41.

Kan man med Rette sige: at Gud af Kærlighed til sine Børn – Menneskene – dannede den jordiske Planteverdens skønne Kimurbilleder?

 

Nej! – End ikke Gud kan udføre Handlinger af Kærlighed til ikke eksisterende Væsener!

Paa det Tidspunkt, da Gud dannede den jordiske Planteverdens Kimurbilleder, var de Væsener, som, efter Hans Bestemmelse, engang i Tiden skulde have befolket Jordkloden, endnu ikke skabt. Af Omsorg for de uskabte Børn søgte Gud at danne dem et skønt Opholdssted, som paa alle Maader var afpasset efter det aandelige Trin, hvorpaa disse Væsener skulde have staaet ved deres Skabelse.

Men ved de Ældstes Fald blev disse Kimurbilleder forvansket og forgrimmet gennem Mørkets Befrugtning af de hvilende Kim. Den jordiske Planteverden kan – hvor skøn den end kan blive gennem Lysets forskønnende og harmoniserende Indflydelse og ved de menneskelige Kultiveringsforsøg – dog aldrig fremtræde saaledes, som Gud havde planlagt det ud fra de af Ham givne Lyskims–Urbilleder.

Da Gud dannede Sfærerne om Jordkloden, var Omsorgsfølelsen ligeledes Grundlaget for denne Handling. Thi Menneskeaanderne var paa dette Tidspunkt endnu ikke skabt. (Se »Vandrer mod Lyset« pag. 15, Afsnit 10).

Men da Gud dannede Boliger til sine først skabte Børn – de Ældste og de Yngste – skete denne Handling derimod ud fra Hans Faderkærlighed. Thi Børnene var skabt, førend Gud dannede deres Boliger. (Se »Vandrer mod Lyset« pag. 4, Afsnit 19).

Og naar alle Menneskeaander engang om Aarmillioners Aarmillioner samles i Guds Rige, da vil enhver finde sin skønne Bolig, dannet af Gud ud fra Hans dybe, uendelige Faderkærlighed. –