38. Ægtefolk

38.

I Kristi Tale pag. 116 forudsættes, at Ægtefolk mødes i de himmelske Boliger; men er Forudsætningen ikke fejlagtig, naar der tages Hensyn til, at Ægtefolk som oftest – aandelig set – hører hjemme i meget forskellige Sfærer, særlig naar det gælder de Yngste og de Ældste?

 

Ægtefolk, der ønsker at gense hinanden i det Hinsidige, faar altid dette Ønske opfyldt – og Tusinder og atter Tusinder har været lykkelige ved dette Gensyn.

Hvis den paa Jorden tilbageladte Ægtefælle ikke vender hjem til sin Sfære, inden den først hjemgangnes Hvile– og Læretid er udløbet, mødes de efter en senere Inkarnation – vel at mærke: hvis det ønskes.

Er den ene af Ægtefællerne en af de »Yngste«, den anden en Menneskeaand, vil den Yngste altid være i Stand til at opsøge Menneskeaanden i dens Hjemsfære. Er der Tale om Menneskeaander fra forskellige Sfærer, vil den, der hører hjemme i en højere Sfære, komme til den, der hører hjemme i en lavere – ikke det omvendte35. I Tilfælde, hvor en Menneskeaand og en af de »Ældste« har været knyttede til Mennesker, der har levet som Ægtefæller i det jordiske Liv, har Menneskeaanden i de allerfleste Tilfælde ikke ønsket noget Gensyn – af meget let forstaaelige Grunde. Har et ægteskabeligt Liv formet sig som et »Helvede«, er selvfølgelig ønsket om et Gensyn efter Døden ikke opstaaet hos nogen af Parterne. Men Ægtefæller, der ikke ønsker at genses i det Hinsidige, vil altid i en senere Inkarnation stilles overfor hinanden for at tilgive hinanden ved paa ny at lære at elske hinanden.

I de meget faa Tilfælde, hvor Menneskeaanden har ønsket at gense sin Kontrapart – naar vedkommende var en af de Ældste – fordi han (hun) har følt: at Ægteskabet kunde være faldet heldigere ud, hvis der var udvist større Taalmodighed og Kærlighed, er Menneskeaanden under Ledsagelse af en af de Yngste bleven ført til Helvedssfæren og dér stillet overfor sin Kontrapart. Hvorledes disse Møder er forløbet, vedkommer kun de paagældende. – Da Helvedssfæren = det »ødelagte Rige« nu er bortslettet, vil Ægtefæller i Fremtiden kun mødes i Sfærerne eller i et nyt Jordeliv.

Har Talen været om en af de Yngste og en af de Ældste, som i Jordelivet har været Ægtefæller, har den Yngste i de fleste Tilfælde opsøgt den paagældende Ældste i Helvedssfæren. Og i mange Tilfælde er et saadant Møde resulteret i: at den Ældste er bleven udfriet af Mørket i Helvede, er gaaet ind under Gengældelsesloven, er bleven inkarneret under Guds Ledelse, er, med andre Ord, vundet tilbage til Gud og derved bleven villig til at stride sig igennem de mange Inkarnationer for at genopbygge sin Personlighed.