19.

Menneskers Forbøn for lidende, ulykkelige Medmennesker drager Lyset til de paagældende, der bedes for, og bringer dem Hjælp. – Skaber vore Bønner da ikke uretfærdige Tilstande ved at drage Lys og Hjælp til nogle og ikke til andre?

 

I Kristi Tale pag. 108 staar om Bønnen og Bønnens Magt: – »Værer ikke selviske i eders Bøn . . . men beder for alle paa den hele Jord! – Og glemmer ikke dem, der ved Døden ere løste fra de jordiske Legemer! –«

Kristus paalægger her Menneskene at naa saa langt frem i Medlidenhed med og i Kærlighed til deres Medmennesker, saa at de under Bønnen til Gud kan samle alle under eet og bede om Hjælp for dem, der trænger til Hjælp. – Tænk derfor paa alle, der lider, baade aandeligt og legemligt; tænk paa alle sørgende, paa alle Forbrydere; ingen bør glemmes, alle burde erindres i Bønnen. Ved Udtrykket: ingen bør glemmes – menes selvfølgelig ikke, at en Mængde Navne skal opremses, der menes derimod: at Mennesket under Bønnen maa søge at samle den lidende og sørgende Del af Menneskeheden i sin Tanke. Er Længselen efter at bringe Hjælp til de lidende oprigtig og dybtfølt, vil Hjælpen ogsaa komme under en eller anden Form, selv om den bedende ikke naar at faa Kendskab29 dertil under sit Jordeliv.

Men Kristus opfordrer ikke alene Menneskene til: ikke at være selviske i deres Bøn, han siger tillige: at han vil være de Menneskers Talsmand – altsaa bede for dem – der har hans Hjælp behov. Hvad Mennesker i deres Egenkærlighed, i deres Blindhed, i deres Mangel paa Medlidenhed lader ligge som noget, de ikke vil befatte sig med, eller noget, de ikke kan forstaa er gavnligt, det tager Kristus i sin rige Kærlighed paa sine Skuldre. Glemmer Menneskene deres Medmennesker, da vil han erindre dem, han glemmer ingen – ejheller de »døde«, hvis Minde hurtig blegner i de Efterlevendes Erindring.

Saaledes bliver gennem Kristi Kærlighed intet Menneske udelukket fra Bønnens lysgivende Magt. Og Menneskenes Bønner skaber ingen Uretfærdighed. –