To Brødre.

TO Mænd, to Brødre vandrede sammen hen ad en stenet Landevej. Solens flammende Straaler blændede deres Øjne og hvidnede Jordens Støv.

Den ene Mand var lille og spæd af Vækst.

Han bar en stor og tung Byrde paa sine Skuldre. Hans Gang var fast og sikker; thi han støttede sig til en Vandringsstav. Han bar sit Hoved højt, og hans Aasyn lyste af Glæde.

Den anden var stor og stærk.

Han bar en lille Byrde paa sine brede Skuldre. Hans Gang var vaklende og usikker; thi han støttede sig ikke til en Vandringsstav.

Hans Hoved var bøjet, han sukkede og stønnede under Byrdens Vægt, skønt Byrden var lille.

Den første Broder søgte at tale opmuntrende til ham, og han sagde:

„Vejen til vor Faders Hjem er lang og besværlig; min Broder, hvorledes vil det gaa dig, naar du ved Vejens Begyndelse stønner og klager under din Byrde!“

Den anden svarede og forbandede Vejens Længde og Vejens Stene, der saarede hans Fødder.

Den første Broder blev bedrøvet, og de vandrede tavse ved hinandens Side. —

Store Folkeskarer kom dragende fra Sidevejene ind paa den Vej, Brødrene fulgte.

Nogle kom vandrende i Flokke, andre vandrede Par og Par  —  mange vandrede ene.

Nogle af Folkene vandrede rask og sikkert hen ad Vejen, men alle bar de Byrder paa deres Skuldre.

Nogle bare tunge og store, andre bare smaa og lette.

De, der støttede sig til en Vandringsstav, vandrede hurtig forbi Brødrene, vinkede til dem og raabte:

„Se, vi gaa til vor Faders Hjem, vi hilse og sige: I følge snart.“ Og de forsvandt i det fjerne.

Mange Stakler kom vaklende hen ad Vejen, de stønnede under Byrdernes Vægt; de klagede over Solens brændende Straaler, over Tørsten, der plagede dem.

Den første Broder gik til dem og talede mildt og kærligt.

Han saa, de havde ingen Bægre til at fylde med Vand fra Brønden ved Vejen.

Han tog sit Bæger fra Bæltet, fyldte det med Vand og gav dem at drikke.

Han saa, de havde ingen Stav at støtte sig til; han gav dem sin, at de ikke skulde styrte.

Han saa, de vaklede under deres Byrder, han tog Byrderne, lagde dem paa sine Skuldre, og han vandrede fast og roligt videre, og alle undredes saare.

Og de talede indbyrdes derom og sagde:

„Se, denne Mand gav os at drikke, han laante os sin Stav, han tog vore Byrder og lagde dem paa sin egen tunge Byrde  —  og dog vandrer han fast og roligt hen ad Vejen, hvorledes er dette muligt?“

Men han svarede dem og sagde:

„Jeg vandrer til min Faders Hjem; Haabet om at se min Faders kærlige Aasyn letter mig mine Byrder; min Faders kærlige Tanker korte mig Vejens Længde.“

Og han vendte sig og sagde til Skarerne:

„Følger mig, alle I, der vakle og stønne under Vejens Møje og Besvær, jeg vil føre eder til min Faders Rige; thi Han har mange Boliger, og jeg vil bede Ham berede eder et Sted, hvor I kunne hvile efter Vandringens Møje.“

Og de glædedes alle saare, og de fulgte alle.

Da Sønnen kom til Faderens Rige, sloge Tjenerne Portens mægtige Fløje op, og de jublede, da de saa Sønnen vandre gennem Porten fulgt af Skarerne.

Og Sønnen gik til sin Faders Bolig, lagde sine Byrder for Hans Fod, kyssede Sømmen af Hans Kjortel og sagde:

„Se, Fader, alle disse Stakler bringer jeg til dit Hjem. Jeg saa, de vaklede under deres Byrder, jeg gav dem min Stav, at de ikke skulde styrte. Jeg saa, de tørstede, jeg gav dem mit Bæger fyldt med Vand fra Brønden ved Vejen. Jeg hørte, de stønnede, jeg tog deres Byrder, og jeg bar Byrderne for dem. Fader, jeg lovede dem, at du vilde berede dem et Sted, hvor de kunde hvile efter Vandringens Møje og Besvær.“

Faderen saa mildt paa Sønnen og svarede:

„Stor Glæde har du gjort mit Faderhjerte.“ Og Han vendte sig til Skarerne og sagde:

„Værer alle velkomne i mit Rige; thi det skulle I vide: alle ere I mine Børn; for Faderens Hjerte ere I alle lige  —  høj og lav, fattig og rig. Værer alle velkomne; thi det skulle I vide: jeg, eders Fader, sendte eder ud paa den Vandring, fra hvilken I nu ere vendte tilbage.

Mine Tjenere ville føre eder til de Boliger, der ere beredte for mine; dér skulle I, i Ensomhed, tænke over eders Livs Vandring. Naar alt staar klart for eder, da skulle I svare mig, eders Fader, paa mine Spørgsmaal, svare mig, hvorfor den Byrde, jeg gav eder at bære, tyngede eder til Jorden! Svare mig, hvorfor Vejens Stene saarede eders Fødder, og Solens Straaler blindede eders Øjne!

Nogle af eder gav jeg en stor Byrde at bære og smaa Gerninger at udføre; andre af eder gav jeg smaa Byrder at bære og store Gerninger at udføre. Mange af eder ere komne, før jeg kaldte, mange af eder ere komne, længe efter at jeg kaldte. —

Mine Tjenere føre eder nu til eders Boliger.

Naar alt er gennemtænkt, alt er besvaret, da vorde I seende, da skal Angerens Taarer tvætte eder rene, og da vil jeg, eders Fader, give eder den hvide Kjortel, der er Syndernes Forladelse.“

Og han løftede sine Hænder og lyste sin Velsignelse over deres bøjede Hoveder.

Og Tjenerne førte dem bort.

Men Faderen vendte sig til Sønnen og sagde:

„Min Søn, mange Stakler har du bragt til mit Hjem, men een fattes. Mine Øjne have søgt og søgt, men de fandt ham ikke!

Min Søn, svar din Fader og sig: hvor er den Broder, du fulgtes med ved Vejens Begyndelse?“

Men Sønnen svarede Ham og sagde:

„Fader, min Broder kommer snart. Min Broder var stor og stærk, og hans Byrde var lille, han havde ikke min Hjælp behov.“

Da formørkedes Faderens Aasyn, og Han sagde:

„Min Søn, da din Broder ikke længer fulgte dig, vendte du dig da og kaldte? Eller hvorledes ved du, at han ikke havde din Hjælp behov?

Min Søn, saa du ikke, at din Broder vaklede, saa du ikke, at Vejens Stene saarede hans Fødder? Saa du ikke, at Solens flammende Straaler blindede hans Øjne? Hørte du ikke, at han stønnede og klagede under sin Byrdes Vægt?“

Da bøjede Sønnen beskæmmet sit Hoved, og han svarede og sagde:

„Fader, da min Broder ikke længer fulgte mig, vendte jeg ikke om, og kaldte jeg ikke. Fader, jeg ser, jeg har gjort stor Uret; Fader, jeg glemte min Broder!“

Da saa Faderen bedrøvet paa Sønnen og sagde:

„Tag din Vandringsstav og gaa tilbage; søg, til du finder den Broder, der ikke fulgte!“

Sønnen bøjede sig, og han sagde:

„Fader, jeg vandrer ud og søger min Broder  —  jeg vender ikke tilbage, førend jeg fører ham med mig.“

Han tog sit Bæger og fyldte det med Vand fra Hjemmets Brønd, han tog sin Stav, og han vandrede tilbage ad den Vej, han nylig havde forladt.

Han bar ingen Byrde paa sine Skuldre, men Faderens Sorg laa tungt paa hans Hjerte.

Han spejdede og spejdede, hans Øje søgte og søgte  —  men han fandt ikke sin Broder.

Over Halvdelen af Vejen vandrede han tilbage.

Da saa han sin Broder!

Han laa ved Vejens Kant. Byrden var falden af hans Skuldre. Solens flammende Straaler havde blindet hans Øje. Vejens skarpe Stene havde saaret hans Fødder. Hans Kjortel var flænget og laset, hans Legeme bedækket med Saar og tilstænket af Vejens Søle og Skarn.

Broderen knælede ved hans Side og gav ham at drikke af Vandet fra Hjemmets Brønd; og han rejste ham op, han tog sit Bælte, bandt det om hans Lænder, at ikke den flængede Kjortel skulde falde til Jorden. Han gav ham sin Stav at støtte sig til, han tog hans Byrde og lagde den paa sine egne Skuldre.

Han lagde Armen kærligt om ham og ledede ham hen ad Vejen til Faderens Hjem.

Da Tjenerne saa Brødrene komme, sloge de Portens mægtige Fløje op, og de bøjede sig i Tavshed for dem begge.

Og Brødrene vandrede til deres Faders Bolig, og Sønnen førte den fundne Broder til Faderen.

Faderen bredte sine Arme ud og trykkede den genfundne til sit Hjerte og sagde:

„Min Søn, min Søn, hvi lod du din Fader vente saa længe? Hørte du ikke min kaldende Stemme! —

Min Søn, den Aand, jeg gav dig, var stærk og skøn  —  men se, hvor du har tilsmudset dit Legem! —

Mine Tjenere ville nu føre dig til den Bolig, der længe har været dig beredt, dér skal du, i Ensomhed, tænke over dit Livs lange Vandring.

Naar alt er gennemtænkt, naar alt staar klart for dig, da skal du svare mig, din Fader, hvorfor du ikke udførte den Gerning, du lovede mig at udføre! Svare mig, hvorfor du lod Vejens Stene saare dine Fødder; og du skal svare mig, hvorfor du styrtede under den lille Byrde, jeg gav dig at bære, hvorfor Vejens Støv og Skarn plettede dit Legem og plettede din Kjortel! Og du skal sige mig, hvorfor du ikke svarede min kaldende Stemme, hvorfor du lod din Fader vente saa længe.

Naar du har svaret, da skal dine blinde Øjne vorde seende, da skal Angerens Taarer tvætte Smudset af dit Legeme, og da skal jeg, din Fader, give dig den hvide Kjortel, der er Syndernes Forladelse.“

Og han lagde sine Hænder paa Sønnens bøjede Hoved, og Tjenerne kom og førte ham til den Bolig, der længe havde staaet tom.

Men Faderen vendte sig til den anden Søn, trykkede kærligt hans Haand og sagde:

„Min Søn, stor Glæde har du gjort mit Hjerte; thi det skal du vide: ingen Glæde er større end den, Faderens Hjerte føler, naar Sønnen, der er styrtet, bliver ledet tilbage til Hjemmet. Ja, du skal vide: ingen Glæde er større end den, Faderen føler, naar Sønnen, han troede omkommen, vender tilbage til Hjemmet!

Min Søn, dig var meget givet, dig skal mere gives  —  gaa til den Bolig, mit Faderhjerte har beredt dig, og modtag dér den Løn, der venter dig.“

⁷⁄₃ 1911.

Ovenstaaende Lignelse blev først og fremmest givet med Henblik paa Jesus af Nazareths og Josef af Arimatæas Forhold til hinanden under det Jordeliv, hvor de, efter deres Løfte til Gud, skulde have støttet og suppleret hinanden. Da Jesus efter sin Samtale med Josef41 ikke forsøgte at drage ham til sig, men fortsatte sin egen Vej uden at bekymre sig om ham, træffer Faderens Bebrejdelse, i Lignelsen, med Rette Jesus, og ligesom Sønnen i Lignelsen maatte vandre tilbage for at oplede Broderen, saaledes maatte Jesus (den ældste af de Yngste) søge efter Josef af Arimatæa, da dennes Aand ved Legemets Død ikke vendte tilbage til de himmelske Boliger.

Ved Mordet paa sin gamle Tjener, ved sin Angest for at miste sine Rigdomme og miste sin Anseelse blandt Mennesker, samt ved at tie med sin Andel i Jesu Legemes Forsvinden bragte Josef sig selv ind under Mørkets Magt. Ved denne Syndeskyld bandtes hans Aand til, efter Legemets Død, at føre en langvarig jordbunden Tilværelse, indtil den ældste af de Yngste, efter Aarhundreders Søgen, fandt ham nedsunken i dybt aandeligt Mørke.

Ogsaa med Henblik paa hele Menneskeheden er Lignelsen givet, da enhver, som i sit jordiske Liv ser en Slægtning eller Ven segne under Byrderne uden at bekymre sig derom og uden at række en hjælpende Haand frem, efter sit Jordelivs Afslutning, uvægerlig, vil faa det Spørgsmaal af Gud: hvor er den Broder (eller Søster), som du fulgtes med? Det samme gælder for de Mennesker, der før Inkarnationen lovede at støtte hinanden i en eller anden særlig vanskelig Mission, for at Resultatet kunde blive saa meget bedre. Selv om der nu ikke længer kan blive Tale om at søge paa Jordens astrale Genpart eller i Helvedssfæren efter dem, der styrter under Jordelivets Byrder, saa kan den Bod, som i paakommende Tilfælde i Fremtiden vil blive paalagt et saadant efterladende Menneske, blive vanskelig nok at udføre, da Boden maaske for lange Tider vil hindre den, der har svigtet sin Pligt eller sit Løfte, i selv at gaa frem i aandelig Henseende. Derfor: glem aldrig din Slægtning eller din Ven, og overhør aldrig den indre Stemme, der opfordrer dig til at yde din Hjælp  —  aandelig eller materiel  —  i Tilfælde hvor din Hjælp kan være af Værdi, hvad enten det gælder et Medmenneske, der er ved at styrte under sine Byrder, eller hvor du ved din Autoritet, din Anseelse, dit Ord kan hjælpe en Broder ud af en vanskelig Situation eller yde ham Støtte i Kampen for Sandhed og Ret!

 

Lignelsens øvrige Symbolik kan enhver udlægge efter sine egne Tanker og egne Følelser42.