XV
Undergerninger — „Mirakler“ 122 — eksisterer ikke. Alle Forekomster, der tilsyneladende er uforklarlige for Menneskene, sker uvægerligt efter Aandens eller Materiens Love. (Psykiske eller fysiske Love.) Men det, som uvidende og uudviklede Mennesker ikke øjeblikkelig kan forstaa eller forklare sig, udraabes ofte som „overnaturligt“.
Blandt de mirakuløse Begivenheder, der omtales i Evangelierne, maa der skelnes skarpt mellem de sandfærdige og de usandfærdige, da adskilligt af det dér meddelte aldrig har fundet Sted, ligesom adskilligt er set under en forkert Synsvinkel.
De tre Former for Undergerninger, der er omtalt i Ardors Beretning, refererer alle til sande Begivenheder, men uden nogen overnaturlig eller naturstridig Indgriben.
1) De Yngste og de mere fremskredne Menneskeaander er som inkarnerede i Besiddelse af den Evne at kunne helbrede visse sygelige Tilstande i det menneskelige Legeme. I Kraft af deres Villie til Lyset kan de udøve en suggestiv123 Magt over lidende — særlig nervelidende — eller over syge, hvis Sygdom egentlig er hævet, men som af Mangel paa Villie til atter at opnaa Sundhed synes at forblive i deres Svaghedstilstand.
Ved Strygninger med Haandfladerne ca. 1 à 2 Tommer fra Legemet fra Hoved til Fod — ikke modsat — eller ved at lægge Hænderne korsvis over det syge Sted paa Legemet, kan man opnaa gode Resultater, til Tider endog fuldstændig Helbredelse. Under Behandlingen — den, der bliver behandlet, maa ligge udstrakt paa et bekvemt Leje — tilføres der den syge en Del af det Lys, som udstraaler fra den udøvende. Udstraalingerne opsuges af Legemet og gennemstrømmer det helt, hvorved Lidelserne mildnes eller ophæves. Men det siger sig selv, at langt Hovedparten af Legemets Sygdomme ikke kan og aldrig vil kunne helbredes paa ovennævnte Maade. Og da Gud gennem de Yngstes Arbejde paa Jorden har givet Menneskene saa store Kundskaber og saa mange Midler, hvorved adskillige Lidelser kan ophæves eller i alt Fald bedres, er det meget forkasteligt, at de lidende ikke først henvender sig til dem, der ved specielle Studier af Legemets sygelige Tilstande er blevet skikkede til at yde medicinsk og kirurgisk Hjælp, eller til dem, der har Kendskab til Sollysets, Luftens og Vandets helbredende Evner; disse maa da afgøre, om det er formaalstjenligt at behandle Patienten med de saakaldte magnetiske Strygninger.
Endnu er kun en ringe Brøkdel af Menneskeheden i Stand til at foretage magnetiske Strygninger og suggestiv Behandling af syge med Udsigt til et virkningsfuldt eller varigt Resultat.
2) Naar Legemet efter en lang og svær Sygdom er meget udtæret og udmattet, sker det undertiden, at den syge, skønt Sygdommen er hævet, i nogen Tid henligger i en dødlignende Tilstand, der, ofte umærkeligt for de omgivende, gaar over i den virkelige Død. I saadanne Tilfælde kan et kraftigt Tilraab vække Legemet til fornyet Bevidsthed, da Aanden, selv om den er løst fra Legemet og kun fastholdes ved „Baandet“, uvilkaarlig underkaster sig en stærkeres Villie og derfor straks vender tilbage, naar det bestemt paabydes den. Er den fra Legemet bortflygtede Aand vendt tilbage og har den atter forenet sig med det svage Legeme, kan denne Tilbagevenden tilføre det paa Grænsen af Døden værende Legeme en styrkende Lysstrøm, hvorved den svigtende Forbindelse mellem den astrale Genpart og Legemets Molekylarsvingninger atter fæstnes. Men skal den øjeblikkelige Bedring fastholdes, maa det paa ny opvaagnende Legeme styrkes ved stærkt oplivende Midler.
Er Forbindelsen mellem den astrale Genpart og det fysiske Legeme derimod saa afslappet, at Legemets Død indtræder, brister, i samme Øjeblik, det Baand, der binder Aanden til Legemet — men er Baandet bristet, kan intet Raab og ingen Villie kalde Aanden til en fornyet Levendegørelse af det døde Legeme.
3) De clairvoyante har som Regel kunnet se, om Menneskene var besatte, d. v. s. at een eller flere jordbundne Aander klamrede sig til Menneskets Legeme for paa forskellige Maader at blive delagtiggjort i de jordiske Nydelser. Mennesker med en kraftig Villie har altid haft let ved at frigøre sig for disse ubudne Gæster. Anderledes stillede det sig for dem, hvis Villie var svag, da Snylterne meget hurtig fik Herredømmet over dem og efter kortere eller længere Tids Forløb paatrykte deres Ofre Syndens, Lastens og Ondskabens Stempel.
Jesus, der i en usædvanlig høj Grad var clairvoyant, forsøgte ofte ved sin stærke Villie at bortjage de snyltende Aander, men ikke altid med et lige godt Resultat, da Aanderne, i de Tilfælde hvor Menneskene ikke selv forbedrede sig, atter vendte tilbage og paa ny spillede Herrer.
Besættelser124 er kendt lige fra de Tider, hvor Menneskeaanderne paa Grund af Mørkets overhaandtagende Magt — efter de Ældstes Inkarnation — ikke alle var i Stand til efter Legemets Død at hæve sig til deres Boliger i Opholdsstederne.
De øvrige i Evangelierne forekommende Undergerninger er alle mer eller mindre opdigtede. Til de fuldstændig usandfærdige henhører: Vandets Forvandling til Vin (Joh. 2. 6—10), de værkbrudnes Helbredelse (Matt.125 8. 5—13, 9. 2—7), de blindfødte, der blev seende (Matt. 9. 27—30, 20. 29—34), Lazarus’ Opvækkelse fra de døde (Joh. 11. 1—46), de spedalskes Helbredelse (Matt. 8. 2—4) og flere lignende, som f. Eks. Helbredelsen af den visne Haand, den stumme, den syge Mand ved Bethesda Dam, o.s.v. Enkens Søn fra Nain er en Omskrivning af Jairi Datter.
Flere af det gamle Testamentes „Undergerninger“ ligger til Grund for nogle af de ovenfor nævnte Begivenheder.
Alle Beretninger om disse Undergerninger er fremkommet efter Jesu Død, opdigtede af fanatisk troende Mennesker — Disciple af Jesus eller af Apostlene — for at bevise Jesu guddommelige Oprindelse. Efter som Aarene svandt og Fortællingerne gik fra Mund til Mund, voksede de i Overdrivelse og Usandsynlighed, indtil de antog den Form, hvori de kendes fra Evangelierne.
Til de Undergerninger, der refererer til virkelige Begivenheder, men som er gengivet i forvanskede Skikkelser, henhører Beretningerne om de manges Bespisning, Jesu Vandring paa Vandet, og hans Besværgelse af Elementernes Rasen paa Genezareth Sø, for hvilke Begivenheder her skal gives en nøjere Forklaring.
1) De manges Bespisning forløb paa følgende Maade: Henved et Hundrede Mennesker var samlet om Jesus for at høre ham tale. Da det var sent og kun faa havde medtaget noget spiseligt, lod Jesus nogle af Apostlene drage Fisk op af den nærliggende Sø, medens andre gik til det nærmeste Herberge, hvor de købte en Del Brød, de da kendte smaa, flade Kagebrød. Medens Apostlene var saaledes beskæftigede, vedblev Jesus at tale til det forsamlede Folk.
Da Apostlene vendte tilbage, blev Fiskene og Brødene uddelt, man tændte Ild og ristede eller kogte Fiskene. Jesus indledede sit Maaltid her paa samme Maade, som han altid gjorde: takkede Gud og bad Ham lægge sin Velsignelse i det givne.
Ved denne Lejlighed var mange Børn til Stede, og Evangelisterne har af disse, som voksne, modtaget Meddelelser om denne fejlagtig opfattede Begivenhed. Børnene havde bevaret et uudsletteligt Indtryk af Jesus, da han hævede Hænderne til Bøn, og med deres Barnehjerner opfattede de denne Handling, som om det var ham, der ved sin Bøn havde mangedoblet Brødene og Fiskene.
2) Jesu Vandring paa Søen. En Aften, da nogle af Apostlene var ude paa Genezareth- eller Tiberias Sø for at fiske, kom Jesus vandrende langs den stærkt skraanende Bred. Han kaldte paa dem for at blive sat over til den modsatte Kyst. Det var en taaget Aften, og for Apostlene saa det et Øjeblik ud, som svævede han hen imod dem. De opdagede dog snart Fejltagelsen og roede ind mod Bredden; inden de var naaet helt ind, sprang Peter ud for at trække Baaden til Land.
Apostlene omtalte ofte denne Begivenhed, som, efter at have vandret fra Mund til Mund, til sidst antog den forvanskede Form, i hvilken den optoges i Evangelierne.
3) Besværgelsen af Elementerne. En Aften, da Jesus, træt af Dagens Vandring, havde lagt sig til at sove i Baaden, medens nogle af Apostlene førte den over til Søens modsatte Bred, opstod en af de paa Genezareth Sø saa velkendte pludselige Hvirvelvinde. Efter længe forgæves at have kæmpet mod Stormen opgav Apostlene rent at sørge for Sejl og Ror; i deres Angest vækkede de Jesus, da de troede, at de alle var dødsdømte. Jesus, der var meget dygtig i al Manøvrering, skammede dem ud, gav sine Ordrer, tog selv Roret og førte Baaden ind, medens han samtidig dadlede dem for deres Mangel paa Tillid til Gud.
Denne Begivenhed er urigtig opfattet af Apostlene selv, som i deres tilbedende Beundring af Jesus mente, at han ved Hjælp af „overnaturlige“ Kræfter havde frelst dem fra Undergang.