32.

Hvorledes skete Sauls Omvendelse fra Forfølger til Forkynder af Jesu Lære?

 

Men den Ældste, Mørkets Tjener, opirrede de skriftkloge mod Jesu Disciple.

Og de øverste forfulgte dem, haanede og spottede dem, fængslede og straffede dem; ja nogle af Jesu Venner og Disciple ihjelsloges; thi de vilde ikke fornægte deres Tro; thi de vilde ikke svigte deres Broder og Mester.

Men iblandt de skriftkloge var en lærd Mand, og hans Navn var Saul.

Denne Mand var saare gudfrygtig, var saare lovkyndig, og i sit Hjerte vrededes han over den nye Lære. Han foragtede alle de frafaldne, forfulgte dem og kastede mange Stene paa deres Vej.

Da de øverste saa hans store Nidkærhed, da valgte de ham til Sendebud; thi de havde megen Tillid til ham.

Og de bøde ham drage til en fjern Stad, til Damaskus; thi den nye Lære var ogsaa naaet didhen.

Og de medgave ham Hilsen og Brev fra Raadet i Jerusalem til alle de øverste i Damaskus, og de paabøde ham at drage Omsorg for, at Jesu Disciple i denne Stad bleve fængslede og straffede; thi saaledes mente de at kunne standse den nye Læres videre Fremgang.

Saul lovede at udføre det, de paabøde ham. Og han valgte nogle Ledsagere; og de begyndte deres Rejse.

Men Vejen var lang og meget besværlig, og han havde gode Stunder til at tænke over det, han havde hørt om Nazaræeren. Og han gentog ofte i sine Tanker mange af Jesu skønne og kærlige Ord.

Langsomt begyndte Vreden og Hadet at vige fra hans Hjerte.

Langsomt fremsteg i hans Sind de Tanker, at Nazaræerens Ord vare sande, at han i Sandhed var Guds Søn, den Messias, de alle havde ventet.

Men han vovede ikke at fæste Lid til disse Tanker, og han søgte at bortjage dem; men de vendte stedse tilbage, og de pinte ham meget. Og han grublede og grublede over alt det, han havde hørt. Men hans Ledsagere undredes over hans Tavshed.

 

Da de nærmede sig til Staden, var han meget træt, og han følte sig meget svag; thi Solen glødede over deres Hoveder og Vejens hvide Støv sved i deres Øjne.

Saul og hans Ledsagere søgte en Stund Hvile ved Vejkanten, og Søvnen faldt over hans trætte Legeme; men hans Aand vaagede.

Og se, da stod Jesus af Nazareth for ham i al sin straalende Skønhed.

Men hans Aasyn var sorgfuldt. Og han sagde: „Saul, Saul, hvi forfølger du mig?“

— Thi medens Sauls Legeme slumrede, kom Jesus saaledes til hans Aand for muligen at standse hans onde Fremfærd; thi Saul var af de Yngste. —

Men da Sauls Aand saa og genkendte sin Broder, forfærdedes han over det onde, han havde gjort.

Og hans Angest vakte hans slumrende Legeme.

Og ved den bratte Opvaagnen beholdt han et svagt Billed i sin Erindring af det skønne, han havde set, medens Jesu Ord genløde i hans Øren.

Men da han stod op, forfærdedes han end mere; thi hans Øjne vare blindede, og alt om ham var Mørke.

I sin Angest raabte han paa sine Ledsagere, og han sagde til dem, at den straalende Lysglans om Jesus af Nazareth havde blindet hans Øjne; men de forstode ham ikke.

Dog, da de saa, at han var syg og svag, ledede de ham til Staden, til et Sted, hvor han i Stilhed kunde udhvile sig. Og da de havde plejet ham i nogle Dage, bedredes hans Syn, og han formaaede atter at se; thi det var Solen og Vejens Støv, der for en Tid havde blindet hans Øjne.

Men Saul forstod, at Gud, ved Jesus af Nazareth, havde kaldet paa ham, for at hindre ham i at vandre ad de vildsomme Veje. Og i sit Hjerte lovede han dem begge, at han i Fremtiden selv vilde forkynde den Lære, han forhen havde bekæmpet.

Og Saul blev en vældig Stridsmand for Jesus af Nazareth.