Vejene.

 

Et Menneske kom paa sit Jordelivs Vandring til et Sted, hvor mange Veje gik i forskellige Retninger.

Han standsede og sagde: „Hvilken Vej skal jeg vælge? Hvilken er den rette?“ Og hans Øje fulgte søgende de mange Veje for at finde den rette.

Han valgte en Sti, der førte over grønne Marker forbi blomsterfyldte Haver, og han løftede Foden for at vandre videre.

Se, da kom et andet Menneske til det samme Sted; han standsede ogsaa, han saa sig omkring og kaldte paa den først ankomne: „Ven og Broder! sig mig, hvilken Vej skal jeg følge? Ad hvilken Vej naar jeg hurtigst til Maalet?“

Den første svarede ham og sagde: „Ad denne; thi den har jeg valgt!“

Men da sagde den sidst ankomne: „Ser du ikke de høje Bjerge der henne? Den Sti fører over dem, det er farligt at vandre mellem dybe Kløfter og bratte Skrænter; nej, da er denne bedre, den vil jeg vælge.“ Og han pegede paa en bred, lige Vej med høje Træer ved Kanten.

Da vrededes den første, og han sagde: „Men ser du da ikke Floden hist henne? Der er stærke Strømhvirvler, de ville rive dig med, og du vil ynkelig omkomme.“

Da vrededes ogsaa den anden, og han raabte: „Mener du, at jeg har valgt en daarlig Vej?“

Og de stredes længe uden at blive enige.

Saaledes sinkede de hinanden i deres Vandring.

Men se, da kom et tredie Menneske til det samme Sted.

Han standsede og hørte paa deres Strid; han kaldte paa dem og sagde: „Venner og Brødre! hvorfor strides I? Hvorfor vælge I ikke Stien, der fører igennem Skovene? Dér er køligt at vandre, thi Træernes Blade skærme for Solens brændende Straaler, dér er stille og fredeligt; kom, lader os alle følges i Fred og Enighed. Jeg tror, vi komme hurtigst til Maalet ad denne Sti.“

Men da raabte de to: „Du Daare, ved du ikke, at Skovene ere fulde af vilde Dyr? Hvis de ikke sønderrive dig, vil du dog aldrig finde ud af Mørket.“

Men han svarede dem ikke.

Og han vandrede videre mod Skovene.

Da saa de to paa hinanden, og den første sagde: „Ven og Broder, lad os skilles i Fred og vandre hver sin Vej; den Vej, der fører hurtigst til Maalet, er den rette.“

Og de rakte hinanden Hænderne, og de skiltes i Fred og Forsonlighed.

Ad disse forskellige Veje førtes de tre Mennesker gennem mange Besværligheder, over mægtige Have og strømmende Floder, over stejle Bjerge, gennem mørke og vildsomme Skove; men de overvandt alle Besværligheder.

Da de trætte af Vandringen naaede Maalet, se, da stode de samtidig ved Indgangen til deres Faders Rige.

De undredes saare, og de sagde: „Venner og Brødre! hvorledes er dette muligt? Vi valgte hver sin Vej, og se, vi staa samtidig ved Maalet!“

Men da gik Faderens Tjener til dem, og han sagde: „Eders Faders Veje ere mangfoldige, og eders Faders Veje ere uransagelige.“

Og han bød dem træde ind.

Da stode de tre Mennesker og Brødre Haand i Haand foran deres Faders Aasyn.

Og deres Fader modtog dem kærligt; Han trykkede dem til sit Hjerte, velsignede dem og sagde: „Naar I følge min kaldende Stemme, naar I vandre frem ad den Vej, I have valgt i Haab og i Tro, da komme I hurtigst til mit Rige!

Mine Veje ere uransagelige, og mine Veje ere mangfoldige  —  men alle føre de til mit Rige, til min Bolig.“

²³⁄₁₁ 1911.