37.
Hvorfor kan vi Mennesker ikke i alle Enkeltheder udrede de Venskabs- og Slægtskabstraade, der binder os til hverandre? Meget vilde jo derigennem blive forstaaeligt for os allerede her paa Jorden.
Hvis Menneskene ud fra deres Præinkarnationer skulde være i Stand til at udrede Slægtskabs- og Venskabstraade, maatte de ikke alene have en klar Erindring om deres egne Fortilværelser, men tillige fuldtud kunne erindre Slægts og Venners. Da Gud i Følge sine Love og i Kraft af sin Villie lukker for den inkarnerede Aands Erindringer om de tidligere Jordeliv, har Menneskene normalt ingen Erindring om Præinkarnationerne. Se »Vandrer mod Lyset« pag. 260, Afsnit 3.
Saadanne Erindringer vilde kun skabe aandelige Lidelser og Forvirring i Menneskenes Liv, saadanne Erindringer vilde gøre Livet uudholdeligt for enhver.
De Mennesker, som i tidligere Inkarnationer har haft Fjender, Forfølgere og Modstandere; de, der har hadet, myrdet, plyndret og udsuget deres Medmennesker, vil altid i fremtidige Inkarnationer genfødes i et nært Slægtskabsforhold til disse Fjender, Forfølgere og Modstandere, samt til Ofrene for deres Forbrydelser. Eller ogsaa vil de under Inkarnationerne møde hverandre paa en saadan Maade og under saadanne Forhold, at eventuelle Venskaber kan stiftes. Og har Menneskene gennem de givne Slægtskabsbaand eller de eventuelle Venskabsbaand lært at elske dér, hvor de før hadede og forbandede, lært at gøre godt dér, hvor de tidligere har voldt Sorg, Skade og Lidelser, vil de i de fremtidige Inkarnationer, hvis de paa ny mødes med Præinkarnationens Fjender, o. s. v., føle en gensidig – om end uforklarlig – Sympati. Thi de, der engang har lært at elske hverandre med sand Kærlighed eller som har fattet et sandt Venskab til hverandre, vil for bestandig have overvundet Fortidens Had, Fjendskab og Synder. Saaledes opdrager Gud Menneskene til at elske og til at respektere hverandre, saa at de engang i Aand og i Sandhed maa blive som Brødre og Søstre.
Hver eneste Menneskeaands Kamp ud af det jordiske Livs Mørke og frem mod Lyset, regnet fra den første til den sidste jordiske Inkarnation, er som eet eneste stort Regnestykke. Hver jordisk Genfødsel føjer et Tal til de foregaaende, og naar alle Tallene staar i den rette Orden, vil de fremvise det Facit, der var tilstræbt af Gud. Hvor meget Menneskene end ønsker at udrede de Traade, som under Jordelivet knytter dem til Slægt og Venner, saa vil de dog aldrig blive i Stand dertil. Men Gud – Menneskets Aands Fader – har nøje Rede paa Menneskers indbyrdes Forhold, har nøje Rede paa deres Venskab og Fjendskab, deres Synder og deres gode Gerninger. Han alene formaar at udrede de Traade, der binder Menneskene til hverandre; Han alene formaar at samle de talrige Regnestykkers enkelte Tal, saa de kommer til at staa i den rette Orden og give den rette Værdi, hvorved det sande Facit kan opnaas. Og dette Facit er: Hans elskede Børns indbyrdes Kærlighed og gode Forstaaelse.
– »Guds Veje ere mangfoldige og de ere uransagelige«.