Et Rige44 var delt mellem mange Fyrster45 og Konger45, men een46 var den mægtigste, og Han stod over alle. Denne Fyrste saa med Sorg, at mange af Hans Folk vendte sig til andre Herrer. Han udvalgte da to Mænd blandt sine mange Tjenere, kaldte dem Uni og Esar, og Han sagde til dem: „Drager ud i Landet, søger at vinde mange Folk for mit Rige og kalder alle tilbage, thi mange have vendt sig fra mig.“

Uni og Esar lovede at udføre den Gerning, som Fyrsten paalagde dem.

Fyrsten velsignede dem og gav dem begge sit kongelige Tegn, og Han lovede at lønne dem efter deres Arbejde.

Uni og Esar gik til deres Boliger for at klæde sig til Vandringen. Uni valgte at iføre sig en Kjortel af Kamelhaar, han bandt Sandaler af Træ under sine Fødder og lagde en mørk Kappe over sit Hoved og sine Skuldre.

Esar valgte at iføre sig en straalende Klædning, han bandt bløde Sandaler af Kidskind under sine Fødder, salvede sit Haar og lagde en Purpurkappe om sine Skuldre.

Saaledes klædte vandrede de sammen hen ad Vejen, men da de vare komne gennem Stadens Port, vandrede de hver sin Vej.

Uni gemte sin Herres kongelige Tegn ved sit Hjerte.

Han vandrede gennem Staden, opsøgte de syge og sorgfulde, plejede deres Legemer og opmuntrede deres Sind, og han byggede sig en Bolig blandt de fattige. Han talede mildt til dem, og eftergav mange fattige den Skat, som de vare Fyrsten skyldige. Og mange flokkedes om ham, ja mange droge langvejs fra til Staden for at søge Trøst og Raad ved hans Ord.

Uni talede mildt og kærligt til alle, og saaledes vandt han mange Folk for sin Herres Rige.

Esar bandt sin Herres kongelige Tegn om sin Pande, derpaa traadte han frem paa Torvet og viste sig for alle. Han lod blæse i Basuner for at sammenkalde Folkene. Han talede strengt til dem og formanede dem til i Ydmyghed at tjene den mægtigste af alle; thi store Rigdomme skulde da blive deres Løn. Men de, der ikke vilde følge, skulde kastes i Fængselets Mørke og overgives til Døden.

Da Folkene hørte disse Ord, forfærdedes de saare, og mange bragte Esar den Skat, som de vare Fyrsten skyldige. Men mange vilde ikke følge, og Esar kastede dem i Fængselet.

Da talede Folkene højlydt imod ham, men Esar gik til Stadens Tempel, granskede de gamle Love og udlagde dem i al deres Strenghed. Og Folkene vovede ikke længer at sætte sig op mod deres Herres strenge Tjener, og de gjorde ham til deres Ypperstepræst.

Men da Uni hørte om Esars haarde Domme, gik han til ham og bad ham vise Barmhjertighed. Men Esar svarede ham og sagde: „Jeg udfører kun min Herres Befaling, og jeg dømmer Folkene efter Hans egne Love.“

Da svarede Uni ham og sagde: „Alle Love kunne udlægges med stor Strenghed, og alle Love kunne efterleves i Mildhed og Barmhjertighed.“

Men Esar vilde intet høre, og Uni gik bedrøvet bort.

Men da lang Tid var gaaet, sendte Fyrsten Bud til Uni og Esar, at de skulde vende tilbage og aflægge deres Regnskab.

Uni blev saare glad; thi han længtes efter at gense sin Herre, og han sammenkaldte Folkene endnu engang, formanede dem til at leve i indbyrdes Kærlighed, Fred og Fordragelighed. Og han eftergav endnu engang mange fattige den Skat, de vare Fyrsten skyldige, og han lovede at gaa i Forbøn for de frafaldne.

Derpaa forlod han dem i Stilhed.

Men Folkene sørgede dybt og saare meget; thi de havde lært at elske og agte Uni for hans milde Ord og gode Gerninger.

Da Esar modtog Fyrstens Budskab, sukkede han dybt; thi han ønskede endnu ikke at forlade sin pragtfulde Bolig og sine mange Rigdomme.

Han gik til sit Skatkammer, talte sit Guld og sagde: „Alt dette har jeg samlet i min Herres Navn; sandelig min Belønning vil blive kongelig.“

Han sammenkaldte endnu engang Folkene, talede strengt til dem og formanede dem til i Lydighed at tjene den mægtigste af alle Herrer, og lovede at forklage dem, der endnu ikke havde bragt ham den Skat, som de vare Fyrsten skyldige.

Derpaa iførte han sig en straalende Klædning, salvede sit Haar og lagde en Purpurkappe om sine Skuldre. Og hans Tjenere fulgte ham i et pragtfuldt Optog; men da de vare komne til Stadens Port, vendte de tilbage, og Esar var ene! —

Folkene glædede sig saare over Esars Bortgang; thi de havde lært at frygte hans kolde Hjerte og haarde Domme. Mange vendte sig snart til andre Herrer, og de glemte den mægtigste af alle. —

Men det skete, at Uni og Esar samtidig forlode Staden, og de mødtes i Porthvælvingen. Uni hilsede kærligt, men Esar vendte sit Aasyn bort; thi han ønskede ikke at kende Uni.

Og de vandrede i Tavshed, til de naaede Fyrstens Bolig.

Fyrsten lod begge kalde til sig, og Esar traadte frem for Fyrsten  —  men Han bad Uni tale først.

Uni bøjede sig dybt og sagde: „Herre, jeg gemte dit kongelige Tegn ved mit Hjerte, jeg opsøgte de syge og sorgfulde, plejede deres Legemer og opmuntrede deres Sind; jeg eftergav mange fattige den Skat, de vare dig skyldige; thi jeg lærte dem, at du var en langmodig og barmhjertig Herre. Og da jeg forlod dem, lovede jeg at gaa i Forbøn for de frafaldne. Herre, har jeg gjort Uret, da lad Straffen komme over mig, men lad Folkene gaa fri.“

Fyrsten saa mildt paa ham og sagde: „Du har talet kærlige og forstandige Ord til Folkene. Sandelig, jeg gør dine Gerninger til mine Gerninger, dine Ord skulle være mine Ord, og jeg skal vide at opfylde de Løfter, du har givet i mit Navn. Sandelig, du var mig en tro Tjener, og din Løn skal være derefter.“

Han kaldte paa sit Raads ældste og sagde: „Tager denne Mand i eders Midte; thi fra i Dag er han den største iblandt eder.“

Raadets ældste hilsede Uni, og de toge ham i deres Midte, og se, han var den største47 iblandt dem.

Men Fyrsten vendte sig til Esar og bød ham aflægge sit Regnskab.

Esar bøjede sig stolt for Fyrsten og sagde: „Herre, jeg bandt dit kongelige Tegn om min Pande, at enhver kunde se, hvilken Herre jeg tjente. Jeg sammenkaldte Folkene og formanede dem til at tjene dig, den mægtigste af alle Herrer, tjene dig i Lydighed og i Frygt, og alle, der ikke bragte mig den Skat, de vare dig skyldige, kastede jeg i Fængselets Mørke, og mange overgav jeg til Døden.

Jeg granskede de gamle Love, og jeg udlagde dem med stor Strenghed, og jeg dømte Folkene efter disse dine strenge Love.

Herre, saaledes vandt jeg mange Folk for dit Rige. Herre, jeg venter den Belønning, som du lovede mig!“

Da saa Fyrsten bedrøvet paa Esar og sagde: „Mit kongelige Tegn skal ikke bindes om Panden og bæres synligt for al Verden. Mit kongelige Tegn skal gemmes i Hjertet, men det skal ses i hver en Gerning.

Du formanede Folkene til i Lydighed og Frygt at tjene mig, den mægtigste af alle; men du glemte at tale til dem om min Langmodighed og min Barmhjertighed. Du udlagde de gamle Love i al deres Strenghed og du dømte Folkene derefter; men du glemte at tale til dem om Kærlighedens og Barmhjertighedens Lov, den Lov, der staar over alle Love. Du lovede at forklage enhver, der ikke bragte dig den Skat, som de vare mig, deres Herre, skyldige; men du glemte at lære Folkene at leve i indbyrdes Kærlighed, Fred og Fordragelighed. Du siger: du vandt mange for mit Rige; men jeg siger: mange have vendt sig fra mig, og mange andre ville vende sig fra mig, naar de ihukomme dine strenge og haarde Ord. Sandelig, du var mig en utro Tjener, og din Løn skal blive derefter.“

Og Fyrsten kaldte paa sit Raads yngste, og Han sagde: „Tager denne Mand i eders Midte og lærer ham, thi han er den mindste af eder alle. Men naar han har udlært, da skal han sendes tilbage til Staden, at han kan oprejse, hvad han har nedbrudt.“

 

Ja, sandelig, jeg siger eder: denne Mand blev den mindste blandt alle; thi han var sin Herre en utro Tjener! Saaledes vejer Herren, vor Fader, de selvretfærdige mod Hjertets retfærdige. Og saaledes som I dømme andre, vil vor Fader engang dømme eder.

⁴⁄₄ 1912.