14.

Hvorfor er Mormonisme, Teosofi, Christian–Science og Antroposofi ikke omtalt i »Vandrer mod Lyset«? Disse religiøse Retninger har dog hver især særdeles mange Tilhængere Verden over.

 

Selv om nævnte religiøse Retninger ligesom mange andre religiøse Sekter og deres Afskygninger ikke direkte omtales i »Vandrer mod Lyset«, saa siger dog Kristus – pag. 111, Afsnit 5 – i sin Tale til den Højestes eller Kirkens Tjenere: »hvilket Land, hvilken Troesretning I end tilhøre«. Kristus henvender sig saaledes til alle Troesretningers Førere, Ledere og Lærere. Og da de ovennævnte Sekters Indstiftelse ligger temmelig eller meget nær op til Nutiden, spiller de ikke nogen nævneværdig Rolle i den astrale Verden, d. v. s. i de 6 Sfærer, som ligger uden om Jordkloden og hvortil Menneskeaanderne bringes efter det jordiske Legemes Død, hvorfor der ikke er nogen speciel Grund til at omtale dem særskilt.

Disse »moderne« Religioner har kun i forholdsvis korte Aaremaal været kendt blandt Menneskene, saa at der endnu ikke, ved Overlevering fra Slægt til Slægt gennem Individernes astrale Hjerne, er skabt en solid Basis for disse Lærdomme i Menneskeaandens religiøse Forestillinger og Erindringer fra Jordelivene.

Derimod stiller Sagen sig helt anderledes, naar Talen er om de gamle Religioner, f. Eks. Shintodyrkelse, Buddhisme, Kristendom (med de talrige Afskygninger) og Muhamedanisme. I de mange, mange Aarhundreder, der er svundet, siden disse Religioner til forskellige Tider fandt Indpas i den jordiske Verden, har Slægt efter Slægt indlevet sig i disse Troesretninger. Derved er der ikke alene her paa Jorden, men ogsaa i Menneskeaandernes astrale Verdener, skabt en fast Basis for de her nævnte religiøse Retninger, en Basis, som er vanskelig at rokke, hvor mangelfuld og fejlagtig den end kan være paa mange Punkter. Talrige Slægter – Individ efter Individ – har i Jordelivene tilegnet sig disse Religioners Dogmer, Postulater og Vejledninger om det guddommelige, og har, som en Arv gennem den astrale Hjerne20, ført dem videre til Efterkommerne, i hvis – ligeledes astrale – Hjerne20 disse Lærdomme hviler latent, til de kaldes frem f. Eks. gennem religiøs Paavirkning i Hjem, Skoler eller Opdragelsesanstalter. Naar Menneskeaanden frigøres efter Legemets Død, vil dens religiøse Opfattelse derfor være forstærket gennem dens jordiske »Forfædres« religiøse Tro.

Paa Grund af denne saaledes dannede religiøse Basis i Menneskeaandens Erindring, er det usigelig vanskeligt for Lærere og Opdragere – de diskarnerede Yngste – i de astrale Sfærers Skoler og Læreanstalter at tale disse Menneskeaander til Rette, at forklare dem de religiøse Vildfarelser o. s. v., som de har levet paa og troet paa under Jordelivene. Men vanskeligst af alt er det at paavirke de Menneskeaander, som igennem talrige Inkarnationer har sluttet sig til Kristendommen i dens forskellige Hovedreligioner og ældre Afskygninger. Thi de klamrer sig alle mer eller mindre fast til Kristendommens Hoveddogme: Frelsen ved Troen paa Jesu Forsoningsdød. Uendelig mange Sorger og Lidelser har dette falske Dogme forvoldt, fordi alle, der i fuldt Alvor og i fuld Tillid har sluttet sig dertil, ikke paa nogen Maade vil lade sig rokke fra den Overbevisning: at Kristus Jesus med sit Blod har sonet deres Syndeskyld. Først efter gentagne Inkarnationer i Lande, hvor f. Eks. Buddhisme, Muhamedanisme eller endnu ældre Religioner er de fremherskende, er det lykkedes at tale de ved Døden frigjorte Menneskeaander til Rette og faa dem til at erkende Sandheden og Retfærdigheden i dette store Hovedpunkt i Menneskehedens Opdragelse: hvad Mennesker har syndet i den jordiske Verden mod Gud eller mod deres Medmennesker, maa de selv – under Guds Ledelse – fuldtud sone eller opnaa Tilgivelse for. Thi Kristus er ikke og har aldrig været noget Sonoffer for Menneskehedens Syndeskyld!

Derfor er det først og fremmest »Vandrer mod Lyset«s Opgave at tale til de førende Hovedreligioners Tilhængere, thi selv om f. Eks. Buddhisme og Muhamedanisme ikke lærer om Kristi Forsoningsdød, saa er dog disse Religioner behæftet med saa mange Vildfarelser, at de ikke kan blive det sande religiøse Grundlag, der betinger Menneskehedens Opdragelse og Vandring mod Lyset til Guds Rige.

Men een Ting maa ikke glemmes, hvad enten Talen er om de gamle eller de nyere religiøse Retninger: Der findes enkelte Sandheder og Sandhedsglimt i dem alle. –

Det Kaos, som nu hersker i de mange forskellige jordiske Religioner, vil dog, som tidligere omtalt – (se Besvarelsen af det foregaaende Spørgsmaal) – engang i Fremtiden afløses af de Sandheder, der gives i »Vandrer mod Lyset«, saa at hele Menneskehedens religiøse Forstaaelse og Opfattelse af Gud og det Hinsidige kommer til at hvile paa et fælles Grundlag. For at kunne naa dette Maal bliver Menneskeaanderne i de forskellige Sfærer nu, efter »Vandrer mod Lyset«s Fremkomst paa Jorden, underviste i dette Værk, og de bliver ikke inkarnerede, førend de fuldtud har tilegnet sig Værkets religiøse Sandheder i alle Enkeltheder. Saaledes udrustede vil Fremtidens nye Slægter stærkere og stærkere stille sig afvisende overfor de gængse Religioners Dogmer o. s. v., og saaledes vil det religiøse Liv efterhaanden, selv om det muligvis bliver meget langsomt, føres ind paa den rette Vej, den Vej, der fører direkte til Gud, til Hans dybe og uendelige Faderkærlighed. –