Den Aand, der var faldet dybest!

I Løbet af Vinteren 1911 til ud paa Foraaret 1912 gav Kristus os de øvrige Lignelser, der er optaget i »Vandrer mod Lyset«.

Vore Kresséancer blev den Vinter holdt ret uregelmæssigt, dels fordi baade Fru D. og min Hustru ikke saa godt taalte Aftenluften, dels fordi Interessen for de psykiske Fænomener var ved at ebbe ud hos et Par af Deltagerne. Min Hustru tilbageviste nemlig stadig aldeles bestemt alle Forslag om at holde Mørke- og Tranceséancer, hvad de omtalte Deltagere ikke kunde forstaa, og disse havde heller ikke nogen særlig Interesse for de religiøse Spørgsmaal, som den aandelige Leder ønskede at vi skulde stille til ham, for at vi kunde ledes i den Retning, som Lysets Aander ønskede. Vore private Séancer derimod holdtes endnu nogenlunde regelmæssigt paa de Tider, som den aandelige Leder havde fastsat.

En Aften først i Marts Maaned 1912 ved en af vore Private Séancer kom Kristus og sagde, at han ønskede vor Forbøn for en falden Aand. Hans Ord til os lød saaledes: »Jeg, Kristus, eders ældre Broder, taler til eder: hører mig! Hjælper mig at bede til vor Fader om Fred og Frelse for den Broder, jeg her har bragt til eder. Værer barmhjertige imod ham, thi han er falden saa dybt, at ingen kan falde dybere; thi han har syndet saa meget, at ingen kan synde mere, og hans Lidelser ere meget store!« — (Se »V. m. L.« Side 94.)

Derefter talte den Aand til os, som af os Mennesker er kendt under saa mange forskellige Navne: Djævelen, Satan, Lucifer o.s.v.

Først blev vi nærmest forfærdede over denne Gæsts Nærværelse; thi hverken J. eller jeg havde nogensinde troet paa en personlig Djævel, og af den Grund havde vi aldrig forespurgt vor aandelige Leder, om et saadant Væsen fandtes. At der var Dæmoner eller faldne Aander, havde vi jo tidligere selv faaet at føle; dog dette havde vi ikke ventet. Men da hans Ord til os vidnede om den dybeste Fortvivlelse, en Fortvivlelse saa knugende, at den ligefrem meddelte sig til os, og da han i Guds Navn gentog for os, at han var den af Menneskeheden frygtede Djævel — Guds Modstander —, maatte vi tro baade hans og Kristi Udsagn. Og ud fra den dybe Medlidenhed, vi følte med ham og med hans Lidelser, tilgav vi ham af hele vort Hjerte, hvad han havde syndet imod os, og vi bad vor himmelske Fader — i Menneskehedens Navn — tilgive ham hans Fald og det onde, han havde gjort Menneskene.

Med inderlig Glæde og i dybt bevægede Ord gengav Kristus Guds Svar for os. (Se »V. m. L.« Side 95, Linie 12 fra oven.)

Selv var vi ligeledes dybt grebne af denne Oplevelse; men vi følte begge med en absolut, en intuitiv Vished, at det, der var sket, betød uendelig meget mere baade for os og for Menneskeheden, end vi i Øjeblikket formaaede at fatte eller at udrede.

Denne Begivenhed ved vi at flere Mennesker, der har læst »V. m. L.«, ikke kan forstaa. De forstaar ikke, at Gud i sin uendelige Kærlighed til alle de Væsener, Han har skabt, kunde tilgive den Søn, der var falden saa dybt. Men hvilket Menneske tør vove at hævde, at han har loddet Guds Kærligheds Dyb? Tør noget Menneske vove at opstille Regler for Guds Handlemaade? Men hvis vi forstaar, at Guds Kærlighed til Hans Børn er Kærlighed i højeste Potens, da maa vi ogsaa kunne forstaa, at Han altid maa være rede til at tilgive selv det Væsen, som største Delen af den civiliserede Menneskehed kun føler Afsky og Rædsel for. Og hvis der blot var een eneste, hvem Gud ikke fuldt og helt kunde tilgive ud fra sit Faderhjertes Følelser, var Han ikke fuldkommen; og hvorledes kunde Han da for os Mennesker staa som det højeste Forbillede paa Kærlighed og Barmhjertighed!

Men selv om Gud har tilgivet sit Barn, har tilgivet ham, der faldt dybere end noget andet Væsen, saa er en saadan Tilgivelse ikke nok; ogsaa Menneskene maa ud fra deres Hjerters Medlidenhed med hans Lidelser tilgive, hvad han i Aarmillionernes Løb har syndet imod dem. At det for mange vil være meget vanskeligt af Hjertet at skænke ham denne Tilgivelse, det forstaar jeg saa godt; men mon det ikke ligger i, at saadanne Mennesker gør Gud for lille og sætter sig selv for højt? Jeg siger ikke for meget, naar jeg siger: at kunde hvert eneste Menneske forstaa det sublime i denne Tilgivelsestanke, vilde Menneskene derigennem, aandelig set, hæves op i en sandere, renere og mere kærlighedsfyldt Sfære end den, hvori de nu lever. I hvert Fald burde de, der af mangfoldige Grunde har meget at bede Gud om Tilgivelse for, forstaa, hvad en saadan Tilgivelse er værd; de burde ud fra deres egen Længsel efter den kunne forstaa og tilgive det Væsen, der har syndet saa uendelig meget mere end de selv.

Jeg vil sluttelig henvise til de Ord af Jesus, der er optaget i »V. m. L.« Side 37. »Værer barmhjertige mod alle, der komme til eder; thi vise I Barmhjertighed, da vil og eders Fader være barmhjertig mod eder. Tilgiver alle eders Fjender og alle dem, der synde mod eder; thi i samme Maal som I tilgive, vil eders himmelske Fader og tilgive eder, naar I angre, hvad I have syndet imod Ham.« —

Ja, lad os være barmhjertige mod dem, der kommer til os og søger vor Tilgivelse! og igennem »Vandrer mod Lyset« er Guds dybest faldne Søn kommen til Menneskene for at anraabe dem om Barmhjertighed og Tilgivelse.