42.

Hvorledes skal vi rettelig forstaa Synden mod den »Hellige-Aand«? – Matt. 12,31. –

 

Da den saakaldte »Helligaand« kun eksisterer som et Tankefantom skabt af den menneskelige Fantasi og derfor ikke har nogen virkelig Tilværelse, kan der ikke saa godt syndes imod et saadant imaginært Væsen.

I »Vandrer mod Lyset« pag. 50, Afsnit 12, siger Jesus i en Samtale36 med nogle af de skriftkloge: ». . . . men hvad I have syndet mod det hellige i eder, det skal ikke tilgives eder, før I have lidt for det og angret det onde, I have gjort.« – Og i Fodnoten samme Side staar meddelt: at det »hellige« i Mennesket er = det guddommelige Element, som enhver modtager fra Gud.

Med sin Udtalelse siger Jesus: at de skriftkloge taler imod bedre Viden. De synder derved mod det guddommelige – mod Guddomsgnisten – i Jeget. Det er saaledes en fuldkommen bevidst Synd, som disse skriftkloge her gør sig skyldige i. Og en saadan bevidst, overlagt Synd vil altid drage Samvittighedsnaget i dets værste Form efter sig, hvorved der beredes den skyldige mange og svære aandelige Lidelser. Thi det skete vil stadig – Tid efter anden – træde frem og beherske Sindet med en altoverskyggende Kraft, hvor meget den paagældende end vil søge at trænge de ubehagelige Kendsgerninger tilbage fra Erindringen derom.

Disse aandelige Lidelser skriver sig ikke alene fra Skytsaandens Paamindelser eller Bebrejdelser, de skriver sig hovedsagelig fra Menneskets eget »aandelige Jeg«, der ganske automatisk og intuitivt – paa Grund af dets guddommelige Oprindelse – vil reagere ved enhver opdukkende Syndserindring. Og jo højere det aandelige Jegs Standpunkt er, desto mere vil Syndserindringen og Syndeskylden tynge Sind og Tanke – indtil alt fuldt og helt erkendes og angres.

Gud gør i sin Dom over Menneskenes Handlinger et skarpt Skel mellem de Handlinger, der har deres Udspring i forudlagte Planer, og de, der fremkommer spontant uden forudgaaende Planlæggelse. Thi dér, hvor Mennesket er fuldt vidende om sine slette Hensigters og onde Planers Resultater, bliver Synden langt langt større end dér, hvor den fremkommer ganske spontant. (Se ogsaa »V. m. L.« pag. 259, Afsn. 3.)

Derfor: hvis et Menneske med fuldt Overlæg f. Eks. dræber et eller flere Medmennesker – hvis det da ikke sker i Sindssyge – synder den paagældende mod det hellige, mod det guddommelige i Jeget37. Men sker Drabet uden Overlæg i Hidsighed, i Kamp for at værge sig selv eller andre, syndes der mod de guddommelige Love37, men ikke mod det hellige i Mennesket.

Eller hvis et Menneske efter forudlagte Planer er Skyld i, at et eller flere Medmennesker mister f. Eks. deres Livserhverv, deres Formuer eller anden Ejendom, da syndes der ligeledes mod det hellige i Jeget. Thi inderst inde véd den paagældende, at der handles mod Lov, Ret og Sandhed. Men bliver et Menneske ved en eller anden f. Eks. letsindig Handling, eller gennem spontane ubetænksomme Udtalelser, Skyld i, at andre mister Livet, Livserhverv el. lign., da syndes der atter mod de guddommelige Love – men ikke mod det hellige i Jeget.

Men hvis Mennesker for Alvor forstod, hvad det vil sige: at tænke, før de handler, vilde letsindige, ubetænksomme Ord og Handlinger forsvinde ud af det menneskelige Liv. –

For de Ældste, der var og er inkarneret af Ardor, stiller Sagen sig noget anderledes, hvad Samvittighedsnaget angaar i den menneskelige Tilværelse. Thi disse Ældstes Lyspersonlighed ødelagdes, da de i Tidernes Morgen forlod Guds Rige for at gaa deres egne Veje. Og den uendelig svage Lysgnist, der blev tilbage i deres Personlighed – fordi det, som direkte stammer fra Guds eget Væsen, ikke kan tilintetgøres uden af Gud selv – var saa ringe, at den ikke formaaede at reagere overfor al den Ondskab, de Synder og Forbrydelser, som de Ældste planlagde og udførte i den menneskelige Tilværelse. Først naar de ved den jordiske Død atter frigjordes for de menneskelige Legemer, kunde denne Guddomsgnist reagere overfor det skete. Mange af de Ældste er gennem de aandelige Lidelser og ved den derpaa følgende dybtfølte Sorg og Anger vendt tilbage til Gud, d. v. s.: de er frivilligt gaaet ind under Gengældelsesloven.

Dog endnu findes der mange Mennesker – de af Ardor inkarnerede Ældste – som med Rette kan sige: Vi føler intet Samvittighedsnag over vore slette Handlinger, vi tynges ikke ved Erindringen om vore Ugerninger, vore Drab, vore Forbrydelser. Men naar Livet paa Jorden er endt for disse Mennesker og de vaagner af »Dødssøvnen« – da vil Reaktionen melde sig. –