26.

Hvilke Ord talte Jesus, da han stod anklaget for Raadet?

 

Og se, det skete, da Jesus og hans Ledsagere forlode Getzemane Have, at de saa en Skare Mænd, der vare Tjenere hos nogle af de skriftkloge og de øverste.

Mændene vandrede dem i Møde, og med dem var Judas Iskariot.

Men da Judas genkendte Jesus, pegede han paa ham og sagde: „Ham er det, I søge!“

Og da han havde sagt dette, forlod han dem hastigt; thi han vovede ikke at staa Aasyn til Aasyn med ham, han havde forraadt.

Da Jesu Ledsagere hørte Ordene, traadte de frem for at værge ham, de elskede. Og i sin Vrede slog Simon Peter til en af Tjenerne.

Men Jesus standsede dem og bød dem træde tilbage, og han sagde: „Værger mig ikke, følger mig ej heller, at ikke flere Liv skulle tages end det ene, der kræves.“

Da omringede Tjenerne ham, bandt hans Hænder og førte ham til Kaifas’ Hus, hvor Raadet var forsamlet.

Men Josef af Arimatæa var iblandt dem, der skulde dømme Jesus.

Og Kaifas var Raadets øverste.

Alle de skriftkloge, de ældste og de øverste talede meget med hverandre om, hvorledes de skulde fælde Jesus; thi de vare ingenlunde enige.

Men da Jesus førtes frem, faldt stor Tavshed over alle; thi han stod for dem lig en Konge.

Kaifas havde tilkaldt mange Folk, om hvem han vidste, at de vare Jesu Fjender.

Dette havde han gjort, for at de ved deres Ord kunde vidne imod Jesus.

Men Vidnerne vare alle saare uenige, og deres Vidnesbyrd stemmede ikke overens. Ja end ikke to sagde de samme Ord; dog havde alle meget at klage over.

Da blev Kaifas utaalmodig og sagde: „Jesus af Nazareth, rens dig for det, Folkene sige om dig! Forsvar dig, at vi kunne høre dine egne Ord og derefter dømme dig retfærdigt!“

Jesus svarede ham og sagde: „Folkene have anklaget mig  —  dømmer mig efter deres Vidnesbyrd!“

Men Kaifas svarede og sagde: „Vi kunne ikke dømme dig efter Folkenes Ord; thi deres Vidnesbyrd stemme ikke overens.“

Jesus saa paa ham og sagde: „Naar Vidnerne ere uenige, naar deres Vidnesbyrd ikke stemme overens, naar end ikke to formaa at sige det samme, er det visseligen ikke vanskeligt for eder at dømme mig retfærdigt!“

Men da han havde talet saaledes, da vrededes Kaifas; thi han forstod Jesu Ord; og han grundede over, hvorledes han bedst kunde fælde ham.

Og Kaifas sagde: „Mange af de ældste og de øverste have hørt dig sige: du var den Højestes Søn; svar os: har du sagt dette?“

Jesus svarede ham og sagde: „Hvad du siger, er sandt, dette vare mine Ord. Og jeg siger eder: I skulle alle engang se mig i min Faders Rige, og dér skulle I alle bøje eder for mig.“

Da han havde svaret saaledes, vendte Kaifas sig mod Raadet og raabte: „Sandelig, vi behøve ikke at søge Vidner blandt Folkene; thi nu have vi af hans egen Mund hørt de bespottelige Ord, hørt ham tale falskeligen om den Højeste. Lader os dømme ham derefter!“

Da Josef af Arimatæa hørte Kaifas’ Tale, da rejste han sig og forlod stille Raadssalen; thi han vovede ikke at dømme Jesus.

Men de, der vare til Stede, dømte ham skyldig  —  skyldig til Korsets Død.

Da Jesus hørte Dommen, sagde han: „Hvad I have syndet imod mig, det tilgiver jeg eder; thi I vide ikke, hvad I gøre. Men naar vi mødes i vor Faders Rige, da skulle I kende, at mine Ord vare sande; thi dér vil den Dom, I have fældet over mig, anklage eder og dømme eder.“

Men efter at han havde talet disse Ord, førtes han bort.

Og Kaifas satte Vagt hos ham om Natten, at hans Venner ikke skulde hjælpe ham at flygte bort fra Staden. —

Men den næste Dag, tidlig om Morgenen, førtes han til Landshøvdingen Pilatus, og denne stadfæstede Dommen.