Sange til den skønnes Pris

i Klagetoner ømme.

Jeg hende ser i Ungdoms Aar

i Skønheds rige Fylde.

De bløde Lokkers dunkle Haar

den hvide Hals indhylle.

 

 

Et sjælfuldt Øjes ømme Blik

og Solskinstanker klare

hun alt i Vuggegave fik

af Geniers Alfeskare. –

Jeg styrted frem med dristig Il

og sværmeriske Sange,

jeg blussede ved hendes Smil

forvirret, sky og bange.

 

 

Var Dagen hed og Aft’nen sval,

vi drømte sammen stille

og lyttede fra Skovens Sal

til Nattergalens Trille. –

Hvor hastig gled den skønne Tid,

en Dag hun var forsvundet;

og Sorgens Kval og Nætters Strid

jeg bittert havde vundet.

 

 

Beklemt og ene stod jeg der

blandt Som’rens visne Blade;

jeg mindedes vort Møde her

en Kvæld ved Søens Flade. –

Men Amor, ak, var snart paa Spil

igen med lønlig Smiger,

og modstandsløs jeg lytted til

hans Ord om andre Piger.

 

 

Han peged paa en Mø saa blid

med Øjne nøddebrune,

saa jomfruren, med lystigt Vid,

et rigt og herligt Lune.

Jeg knælte ned for hendes Fod

med nye Haab og Sukke,

men voved ej med fyrigt Mod

den skønne Blomst at plukke.

 

 

Ak aldrig helt vi blive fri

for Amors Elskovsflamme;

er Ungdomstiden længst forbi,

hans Pil kan end os ramme.

Trods Alderdommens hvide Haar

kan Hjertet endnu gløde;

af Kærlighedens dybe Saar

vi ofte tavst forbløde.

 

Ludvig Bødtcher.

1911.