27. Modersoldannelsen

27.

Hvorledes kan Meddelelserne i »Vandrer mod Lyset« pag. 152 (nederst paa Siden) og pag. 242, Linie 7–22 (øverst) om Modersolenes Dannelse harmonere med hinanden? Det første Sted staar: at den inderste Kerne er en Mørkekerne – det andet: at Modersolenes inderste Kerne var dannet af Lysets mindre hastige Svingninger.

 

De omtalte Steder harmonerer fuldkommen med hinanden, naar de sammenholdes paa følgende Maade:

1) I den første Meddelelse staar: da det i Æteren bundfældede Mørke har en lavere Svingningshastighed end Lyset, samlede det sig under den roterende Bevægelse om Kraftcentrene til en Kerne – Mørkekerne.

2) Men for at der overhovedet kunde dannes Modersole, maatte Gud drage Æteren henover de givne Centre og sætte den i en roterende Bevægelse. Og da Lysets mindre hastige Svingninger naturnødvendigt maatte være nærmest ved Centrene, dannedes fra første Begyndelse Kernen af Lysets mindre hastige Svingninger. Da det Mørke, der var indesluttet i disse laveste Lyssvingninger, aldeles ikke kunde følge med i den roterende Æter, men stadig sank mere og mere »til Bunds«, samlede det sig til en sammenhængende Kerne om Centrene, hvorved Æterens laveste Lyssvingninger blev frigivet. Befriet for det hæmmende Mørke, fortonede Lysæteren sig, om Centrene og Mørkekernerne, udad i stedse hastigere Svingninger, til Modersolenes Dannelse var fuldendt. – Dette gives i den anden, mere detaillerede Beskrivelse, der saaledes kun er en Udvidelse af det først beskrevne. Begge Steder maa derfor sammenholdes, for at Billedet kan staa helt klart.

Altsaa: Modersolenes Kerne var fra Begyndelsen dannet af Lysets laveste Svingninger, der indesluttede Mørket, som, med sine endnu lavere Svingninger, naturnødvendigt maatte samle sig om Centrene og tilsidst danne en fast sammenhængende Kerne – Mørkekerne. –