»Vandrer mod Lyset«.
DEN 3die Marts 1913 sent om Aftenen kaldte min Svigerfader paa J. og sagde, at han var her sammen med en Aand, som ønskede at give os en Meddelelse, der skulde nedskrives1). Paa Grund af det sene Tidspunkt spurgte jeg, om jeg skulde skrive efter den paagældendes Diktat til J. Dertil blev svaret, at de ønskede, at J. og jeg skulde sidde ved Bordet for som sædvanlig gennem Ja- og Nej-Bankninger at faa bekræftet, om J. korrekt gengav det, der blev givet hende; og at de ønskede, at min Søster Fru Lindahl kom til Stede, saa at hun kunde fungere som Nedskriver.
Paa denne Opfordring ringede jeg til min Søster og bad hende komme, hvilken Anmodning hun straks efterkom.
Den Aand, der nu manifesterede sig, kaldte sig Ardor og gav os de første Sider af »Vandrer mod Lyset«. Paa vore Forespørgsler fik vi at vide, at Ardor var identisk med den Aand, som vi Mennesker kalder Lucifer eller Satan, og at han ifølge Guds Opfordring var kommen til os paa Aarsdagen for sin Tilbagevenden til Gud for gennem min Hustru at give Menneskeheden en Beretning om sit Fald, sine Synder og sin Frelse. Hverken J. eller jeg huskede, at den 3die Marts var Aarsdagen for den Aften da vi var gaaet i Forbøn for ham; derimod huskede vi godt, at det var sent paa Aftenen, da Kristus bragte ham til os. Ved at søge efter i vore Papirer konstaterede vi imidlertid denne Opgivelses Rigtighed, hvilket selvfølgelig interesserede os i høj Grad. —
Der begyndte nu et for os overordentlig interessant, men anstrengende og langvarigt Arbejde; særlig blev der krævet overordentlig meget af min Hustru. Da der i »V. m. L.« Side 316 er gjort Rede for, hvorledes dette Værk fremkom, vil jeg her kun omtale, hvilket Taalmodighedsarbejde det blev for J. at være Midler for dette Værks Fremkomst.
Det blev ret hurtig efter den første Séance betydet os, at Lysets Aander ønskede at give en Kommentar til Ardors Beretning, men at denne Kommentars Lødighed og omfattende Besvarelser maatte afhænge af de Spørgsmaal, som Kresens Medlemmer stillede, efterhaanden som de lærte Ardors Beretning at kende. Tillige blev der sagt, at ogsaa her vilde Hovedvægten af Arbejdet falde paa min Hustru, og Meddeleren bad hende være meget paapasselig og stille saa mange Spørgsmaal, som det overhovedet var muligt, for at alt kunde blive belyst saa klart, som det kunde lade sig gøre; hendes aandelige Leder vilde da bestandig søge at fremkalde i hendes Tanker de Ting, der burde fremdrages i Kommentaren.
Efter at Arbejdet med Spørgsmaalene til Kommentaren var begyndt, gik det først rigtig op for J., hvilke store Krav der stilledes til hende; og hun følte snart, at hun arbejdede bedst sammen med sin aandelige Leder, naar hun holdt sig i Ro i sit Hjem. Følgelig opgav hun al Selskabelighed, gik ikke i Teater, ikke til Koncerter, fordi alt dette virkede forstyrrende paa den aandelige Forbindelse. Forklaringen paa dette Fænomen maa sikkert være den: at naar min Hustrus Tanker var optaget af det, hun havde hørt eller set, altsaa paavirket af ydre Forhold, var det vanskeligt for hende at sætte alt dette til Side og gøre sit Indre aabent for de aandelige Intelligensers Tankeinspirationer. I alt Fald er det en Kendsgerning, at nu da hun frivilligt trak sig tilbage fra den ydre Uro for helt at hellige sig til sin Opgave, gik det langt bedre for hende end i Begyndelsen, og Arbejdet blev ført til Ende til de aandelige Intelligensers Tilfredshed.
Der blev aldrig nogen Sinde udøvet nogen som helst Tvang overfor hende i Retning af, hvad der skulde medtages, og hvad der skulde udelades af de til Brug for Kommentaren givne Besvarelser. Hvis J. gjorde Indvendinger, fordi hun mente, at det eller det vilde vække Vrede, Forargelse eller Misforstaaelse, svarede hendes Leder altid: vent med at indføje det, til du forstaar, at det er det rigtigste at det medtages. Og naar vi saa efter at have talt med hinanden derom begge kom til det samme Resultat, at vore smaa Meninger ikke burde veje i Vægtskaalen til Fordel for os, blev den ønskede Besvarelse indføjet, hvor den hørte hjemme. Paa samme Maade gik det, da den aandelige Leder i April 1918 (se »V. m. L.« Side 230. Note 2.) anmodede J. om at medtage et Stykke angaaende Medier, de jordbundne Aander og Séancer, som han derefter gav hende. Min Hustru sagde straks, da hun forstod, hvorom det drejede sig: saa faar vi ogsaa Spiritisterne imod os, det vil de aldrig gaa med til, det er jo deres Alfa og Omega!
Men netop derfor skulde det medtages, Spiritisterne skulde lære at indse, at ogsaa nogle af deres Dogmer var falske og burde rettes. — Denne Gang varede det længe, inden J. kunde faa sig til at indføje det paagældende Stykke; hun syntes det var for haardt ogsaa at faa Spiritisterne til Modstandere; men da hun gennem Samtaler med nogle Aander, der selv havde erfaret, hvilken Lidelse det var, imod deres Ønske og Villie, at blive draget til Spiritisternes Séancer, forstod, at hendes Leders Krav var berettiget, blev Stykket indføjet. —
I Modsætning til Ardors Beretning og til de to Taler, henholdsvis af Kristus og af Guds Tjener, der blev givet i Sammenhæng og i Fortsættelse ved hver Séance, fremkom Kommentaren som et fuldstændigt Mosaikarbejde. Besvarelserne blev skrevet paa løse Stkr. Papir uden noget Forsøg fra J.’s Side paa at samle dem eller ordne dem i en bestemt Rækkefølge. Da der var nedskrevet en Del Forklaringer, blev disse efter den aandelige Leders Anvisning samlet i den Orden, hvori de skulde staa; Resultatet blev da en meget lille Kommentar. Lederen gjorde J. opmærksom paa, at dette kun var en Begyndelse, der skulde meget, meget mere til. Saa fortsatte vi med Spørgsmaalene, der blev stillet snart fra den ene, snart fra den anden af Kresens Medlemmer, men hovedsagelig fra J. Da der igen var samlet en Bunke Besvarelser, blev disse paa ny efter Lederens Anvisning indføjet paa de rette Steder, og saaledes blev det ved, indtil J. kategorisk erklærede:
at nu havde i hvert Fald hun intet mere at spørge om.
Saa blev Kommentaren afsluttet og fremtraadte da i den skikkelse, hvori den foreligger i »V. m. L.«; kun blev som tidligere omtalt Stykket om Medier o. s. v. indføjet ved en senere Lejlighed efter Lederens Ønske.
Enhver kan vel forstaa, hvilket møjsommeligt Arbejde det var for J; denne Maade at skrive Kommentar paa gjorde, at hun bestandig maatte ordne om paa det engang samlede; der skal unægtelig megen Taalmodighed til for ikke at trættes af saadanne Om- og Omskrivninger. Paa den anden Side forekommer det mig, at det egentlig er det allerbedste Bevis for, at Værket ikke kan skyldes min Hustru; for hvis hun var Ophavsmanden til det, maatte hun, som man altid gør, have lagt en Disposition, før Værket blev til, og ikke paa maa og faa givet sig ind paa et saa overvældende Arbejde ved at fremstille det paa ovenanførte Maade. Min Hustru havde endda et saa ringe Overblik over de modtagne Besvarelser, at hun ikke var i Stand til selv at finde, hvor de nye Indføjninger skulde anbringes, Lederen maatte hver Gang meget nøje paavise Stederne; og som Regel passede det indføjede saa godt til det alt indskrevne, at der fra Lederens Side kun i faa Tilfælde maatte gives et Par Linier for at kæde det nye til det, der alt var skrevet.
Da mange af Tankerne i Kommentaren var fremmede og ukendte for J. og da hun atter og atter, ligesom jeg, har maattet læse, for ikke at sige studere, Besvarelserne igennem for at forstaa dem og for at kunne forklare dem for andre, er det ganske umuligt, at disse Tanker skyldes os selv, skyldes vort Jegs Bevidsthed. Men ogsaa her er der fra Modstanderes Side paastaaet det utroligste for at forklare Tilblivelsesmaaden; naturligvis spiller Telepati og Underbevidsthed den samme Rolle som ved Forsøgene paa at forklare »Hilsen til Danmarks« Fremkomst. Men her er kommet endnu en ny og højst sælsom Teori frem, nemlig denne: at et eller andet genialt Menneske et eller andet Sted paa Jorden udsendte sine geniale Tanker til hvem som helst der kunde opfange dem og nedskrive dem!! Her bliver dog altsaa min Ringhed, som den »telepaterende« Ophavsmand sat ud af Spillet; men hvad skal man tænke om de Mennesker, der i fuldt Alvor fremsætter saadanne Paastande? Kan man overhovedet tænke sig et Geni, der frivillig sætter sit Lys under en Skæppe og overlader til en Tilfældighed, om hans geniale Tanker kan opfanges af andre og derved se Dagens Lys i et samlet Værk? I hvert Tilfælde efterlyser min Hustru og jeg her dette, for os, højst besynderlige Menneske; det vilde være rart, ikke alene for os, men ogsaa for andre at lære et saadant Unicum at kende. Men jeg er bange for, at vi ikke faar ret meget ud af vor Efterlysning!
Efter Ønske fra oversanselig Side blev »V. m. L.« udgivet i Foraaret 1920. Bogen blev sendt til alle Biskopperne samt til c: 60 Præster, Provster og andre Teologer. Den blev mødt med officiel Tavshed.
Efter nogle Maaneders Forløb fremkom i et Par Provinsblade et Par velvillige Anmeldelser; en af disse Anmeldelser efterfulgtes af en Polemik, hvori en Præst deltog. Hans Indlæg viste klart, at selv om han havde læst i Bogen, saa havde han hverken gennemlæst eller gennemtænkt den; hans Betragtninger er der for os ingen Grund til at tage ad notam.
I et af Hovedstadsbladene stod om Efteraaret en Anmeldelse af Dr. phil. Kortsen. Heller ikke denne skal jeg ofre mange Ord, da Anmelderen tydeligvis kun har sat sig til Opgave at latterliggøre Værket. For det skal vel være en Morsomhed, naar hans løbske Fantasi former nedenstaaende Galimatias som Redegørelse for et af Kapitlerne i »V. m. L«. »Der nedfældes Vinkelrette paa Radius fra Centralsolen (Guds Rige); der drages Diagonaler fra Bisolene(?) til Begrebet Væren, som atter er beliggende i det geometriske Sted af de usynlige Centre«. Jeg behøver vist ikke at anføre mere for at godtgøre det aandelige Jordskælv, der maa have fundet Sted i denne Filosofs Hjerne! Naa, Anmeldelser af den Art rammer ikke Værket — de slaar kun tilbage paa Anmelderen selv. —
Nu efter 2 Aars Forløb er der endnu ikke kommet nogen Anmeldelse fra videnskabelig Side, og naar undtages ovenfor omtalte ikke gennemtænkte Angreb fra en Præst, har vi heller intet set fra Teologernes Side.
Hvorledes skal vi forstaa det? Gælder ogsaa her den samme Sætning, som jeg før har citeret: »Den, der tier, samtykker!« Eller hvorledes skal denne Tavshed forstaas? Maa det ikke være de ledende Teologers Pligt, hvis de finder, at Værket strider mod deres Opfattelse af det guddommelige, da at advare deres Menigheder imod det? Særlig burde Advarsler være udsendt for at hjælpe de unge med de ubefæstede Sind til at tage Afstand fra dette Værk, der i saa høj Grad er i Strid med de overleverede Dogmer. Men mig bekendt er den Art Advarsler ikke kommet fra teologisk autoritativ Side.
Derimod ved jeg, at talrige unge har sluttet sig til Bogens Tanker, har forstaaet dens klare, retfærdige, kærlighedsfyldte Lære. Hvilket Ansvar paatager da ikke Teologerne med Biskopperne i Spidsen sig overfor disse unge, som de er sat til at vejlede og ikke til at vildlede? Hvis de mener, at den Lære, der doceres i »V. m. L.«, er af det onde, hvad mon de saa vil svare vor Gud og Fader, naar han engang spørger dem om, hvorfor de tav stille? Ja, det er et Samvittighedsspørgsmaal, som kun de paagældende selv kan besvare. Og vi venter paa Svaret.
Men det maa Teologerne i hvert Fald forstaa, at vil de ikke modtage Bogen »V. m. L.« som det, den er: en Gave fra Gud til Menneskeheden, saa maa de klart bevise: at det, der gives i Værket, er ringere end den Lære, som de docerer; de maa klart og velbegrundet vise, at den Gud, som de bekender sig til, er mere retfærdig, viser større Kærlighed og Barmhjertighed overfor Menneskene, end den Gud, som træder os i Møde i »V. m. L«. De maa klart dokumentere, at Gud ikke kan give Menneskeheden flere eller større Aabenbaringer, end Han hidtil har gjort; dokumentere, at Gud ikke igennem sine Udsendinge kan sætte sig i Forbindelse med Menneskene og give dem Svar paa Spørgsmaalene: hvorfra, hvorfor, hvorhen, de Spørgsmaal, der findes besvaret i »V. m. L«. De maa med Beviser fastslaa, at deres Lære i Modsætning til den, der gives i »V. m. L.«, er nøje i Overensstemmelse med Sandheden, dokumentere, at Gud ikke kan tænke eller handle anderledes, end de forestiller sig det.
Men jeg kan rolig paastaa, at det er ganske ugørligt. En Gud, der i sine Tanker og Handlinger lader sig baste og binde af menneskelige dogmatiske Paastande, er ikke Gud. Til alt, hvad Teologerne end vil sige for at forsvare deres Standpunkt, vil jeg sige: min Hustru og jeg ved, at de Sandheder, der er givet i Bogen, er guddommelige Sandheder, men iklædt menneskelige Ord for at kunne forstaas af Mennesker; vi »tror« ikke, vi »antager« ikke, vi »mener« ikke; nej vi ved, at hvad der er givet i »V. m. L.« er Sandhed. Enhver der tænker frit og selvstændigt, vil ved at studere Bogens Tanker og sammenligne dem med den overleverede Læres Paastande, selv kunne overbevise sig om, hvem der har Ret. Og ud fra sit Inderste maa enhver stræbe at naa til Forstaaelse af, at Gud er uendelig meget højere, uendelig meget retfærdigere og kærligere, end Mennesker hidtil har forestillet sig.
Og eet er givet: med »V. m. L.« som Grundlag kan alle religiøse Retninger samles til en Enhed. Alle, der strides om ganske værdiløse Dogmer, kan enes om dette: at Gud er Kærlighed og Retfærdighed. Tænk, om Menneskeheden engang kunde blive fri for at være Vidne til de evige Skændsmaal blandt Teologerne, blandt dem, der burde være lysende Eksempler for os andre! mon den Tanke er utænkelig? —
I de sidste Dage af Maj Maaned 1914 bad min Svigerfader J., om hun vilde tage to Copier af »Ardors Beretning«, og af »Kristi Tale«, der paa det Tidspunkt begge var færdigskrevne ved de afholdte Séancer; ligeledes anmodede han hende om, at der maatte blive taget to Copier af det, der var fremkommet af Kommentarbesvarelser. Naar Copierne var færdige, skulde de efter hans Anvisning opbevares henholdsvis af min Svigerinde Fru Wiberg og min Svoger Tandlæge Lindahl.
Min Hustru og jeg havde det Aar planlagt en Tur til Tyskland i Sommerferien; vi antog derfor, at disse Copier skulde tages, fordi Manuskriptet muligvis kunde blive ødelagt, mens vi var borte. Men da vi Aaret i Forvejen ligeledes begge to en Tid havde været borte fra Hjemmet og ogsaa dengang haft et om ikke saa omfangsrigt Manuskript at svare til, fandt vi det egentlig temmelig mærkeligt at faa dette Hverv paalagt; det vilde blive et stort Arbejde for min Hustru, der alene maatte skrive begge Copierne, fordi jeg var altfor optaget af min Censorvirksomhed til at kunne hjælpe hende. Men min Svigerfader sagde meget bestemt, at selv om vi ikke nu forstod, hvorfor han ønskede dette gjort, saa vilde vi senere fuldtud forstaa det. Der var altsaa ikke andet at gøre, Copierne blev skrevet, og nogle Dage før min Hustru i Begyndelsen af Juli Maaned fulgte mig paa min Censorrejse til Jylland, blev de overgivet til min Svigerindes og min Svogers Varetægt.
Paa Grund af at min Hustru, da vi kom tilbage fra min Censorrejse, blev angrebet af en ret alvorlig Bronkitis, blev vi nødt til at opsætte vor Rejse til Tyskland i nogle Dage — og imidlertid udbrød Krigen. Vi kom saaledes ikke af Sted, og min Hustru sagde da: »Ja, saa havde jeg jo ikke behøvet at skrive det af.« —
Senere har vi jo tydelig forstaaet, at da der efter al Sandsynlighed havde været Fare for, at Danmark kunde være bleven draget med ind i Krigen, hvilket stod klart for vore aandelige Ledere, saa havde de med et eventuelt Bombardement for Øje, sørget for, at det for dem saa kostbare Manuskript blev opbevaret paa 3 forskellige Steder i Byen i det Haab, at det i det mindste paa eet af Stederne kunde findes i Behold.
At jeg en af de første Dage i Juli Maaned 1914 af min Svoger M. Agerskov modtog en Pakke Manuskripter til Opbevaring, bekræftes herved.
15/4 22.
Engelke Wiberg.
f. Malling-Hansen.
15/4 22.
K. Lindahl.
1) Paa Grund af Fru D’s Sygdom var de faste Kresséancer nu helt opgivet.