49.

Da Jesus – efter Evangeliernes Beretninger – kendes som en ydmyg Mand, synes hans Tale i Nazareth–Synagogen, (se »Vandrer mod Lyset« pag. 33), ikke at skrive sig fra ham, da den ikke stemmer overens med denne Ydmyghed.

 

I Evangeliernes forvanskede42 Beretninger om Jesu Tale i Nazareth–Synagogen kan intet som helst af det dér fremhævede give de tilstedeværende Ret til i den Grad at forarges paa Jesus, saa de vil ihjelslaa ham for hans Udtalelser. Men den Tale, som gengives i »Ardors Beretning« pag. 33, og som er den rette Tale, er af en saadan Beskaffenhed, at den absolut maa vække den dybeste Forargelse blandt Tilhørerne. Dog var det særlig hans Udtalelser om deres »Guds« Dobbelthed, som vakte deres Vrede.

– I Joh. Evang. 8, 39–47, findes en Samtale mellem Jesus og Folket; denne Samtale er egentlig en Sammensmeltning af flere forskellige Samtaler, men den viser ganske godt Jesu bestandige Hævden: at Jøderne ikke havde een Gud, men to Guder – den sande Gud og Løgnens Fader. –

Efter Optrinet i Nazareth–Synagogen blev Jesus et Forargelsenstegn for det hele Præsteskab, hans Taler virkede paa det som Peber og Salt – for Jesus »viste« ikke nogen særlig »Ærbødighed«43 for Mose–Lov, hvilket kan forstaas derigennem, at Præsterne og Farisæerne bestandig anholdt Jesus i hans Lovbryderi. (Han overholdt ikke Tvætningsforskrifterne, krænkede Sabbaten o. m. a., dette ses klart af Evangelierne.) Ligeledes er det bestandig Lovens Ord, som Angriberne holder frem for Jesus, for at han ved sine Forklaringer kan give dem Stof til Anklage. Men skal man – efter Evangeliernes Beretninger – kun forestille sig Jesus som værende en ydmyg Mand, hvorledes skal da den saakaldte »Ypperstepræstelige Bøn« forstaas? – Joh. 17. – Thi denne »Bøn« frembærer paa ingen Maade Billedet af en ydmyg Mand. Den giver tværtimod Udtryk for en stortalende, selvglad og hovmodig Mand. Derfor være det sagt med det samme: at den »Ypperstepræstelige Bøn« ikke skyldes Jesus, ja, den har absolut intet at gøre hverken med hans Ord eller med hans Tanker. »Bønnen«s Ophavsmand bærer selv Ansvaret for det fremsatte, der ikke paa noget Punkt er i Overensstemmelse med Jesu indre Væsen. –

Men ogsaa andre Steder i Evangelierne kan det ses, at Jesus – efter disse Beretningers Ordlyd – ingenlunde altid var den sagtmodige og ydmyge, selv om han hverken var stortalende, hovmodig eller selvglad. Thi da Jesus var af et heftigt Sind, var han ofte i høj Grad udfordrende i sine Svar til Angriberne. Og som udgaaet af Folkets Midte anvendte han ikke saa sjældent Ord, der, med et mildt Udtryk, maa betegnes som meget kraftige. Af disse Ord er kun enkelte bevarede, f. Eks. disse: »I Slanger, Øgleunger, kalkede Grave, Børn af Løgnens Fader, o. s. v.«44

Naar Jesus saaledes fór op mod sine Angribere, da var det kun det rent menneskelige i hans Væsen, der kom frem, ligesom det ofte var Ardor, der, usynlig for ham, opirrede ham mod Angriberne, for igennem hans ubeherskede Ord at give disse Stof til Klager over ham. At saa mange af disse stridbare Ord44 og heftige Optrin er gaaet tabt, kan forklares ved, at Evangelierne først er nedskrevne længe efter Jesu Død. Og alle kender sikkert den Kendsgerning: naar Slægt og Venner er døde, da søger de efterlevende altid i Erindringen at mindes det bedste om dem og at glemme – »kaste Kærlighedens Kaabe« over de heftige, saarende Ord og de stridbare Optrin.

Derfor: selv om Jesus gennem Evangelierne kendes som en ydmyg Mand, saa findes ogsaa dér Optegnelser, som i Gengivelsen af hans Ord og Handlinger viser, at han tillige var heftig og opfarende. Men alt dette er kun den rent menneskelige Side af hans Væsen.