Skovsøen.

 

En Mand og en Kvinde stode sammen ved Bredden af en stille Skovsø. Kvinden glædede sig over det Billede, Søens gennemsigtige Vand gengav af Himlen med de hvide Skyer, af Grønsværet, Blomsterne og Træerne; hun glædede sig meget; thi Billedet stod roligt og skønt med rene, klare Farver.

Men Manden lo ad hendes Glæde, og han sagde: „Dette er ikke saa skønt som et malet Billede, dette er saare forgængeligt, thi Farverne ere ikke ægte og holdbare, jeg kan hurtig bortslette det hele.“ Han bøjede sig, tog en Sten og slyngede den ud i Søen; Faldet af Stenen forurenede Vandet, medens Bobler og ringformede Kredse gjorde Overfladen urolig.

Da saa Kvinden bedrøvet paa ham og sagde: „Hvorfor ødelagde du dette skønne Billede? Mener du da, at vi skulle glæde os mere over Menneskers end over Guds eget Værk? Sandelig, du skal vide: dette Billede er ægte; thi du kan kaste saa mange Stene du vil i Søen, og du kan forurene Vandet saa meget du vil, naar Mudderet atter er sunket tilbage, naar Søen er rolig og Guds Sol straaler over den, vil det klare Vand atter gengive det samme Billede.“

De ventede i Stilhed ved Bredden, til Mudderet var bundfældet, og se, det rene Vand gengav da paa ny, lige saa skønt som før, det samme Billede af Himlen med de hvide Skyer, af Grønsværet, Blomsterne og Træerne.

Da sagde Kvinden: „Ser du, jeg havde Ret! thi det dybe gennemsigtige Vand, bestraalet af Guds Sol, vil altid roligt og nøjagtigt afspejle alle dets Omgivelser, og det rene Vand vil gengive alt, hvad det modtager, langt klarere og mere nøjagtigt end noget Billede malet af Menneskehænder.“

Da tav Manden, thi han saa, at Kvinden havde Ret.

¹⁴⁄₁₁ 1911.