40.
Kan Kærligheden mellem Dualer opstilles som Forbillede for Næstekærligheden?
Nej, Kærlighed mellem Dualer kan absolut ikke opstilles som Forbillede for Næstekærligheden.
1) Fordi den første staar langt over den sidstnævnte; 2) fordi de jordiske Ægtepagter i de færreste Tilfælde stiftes paa Grundlag af en »aandelig Dualforbindelse«, hvorfor Størsteparten af Menneskeheden vil staa ganske uforstaaende overfor Begrebet »Dualkærlighed«; 3) fordi Kærligheden mellem Dualerne blandt Guds først skabte Børn – de Ældste og de Yngste – staar saa uendelig højt over den tilsvarende Kærlighed hos Guds alleryngste Børn –Menneskeaanderne – da Grundlaget for denne Kærlighed langsomt udvikles igennem de mange Inkarnationer, i hvilke de paa forskellig Maade lærer at forstaa hinanden og at elske hinanden.
Men efter som Menneskeaanden stiger i aandelig Modenhed, vil Dualkærligheden blive mere og mere forstaaelig for den. Dog fuldtud vil ingen Menneskeaand kunne fatte den, førend de jordiske Inkarnationer er endt. Thi Dualkærligheden mellem Menneskeaander kan først udfoldes i fuldendt skøn Harmoni under det aandelige Samliv paa Kloderne i de fjerne Stjerneuniverser. Men for at kunne forstaa dette, maa det erindres: at Guds først skabte Børn – de Ældste og de Yngste – blev skabt som langt større aandelige Individualiteter end Menneskeaanderne. Derfor var det Baand, Kærlighedsbaand, der knytter den mandlige og kvindelige Part til hinanden, allerede ved Dualparrenes Skabelse meget stærkt udviklet. Men naar Gud skaber Menneskeaander, da er disse Dualaander kun svage lysaandelige »Gnister« af Guds Væsen, hvorfor Kærlighedsbaandet imellem dem kun er meget svagt. Men de Par, der skabes samtidig, vil altid og til evige Tider høre sammen, intet kan adskille dem. Og Baandet imellem dem bliver stærkere og stærkere, alt som Parrenes aandelige Udvikling skrider frem.
Da Menneskeaanderne i aandelig Udvikling endnu staar saa uendelig langt tilbage for de Yngste, vil de i Jordelivene absolut ikke hverken kunne føle eller forstaa den Dualkærlighed, som hersker blandt disse sidste. Og derfor kan Dualkærlighed umuligt opstilles som Forbillede for Næstekærlighed.
Kun Kærligheden til ens eget »Jeg« kan overfor Mennesker staa som Forbillede paa Kærligheden til Næsten. Kan Mennesker blot lære: aldrig at gøre andet mod andre, end hvad de ønsker at andre skal gøre mod dem, da var i Sandhed meget vundet. Ja, kan Mennesker lære at vise deres Medmennesker samme medlidende, deltagende, barmhjertighedsfulde Kærlighed, som de selv ønsker at modtage, naar Sygdom, Sorg, aandelige Lidelser eller Fattigdom hjemsøger dem, da vilde Næstekærligheden snart vinde Indpas og Forstaaelse blandt alle.
Men desværre er der langt til, at dette kan naas. Thi de fleste Mennesker kræver saa meget af deres Medmennesker, medens de selv kun yder saa lidt. Før Krav og Yden nøje afbalancerer hinanden, er det rette Forhold ikke til Stede.
Derfor: skal en sublim Næstekærlighed kunne trives blandt Mennesker, da maa hver især reformere sig selv ud fra de bedste, de ædleste og reneste Følelser i Jeget.