Samlende og afsluttende Oversigt.

Fra Evighed af var Gud upersonlig, indtil den Stund Tanken og Villien mødtes og forenedes i fuldendt skøn Harmoni; da fremsteg Han som Personlighed, som Lysets Behersker og Mørkets Besejrer, begrænset ved sin Personlighed, ubegrænset ved sin altbeherskende Villie, indesluttende Tid og Rum  —  saavel begrænset som ubegrænset  —  i sin altomfattende Tanke. En Guddom og en Magt, som intet Menneske blot tilnærmelsesvis kan fatte; selv det skønneste, det mest ophøjede Guddomsbillede er kun en svag Afglans af Hans Herlighed, Almagt og Visdom.

Ethvert Menneske bærer i sin Tanke en Afspejling af Gud; jo yngre og mindre udviklet Menneskeaanden er, jo ringere og dunklere er Afspejlingen, og jo mere menneskelignende bliver det guddommelige Ideal, da alle Idealer, der afledes af menneskelige Forestillinger, tillige belastes med rent menneskelige Følelser og Egenskaber. Derfor: jo dunklere Afspejlingen er, desto mere Mystik vil Mennesket iklæde det guddommelige, for muligvis paa den Maade at dække over eller bortforklare det uforstaaelige, det, der ikke kan ses med jordiske Øjne, eller det, der ikke kan erkendes af den svage, uudviklede menneskelige Tanke. Men er Aanden ældre og mere udviklet, vil Gud og det guddommelige afspejles renere, ædlere og skønnere i Menneskets Tanke, og desto bedre vil Mennesket være i Stand til at levendegøre sig et højtstaaende, guddommeligt Ideal, med hvilket det søger at forene sig under Bønnens inderlige Hengivelse.

Ikke alene Guds Højhed og Magt afspejles i hvert Menneskes Tanke, men ogsaa Guds Faderlighed, Hans dybe, inderlige, alle omsluttende Kærlighed; derfor vil sanddru, rettænkende og rene Mennesker i Tanke, Handling og Væren vise en klar Genspejling af Guds medynksfulde Kærlighed, og i deres Hjerter vil de bære Barnets absolute Tillid til den fjerne, usynlige Fader, i hvis Varetægt de føler sig lykkelige og trygge.

Men de unge, uudviklede Menneskeaander, der endnu er stærkt paavirkede af Mørket, formaar kun i ringe Grad at opfatte Gud som den milde, kærlige og retfærdige Fader; kun alt for ofte staar Han for dem som den strenge, myndige Hersker, den frygtindgydende, den hævnende og krævende Guddom, der intet giver uden passende Vederlag, ydet gennem blodige eller sødtduftende Offergaver; en Guddom, der idelig maa underkøbes, for at Mennesket kan opnaa de eftertragtede Goder. Men gennem de mange udviklende Inkarnationer vil ogsaa de, som nu føler slavisk Frygt for deres Gud og Fader, engang i Tiden naa til at føle Barnets usvigelige Tro og Tillid til Ham.

Mange Mennesker bærer i Tanke og Hjerte en skøn og klar Genspejling af Guddommen; men i den jordiske Tilværelse er det oprindelige Billede, som de medbragte fra Tilværelsen i den oversanselige Verden, bleven tilsløret og udvisket af de fra Slægt til Slægt overleverede menneskegjorte Dogmer. For disse Mennesker gælder det om at søge ind i deres eget Indre, at lukke Tanken for alle falske Paastande og fejle Slutninger, indtil Sløret er fjernet fra den guddommelige Afspejling, saa at den atter staar med rene og klare Konturer i al sin lysende Skønhed.

Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres, vil flere og flere komme til Erkendelse af Guds ubegrænsede Kærlighed, Hans Retfærdighed, Mildhed og Barmhjertighed og indse, at de har gjort Ham, den Ophøjede for ringe, idet de har udstyret Ham med ganske menneskelige Egenskaber, der atter maa fratages Ham, førend Hans Billede kan staa rent, skønt og ædelt.

Denne Idealisering af Guddommen bør ethvert Menneske stræbe efter at naa til Forstaaelse af.

Naar Kristus i sin Tale til Menneskene (se denne) siger: „Mine Ord skulle lyde til alle Jordens Slægter; alle skulle høre dem, og de skulle naa til Jordens fjerneste Egne,“ da mener han ikke med denne Udtalelse, at de, som nu er i Stand til at forstaa og glæde sig over hans Kærlighedsevangelium, straks skal drage ud i Verden for at gøre alle anderledes tænkende og troende delagtige i hans Ord; men han siger det, fordi han ved, at alle Mennesker engang, før eller senere, nogle i denne, andre i kommende Inkarnationer, vil naa til at kunne modtage hans Budskab med inderlig Glæde og med dyb Forstaaelse.

Men selv om den Tid endnu ligger langt ude i Fremtiden, da alle nuværende Religioner er smeltet sammen til een eneste, kan Menneskene dog selv gøre meget til, at dette Tidspunkt kan rykkes nærmere, ved ikke, mod deres indre Overbevisning, at stille sig uforstaaende og modvillige overfor det Budskab, der her gives dem fra den oversanselige Verden, men sørge for, at Kendskabet dertil paa en rolig og værdig Maade, uden tvingende Propaganda eller fanatisk Missionering, kan udbredes fra Individ til Individ, fra Folk til Folk, da dette Budskab i høj Grad kan virke med til, at Menneskeaanden i den jordiske Tilværelse kan blive det klare Spejl, hvori Guddomsbilledet kan opfanges og udstraales med en renere og stærkere Skønhedsfylde, end det hidtil har været Tilfældet. Men det maa staa klart for alle, at den menneskelige Afspejling af Gud og det Guddommelige, hvor skøn den end kan blive, ingen Sinde i Menneskets jordiske Tilværelse kan komme fuldtud paa Højde med sit Forbillede.

Guds Børn  —  de Ældste, de Yngste og Menneskeaanderne  —  der er fremgaaede af Hans Faderskød, har alle modtaget det evige Liv som en Gave; men da Gud ingen Sinde paatvinger nogen sine Gaver, har Han tillige udrustet enhver skabt Aand med en fri Villie, Selvbestemmelsesretten; men derved har Han begrænset sin egen Villie og Viden. Ved Selvbestemmelsesretten kan alle Guds Børn, efter som de er naaet til en vis Grad af Modenhed, selv afgøre, om de ønsker at modtage det evige Livs Gave eller foretrækker at synke tilbage i Guds Faderskød.

 

Denne Sandhed er paa en fejlagtig Maade anvendt i den buddhistiske Lære, hvor Menneskeaanden, efter nogles Udlægning, naar den er naaet til den højeste Fuldkommenhed, hensynker i „Nirwana“  —  synker tilbage i Guddommen. Buddha selv lærte oprindelig, at Menneskeaanden, naar den gennem talrige Genfødsler var naaet til en fuldkommen Frigørelse fra al jordisk Paavirkning og alle jordiske Ønsker, vendte tilbage til sit Udspring  —  Guddommen  —  hvorfra den var udgaaet. Denne Opgaaen eller Tilbagevenden blev af Buddha ikke ment som en Bortslettelse af den enkeltes Individualitet, men som en uløselig Forbindelse med det guddommelige, hvor den, der var vendt tilbage, i kontemplativ Ro og Beskuen fulgte det jordiske Skuespil. Denne Opgaaen i Guddommen kunde af enkelte vidt fremskredne Aander glimtvis erkendes i den menneskelige TiIværelse og var da Tegnet paa, at Aanden gennemlevede sin sidste Inkarnation.

 

Al Skabelse, den primære (oversanselige) som den secundære (Stjerneuniverserne), samt alt hvad der, ved de Ældstes Fald, er fremkaldt af Mørket, kan, naar som helst Gud vil det, i Kraft af Hans altbeherskende Villie atter opløses i de Bestanddele, hvoraf det er skabt eller fremkaldt.

Da alt det værende og al Tilværelse kun eksisterer i Kraft af Altets Basis: Urtanken og Urvillien  —  der er første Aarsag, første Begyndelse til det bestaaende  —  kan Gud, der emanerede sig selv og ved sin Emanation blev i Stand til at skabe, paa hvilket Tidspunkt Han vil det, opløse saavel sin egen Personlighed som den hele Skabelse; altsaa: samtidig med det skabte selv vende tilbage til det, som Han uden Begyndelse var fra Evighed af  —  Tanke og Villie. Kun saa længe som Gud fastholder det skabte ved sin Tankes altomsluttende Love (Gravitation, Kohæsion, Adhæsion, Centrifugal- og Centripetalkraft o.s.v.), vedbliver Altet at være.

Teoretisk set kan Gud saaledes lade sig selv og al Skabelse synke tilbage i „Logos“; praktisk set vil Han ingen Sinde gøre det, da Han gennem sin uendelige Kærlighed til alle sine mange Børn har bundet sig i al Evighed ved at give dem Løftet om et evigtvarende Liv.

I den Stund Gud emanerede sig selv, drog Han Mørket ind under Lyset i et mægtigt Kredsløb gennem sit flammende Væsen, for saaledes at lade Mørket opsuges og gennemlutres af Lyset.

Da Gud besluttede at danne Stjerneuniverserne, var Mørket langtfra opsuget og elimineret, men fandtes med latente Poler som en svag Understrøm i Lysets bølgende Kredsløb.

Da det af Lyset omsluttede Mørkes Svingninger (Vibrationer), selv de hastigste168, er meget langsommere end Lysets laveste Svingningstal, vil Mørket altid ligesom bundfældes i Lyshavet, hvorfor Gud maatte danne de fire Modersoles inderste Kerne af Lysets mindre hastige Svingninger  —  ikke erkendelige for det menneskelige Øje  —  der atter omsluttede Mørket med dets endnu flere Grader langsommere Svingningshastighed. Fra Klodernes inderste Kerne til Klodernes yderste Omkreds tiltager Svingningerne i Hastighed; samtidig med det stigende Svingningstal stiger Lyset i Styrkekoncentration og æterisk Lysudstraaling, hvorfor Klodernes yderste Lag bliver som en klartstraalende Omhylning  —  ikke erkendelig for det menneskelige Øje  —  uden dog at naa til den Koncentrationsstyrke og æteriske Udstraaling, der udgaar fra de Lyssvingninger, som i Kraft af Guds Villie frembragte Hans eget Rige (Centralkloden).

Da alle Kloderne i Stjerneuniverserne, direkte eller indirekte, har deres Udspring fra de først dannede fire Modersole, er de alle fuldkommen ens i deres Opbygning. Men da Æteren (Lyset og det deri bundfældede Mørke) gennemstrømmer og gennemtrænger hele Verdensrummet og dermed samtlige Kloder i Universerne, vil Klodernes mørkere Kerne gradvis svinde, efter som Lysbølgerne i deres Kredsløb fører mere og mere bort til Lutring gennem Guds Flammevæsen.

Efter at Gud havde udvalgt Jorden til Opholdssted for de Væsener, som Han havde tænkt at skabe, dannede Han af Lysets hastige  —  æteriske  —  Svingninger en fuldendt skøn Verden, der som en Sfære eller et Kuglelag omsluttede Jorden. Her var det Guds Hensigt, at de af Hans først skabte Børn, der blev udvalgt til Jordboernes Ledere, skulde opholde sig under Udøvelsen af deres Gerning. De æteriske Udstraalinger fra denne oversanselige Verden skulde efter Guds Plan tillige, i Forbindelse med Udstraalinger fra den jordiske Sols æterisk-astrale Lysomhylning, have reguleret de klimatiske Forhold paa selve Jordkloden.

Men da de Ældste begyndte at eksperimentere med deres Skabelsesforsøg, udskiltes store Mængder af Mørke fra Æteren og ødelagde den af Gud dannede Lysverden uden om Jordkloden169. Ved Udskillelsen vaagnede Mørkets Poler til Virksomhed, og medens en Del af det udskilte Mørke langsomt nærmede sig til Jordkloden, vaagnede efterhaanden  —  paavirket af det sig nærmende polariserede Mørke  —  de hidtil latente Poler i Klodens Mørkekerne. Efter som Mørket nærmede sig Kernen, blandede det sig mere og mere med Klodens æteriske Lysomhylning, hvorved Omhylningens Svingningshastighed blev betydelig nedsat. Da Mørket naaede Jordkernen, var hele Kloden169 formørket og tilsyneladende uden nogen lysende Omhylning; (denne Omhylning var kun synlig fra oversanselig Side). Men da Lyset ved Guds Sejer over Mørket aldrig kan tilintetgøres eller overvindes af Mørket, formaaede det ikke at eliminere eller destruere Klodens æteriske Lysudstraaling, men kun at forurene og formørke den.

Skønt Lysomhylningens Svingningshastighed nedsattes og dæmpedes af det indstrømmende Mørke, var Lysudstraalingen endnu saa kraftig, at den fastholdt  —  fikserede  —  det Mørke, der smeltede sammen med Klodens Mørkekerne. Paa Grund af denne Fiksering smeltede det polariserede Mørkes Livsprincip sammen med de i Klodens Lysomhylning værende  —  af Gud givne  —  Livskim, og Cellen i dens forskellige Former fremkom. Disse Livsceller var dels dobbeltkønnede, dels enkeltkønnede. De dobbeltkønnede Cellers Formering eller Nydannelser skete og sker ved en simpel Deling, Afsnøring o. l.; hvorimod de enkeltkønnede Cellers Nydannelser skete og sker ved en forudgaaende Forening af to Celler af modsat Køn.

 

Nogle Mikrober har en dobbelt Formeringsmaade, idet f. Eks. en Del sygdomsvækkende Baciller, naar de som Snyltere er indtraadt i et Legeme, formeres ved simpel Deling; derved svækkes efterhaanden deres Livskraft, og Sygdommen hæves, efter som Bacillerne uddør, eller naar deres Livskraft er svækket saa meget, at deres Tilstedeværelse ikke længer forstyrrer Legemets normale Funktioner. Men hvis den syge, inden Bacillerne er uddøde, faar tilført nye af samme Art, sker der en Sammensmeltning af de nye og de gamle med paafølgende Delinger. Er de tilførte Baciller stærkt levedygtige, tilføres der de gamle ny Livskraft; derved blusser Sygdommen op igen, til Bacillernes Livskraft atter svækkes gennem de talrige Delinger. (Selvfølgelig kan Sygdommen svækkes eller hæves paa andre Maader: ved Legemets egen Modgift, ved indgivne Modgifte o.s.v. Her er kun Tale om disse Bacillers normale Livsløb.)

Baciller af hinanden nærstaaende Arter kan ligeledes smelte sammen eller indsuges af hverandre med paafølgende Delinger. Paa denne Maade opstaar nye Arter, der giver nye Sygdomme.

 

Hver enkelt af de Livskim, som Gud i Kraft af sin Tanke og Villie havde tilført Jordens æteriske Lysomhylning, bar i sig selv Billedet af det Dyr eller den Plante, altsaa den Form, i hvilken de paagældende Kim, til det af Gud fastsatte Tidspunkt og i Kraft af Hans Villie, skulde være fremkaldt i den Lysverden, som Han vilde skabe paa Jorden. Da disse Kim fremkaldtes til jordisk Liv ved Sammensmeltning med Mørkets Livsprincip, blev Kimene underkastet Mørkets forvrængende, forgrimmende og nedaddragende Indflydelse. Men da Lysomhylningen havde fikseret det Mørke, der omdannede Jordkloden, beholdt Lyset en ordnende, fremaddragende, udskillende og harmoniserende Indflydelse paa de ved Sammensmeltningen af Kimene og Mørkets Livsprincip fremkomne dobbelt- og enkeltkønnede Celler og deres Nydannelser.

De dobbeltkønnede Celler repræsenterede Mørkets laveste Livsformering, som ikke kunde føre til højere eller mere komplicerede Former, og som derfor ikke var i Stand til at frembringe selv den svageste Afglans af de Urbilleder, der fandtes i de af Gud givne Livskim. De enkeltkønnede (hanlige og hunlige) Cellers Forening, bundet og ledet af Lysomhylningens170 ordnende, harmoniserende Indflydelse, er Mørkets blinde, mekaniske Efterligning af Urtankens og Urvilliens bevidste villede Forening, der resulterede i Guds Fremstigen som Personlighed.

Under Paavirkning af Lysomhylningen dannedes i Aarmillionernes Løb, gennem den sammenhængende Celledeling og Celleopbygning efter en forudgaaende Forening af hanlige og hunlige Celler, de mere og mere sammensatte Livsformer, de forskellige og komplicerede Cellevæv, der danner Knogler, Muskler, Nerver o.s.v., samt alle de forskellige Former for Fordøjelse, Forplantning o.s.v., o.s.v., baade i Dyre- og Planteverdenen, Former, der bestandig stræber hen imod de i Urkimene værende, af Gud givne, Forbilleder. Denne Stræben blev og bliver endnu bestandig hæmmet og forstyrret af Mørkets nedaddragende Tendenser, og saa længe Mørkets Herredømme paa Jordkloden var saa overordentlig meget større end Lysets, blev Celleopbygningen ført ud i de uhyggeligste og mest bizarre Former, blandt andet ved at Dyrene parredes i Flæng, saa at de paa mange Maader fjernede sig fra i Stedet for at nærme sig til de i Kimene171 værende Urbilleder171. Efter som Lyset faar større Magt over det „udskilte Mørke“, vil Mørkets ikke regelrette Former fjernes; det vil sige, at de mange hæslige og skadelige Dyrearter i de kommende Aartusinder eller Aarmillioner ganske langsomt vil uddø. (Det samme vil ske indenfor Planteverdenen).

 

Da den menneskelige Intelligens begyndte at beskæftige sig med at skabe Nydannelser indenfor de bestaaende Dyre- og Plantearter, foregreb Menneskene paa mange Punkter Lysets Indflydelse. Saafremt disse Nydannelser skal kunne naa til en naturlig, selvstændig fortsat Formering indenfor de opnaaede Former, maa de i Aarhundreder, Aartusinder  —  maaske i Aarmillioner  —  udsættes for den samme Røgt og de samme Behandlingsmaader, for hvilke de nu udsættes, da de ellers, naar de atter overlades til sig selv, i Løbet af kortere eller længere Tid, vil vende tilbage til de Former, hvortil de var naaede gennem Lysomhylningens, om end langsomme, saa dog stedse fremadskridende Ordning, Udskilning, Tilpasning og Harmonisering.

De jordiske Former vil dog aldrig nogen Sinde naa de af Gud givne Forbilleder i Urkimene, dels fordi disse (f. Eks. i Dyreverdenen) var bestemt til et Liv uden Formering og uden Død, dels fordi Mørket ikke kan elimineres fuldstændigt, før selve Jordkloden bliver destrueret og opløst.

 

Da de Ældste skabte Menneskene, var det deres Tanke, at de Typer, som de skabte, skulde bibeholdes gennem Forplantningen; de gav derfor de menneskelige Kønscellers hanlige og hunlige Livskim et Præg, en Form, der svarede til den Mennesketype, som de paagældende Kim repræsenterede. Disse Kim-Urbilleder (usynlige for al menneskelig Iagttagelse) skulde saaledes være det bærende Grundlag for de Ældstes Skabninger og gennem Forplantningen genfødes og bibeholdes i de kommende Generationer, saalænge som Jorden var i de Ældstes Vold. Men da Gud antog sig Menneskeslægten og knyttede et guddommeligt Element til det fysiske Legeme, blev dette draget ind under Lysets harmoniserende Indflydelse. Og efter som de Yngste i større og større Antal lod sig inkarnere blandt Menneskene, fik, gennem Forplantningen, den Skønhedsfylde, som de alle indebar i deres Tanke, ligeledes en stor Indflydelse paa de Ældstes Urbilleder i de menneskelige Livskim. Denne Indflydelse gik særlig i en legemligt forskønnende og forædlende Retning. I de mange Aarmillioner de menneskelige Legemer saaledes har været underkastede Lysets og de Yngstes fremaddragende og forskønnende Indflydelse har de Ældstes Urbilleder efterhaanden fjernet sig noget fra det oprindelige karikerende Mørkepræg. Denne Forædling træder tydeligst frem i de Racer, i hvilke de Yngste til Stadighed lader sig inkarnere.

De menneskelige hanlige og hunlige Livskim er tillige paa ethvert givet Tidspunkt et nøje Udtryk for det paagældende Individs Særpræg. Alt hvad det enkelte Individ indenfor de forskellige Slægter har modtaget fra sine Forfædre af ydre og indre Præg og Anlæg, samt hvad det selv har erhvervet i sit Jordeliv, hviler latent baade i de fysiske og de astrale Livskim og kan gennem Forplantningen overføres til Afkommet172. Ved forskellige sammentræffende indre og ydre Forhold kan saaledes de hvilende Præg og Anlæg træde frem hos de nye Individer; men saavel ydre Præg som indre Anlæg kan ligeledes af forskellige sammentræffende Aarsager holdes tilbage i flere Slægtled, for senere hen, under nye Konstellationer, atter at træde frem hos enkelte eller hos flere af Slægtens Individer.

Ved de Yngstes Inkarnationer drages det menneskelige Kim-Urbillede længer og længer bort fra dets oprindelige Udseende (baade astralt og fysisk); men saafremt de Yngste ophørte med deres Inkarnationer, vilde det Skønhedspræg, som de har tilført de menneskelige Legemer, meget hurtig forsvinde og Legemet paa ny nærme sig det oprindelige Urbillede. Ligeledes vilde alt det psykiske, som de Yngste, gennem den astrale Genpart, har tilført Menneskene, langsomt udviskes for til sidst saa godt som helt at forsvinde. Men saafremt Gud tillige borttog det guddommelige Element, vilde Menneskene i forfærdende kort Tid (nogle faa Aartusinder) falde tilbage til det Præg, som de havde modtaget fra de Ældstes Haand, et Præg, der vilde være langt ringere og mere dyrelignende end de nuværende laveststaaende Folkeslags; samtidig vilde de sidste Rester af det psykiske Liv, der var tilført Menneskene gennem de Yngstes Inkarnationer, fuldkommen forsvinde: Menneskeheden vilde da atter fuldt og helt være de Ældstes Skabninger.

Altsaa: i Dyre- og Planteverdenen sker der under Lysets fremaddragende og lovordnende Indflydelse en langsom Nærmelse til de Urbilleder, som Gud ved Jordens Skabelse gav for det Dyre- og Planteliv, som Han dér vilde fremkalde. Hvorimod der i den menneskelige Verden, under Lysets og de Yngstes lovordnende og skønhedsprægende Indflydelse, sker en langsom Bortfjernelse fra de Urbilleder, som de Ældste gav ved Menneskehedens Skabelse.

 

Under de nye Individers Dannelse kan ved sammenstødende Omstændigheder under Mørkets Indflydelse ske Tilbagefald (astralt og fysisk) hen imod de oprindelige Urbilleder. Ligeledes kan Mørkets Angreb være saa kraftigt, at der kan fremkomme Afvigelser fra disse Urbilleder, hvorved Afkommet kan fremtræde som Vanskabninger; er Mørkets Indgriben saa indgaaende, at det har ødelagt Urbilledets Basis, kan baade de astrale og de fysiske Ændringer, Misdannelser og Mangler gaa i Arv til Afkommet. Men saafremt Menneskelegemet paa en eller anden Maade er blevet misdannet eller mangelfuldt i det jordiske Liv (f. Eks. paa Grund af Amputationer, ekstirperede Organer, gennem Misdannelser foraarsaget ved Brandskader o. l.) forandres Urbilledet ikke; kun hvor Mørket direkte griber ind og forvansker Prototypen, kan det ændrede Præg blive Grundlag for Arv.

 

Paa Grund af Lysomhylningens Fiksering af det astrale og det molekylare Mørke fremstod alt jordisk Liv, alle organiske og uorganiske Stoffer som Dobbeltheder, saa at de Former, der alene skyldtes det fikserede materielle Mørkes Molekylarsvingninger  —  Svingninger med større Partikler  —  antog en tilsyneladende fast Konsistens i den jordiske Verden, medens disse, set fra den oversanselige Verden, blev taageagtige og uvirkelige; hvorimod de Genparter, der formedes af det fikserede astrale Mørke  —  hastigere Svingninger med mindre Partikler  —  i Forbindelse med den forurenede Lysomhylnings nedsatte og dæmpede Svingninger antog faste173, synlige Former173 og Skikkelser173, sete fra oversanselig Side, men forblev usynlige i den jordiske Verden for de senere tilkommende Menneskers Øjne.

Altsaa: Jordklodens æteriske Lysomhylning fastholdt det med Jordkernen sammensmeltede Mørke; derved sammenknyttedes Mørkets hastigere og mindre hastige Svingninger, saa at Mørkets Molekylarfrembringelser styrkedes gennem det astrale Mørkes noget hastigere Svingninger, mindre Partikler samt større Kohæsions- og Adhæsionsevne. Men derved skabtes en Mulighed for, at Lyset efterhaanden kunde faa en større ordnende og afbalancerende Indflydelse paa Mørkets Molekylarfrembringelser paa Jorden, idet Molekylernes Evne til indbyrdes at fastholde hinanden i den roterende Svingningsbevægelse, samt deres Evne til indbyrdes Vedhængning, f. Eks. ved Celleopbygning, blev betydelig styrket gennem Lysomhylningens Fiksering og Forstærkning af de astrale Mørkepartiklers Evne til Fastholdning og Vedhængning. Tillige skabtes derved en Mulighed for, at Lyset, hvor sygelige Tilstande  —  Angreb af Mikroorganismer eller andre abnorme Tilstande  —  maatte true med at opløse Forbindelsen mellem Mørkets Molekylarfrembringelser og de astrale Genparter, gennem sin stærke Livsenergi, Fastholdnings- og Vedhængningskraft, kunde modvirke eller standse den begyndende Adskillelse; og i de Tilfælde, hvor Aarsagen til den begyndende Adskillelse kunde bortskaffes eller tilintetgøres, vilde Lysets større Evne til Fastholdning og Vedhængning atter kunne sammenknytte den løsnede Forbindelse mellem Mørkets Molekylarfrembringelser og de astrale Genparter, hvorved den fuldkomne Adskillelse, der ellers maatte resultere i Død og Tilintetgørelse, forhindredes, saa at f. Eks. de jordiske Dyre- og Planteformers Livsvarighed kunde forlænges gennem den af Lyset paa ny fæstnede Forbindelse med de astrale Genparter.

Ved Lysomhylningens Fiksering af det over Jorden indstrømmende Mørke og dets deri værende Livsprincip blev Mørkets Molekylarfrembringelsers Livsmulighed saaledes forbedret og forlænget.

Hvis Klodens æteriske Lysomhylning ikke havde været stærk nok til at fiksere Mørket, havde Lyset ingen Sinde kunnet faa nogen som helst Indflydelse paa det af de Ældste udskilte Mørke; Jordkloden var da, hvis den ikke var bleven adsplittet og opløst, fuldstændig kommet i Mørkets Vold, idet den æteriske Lysomhylning, der ikke kan elimineres af Mørket, var bleven suget tilbage af Æteren; i hvilket Tilfælde Gud kun havde haft een eneste Udvej til atter at bringe Orden i den skete Ødelæggelse, den nemlig: i Kraft af sin Villie at opløse og bortslette Jordkloden, det ødelagte Rige og sine ældste faldne Børn; thi paa Grund af Æterens Tilbagesugning af det ødelagte Riges og Jordklodens æteriske Lysudstraaling vilde det af Mørket erobrede Felt fuldstændig være afskaaret fra al videre Forbindelse med Lyset. Men da Gud har givet alle sine Børn en fri Villie og derved begrænset sin Magt over dem, kunde Han ikke, uden at bryde det givne Løfte, tilintetgøre de Ældste, hvor dybt de end var faldne, hvorfor denne Udvej til at oprette det stedfundne Fald og den skete Ødelæggelse ingen Sinde kunde realiseres, da Gud, saafremt Han havde udslettet de Ældste af Tilværelsen, maatte have gjort det imod deres Ønske og Villie.

I sin Alvidenhed havde Gud forudset dette, hvorfor Han ved uden om Jordkloden at lægge en Lysverden  —  det af Mørket ødelagte Rige  —  dannet af Lysets hastige, æteriske Svingninger, tilførte Klodens æterisk-astrale Omhylning en langt større Lysstyrke, end de øvrige Sol- og Stjernekloder samt Planeter var i Besiddelse af. Derved blev Jordklodens Lysomhylning saa koncentreret, at den, fra at have været æterisk-astral, blev æterisk og derfor i Stand til at fastholde det indstrømmende Mørke; derved skabtes en Mulighed for  —  hvis nogle af Guds Børn skulde falde for Mørket  —  at bringe alt tilbage i de rette Forhold gennem en i Tidernes Løb stedse stigende Indflydelse fra Guds og Lysets Side, selv om denne Tilbageerobring fra Mørket maaske kom til at strække sig over adskillige Tidsevigheder, da der selvfølgelig ikke kunde være Tale om at udøve nogen som helst Tvang mod de faldnes frie Villie.

Ved denne Forudordning opnaaede Gud saaledes at redde sine ældste Børn fra den absolute Fortabelse.

Det øvrige astrale Mørke, der indhyllede Kloden, og som ikke var smeltet sammen med Kernen eller fikseret af Lysomhylningen, absorberede til Dels Straalerne fra den jordiske Sols æterisk-astrale Lysomhylning, saa at den astrale Genpart af Jordkloden, med alt hvad dér fandtes af Genparter fra det jordiske Liv, henlaa uoplyst uden nævneværdig Forskel paa Dag og Nat. Straalerne fra Solens mindre lysende Kerne, der bestaar af det bundfældede Mørke, omsluttet af Lysets langsomme Svingninger, formaaede derimod næsten uhindret at passere gennem det astrale Mørke og oplyse den jordiske Verden, uden dog at være i Stand til at oplyse den astrale Genpart af Kloden. (De langsomste Lyssvingninger, der omslutter Solkernen, vil med Tiden kunne ses af Menneskets Øje).

 

For at Billedet af Urtilstanden paa Jordens astrale Genpart kan blive mere forstaaelig for den menneskelige Tanke, skal her drages en Sammenligning mellem de astrale Forhold og et jordisk Sceneri, der nogenlunde kan anskueliggøre Tilstanden: Under et Uvejr, f. Eks. et Tordenvejr  —  et for Mennesker synligt Udslag af Mørkets Kræfter  —  udelukker de mørke Uvejrsskyer mer eller mindre, alt efter Uvejrets Voldsomhed, de Solstraaler, der ellers, under normale Forhold, er synlige for det menneskelige Øje. Selv om Sollyset tilsyneladende er forsvundet, findes Solen og dens Straaler ligefuldt bag den tætte Skymur. Paa lignende Maade tilbageholdt det astrale Mørke om hele Jordkloden Solens æterisk-astrale Lysudstraalinger, saa at de ikke naaede hverken til Jorden eller dens astrale Genpart.

Efter Guds Plan var det den jordiske Sols æterisk-astrale Udstraalinger, der skulde have oplyst og bestraalet Jordkloden.

 

De svagest lysende Straaler fra Solens Mørkekerne vil, ligesom de stærkest lysende Straaler fra Solens Lysomhylning, aldrig kunne opfanges hverken af Menneskers eller Dyrs Synsorganer.

 

Da de Ældste havde besluttet at skabe Væsener, der kunde gøre sig til Herrer over Jorden, maatte de søge at frembringe en Skabning, der, uden at være et Dyr, dog havde Dyrenes Opbygning til Forbillede saavel i astral som i jordisk Henseende; at udskille det fikserede Mørkes Molekylarsvingninger og kun skabe deraf var  —  paa Grund af Molekylernes ringe Fastholdnings- og Vedhængningsevne  —  paa Forhaand en Umulighed. Desuden var det molekylare Mørkes Livsprincip ikke i Besiddelse af en tilstrækkelig langvarig Levedygtighed til paa det alene at kunne bygge en nogenlunde regelbunden, fortsat Formering. De Ældste blev derfor nødt til at arbejde baade med det af Lysomhylningen fikserede astrale og molekylare Mørkes Livsprincip, der, sammensmeltet med det af Gud i Lysomhylningen givne Livsprincip, havde frembragt Cellen i dens forskellige Former.

Dette de Ældstes Arbejde i et „dobbelt Materiale“ sinkede og vanskeliggjorde i høj Grad deres Hensigt, og da de bestandig for det store Hele „glemte“ adskillige Biting, der umuligt kunde udelades, maatte de i lange Tider eksperimentere sig frem med Ordning og Samling af Celler til Knogle- og organisk Væv, inden de naaede til et for dem tilfredsstillende Resultat, et Resultat, som dog paa flere vigtige og afgørende Punkter faldt saa uheldigt ud for Menneskene.

En af disse mange Ufuldkommenheder skal her nærmere omtales, da den er af særlig stor Vigtighed for Mennesket, nemlig: de jordiske Legemers Mangel paa tilstrækkelig Regenerations- og Rekonstruktionsevne af indre Organer, Knogler o.s.v.

En Del af de Livskim, der fandtes i Lysomhylningen, før Mørkets Hærværk begyndte, var, som tidligere sagt, af Gud bestemt til under Lysets Paavirkning at opstaa paa Jordkloden i forskellige Dyreskikkelser til et fortvarigt Liv i de engang givne Former, uden paa nogen Maade at være udsat for Død eller delvis Destruktion, hvorfor der fra Guds Side, for denne Lysets Dyreverden, ikke var givet nogen Lov for Regeneration hverken af mistede Legemsdele eller af ødelagte Organer, da en saadan Lov vilde have været ganske overflødig i en Lysets Verden. Ved Mørkets Fremkaldelse af de hvilende Kim, der var bestemt til Dyreformer, blev disse paa forskellig Vis underkastet Forgængelighed og Død, og for de højere Dyrearters Vedkommende uden nogen Udsigt til at faa ødelagte eller helt mistede Legemsdele regenereret gennem en fornyet Vækst. Og da de Ældste skabte Mennesket, til Dels med de daværende Dyreformer som Forbillede for den indre Opbygning, glemte de, forvirrede som de var af Mørket, at tage denne Mangel med i Betragtning; derfor blev der fra de Ældstes Side ikke givet nogen Lov for en større Rekonstruktion af det menneskelige Legeme.

Altsaa: i de Tilfælde, hvor Mennesker, ved en ulykkelig Hændelse eller ved en nødvendig Amputation, mister hele Lemmer eller Dele af disse, kan det mistede ikke paa nogen Maade erstattes gennem en fornyet Vækst. Heller ikke kan noget Menneske, hvor høj dets Aand end er, i Kraft af sin Villie og ved Hjælp af sit Aandelegemes Lysudstraalinger, lade nye Dele eller nye Lemmer fremvokse paa de beskadigede Steder. Ligeledes vil ingen Bønner til Gud og ingen Anraaben om Hans Bistand i disse Tilfælde gavne den paagældende det allermindste, da Gud aldrig bryder Loven for Menneskelegemets Opbygning og Bestaaen, den ufuldkomne Lov, som blev givet og fulgt af de Ældste, da de dannede og skabte de første Mennesker, og for hvis Mangler de alene bærer det fulde Ansvar.

Den Mulighed er absolut udelukket, at Gud vil paatage sig noget som helst Ansvar for et saa ufuldstændigt Skabelsesværk som det, der repræsenteres af det menneskelige Legeme, en i alle Maader elendig Efterligning af Guds egne Skabninger.

Hvis Gud havde haft i Sinde at forbedre de Ældstes Skabninger ved, i Kraft af sin Villie, at give en Lov for Regeneration af ekstirperede Organer og amputerede Lemmer, var det her omtalte ikke det eneste, der burde ændres, da Menneskelegemet, saaledes som det foreligger fra dets Skaberes Haand, er overordentlig mangelfuldt paa endnu flere for Menneskene betydningsfulde Punkter.

Havde Gud imidlertid søgt at hæve disse Mangler, samt givet Love for Legemets Fuldstændiggørelse og Rekonstruktion, havde Han derved tillige paataget sig Ansvaret for sine faldne Børns Skabelsesværk; men dette vilde Gud ikke, lige saa lidt som en jordisk Kunstner vil tage Ansvaret for en Elevs eller en Efterligners elendige Makværk og Fuskeri. Derfor ophæver Gud ikke det, der engang er givet af de Ældste, men Han søger gennem den Intelligens, hvormed Han har beriget Menneskene, at raade Bod paa en Del af de talrige Mangler. (Medicinsk og kirurgisk Lægekunst; og i de Tilfælde, hvor Lægens Kunst ikke længer strækker til, har Menneskene lært at tage Tilflugt til mekaniske Hjælpemidler.)

Gennem de talrige Inkarnationer opbygger Menneskeaanden sin individuelle Personlighed. Ligesom det modne eller aldrende Menneske i Erindringen kan skue tilbage paa sine Tanker og Følelser, samt genkalde sig oplevede Tildragelser og udførte Handlinger lige fra de tidlige Barneaar, og dog som fuldvoksent Menneske paa alle Punkter føle sig identisk med Barnet, der langsomt er modnet gennem Dage og Aar, saaledes kan den frigjorte Aand i tilbageskuende Erindring, saa langt som Tanken kan naa tilbage i Tiden174, genkalde sig de menneskelige Skikkelser, som den har aandelig levendegjort, og dog fuldtud føle sig identisk med dem alle. I kalejdoskoplignende Billeder kan Aanden følge sit „Jegs“ gradvise Udvikling fra de første svage, lidet personlige Væsener, som den har været knyttet til, lige til de, gennem en langsom Fremadskriden, mere udviklede og mere selvbevidste Personligheder.

Altsaa: ligesom Mennesket paa hvert givet Tidspunkt er Summen af sit Livs Indhold, saaledes vil den frigjorte Aands individuelle Personlighed være Summen af alle tidligere Jordelivs Tanker, Følelser, Handlinger og Oplevelser.

For de Yngste175 stiller Inkarnationerne sig paa en anden Maade. Da de Yngste lovede Gud at være Menneskenes Ledere og Opdragere, var de selv højt udviklede Personligheder. Deres Tilbageskuen paa den Tilværelse, de har ført som Mennesker, bliver da nærmest  —  for at bruge et jordisk let forstaaeligt Billede  —  som de kvindelige og mandlige Skuespilleres, der i Erindringen genkalder sig de sceniske Skikkelser, de i Aarenes Løb har levendegjort ved deres Evner og Kunst. Blandt disse Skikkelser vil Skuespilleren altid udvælge dem, der stod hans egen Personlighed nærmest, og som han under Fremstillingen har formaaet at levendegøre gennem sin Kunsts individuelle Særpræg. Paa lignende Maade vil ogsaa de Yngste i den tilbageskuende Erindring føle sig mest tiltrukne af og mest identiske med de Mennesker, som det er lykkedes dem at paatrykke det reneste og ædleste Præg af deres Aands ophøjede Individualitet; og ligesom Skuespilleren, naar han forlader Scenen, afkaster sin Maske og viser sig som den, han virkelig er, saaledes vil ogsaa de Yngste, naar de ved Dødens Indtræden forlader den jordiske Skueplads og atter vaagner til klar Bevidsthed, afkaste den menneskelige Maske og vise sig som de høje Individualiteter, de var, førend de traadte ind paa Jordklodens Scene for at deltage i det store Verdensdrama.

De Ældste, som ved deres egenmægtige Menneskeliggørelse bragte sig selv ind under Gengældelsesloven, maa alle  —  Inkarnation efter Inkarnation  —  paa ny genopbygge deres af Mørket nedbrudte og forvanskede Personligheder; men i sin inderlige Medlidenhed med disse ulykkeligt stillede Væsener yder Gud dem den størst mulige Hjælp, ved, saa vidt som det er gørligt, at bortslette Erindringen om alt det, de oplevede før Jordens Tilblivelse, saa at de tilsyneladende er lig Menneskeaander.

Ligesom enhver frigjort Menneskeaand kan se tilbage paa sin Kamp ud af Mørket og frem imod Lyset, saaledes kan Gud, fra Evighed af, følge sin Kamp ud af Mørket, til den fulde Sejer var naaet. For Gud er det derimod ikke en Tilbageskuen i Erindringen, men en Opleven i Nuet; thi da Han indebærer al Tid  —  den endelige som den uendelige  —  i sin alt omfattende Tanke, eksisterer Begrebet Tid ikke for Ham.

 

Tids- og Rumbegrebet er givet af Gud til Brug for alle skabte Væsener, der i større eller mindre Grad alle er afhængige af disse Begreber. Jo højere Aanden stiger, jo mere frigøres den for disse bundne Forestillinger, uden dog nogen Sinde at naa til en fuldkommen Beherskelse af Tid og Rum. Selv Guds Tjenere kan, da de er emanerede af Gud i Kraft af Hans Villie, heller ikke naa til en fuldkommen Frigørelse for Begreberne Tid og Rum. Dér hvor Gud ønsker at være, dér er Han i samme Nu Tanken opstaar; men for Guds Tjenere gaar en Tid, fra Tanken er tænkt, til den er udført. Det tager f. Eks. 3 Secunder for Guds Tjenere at tilbagelægge Strækningen fra Guds Rige til Jorden.

 

I alt, hvad der paa Jordkloden er skabt eller fremkaldt til Liv, findes en svag Afglans af Guds egen Kæmpen sig frem. Hvert nedlagt Frø er omgivet af Jordens Mørke, indtil det naturnødvendigt spirer frem mod Lyset. Menneskebarnet og Pattedyrets Unge er omgivet af det moderlige Skøds Mørke, indtil den Stund indtræder, da de naturnødvendigt stræber frem mod Lyset. Fugleungen er omgivet af Æggets Mørke, indtil den, ligeledes naturnødvendigt, kæmper sig ud af Skallen, o.s.v. Men Frøets, Barnets, Ungens og Fuglens Kamp fra Mørke til Lys, fra Vorden til Væren, er ubevidst, thi det er Lysets sejrrige Magt, som drager dem frem; derfor bliver disse ubevidste Kampe kun uvilkaarlige Efterligninger af Guds bevidste Kamp.

Ogsaa i Menneskets Kamp bort fra lavtstaaende, dyrelignende Væsener, Vrængbilleder af deres Skabere, til det Udviklingstrin, som nu er naaet af Gennemsnitsmennesket, findes en Afglans af og en Lighed med Guds egen Kamp ud af Mørket.

Den største Lighed findes dog i hver enkelt Menneskeaands Kæmpen sig frem gennem de talrige jordiske Inkarnationer, fra det dybeste aandelige Mørke, indtil Visheden om dens egen suveræne Villie til Lyset løser den fra Jorden og langsomt fører den til Maalet  —  Guds Rige  —  et Maal, som endnu ligger langt ude i Fremtiden, selv for den mest fremskredne Menneskeaand.

Det jordiske Livs uafladelige Kampe bort fra Mørket frem imod Lyset skyldes først og fremmest Jordens æteriske Lysomhylning, der ved sin Fiksering af det ved de Ældstes Fald udskilte Mørke blev i Stand til at influere paa Mørkets jordisk-materielle Frembringelser, samt til, i Kraft af den Styrke, som Gud havde koncentreret i dens Udstraalinger, at drage Mørkets kaotiske Liv og forvrængede Livsformer ind under mere lovordnede Forhold. Derfor blev det jordiske Liv, saaledes som det viser sig for Menneskene, en stadig Kamp fra Livsmulighed til Livsvirkelighed, en Tilværelse, som paa Grund af den ringe Livsvarighed, der er beskaaret Mørkets materielle Frembringelser, idelig hjemsøges af Hensygning, Bortvisning, Død og Destruktion; en Kamp og et Kredsløb, der vil vedvare, lige saa længe som der findes Betingelser for Liv paa Jorden.

Selv om Solens Rolle som Jordens fysiske Lys- og Varmekilde ikke maa underkendes, men bestandig maa tages med i Betragtning, hvor det gælder Livet paa Jorden, vilde Solstraalerne, hvis den æteriske Lysomhylning (Jordens Sjæl eller Psyke) ikke fandtes, ingen Sinde kunne have fremkaldt den Rigdom af Livsformer, der findes paa Kloden, lige saa lidt som de vilde have været i Stand til at udøve en indgaaende lovordnende Indflydelse paa det bestaaende ud over den større eller mindre Indflydelse, der betinges af og fremkommer ved Klodens forskellige Stillinger til Solen og Jordegnenes fjernere eller nærmere Beliggenhed ved Ækvator.

Men da Gud, i Kraft af sin Villie, uden om Jorden har dannet en æterisk Lysomhylning, understøtter og forstærker den ved sin Energiudstraaling de Solstraaler, som gennem de atmosfæriske Lag kommer Kloden til gode, saa at disse Straalers Indflydelse paa det jordiske Liv derigennem faar en større og mere værdifuld Betydning.

 

Da Solen i høj Grad er angrebet af de mange Sammenstød med Mørkehobe, der drev og driver om i Verdensrummet, er de Soludstraalinger, som gennem de atmosfæriske Lag naar til Jordkloden, ikke af ensartet Styrke, fordi Straalerne fra de angrebne Partier er af en langt ringere Styrkegrad end de øvrige, hvilket influerer paa de meteorologiske og klimatiske Forhold.

Jordens Glacialtider skyldes Solens formindskede Udstraalingsstyrke efter Sammenstød med omkringdrivende Mørkehobe; men da Straalerne fra Solens Lysomhylning og den omgivende Lysæter har elimineret store Dele af de ved Sammenstødene afpolariserede Mørkehobe, er, i de mange Aartusinders Løb siden da, efterhaanden mere normale klimatiske Forhold atter indtraadt paa Jorden.

 

Lysomhylningen er tillige et samlende Medium for de Solstraaler, som naar til Jordkloden. Saafremt Omhylningen ikke fandtes, vilde Solstraalerne brydes under deres Passage gennem Jordens atmosfæriske Lag og vise sig brudte og spredte for de jordiske Øjne. Da nu Omhylningen ikke alene omslutter hele Kloden, men tillige har fikseret det Mørke, hvis astrale og molekylare Svingninger de jordiske Legemer og de jordiske Former skylder deres Tilværelse, viser alle lysende Legemer og Lysgivere sig, ligesom Sollyset, hver især, med en samlet ensfarvet Lysudstraaling. Efter som selve Omhylningen renses for Mørke, hvilket sker ganske overordentlig langsomt, vil den bedre og bedre blive i Stand til at overvinde Atmosfærens, Vandets, Glassets og andre Stoffers Evne til Straalebrydning og Farvespredning176. Denne Omhylningens langsomt stigende Modstand overfor al177 Straalebrydning og Spredning vil engang i Tiden komme de astronomiske Observationsinstrumenter til gode, idet Linserne vil kunne forstørres betydeligt, uden at Straalebrydningens Farvetoner vil genere de astronomiske Observationer.

Jordklodens æteriske Lysomhylning er det jordiske Livs vitale Energi, en fastholdende, bærende, ordnende, samlende, inciterende og fornyende Energi, der bestandig udstraaler Kraft og Styrke til det mindste som det største; en Energi, der ingen Sinde kan tilintetgøres af Mørket, og som aldrig formindskes, hvor megen Kraft den end udstraaler.

Altsaa: det jordiske Liv er hovedsagelig betinget af den æteriske Lysomhylning, som Gud i sin Forudseen dannede om Jorden, for at Han, hvis nogle af Hans Børn gav sig ind under Mørket, atter kunde tilbagevinde dem og deres eventuelle Skabelse fra Mørkets Magt.

Menneskets astrale Genpart er, ligesom alle Dyrs, Planters og Tings Genparter, indvævet med de for Menneskene synlige Former. I Genparterne  —  dannede af det fikserede astrale Mørke og af det Lys, der fikserede Mørket  —  forefindes og opbevares først og fremmest alle de menneskelige Urdrifter, som er fælles for alle Mennesker, dernæst de i Tidernes Løb erhvervede Instinkter, hvilke ikke er fælles for alle, da de skriver sig fra de enkelte Individers forskellige Erfaringer under Jordelivet. Disse erhvervede Slægtsinstinkter er ubevidst opsummerede Erindringer og Viden, dels af tillærte mekaniske Bevægelser, dels af erfaringsmæssigt erhvervede Følelser og Indtryk.

Ved Menneskenes Forplantning gaar de i Faderens og Moderens astrale Genparter opbevarede Urdrifter, tillige med de fra deres Forfædre arvede Instinkter i Arv til deres Afkoms astrale Genparter, paa samme Maade som de fysiske Legemers Slægtspræg, Særegenheder, Svagheder, sygelige Dispositioner og lignende gaar i Arv fra Legeme til Legeme.

 

Om Afkommet tager størst Arv efter Faderen og hans Forfædre eller efter Moderen og hendes Slægt, afhænger af flere forskellige psykiske og fysiske Forhold hos Forældrene i de Perioder, hvor Afkommet modtager Livet. (Kopulation og Svangerskab.)

De Ældste formaaede ikke at give helt regelbundne Love for Afkommets „Tagen Arv“ efter Forældrene; de paa mange Punkter endnu ufuldkomne Love, der forefindes her, skyldes derfor til Dels Lysets regulerende Indflydelse. Efter som Mørket svinder, vil Lovene træde tydeligere frem, blive mere regelbundne, hvilket Menneskene selv kan iagttage.

 

Gennem de astrale Genparter arver Menneskene saaledes, for det første, de lavere Urdrifter, som skriver sig direkte fra Mørket, f. Eks. Selvopholdelsesdriften, Forplantningsdriften, den stærkeres Selvhævdelse paa den svageres Bekostning o.s.v.; dernæst hvad der mekanisk eller erfaringsmæssigt er opsamlet i Tidernes Løb gennem Individernes slette, forbryderiske Leve- og Handlemaade, f. Eks. legemlige Uvaner, Lystfølelsen ved at tilføje andre Skabninger Lidelser, forbryderiske Tilbøjeligheder, Drikfældighed, Trang til Udskejelser i sædelig Retning, o.s.v. Men da saavel de fysiske Legemer som de astrale Genparter er fremgaaet af det Mørke, der blev fikseret af Jordens æteriske Omhylning, modtager Menneskene, ligeledes i direkte Arv, gennem de astrale Genparter Urdrifter, der skyldes Lysets ordnende, harmoniserende Indflydelse, f. Eks. Moderens Omhu for Afkommet, Trangen til at beskytte svagere Væsener, Individernes Trang til Sammenslutning under en stærkeres eller en ældres Ledelse, Slægtsfølelsen, Hjemfølelsen og lignende; dernæst hvad der erfaringsmæssigt er opsamlet fra Slægt til Slægt gennem Individernes etisk set gode Leve- og Handlemaade, f. Eks. instinktiv Afsky for alle Slags Uvaner, for Blodsudgydelser, umoralske og forbryderiske Handlinger o.s.v.; samt mekanisk tillærte Bevægelser, der skriver sig f. Eks. fra Udøvelsen af forskellige Livserhverv, der ikke berøres af Mørkets Indflydelse. Alle disse Urdrifter og erhvervede Instinkter til Godt eller Ondt opsummeres i de astrale Genparter og hviler dér i latent Tilstand, indtil de, som oftest ved en ydre Foranledning, dukker frem og giver sig til Kende ved synlige Udslag.

Den Aand, der er knyttet til det menneskelige Legeme, giver den enkelte Jegets178 Særpræg indenfor Slægten; men da en bestandig Vekselvirkning finder Sted mellem Aanden og Legemet  —  baade det astrale og det fysiske  —  kan Aanden borteliminere en Del saavel af de lavere Urdrifters som af de slægtserhvervede onde og daarlige Instinkters Styrkegrad til Fordel for Lysets ordnende og harmoniserende Indflydelse. Ethvert Menneske, der vil det, kan, i Kraft af sin Villie, ikke alene rense, højne og forbedre sit eget aandelige Jeg, men kan tillige svække og forædle sit astrale Legemes nedarvede lavere Drifter og udskille de onde Instinkter, samt tilføre sine Efterkommeres astrale Genparter nye Lysinstinkter f. Eks. i etisk Retning. Jo højere den Aand er, som er knyttet til det menneskelige Legeme, jo bedre formaar den at holde de lavere, rent menneskelige Drifter og Instinkter i Ave. Men dersom en Slægt gennem flere Led har faaet Lysinstinkter og -Drifter forøget og forbedret, samt faaet de lavere Drifter og slette Instinkter svækket, fordi høje eller fremskredne Aander har været knyttet til dens Medlemmer, kan, hvis en ung Aand, uudviklet og uøvet i Selvtugt, knyttes til et af Slægtens Medlemmer, Lysinstinkter og -Drifter pludselig svækkes, medens Mørkets Drifter og Instinkter atter træder skarpere frem. Aarsagen til en saadan aandelig Tilbagegang hos Afkommet maa i de fleste Tilfælde søges enten hos en af eller hos begge Forældrene, da enhver Mand eller Kvinde, som ikke af al Evne søger at svække sit Legemes lavere Drifter og Instinkter, og som undlader at hæve sin Personlighed i etisk Henseende, og som kun følger den Arv, de har modtaget, uden at gøre Forsøg paa at forbedre den, ikke kan vente at faa fremskredne eller høje Aander knyttet til det Afkom, de sætter ind i Verden. Denne aandelige Slægtsdepravation viser sig i sin grelleste Form i de Familier, hvor en af de Ældste er bleven inkarneret. Men naar en saadan Indgriben fra Mørkets Side har været uforskyldt, er der, hvis det kunde lade sig gøre, bleven sørget for, som Modvægt mod de Ældstes egenmægtige Inkarnationer, at knytte højtstaaende Aander  —  de Yngste  —  til det øvrige Afkom eller til nogle enkelte af Afkommet, for at Mørkets Indflydelse paa de kommende Generationer muligvis derigennem kunde afbalanceres, da Søskende meget ofte er i Stand til under Opvæksten at udøve en gavnlig Indflydelse paa det Individ (Broder179 eller Søster179), til hvis Legeme en Mørkets Aand er bundet.

Hvor der har været indgaaet Forbindelse mellem to Mennesker, til hvilke der har været knyttet henholdsvis en af de Ældste og en Menneskeaand, er der til Parrets Afkom som Regel knyttet høje Aander for at afbalancere Mørkets Indflydelse paa de næste Generationer; men i de Tilfælde, hvor den Ældste er kommet først180 og har bundet en af sine til det ventede Afkom, er Slægten gennem flere Led bleven draget nedad, og et stort Arbejde har da maattet udføres af de Yngste for paa ny at hæve den opad. Men hvor Arbejdet har vist sig at være for stort, uden at kunne give et nævneværdigt Resultat, har de Yngste, for ikke at splitte deres Arbejdskraft, ikke ladet sig inkarnere i de af Mørket stærkt angrebne Slægter, men tvungne dertil af Nødvendigheden, ladet dem gaa deres Udslettelse i Møde. Paa denne Maade er mange engang meget betydelige Slægter degenereret.

I de Tilfælde, hvor der har været indgaaet Forbindelse mellem to, af hvilke den enes Aand har været en af de Ældste, den andens en af de Yngste, har Mørkets og Lysets Indflydelse paa Afkommets astrale Genparter som oftest stillet Lys- og Mørkeinstinkter og Drifter omtrent lige; men i disse Tilfælde har den Opdragelse, der blev givet Afkommet, kunnet gøre sit til, om Mørkets eller Lysets Indflydelse fik Overtaget.

Den fysiske Hjerne181 er det Redskab, ved hvis Hjælp den astrale Genparts Urdrifter, Mørke- og Lysinstinkter træder frem i den jordiske Verden; desuden er Hjernen det Redskab, igennem hvilket Individets aandelige Særpræg viser sig. Men der er en betydelig Forskel i den Maade, paa hvilken Drifterne, Instinkterne og Aanden gør sig gældende.

De absolute Urdrifter: Selvopholdelsesdriften, Forplantningsdriften o.s.v. er efterhaanden i Tidernes Løb indgaaet i den menneskelige Aands Bevidsthed som et den hele Menneskehed tilhørende Fælleseje, hvorfor Urdrifterne  —  baade Lysets og Mørkets  —  ikke alene opbevares i den astrale Genparts Hjerne, men tillige findes som svage Erindringstanker og Følelser i den menneskelige Aands Hjerne (den psykiske). I det Øjeblik Mennesket, f. Eks. ved en ydre Foranledning, første Gang har Brug for en af Urdrifterne, vaagner den automatisk i de Celler i den astrale Hjerne, der opbevarer den latente Viden om Urdrifterne. Ved Opvaagningen vibrerer de paagældende Celler; denne de astrale Cellers Vibrationer forplanter sig til den fysiske Hjernes tilsvarende Celler  —  indvævede med de astrale  —  der saaledes modtager den astrale Genparts ubevidste Viden. Hjernen (den fysiske) lader de modtagne Vibrationer gaa videre til de i det foreliggende Tilfælde implicerede Nerver, Muskler og Organer; men samtidig med at de astrale Hjernecellers Vibrationer forplanter sig til den fysiske Hjerne, forplanter de sig gennem Opsugningslaget (Hylsteret) til Aandens psykiske Hjerne (det store Nervecenter) og kalder paa en, til Urdriften svarende, Erindringstanke eller Følelse hos den Aand, der er knyttet til det menneskelige Legeme. Det normale Menneske føler eller handler da bevidst, efter at have modtaget den dobbelte Tilskyndelse, dels gennem sin astrale Genparts ubevidste Viden, dels gennem Aandens opdukkende bevidste Erindringstanker, der skriver sig fra Erfaringer samlede i tidligere Jordeliv. Med disse Erfaringstanker som Basis bliver det Jegets Opgave at holde Mørke-Urdrifterne i Ave  —  gøre sig til Herre over dem  —  saa at de, ved at dirigeres af det aandelige Jeg, enten kan undertrykkes, som f. Eks. Selvhævdelse paa den svageres Bekostning  —  eller forædles, som f. Eks. Forplantningsdriften.

 

Fra det ovenfor meddelte maa dog undtages Selvopholdelsesdriften, der hos det spæde Barn selvfølgelig er ubevidst; først senere hen, naar det aandelige Jeg vaagner til Bevidsthed i den jordiske Verden, bliver Driften bevidst for Individet.

 

En ydre Foranledning behøver ikke altid at være det Stød, der vækker Mørke-Urdrifterne, saa at de paa en eller anden Maade giver sig Udslag. Hvis f. Eks. en meget ung Menneskeaand eller en af de Ældste er knyttet til det menneskelige Legeme, sker Fremkaldelsen ikke saa sjældent gennem Aandens Tankeerindring; denne Erindring, som dukker op hos den i Selvtugt uøvede Aand, paavirker da den astrale Hjerne, der lader de modtagne Tankevibrationer gaa videre til den fysiske Hjernes tilsvarende Celler  —  og Driften bliver Individet bevidst.

Den rent instinktive Paavirkning af den fysiske Hjerne skriver sig alene fra den astrale Hjernes ubevidst opsummerede Erfaringer og Viden, uden at Aanden er medvirkende. Mørke- eller Lysinstinkter giver sig derfor Udslag i Handlinger og Bevægelser, bag hvilke der i Handlingsøjeblikket ikke findes nogen Tanke som Basis. F. Eks.: bliver et Menneske overfaldet med Slag eller lignende, vil den overfaldne ifølge Forsvarsinstinktet182 i de fleste Tilfælde slaa fra sig uden at gøre sig nogen Tanke om, hvor Genslaget rammer, eller om det rammer; Handlingen er da rent instinktiv; men saafremt den overfaldne først tænker over Situationen  —  selv om det kun drejer sig om Secunder  —  for at overveje, hvorledes Overfaldet bedst kan afpareres ved Genslag, Spark eller lignende, træder Aanden til, og ved Tanken bliver den efterfølgende Handling: Genslaget, Sparket el. lign. udført bevidst. Men ved en saadan bevidst udført Handling bliver Jegets Ansvar for Udfaldet af Handlingen langt større end ved den rent instinktive.

Aandens selvstændige Tankemeddelelser til den astrale og den fysiske Hjerne foregaar igennem Baandet (det livgivende Baand), der binder Aanden til det menneskelige Legeme. Baandet har sit Udspring i Aandelegemets store Nervecenter183  —  der svarer til den fysiske Hjerne  —  derfra gaar Baandet igennem Hylsteret og har sit Endepunkt i den astrale Hjerne, der, som tidligere sagt, er fuldkommen indvævet med den fysiske.

Baandet, der saaledes skal være den tankeførende Ledning mellem Aandens store Nervecenter og det menneskelige Legemes Hjerne, er ikke fuldstændig indvævet i Nervecentrets forskellige Afdelinger og Forgreninger, men kun partielt. Hvilke Partier af Nervecentret der skal inddrages under Baandets eller Ledningens Omraade, afhænger af det aandelige Standpunkt, som det Menneske, hvortil den paagældende Aand er knyttet, skal indtage under Jordelivet. Særlig for de Yngstes Vedkommende  —  Menneskehedens Foregangsmænd  —  er denne Foranstaltning af stor Vigtighed. At lade de Yngste, naar de gaar ind til det jordiske Liv, medtage alt det, som ligger indenfor deres aandelige Bevidsthed af Viden, Erfaringer, geniale kunstneriske Evner o.s.v., vilde gøre dem aldeles uskikkede til at leve iblandt Mennesker; derfor medtager de af deres egentlige Individualitet kun saa meget, som der er Brug for i den foreliggende Inkarnation, hvad enten de nu skal gøre Fyldest som Kunstnere, Videnskabsmænd, Opfindere, religiøse Reformatorer, geniale Statsmænd eller Regenter o.s.v. Naar Bestemmelsen er taget med Hensyn til den Mission, der skal udføres under Jordelivet, og Aanden derefter knyttes til et vordende Menneskelegeme, fastvæves Baandet til de Dele af det store Nervecenter, hvis aandelige Ballast skal præge det vordende Menneske og gøre det skikket til at udføre den Gerning, som er paataget af den til Mennesket knyttede Aand. Viser det sig, at Mennesket kommer ind paa den rette Vej og at det er i Stand til, trods Mørkets Angreb, at kunne gøre Fyldest ud over det, der var bestemt før Inkarnationens Begyndelse, kan der i Kraft af Guds Villie ske en yderligere Udvidelse af Forbindelsen mellem Baandet og andre Dele af Aandens store Nervecenter, saa at Menneskets individuelle Personlighed vokser paa det Omraade, der er dets Arbejdsfelt. Ligeledes kan endnu flere Dele af den psykiske Hjerne indvæves med Baandet under Jordelivet, hvis det bliver nødvendigt at hæve Menneskets Personlighed paa flere forskellige aandelige Felter, der paa en eller anden Maade berører den paatagne Gernings Omraade.

Ved Hjælp af Isolationslaget  —  den Side af Hylsteret, som vender mod Aanden  —  forhindres de øvrige Dele af Aandens Nervecenter i at gøre sig gældende gennem den fysiske Hjerne, saa at kun de Dele, hvormed Hjernen staar i direkte Forbindelse gennem Baandet, kan præge den menneskelige Personlighed.

 

Alt hvad der holdes tilbage af Aandens Viden, Erindringer fra fortidige Liv, Kundskaber o.s.v. ligger saaledes udenfor den menneskelige Bevidsthed; i Tilfælde, hvor Isolationslaget paa en eller anden Maade er blevet læderet af Mørkets Paavirkning, kan mere eller mindre af det tilbageholdte trænge ind i Menneskets Bevidsthed og virke forstyrrende paa dets Personlighed. Normalt skal Mennesket intet erindre om sine tidligere Tilværelser, da saadanne Erindringer meget ofte vilde hindre Individet i at udnytte det foreliggende Jordeliv paa den bedste Maade. Har f. Eks. et Menneske i sin sidst afsluttede Inkarnation været Forbryder, vil denne Erindring kun virke pinligt og hæmme den paagældendes aandelige Udvikling; eller har Mennesket været en højtstaaende Personlighed med mange materielle Goder, levet et Liv i Lediggang, maaske uden Tanke for sine mindre heldigt stillede Medmennesker, og saa i den foreliggende Inkarnation f. Eks. er en fattig Arbejder, vil vedkommende let fristes til idelig at drage Sammenligninger med det foregaaende og det nuværende; Resultatet vil da blive en bestandig Misfornøjelse med det bestaaende og en Hindring for al aandelig Fremgang.

Kun i ganske enkelte Tilfælde, hvor det fra oversanselig Side menes at være formaalstjenligt, kan Mennesket modtage Meddelelser om een eller nogle faa af sine fortidige Inkarnationer; men disse Meddelelser gives kun af Lysets Aander, naar al Misbrug af det meddelte er ganske udelukket. Menneskene opfordres derfor paa det indstændigste til ikke selv at søge Oplysninger om tidligere Tilværelser.

Meddelelser om fremtidige Jordeliv kan ikke gives af Lysets Aander, da Gud aldrig planlægger mere end eet Jordeliv ad Gangen for Menneskene, og det planlagte Liv er altid baseret paa det foregaaende.

I den oversanselige Verden har Mennesket et klart Overblik over sine tidligere Tilværelser. (Se i øvrigt Oversigten.)

 

Ved den astrale Hjernes ubevidste Opsummering af Erfaringer og Viden, samt ved Aandens bevidste Tilegnelse af Viden, Kundskaber og Erfaringer under Jordelivet spiller Menneskets fysiske Hjerne en stor Rolle som Optager og Meddeler.

For at lette Forstaaelsen af, hvorledes Genparternes opsummerede Erindringer og ubevidste Viden, som i de følgende Slægtled gaar over til at blive Instinkter  —  Mørke- eller Lysinstinkter  —  erhverves igennem den fysiske Hjerne, skal her gives en nærmere Forklaring.

 

Hvis et Menneske som Livserhverv har et eller andet bestemt Haandværk, f. Eks. Skomager-, Skrædder-, Murer-, Snedkerhaandværk eller lign., eller udfører andre legemlige Arbejder i det daglige Liv, f. Eks. koreografiske eller plastiske Bevægelser, sportslige, tekniske, manuelle Øvelser o.s.v., bliver Arbejdets eller Øvelsernes forskellige Bevægelser, medens de læres, udført med bevidste Tanker. Ved Hjælp af Synet tilegner det normale Menneskes fysiske Hjerne sig et Billede af det, der skal udføres; gennem de fysiske Hjernecellers Vibrationer forplanter det sete sig til den astrale Hjernes Celler. De astrale Hjernecellers Vibrationer opfanges af Hylsterets Opsugningslag  —  den Side, som vender mod den astrale Genpart  —  og overføres derfra til Aandelegemets store Nervecenter, den psykiske Hjerne. Aanden fastholder ved Tanken det modtagne Billede, og gennem den tankeførende Ledning  —  Baandet  —  lader den Tanken nøje følge med under Udøvelsen af Arbejdets Bevægelser for at tilegne sig hver Enkelthed; men har Legemet under Tankens og Villiens Ledelse lært at udrette Arbejdet, saa at Tanken ikke længer behøver at være Dirigent, gaar de enkelte Bevægelser over til at blive ganske automatiske og gengives da uden nogen Tankeforbindelse. Eftersom den astrale Genpart er fuldkommen indvævet med det fysiske Legeme, tilegner Genparten sig Bevægelserne samtidig med det fysiske. Den ubevidste Erindring om disse mekanisk erhvervede Bevægelser opbevares i den astrale Hjernes Celler og gaar i Arv til Efterkommerne, hos hvilke den hviler i latent Tilstand, indtil den ved en ydre eller indre Foranledning vaagner hos Individet som Instinkt. Selv om der i de første Slægtled ikke findes nogen, der beskæftiger sig med det Arbejde, hvis mekanisk eller automatisk tillærte Bevægelser hviler latente i Genparternes Hjerne, kan Erindringen herom dog bevares hos Individerne i de nærmest følgende Led184 og dukke frem, naar en eller anden af Slægten faar Brug derfor. Individet vil da hurtig og let finde sig til Rette med det foreliggende Arbejde, vil tage paa de forskellige Redskaber og udføre de Bevægelser, der kræves, eller indtage de Stillinger, der er nødvendige, som om det hele allerede var tillært. Hvorimod et Individ, hvis Forfædre ikke har udøvet et saadant Arbejde, vil gøre de samme Bevægelser paa en klodset og ubehjælpsom Maade, indtil Arbejdet ved Tankens Hjælp er bleven tillært.

 

Herfra gives dog Undtagelser, idet Mennesker uden Tankens Hjælp kan lære at udføre lidet indviklede Arbejder under „Dressur“ i Lighed med den Dressur, der udøves overfor Dyr. (Pinsler og Slag er selvfølgelig udelukket fra denne Sammenligning.) Dette gælder svagt aandsbegavede eller helt aandsfattige Mennesker ᴐ: Mennesker med en uudviklet eller abnorm Hjerne, saa at Aanden ikke kan komme i tilstrækkelig nøjagtig Kontakt og Korrespondance med den, hverken gennem Opsugningslaget eller gennem Tankeledningen.

Altsaa: Meddelelser fra Aanden til den astrale og den fysiske Hjerne ledes igennem Baandet, hvorimod Meddelelser fra den fysiske eller fra den astrale Hjerne ledes til Aanden gennem Hylsterets Opsugningslag.

 

Tab af Hukommelsen, der ikke skriver sig fra Sygdom, fra Slag eller fra en vidt fremskreden Alderdom, skriver sig gerne fra en mangelfuld Brug af de astrale Hjerneceller og de Felter i Aandens store Nervecenter, der opbevarer det, som tilsyneladende er glemt.

De Kundskaber, Oplevelser o.s.v., som gennem den fysiske og den astrale Hjerne er tilflydt Aandens store Nervecenter, opbevares dér i bestemt afgrænsede Felter; disse Felter staar ved fine Fibre eller Traade i Forbindelse med Baandet  —  Tankeledningen  —  saa at Aanden, i Kraft af sin Tanke og Villie, kan reproducere det tilegnede og opbevarede til den astrale og den fysiske Hjerne. Naar denne Reproduktion af Kundskaber, Oplevelser o.s.v. ikke vedligeholdes gennem Meditation, Tilbageskuen eller lignende, slappes Nervecentrets fine Fibre og bliver saaledes ude af Stand til at reproducere det opbevarede; den astrale Hjernes tilsvarende Celler sættes derved ud af Funktion og mister deres Elasticitet, det vil sige, at de ikke længer kan præstere det nødvendige Antal Vibrationer, hvorfor det tilegnede og opbevarede træder tilbage i Erindringen, eller synker ned under Erindringens Grænse.

Ad hypnotisk Vej vil det i mange Tilfælde kunne konstateres, at det, som tilsyneladende er glemt, dog findes opbevaret i Aandens Erindring  —  det store Nervecenter  —  og altsaa ikke er gaaet tabt, men atter kan fremkaldes paa ovennævnte Maade, idet Aanden, paavirket af Hypnotisørens stærkere Villie, modtager en større Energi, saa at den ikke hæmmes saa meget af det fysiske Vedhæng som ellers. Ved denne forstærkede Energiudfoldelse kan Aanden da, i Kraft af sin egen Villie og Tanke, atter blive i Stand til at reproducere det opbevarede  —  dog som Regel kun saa længe som Hypnosen varer. Ved gentagen Hypnose vil Baandfibrene og de astrale Celler kunne styrkes saa meget, at det glemte ogsaa i den normale Tilstand atter kan træde frem over Erindringens Grænse; men flere Gange gentagne Hypnoser er ikke tilraadelige, da de paa mange psykiske Omraader kan blive til stor Skade for Individet; f. Eks. kan de tit virke ganske nedbrydende i moralsk Henseende, idet en samvittighedsløs Hypnotisør uden Skrupler benytter sit Objekt i Tide og Utide, hvorved dets Villie slappes, saa at det i eet og alt bliver afhængigt af Hypnotisørens Villie.

Under stærk Narkose og stærke Feberanfald kan det glemte ligeledes træde frem over Erindringens Grænse, men som Regel synker det atter tilbage under Grænsen, naar den normale Tilstand indtræder; dog bevares til Tider en svag Erindring om det saaledes for en Tid genfremkaldte.

 

Den Personlighed, som det synlige Menneskelegeme repræsenterer, bestaar altsaa af tre Faktorer: 1) Den psykiske, 2) den astrale og 3) den fysiske Hjerne, af hvilke tre Faktorer kun den sidstnævnte, ifølge Sagens Natur, er synlig i den jordiske Verden.

1) Den psykiske Hjerne185 er Sædet eller Udgangspunktet for Tanken og Villien samt for den bevidste Handling, der er ledet af Tanke og Villie. Alt hvad den psykiske Hjerne modtager af Viden, Erfaringer, Kundskaber o.s.v. kan ved Tankens Hjælp omsættes baade i psykiske og i fysiske Værdier og Resultater, idet Tanken, ledet af Villien  —  til Godt eller Ondt —, gennemarbejder, sammenbinder, nyskaber, afklarer eller udskiller det modtagne og udstraaler det saaledes bearbejdede Materiale i talrige mer eller mindre nuancerede, klart lysende Facetter, alt efter det Tankearbejde, som er gaaet forud. Jo højere den Aand er, hvis psykiske Hjerne er den menneskelige Personligheds Hovedfaktor, jo rigere er Tankearbejdet, jo mere alsidig er Nuanceringen, og jo mere klart lysende er den udstraalende Facettering. Ethvert Tankearbejde, hvor kortvarigt eller ringe det end er, opfattes konkret af det normale Menneske, idet Mennesket, stærkere eller svagere, „føler“ sin Tanke arbejde. Alle disse gennemtænkte Tanker er Individets umistelige Eje; de Værdier, som det under Jordelivet har uddraget af sine Erfaringer, Kundskaber o.s.v. bevares af Aanden fra Inkarnation til Inkarnation og forøges ved hver ny Inkarnation.

Igennem Tankens Arbejde opbygger eller former saaledes enhver sin individuelle aandelige Personlighed.

 

2) Den astrale Hjerne, Menneskets automatiske Beholder, opsummerer derimod ganske mekanisk alt, hvad den modtager under Menneskets Jordeliv, for ved en eller anden given Lejlighed at reproducere det modtagne, nøjagtig saaledes som den har opbevaret det, uden nogen som helst Tilføjelse.

For at lette Forstaaelsen skal her gives nogle enkelte Eksempler:

 

Et Menneske betragter f. Eks. en gammel, forfalden Slotsruin. Saafremt Tanken følger med ved Beskuelsen, dannes gennem Synet og den fysiske Hjerne et Billede af det „sete“ baade i den astrale og i den psykiske Hjerne. Men hvis Mennesket, saaledes som det meget ofte gøres, ser tankeløst186 paa Ruinen og dens Omgivelser, fanger kun den astrale Hjerne en Afspejling af det sete; den psykiske berøres ikke, naar Tanken ikke reagerer overfor de astrale Cellers Vibrationer. En Tid efter, ved en eller anden ydre Foranledning (f. Eks. ved Synet af et lignende Landskab) dukker Billedet af Ruinen, som den astrale Hjerne har opbevaret, ganske automatisk frem i den fysiske Hjerne, reproduceret dér, nøjagtig saaledes som den astrale Hjerne i sin Tid modtog det. Fastholder Tanken nu det fremdukkende Billede, fæstner det sig tillige i den psykiske Hjerne, og med det fra det ubevidste fremdukkende Billede af Ruinen som Udgangspunkt, kan Individet da i Kraft af sin Tanke komponere f. Eks. et pragtfuldt Slot med Volde, Grave o.s.v., en sandsynlig Rekonstruktion af det Slot, som engang indtog Ruinens Plads. Det er saaledes Tanken, der har arbejdet og har udnyttet den af den astrale Hjerne opbevarede og automatisk reproducerede Gengivelse af Ruinen, da den astrale Hjerne kun formaar at gentage, og ikke at forme ud af det modtagne.

Ikke alene gennem Synet paavirkes den astrale Hjerne; men ogsaa gennem de øvrige Sanser: Hørelsen, Lugten o.s.v. fæstnes Oplevelser, Begivenheder, Lyde, Toner o.s.v. for ved en given Lejlighed at dukke frem ᴐ: reproduceres nøjagtig, som det er modtaget.

Et Eksempel, taget fra de talrige automatiske Bevægelser, som Menneskene ved Hjælp af den astrale Genparts Hjerne udfører i det daglige Liv, gives her: I en Stue findes to Servanter adskilt fra hinanden ved et Skab; over den ene Servante har et Spejl sin Plads paa et Søm. En af Stuens Beboere kommer ind; Individets psykiske Hjerne arbejder i det givne Øjeblik med en Tankerække, der ligger meget langt borte fra de stedlige Omgivelser; men Spejlet, som ved Individets Indtræden i Stuen ligger f. Eks. paa et Bord (hvor det ikke skal være), fanges af Øjet. Straks fremsender den astrale Hjerne et Billede af Spejlet hængende paa Væggen, og uden at afbryde sin Tankes Arbejde tager den indtrædende Spejlet  —  ganske automatisk  —  gaar hen mod en af Servanterne, rækker Spejlet op og lader det glide ned langs Væggen, for at Snoren kan blive hængende paa Sømmet. Bevægelsen mislykkes og gentages derfor 3—4—5 Gange, stadig fuldstændig automatisk, men ved denne flere Gange gentagne Bevægelse vækker de astrale Hjernecellers Vibrationer Individet af hans Tanker, den forlængst paabegyndte Tankerække afbrydes i et Nu, og i Kraft af sin Villie giver han den standsede Tanke en ny Retning. Haanden med Spejlet sænkes, Individet ser op paa Væggen, og ved den koncentrerede Tankebevidsthed opdages det, at der overhovedet ikke findes noget Søm at hænge Spejlet paa, da Sømmet findes over den anden Servante. Den astrale Hjerne  —  det ubevidste Menneske  —  har ikke haft Evne til at kombinere saa meget som saa: at naar Spejlet ikke vilde hænge fast, var der ikke noget at hænge det paa. Først naar de flere Gange gentagne resultatløse Bevægelsers Vibrationer vækker Individets Bevidsthed (Aanden), kan den astrale Hjernes ubevidste Fejltagelse rettes.

Til sidst et Eksempel paa, hvorledes et Menneske, til hvis fysiske Legeme en uudviklet Aand er knyttet, kan suggerere sig selv til Troen paa at have „set“ en Begivenhed i alle dens Enkeltheder, skønt det forefaldne kun er opfattet i Brudstykker.

Individet bliver f. Eks. Øjenvidne til et Ulykkestilfælde, som skyldes flere sammentræffende „Tilfældigheder“. Skrækken ved at overvære et eller flere Medmenneskers Lemlæstelse eller voldsomme Død bevirker, at Individet uvilkaarlig lukker sine Øjne  —  maaske kun for nogle faa Secunder. Det Billede, som gennem Synet og den fysiske Hjerne fæstner sig i den astrale og den psykiske Hjerne, bliver da meget mangelfuldt, idet de kun modtager et Billede af det, som Individet har „set“. Ved senere at genkalde sig det stedfundne og oplevede søger Individet ved sin Tanke at samle de opbevarede Brudstykker; han var jo „Øjenvidne“ og maa derfor vide, hvad der er sket, og da han ikke har nogen Erindring187 om at have lukket Øjnene188  —  maaske netop i det afgørende Øjeblik  —  arbejder hans Tanke paa at tilvejebringe et antageligt Helhedsindtryk: saadan og saadan gik det til.  —   —  Men ved de idelige Tankegentagelser fæstnes  —  gennem Tankeledningen, Baandet  —  nye Billeder i den astrale Hjerne; disse Billeder dukker frem, hvergang Øjenvidnet gentager det oplevede, og understøttede af Tanken bliver de stadig klarere, saa at Individet lever sig ind i den Forestilling, at han har set Ulykken i alle dens Enkeltheder; og skønt han meget godt ved, at hans Tanker i lange Tider har kredset om det samme Emne, narres han dog af den Billedrække, som hans Tanke har komponeret. Det er som Regel unyttigt, at et andet Øjenvidne opruller Begivenheden for ham, saaledes som den virkelig er passeret, han vil, i de allerfleste Tilfælde, bestemt holde paa, at hans er det rette.

Ved et saadant ukritisk Tankearbejde opnaar Individet kun at trænge den astrale og den psykiske Hjernes første nøjagtige Gengivelse af Brudstykkerne tilbage og drage en Række selvkomponerede Billeder frem, som intet har med Virkeligheden at gøre.

 

Hvis en mere fremskreden eller en høj Aand er knyttet til det fysiske Legeme, vil en saadan Selvsuggestion ikke kunne finde Sted, da det aandelige Jeg hurtig vil overskue Situationen og forstaa, at det har modtaget det stedfundne i Brudstykker. Og saafremt Individet forsøgte at samle Indtrykket til en Helhed, vilde han ligeledes være klar over, at det var hans Tanke, der havde udfyldt Hullerne.

Altsaa: den astrale Hjerne  —  det ikke bevidste Menneske  —  vil af den ubevidst opsummerede Viden: Indtryk, Kundskaber, Bevægelser, set, hørt, læst o.s.v. aldrig nogen Sinde være i Stand til at forme, sammenbinde eller nyskabe, idet den kun formaar at reproducere det modtagne.

 

3) Den fysiske Hjerne  —  Optageren og Meddeleren  —  er tilsyneladende den menneskelige Personligheds eneste Faktor, et Organ som Menneskene med Lethed kan underkaste videnskabelige Undersøgelser. Men da de to andre tilstedeværende Faktorer ikke kan underkastes en saadan haandgribelig Undersøgelse, som kan blive den fysiske til Del, har Mennesket hidtil ikke været i Stand til at erkende de to  —  ikke synlige  —  men meget vigtige Faktorer, vigtige, fordi overordentlig meget i den menneskelige Personlighed ene og alene kan forklares og forstaas gennem Tilstedeværelsen af disse to ovenfor omtalte Faktorer.

Hvis de Ældste, da de skabte Menneskene, havde  —  som de paatænkte  —  udskilt det materielle Mørke (Molekylarmørket) fra det astrale og derefter foretaget deres Skabelse, vilde Menneskene kun have været i Besiddelse af en fysisk Hjerne. (Her tales om Mennesket uden den af Gud givne aandelige Bevidsthed). Denne Hjerne vilde kun have formaaet at optage  —  men ikke at opbevare noget som helst. Ethvert nyt Indtryk vilde straks udslette det foregaaende, og selv om den fysiske Hjerne daglig udsattes for de samme Indtryk, vilde disse bestandig være lige nye for Individet. Ingen Erfaringer, ingen Viden, intet, absolut intet vilde saadanne Individer kunne lade gaa i Arv til Efterkommerne. Menneskene var da blevet ringere end Dyrene, hvis astrale Genparts Hjerne opbevarer Drifter, Instinkter, Følelser o.s.v., der kan gaa i Arv til Afkommet og derigennem virke ordnende og forbedrende.

Da de Ældste dog snart overbeviste sig om, at de ikke kunde skabe af det materielle Mørke alene, skabte de af det dobbelte Materiale189, og Menneskene fik ligesom Dyrene en automatisk Beholder  —  den astrale Hjerne  —  der gennem de fysiske Hjernecellers Vibrationer optager og bevarer de Værdier, der ellers vilde forsvinde lige saa hurtigt, som de kom.

Efter at Gud havde knyttet et aandeligt Væsen til de fysiske Menneskelegemer, blev Legemets Hjerne tillige et Redskab for Aanden, saa at det fysiske Menneske ikke alene kunde paavirkes af de jordiske Omgivelser, men ogsaa af de oversanselige.

Igennem den astrale Genpart kan Mennesket altsaa, som tidligere forklaret, tilføre sine Efterkommere instinktive Færdigheder, der i de kommende Generationer kan blive til Gavn og Glæde for de enkelte. Igennem denne Arv skabes det menneskelige Talent, hvad enten det gælder et Haandværk, der kan forskønnes og forædles ved Talentet, eller en og anden Kunstart, f. Eks. Digtning, Farve-, Form- og Tonekunst. Af den Maade, hvorpaa den enkelte forstaar at frugtbargøre sine Evner, sit Talent, sin Begavelse, vil det klart og tydeligt fremgaa, i hvor høj Grad vedkommende ved Hjælp af sin Aand formaar at drage sine Frembringelser ind under Lysets Indflydelse og bort fra Mørkets. Jo bedre det talentfulde Menneske i sine Produktioner formaar at nærme sig til det naturlige, det skønne, det ophøjede, harmoniske og rene, jo større er Lysets Indflydelse paa det, der ydes. Hvorimod unaturlige, forvredne, uskønne Former og Linier, disharmoniske Toner og Lyde, urene, skurrende Klange viser Mørkets Indflydelse i dekadent Retning. Det samme gælder Digterværker, der fremdrager og forherliger det uskønne i Livet, der forsvarer det umoralske og giver nedaddragende Tanker og Forestillinger.

For alle de saaledes produktive Mennesker gælder den samme Regel: Værkets Skaber viser sig i sit Værk som den han er  —  Lysets eller Mørkets Talsmand.

Til at skabe nyt indenfor en eller anden alt bestaaende Kunstart, Videnskab og lignende, eller til at skabe noget fuldstændig nyt, hidtil ukendt, hvad enten det er paa det kunstneriske, det videnskabelige eller andre Omraader, kræves Geniet, som kun de Yngste og de Ældste er i Besiddelse af. Men af det geniale Menneskes Frembringelser kan det ligeledes ses, om Arbejdet er udført i Lysets eller i Mørkets Tjeneste.

Talentet kan saaledes arves fra Slægt til Slægt, hvorimod Geniet aldrig kan arves; men Geniet kan bæres frem af Talentet ᴐ: at de høje Aander ofte lader sig inkarnere i Familier, hvor de ved Hjælp af de medfødte (arvede) Talenter hurtigere og lettere kan udfolde deres Genialitet i den forønskede Retning.

Efterhaanden som den fysiske Hjerne udvikles gennem Legemets Vækst fra Barnealderen til den mere modne Alder, bliver den et mere brugbart Redskab for den Aand, som er knyttet til det fysiske Legeme. Individets Særpræg træder tydeligere frem, Jeget bliver bedre og bedre i Stand til gennem den fysiske Hjerne at optage Indtryk og til, gennem Tankeledningen, at frugtbargøre de fra den oversanselige Verden medbragte Evner, samt til, i Kraft af sin Villie, at hæve sig i etisk Retning, og til, muligvis, at gøre Brug af de slægtserhvervede Talenter. Men hvor veludviklet den menneskelige Hjerne end kan blive, vil den aldrig kunne opnaa nogen som helst Værdi som selvstændigt Tanke-Organ, da den selvstændige Tænkning ene og alene skriver sig fra den til Menneskelegemet knyttede Aand.

Menneskets fysiske Hjerne  —  som Redskab for Aanden  —  kan bedst lignes med et Musikinstrument, f. Eks. en Violin. Et saadant Instrument kan ikke selvstændig190 frembringe en eneste Lyd190, det toner først i det Øjeblik Buen føres over Strengene, og de Toner, som da fremkommer, staar i nøje Forhold til den spillendes musikalske Evner. Geniet vil med største Lethed fremkalde et Væld af harmoniske Toner og Klange, der forenes til et skønt Hele, medens det umusikalske Menneske, paa det samme Instrument  —  selv om det er den fineste Kremoneser —, kun kan fremlokke en Række Dissonanser. Fra Geniet til den umusikalske strækker sig en Skala af mer eller mindre musikbegavede og musikkyndige Individer, der hver for sig vil behandle Instrumentet efter sin individuelle Evne og Færdighed; men springer en Streng, kan selv det største Geni kun fremkalde hæse og skrattende Lyde af den sønderbrudte Streng. Paa lignende Maade er den fysiske Hjerne Aandens Instrument. Jo højere Aand, jo fyldigere og bedre kan Hjernen benyttes til Omsætning af Aandens Tanker, saa at de kan træde frem i den jordiske Verden; men ødelægges Dele af Hjernen ved Sygdom eller Alderdom, vil selv den højeste Aand være ude af Stand til virkningsfuldt at benytte de ødelagte Cellevæv.

Saafremt et Menneske allerede i Barnealderen viser Tegn paa at være i Besiddelse af betydelige Evner i en speciel Retning, bør dets Opdragere sørge for, at disse Evner ikke udvikles for tidlig, da dette vil ske paa det øvrige Hjernevævs Bekostning, idet Hjernen meget let svækkes, naar der under Barnets Opvækst gives den en ensidig Udvikling, og Individet staar da i Fare for at lade en svag, ikke udviklingsdygtig Hjerne gaa i Arv til sine Efterkommere.

Vekselvirkningen mellem Aand og Hjerne bliver mer eller mindre ufuldstændig, hvor det drejer sig om defekte eller helt unormale Hjerner, og jo mere ufuldstændig Vekselvirkningen er, jo nærmere kommer Mennesket til Dyrene i sin Handle- og Væremaade. Viser det sig (for Lysets Aander) under Fosterets Dannelse, at dets Hjerne vil blive abnorm eller disponeret til forskellige sygelige Tilstande, som senere hen i Livet, delvis, maaske helt, vil ødelægge eller forhærde Hjernevævet, bliver der som Regel sørget for, at en yngre, mindre udviklet Aand knyttes til Individet. Den paagældende Aand vil da ikke lide under den bristende eller manglende Evne til at modtage Indtryk og Kundskaber, eller til at kunne gøre sig tilstrækkelig gældende i den jordiske Verden. Men hvis et Menneske i et af sine Jordeliv ved egen Skyld, f. Eks. paa Grund af daarligt Levned, Drukkenskab, forskellige legemlige Udskejelser o.s.v. har givet et svagt, sygeligt disponeret Legeme + Hjerne i Arv til sine Efterkommere, vil vedkommendes Aand, der ikke ydede tilstrækkelig Selvtugt hverken over sit Jeg eller over det Legeme, der var Jegets synlige Repræsentant i Livet, ifølge Gengældelsesloven atter og atter blive knyttet til Slægtens delvis eller helt degenererede Legemer, hvis begyndende Ødelæggelse skyldtes vedkommende selv. I de Tilfælde, hvor en højere Aand er Skyld i Slægtens Dekadance, vil Aanden lide under den bristende eller manglende Evne til at gøre sig gældende i det jordiske Liv. Mange af de Ældste, som ved deres egenmægtige Inkarnationer har bragt Ødelæggelse ind i ellers sunde Slægter, har, efterhaanden som de er gledet ind under Gengældelsesloven, maattet sone deres syndige, forbryderiske Leve- og Handlemaade fra tidligere Inkarnationer, ved at lade sig knytte til halvt eller helt degenererede Menneskelegemer.

 

Alle Legemets forskellige Abnormiteter bliver, saa vidt det er gørligt, draget ind under Gengældelsesloven, saa at de Aander, der er bundet til de mer eller mindre defekte Legemer, altid, paa en eller anden Maade, i en tidligere Inkarnation har gjort sig skyldige i Handlinger, der kan bringe dem Gengældelse i Form af et ødelagt, misdannet eller mangelfuldt Legeme.

Har en Mand eller Kvinde uden egen Skyld paadraget sit Legeme en Sygdom, som direkte eller indirekte kan gaa i Arv til Afkommet, bør et saadant Menneske ikke sætte Afkom i Verden, førend Sygdommen er fuldstændig hævet, og al Mulighed for dens Overførelse til Efterkommerne er ganske udelukket. Hvis Mennesket er fuldt vidende om sin Sygdoms Arvelighed og dog forplanter sig til Trods for denne Viden, maa vedkommende bære det fulde Ansvar for de Lidelser, som ved hans eller hendes Skyld bringes over Slægten. Ifølge Gengældelsesloven bliver da den Aand, som var bundet til det paagældende Menneske, atter og atter inkarneret i den Familie, hvis Sygelighed skyldes vedkommende Aands Mangel paa Ansvarsfølelse under det Jordeliv, hvor Sygdommen blev gjort til Arv.

Er Mennesket derimod uvidende om Sygdommens Arvelighed, fritages det for Inkarnationer i den af Sygdommen hærgede Slægt, til hvis Medlemmer der i saa Tilfælde bliver knyttet Aander, som paa en eller anden Maade har gjort sig skyldige til en Inkarnation i legemlige Lidelser.

Altsaa: for alle Mennesker gælder den samme Regel  —  igennem den foreliggende Inkarnations Tanker og bevidste Handlinger skabes den næste Inkarnation, saa at den former sig til et Liv levet i flere eller færre aandelige og legemlige Lidelser  —  eller til et Liv i Sundhed og Lykke.

Menneskets astrale Genpart kan ikke skilles ud fra det fysiske Legeme, førend Døden indtræder. Den saakaldte „Dobbeltgænger“, som til Tider viser sig, er derfor ikke Genparten, men enten den Aand, der er bundet til Menneskelegemet, eller et Fantom  —  Tankebillede  —  som Aanden har dannet af det paagældende Menneske. Det er imidlertid meget vanskeligt for Mennesker at afgøre, om de har et Fantom eller en Aand for sig. Viser Dobbeltgængeren sig kort førend Mennesket selv kommer til Stede, og Mennesket véd, at det ikke har tænkt hverken paa de Mennesker, der saa Dobbeltgængeren, eller paa det Sted, hvor den viste sig, er det Aanden som er gaaet forud for Legemet; kommer Mennesket ikke selv til Stede, er det som Regel et Fantom. Mennesket har da tænkt sig et eller andet Sted hen, og dets Tankebillede bliver synligt for de dér tilstedeværende; men kan det konstateres, at Mennesket sover, medens Dobbeltgængeren viser sig, er det som Regel Aanden191 der ses og ikke Fantomet.

Kun de Ældste og de Yngste er i Besiddelse af denne Evne.

 

Under Søvnen tilføres der Legemet, gennem Lysets Indflydelse, en fornyet Livsenergi som Erstatning for det Energitab, som Legemet lider ved aandeligt eller legemligt Arbejde i den vaagne Tilstand. Jo yngre Legemet er, jo lettere og bedre udlignes Tabet ved ny Tilførsel af Livsenergi; men er Legemet ældre eller sygeligt, bliver den Erstatning, der kan tilføres, ikke saa fuldkommen, da Legemets Organisme i den ældre Alder eller under sygelige Tilstande ikke kan opsuge Lysstrømmene i samme Maal som det yngre eller sunde Legeme. Og naar det Tidspunkt indtræder, da Legemet paa Grund af Alderdom eller alvorlig Sygdom bliver ude af Stand til at reagere over for Lysets Paavirkning og saaledes ikke kan faa Livsenergien fornyet, gaar det sin Opløsning i Møde, en Opløsning, der fuldstændiggøres gennem Døden.

 

Saalænge det fysiske Legeme er i Vækst, og saalænge Stofskiftet foregaar hurtigt, tiltrænger Legemet megen Søvn, for at det gennem de indsugede Lysstrømme (fra Jordens Lysomhylning og Lysæteren) kan udvikles sundt og harmonisk. Naar Væksten er standset og Stofskiftet er trægere, kan det udvoksede og det ældede Legeme ikke indsuge Lysstrømmene i samme Maal som tidligere, hvorfor Mennesket kan nøjes med mindre Søvn, jo ældre det bliver. Dog burde et Tidsrum paa ca. 6 Timer være Minimum, da en utilstrækkelig Søvn for tidlig kan svække det aldrende Legeme, naar det ikke er i Besiddelse af et Overmaal af Sundhed. Efter langvarige Sygdomme trænger Legemet til noget længere Søvnperioder end normalt, for om muligt at faa tilført det svækkede Legeme det fornødne Kvantum af Lysets Energi.

Meget gamle Mennesker kan undertiden i deres sidste Leveaar blive saa legemlig trætte, at de bestandig „smaasover“. Denne Trang til hyppig Søvn skriver sig gerne fra en aandelig Sløvhed; Jeget har ikke længer Energi nok til at beskæftige sig aandeligt eller legemligt. Denne Gammelmandssøvn styrker ikke, men svækker kun Legemet endnu mere og fremskynder derfor dets Opløsning.

 

Søvnen er altsaa den Tilstand, i hvilken det menneskelige Legeme bedst kommer i Kontakt med den omgivende Æters Lysstrømme, hvorfor Søvnen altid bør være en virkelig og tilstrækkelig langvarig Hvile for det ved Energitab svækkede Legeme. For det normale Menneske skal Søvnen tillige være en Hvile for den Aand, der er knyttet til Legemet. Hvis Aanden  —  der under Jordelivet bestandig trættes ved at opholde sig i Jordens Mørkeatmosfære  —  ikke faar den nødvendige Hvile og Lystilførsel samtidig med det jordiske Legeme, vil Mennesket efter Søvnen føle sig aandelig træt, ude af Stand til at varetage sin jordiske Gerning med tilstrækkelig aandelig Interesse.

 

Under Søvnen giver Skytsaanden ofte Advarsler til de Mennesker, der er slaaet ind paa Livsveje, som kan føre dem bort fra den Plan, der er lagt for deres Jordeliv. Disse Advarsler kan forme sig som visionære, symbolske Drømme eller advarende Ord, der undertiden ved Menneskets Opvaagning kan staa klart og fast indprentede i Erindringen. Men ikke alle kan lige klart genkalde sig de givne Advarsler, hvad enten de er givne i Syner eller i Ord; dog har disse Mennesker gerne en Følelse af, at et eller andet ikke er, som det bør være. Ved at gennemtænke den nærmest tilbagelagte Tidsperiode eller ved en fornyet Gennemtænkning af de lagte Fremtidsplaner kan det af Skytsaanden under Søvnen advarede Menneske meget ofte finde det, der er Skyld i den givne Advarsel. Det bliver derefter Menneskets Opgave, at rette de begaaede Fejl eller føre sit Liv ind paa andre Veje, eller ogsaa paa anden Maade drage Nytte af det meddelte.

Skytsaandens Drømmemeddelelser kan ogsaa være af en trøstende, opmuntrende, dadlende eller profetisk Art.

Under Legemets Nattesøvn har mange Mennesker, forledte dertil af de Ældste og hjulpne af dem eller af de jordbundne Aander, løst sig ud fra det Legeme, som de var knyttet til, og foretaget Ekskursioner paa egen Haand. De Indtryk, som Aanden modtog paa disse natlige Udflugter  —  f. Eks. fra Samværet med de jordbundne Aander  —  forplantede sig gennem Baandet til det sovende Legemes Hjerne og fremkaldte paa denne Maade mer eller mindre tydelige og sammenhængende eller ogsaa ganske forvirrede Billeder af det oplevede, som da til Tider, gennem den astrale Genparts Hjerne, kunde erindres i den vaagne Tilstand som Drømme.

Gennem hæslige, obscøne Drømmebilleder har de diskarnerede Ældste og de jordbundne Aander ligeledes søgt at forurene Menneskenes Sind og Tanker for derigennem at faa større Herredømme over Menneskene.

Mange Drømme skriver sig fra Legemets sygelige Tilstande eller fra at Legemet indtager en forkert Stilling under Søvnen, saa at Blodet strømmer for stærkt til Hjernevævet, hvorved Hjernen, i Stedet for at hvile, reagerer overfor det forøgede Tryk. Ved denne unormale Tilstand dukker fra den astrale Hjerne en Del taagede Erindringer frem, som næsten altid kan henføres til et eller andet oplevet, set, læst eller hørt. Stærke Lyde, Hede- eller Kuldefornemmelser kan ligeledes vække den astrale Hjerne til at fremsende en Del Erindringsbilleder. Mere sammenhængende Drømme kan skrive sig fra den ikke hvilende Aands Tanker, idet Aanden søger at korrigere de forvirrede Billeder, som fremsendes af den astrale Hjerne; men da Forbindelsen mellem den psykiske og den fysiske Hjerne altid slappes en Del under det fysiske Legemes Søvn, lykkes det sjældent for det aandelige Jeg at bringe en tilfredsstillende Orden i Drømmenes Kaos.

I sjældne Tilfælde kan det sovende Menneskes psykiske Hjerne fremsende Erindringer fra tidligere Jordeliv.

 

 

Saalænge Aand og Legeme er forenet, kan det „livgivende Baand“, der forener dem, ikke ses fra oversanselig Side; men saa snart som Aanden løses fra Legemet, f. Eks. under Søvnen, udvikles eller udspindes Baandet mere og mere  —  ligesom en Edderkops Traad  —  idet Baandet indsuger den Lys- eller Mørkeomhylning, der omgiver Aandelegemet. Naar hele Omhylningen er opbrugt eller udspundet, strammes Baandet og trækker sig ganske mekanisk tilbage, og Aanden maa følge med, til Legemet er naaet, hvor Foreningen, ligeledes ganske mekanisk, atter fuldbyrdes. Jo større Lys- eller Mørkeomhylningen er, jo længere kan Aanden fjerne sig fra sit Legeme. Men da Menneskeaandernes Omhylning ikke er ret stor, kan disse kun fjerne sig i korte Afstande (30—60 à 100 Meter) fra Legemet, hvorimod de Ældste og de Yngste kan fjerne sig overordentlig langt; de Yngste kan endog naa til Hjemstederne i den sidste Sfære om Jorden. Da Baandet er meget elastisk, kan det ikke briste, men Aanden maa nøje paase, at den ikke opbruger hele sin Omhylning, da den i saa Fald ufravigelig bliver draget tilbage.

Som ovenfor sagt havde mange Menneskeaander i Tidernes Løb lært af de Ældste, hvorledes de selv kunde løse deres Aand ud fra det fysiske Legeme under dets Nattesøvn; men efter den Ældstes  —  Ardors  —  Tilbagevenden til Gud er de oprindelige Forhold genoprettede ogsaa paa dette Punkt, saa at Menneskeaanderne ikke længer kan frigøre192 sig, uden Hjælp192, medens Legemet hviler, idet Gud har slettet denne ulovligt erhvervede Viden af deres Aands Erindring.

I de Tilfælde, hvor en mere fremskreden Menneskeaand før sin Inkarnation har lovet at være de høje Aander behjælpelig i en eller anden Mission under Jordelivet, kan Skytsaanden, naar Guds Tilladelse dertil er opnaaet, frigøre den paagældende Aand fra det sovende Legeme, for, paa forskellige Maader, at erindre den om dens Løfte eller for ved lærerige Samtaler at hjælpe den i Udøvelsen af den lovede Mission. Hvis det af en eller anden Grund er nødvendigt, kan Skytsaanden bringe sin Myndling til dens Bolig i Sfærerne, idet den ved Hjælp af sine egne Lysudstraalinger forstærker Menneskeaandens Lysomhylning, saa at Baandet kan udspindes langt ud over det normale.

De Yngste kan altid, naar som helst det ønskes, forlade Legemet under Nattesøvnen; men de benytter sig kun af denne Tilladelse, naar de gennem deres Skytsaand modtager Opfordring dertil.

De Ældste, som, inkarnerede af Ardor, endnu er menneskeliggjorte paa Jorden, har alle under en af deres natlige Søvnfrigørelser modtaget Underretning af de Yngste om Ardors Tilbagevenden. Samtidig blev det henstillet til hver især at indordne sig under de Love, som Gud har givet for Aanden, medens den er bunden til det jordiske Legeme. De fleste lovede frivilligt at underkaste sig Lovene, og i Kraft af sin Villie borteliminerede Gud saa meget af deres aandelige Mørkeomhylning, at de i Lighed med Menneskeaanderne kun kan fjerne sig i korte Afstande fra Legemet, og ligesom disse kun kan frigøres uden Hjælp, naar Aand og Legeme uvilkaarligt skilles ved Legemets pludselig indtrædende Bevidstløshed under en Sygdom, ved et Ulykkestilfælde eller ved en kunstig fremkaldt Bedøvelse193.

Da Gud ikke tvinger nogen til at indordne sig under Hans Love, kan de faa Ældste, der nægtede Lydighed, endnu fjerne sig saa langt de vil fra det jordiske Legeme under dets Søvn, ligesom de hidtil har kunnet. Men for saa vidt muligt at hindre disse Væsener i at skade Menneskene, bliver de paa alle deres natlige Udflugter ledsagede af en af de Yngste.

I Séancekredse, hvor Mørkets Manifestationer endnu foregaar, optræder disse inkarnerede Ældste194 ofte under falske Navne og med falske Meddelelser o.s.v.; dette kan imidlertid ikke hindres, saalænge som Menneskene selv vedligeholder deres Eksperimenteren med Mørket, hvorfor her atter henvises til det, der tidligere er meddelt om det spiritistiske Séanceuvæsen, dets Utilladelighed, samt de Farer, som Medier og Séancedeltagere udsætter sig for ved at give sig ind under Mørket. Saa snart som de her omtalte Ældste har afsluttet deres nuværende Jordeliv, vil denne Uorden ophøre for bestandig, da de ikke vil blive inkarneret paa ny, førend de er naaet saa langt frem mod Lyset, at de frivillig vil underkaste sig Guds Love.

Da de Ældste skabte Mennesket, indstillede de dets Synsorganer paa at opfange og genspejle Solens svagere lysende Straaler, der skriver sig fra Mørkekernen195; Menneskeøjet kan derfor normalt ikke se Solklodens astralt-materielle Lysudstraalinger eller æterisk-astrale Lysomhylning; men efterhaanden som Mørket om Jordkloden elimineres, vil nogle af Solens stærkere lysende Straaler, der skriver sig fra de astralt-materielle Lyssvingninger, kunne trænge igennem til Jordkloden og derved forstærke196 og forskønne (klargøre) Sollyset. Menneskenes Øjne vil da ganske langsomt tilpasses efter det forstærkede Sollys.

Da de Ældste paa et enkelt Punkt afbrød Sammenvævningen af Menneskets astrale og fysiske Øje, opnaaede de, at Menneskene ikke kunde „se“ de astrale (mørke-astrale) Former, men kun de Former og Skikkelser, som hørte til i den jordiske Verden. Først efter at Gud havde knyttet Aanden til det menneskelige Legeme, formaaede de Mennesker, til hvilke de Yngste var bundet, spontant eller konstant at „se“ med Aandens Øje. Det samme blev senere hen Tilfældet for dem, til hvilke de Ældste eller mere fremskredne Menneskeaander knyttedes.

Forbindelsen mellem Menneskets astrale og fysiske Høreorganer er ligeledes paa et enkelt Punkt blevet afbrudt af de Ældste, saa at de astrale Lyde ikke kan opfanges. De clairaudiente hører saaledes med Aandens og ikke med den astrale Genparts Høreorganer.

 

I Modsætning til Menneskene ser alle Dyrene dobbelt. Med det fysiske Legemes Øje opfanges og genspejles de jordiske Former, med den astrale Genparts Øje opfanges og genspejles de astrale Genparter; men da Dyret hovedsagelig skylder Mørkets Molekylarsvingninger sin Tilværelse og derfor lever sit Liv i den jordiske Verden, har dets astrale Øje den svageste Synsstyrke, saa at alt hvad det ser af astrale Former, er de fra den jordisk materielle Verden frigivne Former  —  Genparter197. Dyrene kan ligeledes se den til Menneskelegemet knyttede Aand, men ser den kun som en taageagtig Gentagelse af de jordiske Skikkelsers ydre Konturer. Dyrenes astrale Synsorganer kan derimod ikke opfange de stærke Lysstraaler, der udgaar fra de Yngstes lysende Aandelegemer, ligesom de heller ikke kan opfange Solens og Stjernernes æterisk-astrale Lysomhylning.

Da de jordbundne Aander færdedes paa Jorden, kunde Dyrene se dem; men de var ikke i Stand til at opfatte Forskellen paa de levende og de „døde“ Mennesker.

Dyrenes astrale og fysiske Høreorganer er ligeledes nøje forbundne, hvorfor Dyrene kan opfange en Del Lyde, som Menneskene ikke kan høre.

I Lighed med Mennesket har Dyrene Urdrifter, som dels skriver sig direkte fra Mørket, dels fra Lysets (Jordomhylningens) ordnende og harmoniserende Indflydelse. Gennem de astrale Genparter gaar disse Drifter ligeledes i Arv fra Individ til Individ i de forskellige Dyrearter og Slægter.

I de svundne Aarmillioner har de mange forskellige Arters og Slægters Genparter opsummeret en Del erfaringsmæssig erhvervet Viden, der ligeledes arves fra Individ til Individ; denne erhvervede Viden hviler i latent Tilstand, til Dyret paa en eller anden Maade faar Brug for den. Dyrelegemets Hjerne paavirkes i de paakommende Tilfælde ganske automatisk af den astrale Hjerne, og den ubevidste Viden viser sig i den jordiske Verden som instinktive Handlinger og Følelser. Da ingen Aand er knyttet til Dyrelegemet, vil Dyret altid handle rent drifts- og instinktmæssig, det vil sige, at det aldrig vil have nogen bevidst Forstaaelse af, hvorfor det handler eller føler paa den og den Maade. Et hvilket som helst Dyr handler og føler kun saaledes, som dets astrale Genparts ubevidste Viden indgiver det at handle og at føle. Selv den mest omfattende Dressur fra Menneskets Side vil aldrig nogen Sinde vække en selvstændig Tænkning til Live hos Dyrene; alt hvad de højere Dyrearter kan tilegne sig af Færdigheder, som er indøvede eller tillærte under Dressur, vil bestandig for dem vedblive at være en mekanisk ubevidst Viden. De nye Erfaringer og den nye Viden, som de enkelte Dyr tilegner sig under deres Liv, gaar altsaa i Arv til deres Efterkommere og vil i paakommende Tilfælde altid dukke frem til Nytte for de paagældende.

Jo større Omsorg og Venlighed der vises Dyrene, jo inderligere kan mange af dem slutte sig til Mennesket, og de kan da i hele deres Væremaade vise en saa umiddelbar Hengivenhed og Trofasthed, som neppe findes i den menneskelige Verden. Men selv disse Hengivenheds- og Trofasthedsfølelser og Ytringer er instinktive, ofte slægtserhvervede gennem det nære Samliv med Mennesket.

Paa Grund af Lysets ordnende, tilpassende Evne og harmoniserende Indflydelse198 er Dyreverdenen efterhaanden ført ind under mere ordnede Forhold, saa at Dyrene paa mange Punkter lever et yderst regelbundet Liv198. Dette gælder hele Jordklodens Dyreliv, saavel det højere som det lavere. Gennem Jordens æteriske Omhylning (Jordens Psyke) ledes det ubevidste Liv overalt fremad mod større Orden og Harmoni.

(Efter de Oplysninger, som er givet om Menneskets astrale Genparts ubevidst erhvervede Viden under Mørkets eller Lysets Paavirkning, kan Menneskene selv drage Sammenligninger med Dyrenes Liv og undersøge, hvad der skyldes Lysets ordnende, rensende, udskillende og harmoniserende Indflydelse, og hvad der skyldes Mørkets nedbrydende og ødelæggende Magt).

 

Naar de jordiske Skikkelser, Former og Genstande destrueres ved Død, Hensmuldring, Opbrænding eller lignende, løses, som tidligere sagt, de astrale Genparter; samtidig trækker Lysomhylningens Udstraalinger sig tilbage og udstøder de fra de fysiske Legemer o.s.v. frigivne Genparter, som derefter opsuges af de Mørkehobe, der til Stadighed omgiver Jordkloden. Ved denne bestandige Udstødning af astrale Genparter renses efterhaanden Klodens æteriske Lysomhylning for det Mørke, som ved de Ældstes Fald brød ind over Kloden. Efter som Lysomhylningen renses, stiger dens Indflydelse paa det jordiske Liv; men da det jordiske Liv skriver sig fra det Mørke, som i sin Tid blev fikseret af Lysomhylningen, vil denne ikke blive fuldkommen udrenset, før alt Liv paa Jorden er ophørt  —  og dette Tidspunkt kendes kun af Gud.

Naar de Mørkeophobninger, som har opsuget de astrale Mørkegenparter, paa en eller anden Maade afpolariseres, f. Eks. ved indbyrdes Sammenstød, ved Sammenstød med Jordens Mørkeudstraalinger eller lignende, bliver de opsuget og elimineret af Lysæteren  —  men ikke af Lysomhylningen.

 

Sker der Sammenstød i Opholdsrum af polariseret astralt eller aandeligt Mørke, kan Sammenstødene ofte konstateres af Mennesker, der ikke er Medier. De Lyde, der fremkommer ved Sammenstødene, er af meget forskellig Art, alt efter Mørkehobenes Størrelse, lige fra den svageste Knitren til stærke, korte eller mere langtrukne Eksplosionsbrag. De Lysfænomener, der altid ledsager Afpolariseringen, kan derimod kun i meget faa Tilfælde observeres af andre end Medier.

 

Da Lyset ved de Yngstes Menneskeliggørelse paa ny tilførtes Jorden, dels fra den Lysvej, som Gud i Kraft af sin Villie havde banet igennem det ødelagte Rige, dels fra de inkarnerede Yngstes æteriske Lysudstraalinger, blev flere af de paa dette Tidspunkt endnu hvilende Livskim fremdraget til Virkelighed i den jordiske Verden. Disse Dyre- og Planteformers astrale Genparter har en større Lysstyrke end de øvrige. (Sete fra oversanselig Side er de svagt farvede, de andre derimod graa eller sorte). Naar disse jordiske Former og Skikkelser destrueres, udskilles det Lys, der er i Genparterne, og opsuges dels af Lysomhylningen, dels af Lysæteren; Genparternes Mørke opsuges som sædvanlig af Mørkehobe.

Det Mørke, som ved de Ældstes Tanke og Villie  —  da de havde forladt Guds Rige  —  udskiltes af Lysæteren, koncentreredes hovedsagelig om og paa Jordkloden; men den derved foraarsagede Ødelæggelse strakte sig viden om og berørte største Delen af det Stjerneunivers (Mælkevejssystem), der indbefatter Jorden.

Visse Anomalier i det Planetsystem, hvortil Jorden hører, skyldes saaledes de Ældstes Eksperimenteren med Mørket, hvorved de opnaaede at bringe en Del Forstyrrelser ind i de af Gud givne Love for Himmellegemernes regelmæssige Baner.

Da alle Sol- og Stjerneklodernes æterisk-astrale Lysomhylning ikke er dannet i Lighed med Guds Rige af Lysets hastigste Svingninger og heller ikke forstærket ved en yderligere Lystilførsel i Lighed med Jordklodens, var disse Omhylninger ikke stærke nok til hverken at frastøde eller fastholde det udskilte Mørke, som i store Hobe spredtes viden om i Jordens Stjerneunivers. Dette Mørke drev og driver uden Ledelse199 om i Verdensrummet; naar det nærmer sig Jorduniversets Kloder, vækkes Polerne i Klodernes bundfældede Mørkekerne af den latente Tilstand og udfolder en tiltrækkende Virksomhed paa den stedse nærmere kommende Mørkehob; i Sammenstødsøjeblikket opstaar mægtige Katastrofer og Anomalier; men gennem Katastrofen afpolariseres Mørkehoben, hvorefter den kan opsuges og elimineres af Lysæteren.

De Kloder, som efter Sammenstød med Mørkehobe ikke er blevet destruerede, men trængt ud af deres oprindelige Baner, er ofte under deres uregelmæssige Fart i Rummet blevet tiltrukket og fastholdt af større Solkloder, som har tvunget de vagabonderende Kloder ind i nye regelbundne Løb. De Kloder, der ikke standses paa denne Maade, farer videre, til de f. Eks. støder sammen med andre Kloder eller med Mørkehobe og destrueres.

Større Stykker af Kloder  —  Mørkekernen  —  der er sprængt ved Sammenstød, og som paa deres Fart i Rummet ved at trænge ind i Jordens Solsystem kunde udsætte Jorden for et tilintetgørende Sammenstød, bliver af Gud tvunget ind i elliptiske Baner med Solen som det ene Brændpunkt og et i Kraft af Guds Villie fremstaaet astralt  —  immaterielt  —  Lyscenter som det andet Brændpunkt.

Tiltrækkes Mørkehobene af selve Moderkloden, opstaar partielle Eruptioner, hvilke dog ikke er i Stand til at destruere Kloden eller bringe den ud af sin Bane; dertil er Mørkehobene for smaa i Forhold til Klodens mægtige Omfang.

Ikke lovbunden Destruktion af Kloder forekommer kun i det Mælkevejssystem (der indbefatter Jorden), hvor Mørket findes udskilt af Lysæteren. Bliver Kloder i de øvrige tre Systemer opløst i deres Bestanddele, sker det efter Guds Villie.

Efter at Gud havde givet sine faldne Børn det Løfte at tage sig af Menneskene, dannede Han seks astrale Verdener  —  Opholdssteder  —  om Jorden; disse Verdener lagdes som seks Sfærer eller Kuglelag uden om det ødelagte Rige. Den inderste Sfære var mørkest, dog meget lysere end de Ældstes af Mørket forurenede og formørkede Verden, den næste noget lysere end den første, og saa fremdeles til den yderste og sjette Sfære, der blev dannet af Lysets hastige æteriske Svingninger. Sfærernes klimatiske Forhold reguleres fra denne Lysverden i Forbindelse med Jordsolens æteriske Straaler, som af Mørket holdes borte fra Jorden. De inderste Sfærer (nærmest Jorden) er i klimatisk Henseende til Dels afhængige af Jordklodens Stilling til Solen; men da Lysstraalerne fra den yderste Sfære tillige bestraaler disse Verdener, er Forholdene dér langt bedre end paa selve Kloden. Hver Sfære har sit eget Luftlag, der ligesom Sfærerne ikke kan erkendes af det menneskelige Øje.

 

For de mange Mennesker, der vil hævde, at: da man klart og tydeligt kan se Himmellegemerne ude i Verdensrummet, kan der umuligt findes beboelige Sfærer om Jorden, fordi disse i saa Fald maatte dække for de lysende Kloder  —  skal her gives en Sammenligning med jordiske Forhold, der muligvis kan lette Forstaaelsen af Sfærernes Tilstedeværelse.

Staar man f. Eks. ved en Mark- eller Skovsø, kan man, hvis Vandet er klart, tydeligt igennem dette se det Plante- og Dyreliv, der findes i Søen, men ingen kan se de Myriader af Liv, der rører sig i selve Vandet; lægger man derimod en Vanddraabe under et Mikroskop, opdager man en Mængde Smaakryb, Infusorier, om hvis Tilværelse man ellers intet aner. Paa lignende Maade forholder det sig med Sfærerne; de fysiske Synsorganer kan ikke opfatte dem, men for det aandelige  —  det forstærkede  —  Syn er de let erkendelige.

 

Den yderste Verden, Opholdsstedet for de Yngste, medens de leder Menneskene, dannedes tillige som et ydre Værn mod de Mørkehobe, der fandtes og endnu findes i det tilgrænsende Univers, idet Gud koncentrerede Udstraalingerne fra denne Verden saa meget, at de, foruden at opsuge det afpolariserede Mørke, ogsaa kunde virke frastødende paa det Mørke, som ude fra Verdensrummet truede Jordkloden. Derved blev al ny Tilførsel af Mørke udefra forhindret, saa at ingen større Katastrofe, der muligen delvis eller endog helt vilde destruere Kloden, nogen Sinde kunde indtræde.

De saakaldte Meteorsten, der er mindre Dele af adsplittede Kloders fortættede Mørkekerne, passerer med Lethed alle Sfærerne uden at volde nogen Ødelæggelse dér. Fra oversanselig Side viser disse Dele sig som mørke, taageagtige Hobe; under Farten gennem Sfærerne, særlig gennem den længst borte fra Jorden200, formindskes deres Omfang ofte ret betydeligt under Lysstraalernes (ikke Solstraalernes) opløsende Indflydelse. Under Passagen gennem Jordatmosfæren, hvor Meteorstenene, efter jordiske Forhold gennemglødes, adsplittes de tit i endnu mindre Dele, saa at kun en ringe Part rammer Jorden som større Stykker.

Paa Grund af Meteorstenenes Faldhastighed er Lysudstraalingerne fra 6te Sfære ikke i Stand til at virke frastødende, som paa Mørkehobene, men kun til Dels opløsende paa de mod Jordkloden faldende Klodestumper. Disse adsplittede Mørkekerner vil dog ingen Sinde rumme nogen virkelig Fare for Jorden.

Forud for den af Gud udsendte Lysbølge, som ved de synde- og jordbundne Aanders Tilbagevenden201 til Sfærerne trængte ind i det af Mørket ødelagte Rige, gik et mægtigt astralt Uvejr, fremkaldt ved Guds Villie, hvorved det polariserede Mørke, som endnu fandtes dér, blev afpolariseret for derefter at opsuges af Lysbølgen, hvis Lysstyrke gennem Opsugningen blev betydelig nedsat. Den nedsatte Lysstyrke kan nærmest sidestilles med en svagt lysende Morgendæmring, men efter som det opsugede Mørke gennemlutres og bortføres med Lysæterens Kredsløb, vil Styrken i Aarmillionernes Løb langsomt stige, til den fulde Lysstyrke atter er naaet; hvor lang Tid denne Gennemlutring vil tage, véd kun Gud alene; dog vil den bringes til Ende, inden Menneskeheden forlader Jorden.

 

De større astrale Uvejr kan ofte paavises i den fysiske Verden gennem større eller mindre Forstyrrelser i Jordmagnetismen. Uvejr, der foregaar uden for Jordens atmosfæriske Lag, kan dog kun mærkes og paavises, naar de er særlig voldsomme.

 

Efterhaanden som det afpolariserede Mørke fra det ødelagte Rige bliver elimineret, vil flere og flere Straaler fra den astralt-materielle Del af Solens Lysomhylning trænge igennem og naa til Jorden. Sollyset vil altsaa langsomt  —  fra Aarhundred til Aarhundred  —  stige i Klarhed og Styrke. Denne langsomt tiltagende Klarhed i Sollyset vil kunne iagttages fra Jorden202.

For Fremtiden vil den Lysbølge, der bortslettede det ødelagte Rige, som et hele Jordkloden omsluttende Isolationslag (uden for Jordatmosfæren) forhindre, at de løse omkringdrivende Mørkeophobninger, der findes om og paa Jordkloden (baade i og udenfor de atmosfæriske Lag), kan trænge ind i de Jorden nærmest liggende Opholdssteder  —  Sfærer  —  og formørke eller helt ødelægge dem, hvilket tidligere ofte er sket, saa at Gud atter og atter har maattet rense og genopbygge dem.

 

 

Foruden at Mørket, ledet af de Ældstes Intelligens, paa mange Maader har virket hæmmende og hindrende paa Lysets Fremgang rent aandelig set, har det ogsaa, uden nogen Ledelse, blindt og hensigtsløst virket forstyrrende paa selve Jordkloden, blandt andet ved de mange frygtelige Naturkatastrofer, som lige fra de ældste Tider har fremkaldt Død og Ødelæggelse, hvilket de Yngste ikke har formaaet at hindre.

Disse Naturkatastrofer skyldes hovedsagelig Klodens egne Mørkeudstraalinger, der tiltrækker de Mørkehobe, som i Lag af større eller mindre Tæthed findes i den Jorden omgivende Atmosfære. Udslagets Voldsomhed afhænger af de to hinanden tiltrækkende og mødende Mørkearters substantielle Styrke og Tæthed. Ved Udslaget, der sker i det Nu, da Klodens Udstraalinger mødes med den tiltrukne Mørkehob, afpolariseres de to Arter af Mørke og kan derefter elimineres af Lysæteren.

Selv om den Ældste er vendt hjem til Guds Rige, vil Naturkatastrofer af hvilken som helst Art ikke ophøre; men der er en Mulighed for, at de vil aftage i samme Forhold som Mørket afpolariseres og elimineres.

En Del af det afpolariserede  —  neutraliserede  —  Mørke blev, før det ødelagte Rige bortslettedes af Lysbølgen, elimineret gennem Opsugning af de Lysudstraalinger, som i vide Kredse udspredtes fra de menneskeliggjorte Yngstes Aandelegemer. Men efter det ødelagte Riges Forsvinden203 deltager ogsaa Lysbølgen, der lig et mægtigt Isolationslag indtog dets Plads om Jorden, i det neutraliserede Mørkes Elimination. Fra Lysisolationslaget er der af de diskarnerede Yngste draget fine Lysbaand gennem de Mørkelag, der hviler direkte om og paa Jordkloden; disse Lysbaand føres, ligeledes af de Yngste, til Steder, hvor der findes neutraliseret Mørke, som da opsuges derigennem og paa denne Maade fjernes fra Jorden, hvorefter det af Æterens Lysstrømme drages ind i det store lutrende Kredsløb gennem Guds Flammevæsen.

Det afpolariserede Mørke, som, efter en bestemt Tidsfrist, ikke opsuges og elimineres, blandes efterhaanden igen med det polariserede Mørke, og vender saaledes efter en Tids Hvile (Neutralisering) tilbage til de oprindelige Former.

Skønt der fra Lysets Side stadig elimineres store Mængder af neutraliseret Mørke, skrider Arbejdet dog uendelig langsomt frem, da Lyset kun kan opsuge det afpolariserede Mørke, der fremkommer f. Eks. ved Naturkatastrofer (Jordskælv, vulkanske Udbrud, Tordenvejr o. l.) eller ved mange andre Udslag af de talrige og meget forskellige Former for Mørkets Kræfter.

 

(Se om det aandelige Mørkes Afpolarisering i Kommentaren.)

 

Fra Mørkets laveste til dets højeste Svingningstal (Vibrationstal) strækker sig en meget lang Trinskala for Hastighed, Koncentration og Udstraaling, der giver sig Udslag i talrige immaterielle og materielle Former, f. Eks.: 1) Kræfter ᴐ: Elektricitet, Elektromagnetisme, Dampkraft o.s.v. 2) Udstraalinger ᴐ: Sollys (Solstraaler med lavere og laveste Svingningstal skriver sig fra Solens Mørkekerne), fosforiserende Lys, kunstigt Lys (fremstillet ved Hjælp af Elektricitet, Gasarter, Olie og lign.), Varme, Radioaktivitet o.s.v. 3) Stof og Materie; samt en Mængde andre af Mennesker endnu ukendte Former.

Samtidig med at Gud overtog Ledelsen af sine faldne Børns Skabelse, overtog Han tillige Ledelsen af de ved Mørkets Angreb paa Jordkloden forvoldte kaotiske Tilstande, og efter som der tilførtes Kloden mere og mere Lys, dels gennem Lysvejen, dels gennem de æteriske Udstraalinger fra de Yngstes Aandelegemers Lysomhylning, blev Mørket mere og mere draget ind under Lysets lovordnende Indflydelse204 og saaledes tvunget til i Lysets Tjeneste at arbejde med paa Udligningen af den ved de Ældstes Fald foraarsagede Ødelæggelse. Derfor: jo mere regelbunden en Lov er  —  hvad enten det gælder Love for Kræfter, Udstraalinger, Stof og Materie, eller Love, der direkte angaar Formering og Forplantning  —  jo større er Indflydelsen fra Lysets Side; hvorimod: jo flere Uregelmæssigheder og Afvigelser den foreliggende Lov er behæftet med, jo mindre er Indflydelsen fra Lysets Side. Og i de Tilfælde, hvor den menneskelige frie Villie tillige maa tages med i Betragtning, har Mørket gennemgaaende størst Indflydelse paa det bestaaende. Et for alle letfatteligt Eksempel paa Love, der ikke er fuldkommen regelbundne, og hvor Menneskets frie Villie griber ind, skal her anføres:

 

Saafremt Undfangelse og Fødsel formede sig efter Love, der var givne af Gud, eller saafremt de var naaet til at være Lyset fuldstændig underordnede, vilde der fra det Tidspunkt, da Undfangelsen indtraadte, til Fødslen var fuldbyrdet, i hvert eneste Tilfælde hengaa en absolut bestemt normeret Tid. Ingen Abnormiteter vilde finde Sted under Svangerskabet, ingen for tidlige og ingen abnorme Fødsler vilde da nogen Sinde indtræde, og Afkommet vilde i alle Maader være fuldkommen sundt, velskabt og levedygtigt. Men da Gud ikke har givet disse Love og da Menneskenes egne slette Vaner og daarlige Livsførelse i høj Grad gør Undfangelse og Fødsel afhængige af Mørkets Paavirkning, har Lysets regulerende Indflydelse i disse Tilfælde endnu langtfra naaet sin fulde Styrke.

I Tidernes Løb har Lyset faaet en langt større ordnende og mere lovbunden Indflydelse paa Dyreverdenens Forplantning (gælder særlig Dyr, som lever i vild Tilstand) end paa Menneskenes, idet Dyrene ikke har nogen selvstændig fri Villie, men villieløst giver efter for Drifter og Instinkter, og derfor uden Modstand, omend langsomt, indordner sig under Lysets stigende Indflydelse. Hvorimod Menneskene paa Grund af den Aand, som er knyttet til det menneskelige Legeme, lever Livet bevidst, har en fri Villie til Godt eller Ondt. Og saalænge som Menneskene ikke forstaar at benytte den frie Villie205 paa rette Maade, saalænge de lader Mørket herske over sig i Stedet for frivillig at give sig ind under Lyset, saalænge kan Lyset ikke til Fuldkommenhed regulere f. Eks. de Love, som betinger Menneskeslægtens Forplantning og det menneskelige Legemes Frigørelse for Abnormiteter og Deformiteter.

 

Alt hvad der for Mennesker kan have Udseende af overnaturlige Kræfters Indgriben, alt det, som Mennesker med uudviklet Tankeliv og Fatteevne ikke er i Stand til at forklare sig, er i Tidernes Løb blevet kendetegnet som Mirakler, Overtro, Opdigtelser o. l. Alle disse tilsyneladende uforklarlige Forekomster sker  —  naar de er ægte  —  efter regelbundne psykiske og astrale Love; men da Menneskene kun har et ringe  —  mange endog slet intet Kendskab til de forskellige Udslag af psykiske og astrale Kræfter, vil eller kan de ikke forstaa, at bag det tilsyneladende „overnaturlige“ ligger en naturlig Forklaring.

Disse Love for oversanselige Fænomener er kendt og var kendt baade af Lysets og af Mørkets Aander, hvorfor Lovene ofte, skønt de i sig selv er faste og lovbundne, er bleven brugt paa en ulovlig Maade. Et Udslag af disse Love, benyttede uden Guds Tilladelse af en jordbunden Aand, er f. Eks. Fundet af Lourdeskildens helbredende Vand. Denne Begivenhed, der er kendt af mange Nutidsmennesker, skal, som et typisk Eksempel, belyses nærmere her, da den dels er bleven betegnet som et Mirakel, dels som den rene Overtro.

 

Den franske Bondepige Bernadette206, der var Mellemled for den sanselige og den oversanselige Verden, da Lourdeskildens Eksistens blev aabenbaret, har givet en Beretning om det, hun saa og hørte, som er i fuld Overensstemmelse med Sandheden; men den kvindelige Skikkelse, der viste sig for hende, var ikke Jesu Moder, saaledes som det blev opfattet af Bernadette. Den paagældende Aand, der havde Kendskab til de astrale og de psykiske Love, traadte uden Guds Tilladelse, synlig og hørlig frem for den unge Pige, der var clairvoyant og clairaudient Medium. I sin sidste Inkarnation havde den omtalte Aand været en højtstaaende fransk Kvinde, hvis Livsførelse paa mange Maader havde været til stor Skade for Frankrig. Folkets Vrede og Had i Forbindelse med hendes egen Skyldbevidsthed bandt hende til, efter det jordiske Legemes Død, i Aarevis at flakke om paa Jordens astrale Genpart uden at kunne naa tilbage til sit Hjem i Opholdsstederne  —  Sfærerne. Paa sine hvileløse Vandringer opdagede hun en underjordisk, men for hende synlig Vandaare, hvis Vand indeholdt en Art radioaktive Stoffer. Da hun vidste, at Vandet brugt paa Stedet (Udstraalingen er meget flygtig) vilde skaffe Lindring for en Del legemlige Lidelser, delvis eller endog fuldstændig Helbredelse for enkelte Sygdomme, mente hun at kunne afbetale noget af sin Skyld til Landets Befolkning ved at skaffe den Underretning om Fundet. Hun henvendte sig derfor til Bernadette, der som sagt var Medium, og for at vinde Tiltro gav hun sin Meddelelse paa en saadan Maade, at man kunde antage hende for „Jomfru Maria“. Ordene lød: „Jeg er den ubesmittede Undfangelse“. Hun vidste, at denne Betegnelse lige saa lidt tilkom hende, som den tilkom Jesu Moder, men idet hun skød sig ind under den saakaldte jesuitiske Sætning: Øjemedet helliger Midlet, betænkte hun sig ikke paa at lade Menneskene opfatte hendes Apparition som den „uden Synd undfangede og ubesmittede Jomfru“  —  Jesu Moder. Denne Usandhed har hun ligesom alle andre, der gør sig skyldige i Usandheder, fuldtud maattet sone;  —  hvorledes  —  er en Sag mellem hende og Gud.

Lourdeskildens helbredende Vand er meget benyttet; det skal imidlertid siges, at Helbredelserne ikke alene skyldes de radioaktive Udstraalinger, men i mange Tilfælde tillige de syges Selvsuggestion. Deres ofte sikre Tro paa Helbredelse, samt de inderlige Bønner og Forbønner om Hjælp, der bønhøres af Gud, drager Lysæterens helbredende Straaler til de syge, hvorved de helt eller delvis opnaar den attraaede Helbredelse. Selv om der rettes Bønner om Forbøn til Jomfru Maria, bliver de bønhørte af Gud, naar der bedes med inderlig Tillid og Styrke. Men kun et Mindretal af Legemets Sygdomme kan helbredes paa denne Maade; og ikke alle Meddelelser om Helbredelse, der er opnaaet ved Kilden, er i Overensstemmelse med Sandheden.

De Helbredelser, der forekommer ved Anvendelsen af Vandet fra Lourdeskilden207, kan saaledes, efter det ovenfor staaende, lige saa lidt som Kildens Opdagelse, hverken betragtes som Mirakler eller som noget der hviler paa den rene Overtro. Det tilsyneladende overnaturlige har altsaa ogsaa her en naturlig, en lovbunden Baggrund; men de Love, som benyttedes for at give Menneskene Kundskab om Kildens Eksistens, blev anvendt paa en ikke lovmæssig Maade, ᴐ: uden Guds Tilladelse.

 

Meget ofte er der fra menneskelig Side, til Væsener fra den oversanselige Verden, stillet Krav, hvis Opfyldelse var og er i Strid med de af Gud givne Love. Det er saaledes f. Eks. sket, at Medlemmer af spiritistiske Kredse har stillet Fordringer til de Aander, der manifesterede sig ved de paagældende Kredses Séancer, om at bevise deres Eksistens, deres personlige Individualitet, deres aandelige Styrke, eller bevise, at de var Udsendinge fra Gud o.s.v., ved at præstere Materialisationer, Dematerialisationer og mange andre lignende „Kunststykker“. Disse Spiritister har saaledes, ganske vist ofte uden at være sig det bevidst, krævet, at deres aandelige Forbindelser skulde handle imod de af Gud givne Love. Og naar Aanderne ikke har villet handle imod disse Love, saa har Menneskene, naar de ikke fik de ønskede Beviser, straks stemplet Aanderne eller deres Medier som Bedragere, uden at ville søge efter eller respektere de Aarsager, der maatte ligge til Grund for Afslaget. En saadan Handlemaade fra menneskelig Side er lige saa taabelig, som om en Tyv vilde sige til et fuldtud hæderligt Menneske: gaa hen og stjæl, saa skal jeg tro paa din Hæderlighed!

Menneskene maa i Fremtiden lære at respektere de psykiske og de astrale Love, selv om de ikke forstaar dem; lære, at de ikke kan kræve, men kun bede, lære med Taknemmelighed at modtage de Beviser, der, efter Guds Indsigt og Ønske, gives fra oversanselig Side, lære, at Lysets Aander ikke optræder som Lovbrydere, fordi nogle Mennesker ikke vil forstaa, førend de ser eller modtager det, som de selv kræver. Og eet kan Menneskene være sikre paa: jo større deres Forlangender er, jo mindre gives der fra oversanselig Side. Kun de, der søger under Bøn og med Tillid paa en fuldkommen uegennyttig Maade, kun de kan opnaa at komme i nøje Kontakt med Lysets Aander og faa den nødvendige Hjælp til at finde det, som de søger.

 

De mer eller mindre eller helt regelbundne Love, som direkte angaar de rent jordiske Forhold, hvad enten det gælder Kræfter, Udstraalinger, Stof og Materie o.s.v., eller det gælder de psykiske og astrale Love, efter hvilke den oversanselige Verden træder i Forbindelse med den fysiske, er alle kun midlertidige  —  temporære  —  ᴐ: de virker kun i Kraft af Jordklodens Eksistens og kun saa længe som Kloden eksisterer.

Gennem den Intelligens, hvormed Gud har beriget Menneskene, og gennem Anvisninger fra de menneskeliggjorte Yngste er en Del af Mørkets Kræfter: Elektricitet, Elektromagnetisme, Dampkraft o.s.v. taget i Brug i den jordiske Verden og maa saaledes, til Dels underordnet det menneskelige Herredømme, paa mange Maader virke med til at lette og forbedre Livet paa Jorden.

Mange Gifte  —  organiske og uorganiske  —  der har deres Oprindelse i Mørket, er ligeledes taget i Brug i Lysets Tjeneste, f. Eks. som Lægemidler, desinficerende Vædsker og Pulvere, eller de bliver benyttet paa mange andre Maader, f. Eks. ved Farveblandinger, Ætsninger o. m. a.

Flere eksplosive Stoffer, der i Mørkets Tjeneste bruges til Død og Ødelæggelse, f. Eks. som Krigsmateriel, er tillige taget i Brug for at tjene Lysets Fremgang, f. Eks. ved Planering af Jordsmonnet  —  Bortsprængninger af faste Hindringer, ved Boringer o.s.v., o.s.v.

Ogsaa gennem Legemets Sygdomme tvinges Mørket til at være behjælpeligt med den almindelige Afbalancering. Ved det akute Sygdomsudbrud befries den syge for Mørkeophobninger (Belastninger, Kim, Bakterier og lign.), som truer med at tilintetgøre Legemet. Helbredelsen, der blandt andet skyldes Lysomhylningens og Lysæterens helbredende Indflydelse, gengiver Legemet paa ny den mistede Sundhed  —  det opsummerede Mørke er destrueret og Balancen derved genoprettet.

Ved Gengældelses- og Reinkarnationslovene, der ligeledes er temporære, og som Gud har givet til Brug for Menneskehedens Fremgang paa Jorden, udlignes og afbalanceres paa mange Maader de aandelige Ødelæggelser og Forstyrrelser, som Mørket idelig anretter blandt Menneskene.

Enhver slet Tanke, enhver ond eller forbryderisk Handling føres ved Gengældelsesloven tilbage til den, der tænkte Tanken eller udøvede Handlingen; derved paaføres der Ophavsmanden de samme aandelige eller legemlige Lidelser, som han havde tænkt at bringe eller har bragt over andre208; Balancen genoprettes da gennem Ophavsmandens udstaaede Lidelser.

Katastrofer, der skyldes Mørkets Indflydelse paa det bestaaende, og som griber ødelæggende og forstyrrende ind i Menneskenes Liv, bliver ligeledes af Gud anvendt til Afbalancering under Gengældelsesloven, hvorved Mørket ogsaa her tvinges til at tjene Lysets Sag. Mennesker, som direkte eller indirekte rammes f. Eks. af Jordskælvs-, Grube-, Trafik- eller Brandkatastrofer, af Krigens forskellige Ødelæggelser f. Eks. Lemlæstelser, Sygdomme, Hunger, Tab af jordiske Værdier o.s.v., o.s.v., vil, ved de gennemgaaede aandelige og legemlige Lidelser, altid faa Skylden fra slette Handlinger, Drab, Mord og andre Forbrydelser, begaaede i fortidige Tilværelser, udlignet og bortslettet, saa at de fremtidige Jordeliv vil forme sig lysere og lykkeligere for dem. Thi det maa staa klart for alle: at intet Menneske, hverken aandeligt eller legemligt, lider209 mere, end hvad det selv har forskyldt i de fortidige Tilværelser, og da Gud aldrig savner Midler til at gribe ind, hvor det gøres fornødent, vil de Mennesker, som ikke har nogen Skyld fra tidligere Jordeliv, der kan sones paa ovennævnte Maade, ingen Sinde blive udsatte for den Art Lidelser. (Se Kommentaren.)

Over Gengældelsesloven staar Guds Barmhjertighed og Medlidenhed. Enhver, der fuldtud angrer sine onde og syndige Handlinger, kan gennem sin Anger opnaa Guds Tilladelse til at sone sine Synder ved een eller flere Kærligheds- eller Barmhjertighedsgerninger, som udøves overfor de Mennesker, mod hvilke der er syndet.

Endog Døden maa tjene Lyset og Livet, idet den ved Døden frigjorte Aand, udrustet med Resultatet af det nylig endte Jordelivs opsummerede Erfaringer og Oplevelser, staar rede til gennem nye Jordeliv at modtage nye Erfaringer og nye Berigelser.

Og naar den hele Menneskehed engang er naaet til Ende med de mange Reinkarnationer, vil Gud ifølge Lysets Ligevægtslov lede alt paa det Tidspunkt endnu ikke afpolariserede Mørke til gennem en mægtig Katastrofe at virke med ved Opløsningen af den Klode, som paa Grund af de Ældstes Fald bragtes ind under Mørkets Herredømme; den endelige og fuldkomne Balance er da opnaaet: Menneskeheden er for bestandig løst fra Jorden, som i Aarmillioner har været Skueplads for de menneskelige Synder, Sorger og Lidelser; Kloden opløses i sine Bestanddele; det ved Katastrofen afpolariserede Mørke opsuges og føres af Lysets Kredsløb til en sidste Lutring gennem Guds flammende Væsen  —  og Jordens Saga er endt.

 

Alt hvad der er meddelt om Mørkets Svingninger, Afpolarisering, Udstraalinger og forskellige andre Udslag, samt hvad der er meddelt om Lysets lovordnende og afbalancerende Indflydelse, er kun givet i meget store Træk, da der kræves et specifikt Kendskab til Naturvidenskabens forskellige Grene, for at der fra oversanselig Side kan gives en mere indgaaende og mere detailleret Skildring heraf. Men de Mennesker, som har videnskabelig Faguddannelse og som ønsker at søge videre paa det her givne Grundlag, vil altid være sikre paa at modtage en virkningsfuld Hjælp fra de aandelige Ledere  —  de diskarnerede Yngste. Meget, der kan drages frem og udnyttes af den menneskelige Intelligens, henligger endnu ukendt og uoplyst, ligesom flere af Mørkets Kræfter endnu kan indordnes under det menneskelige Herredømme og tages i Brug paa mangfoldig Vis.

Da Jorden er en Mørkets Verden, vil den menneskelige Intelligens hovedsagelig komme til at beskæftige sig med og benytte sig af Mørkets Frembringelser. Men efterhaanden vil Menneskene kunne lære at skelne og paapege, hvor Lysets Indflydelse griber ind i det bestaaende.

Fra den Stund, da de Ældste, i en langt tilbageliggende forhistorisk Tid, besluttede at stride mod de menneskeliggjorte Yngste for at vanskeliggøre dem Ledelsen af Menneskeheden, har den Ældste, ligesom Gud210, i store Træk givet Udkast for de Yngstes og for Menneskeaandernes Inkarnationer. Efter disse Udkast søgte de Ældste eller den Ældste selv at lede Menneskene paa Afveje og bort fra de af Gud ønskede Livsveje.

Paa samme Maade har den Ældste givet Forudbestemmelser for hele Folkeslags, hele Nationers Livsførelse for at drage saa mange som muligt bort fra Lysets Veje.

Da alle Tanker211  —  onde saa vel som gode  —  opfanges og genspejles af Æteren, optegnedes den Ældstes Tankebestemmelser om kommende Begivenheder som Billeder i Mørkeæteren om Jorden.

Tre forskellige Arter af Æterbilleder forefindes: Fremtids-, Nutids- og Efterbilleder.

1) Fremtidsbilleder, som er de her omtalte Optegnelser af den Ældstes Forudbestemmelser for det enkelte Menneskes og for hele Nationers Skæbne og Livsførelse. Disse Fremtidsbilleder, der er givet for at nedkalde Ulykker og Lidelser over Menneskeheden, har, som alt, hvad der skriver sig fra Mørket, ifølge Ligevægtsloven ogsaa maattet tjene Lysets Sag, idet de diskarnerede Yngste  —  Menneskenes Ledere og Skytsaander  —  deraf har kunnet se, hvilke Anslag der truede deres Myndlinge fra de Ældstes Side. Af Billedernes svagere eller stærkere Konturer har de kunnet vide, om de optegnede Begivenheder laa nær ved eller fjernt fra Nuet, hvorefter de har taget deres Forholdsregler for muligvis at afværge eller mildne de for Mennesket eller Menneskene faretruende og ødelæggende Fremtidstildragelser.

For Nationernes Vedkommende har den Ældste som oftest givet sine Udkast for flere Aarhundreder frem i Tiden, hvorfor der paa den Tid, da han vendte tilbage til Gud, fandtes mange Billedoptegnelser i den Jorden omgivende Mørkeæter af alle Folkeslags, alle Nationers Livsførelse, saaledes som han havde tænkt, at Livet paa Jorden i de første mange Tider skulde forme sig efter hans Villie. Men da han, en Del Aar før sin Tilbagevenden, forstod, at Lyset maatte sejre over ham, udtænkte han endnu flere frygtelige Begivenheder, end der alt var optegnet, for Nationernes Fremtid, i Form af flere ødelæggende Krige, Fyrstemord, nye Krige, Ulykker og Elendighed, o.s.v., o.s.v., idet han gik ud fra, at Menneskenes indbyrdes Had, Misundelse og Magtbegær vilde hjælpe til med at drage Mørket tættere sammen om Jorden og saaledes, til Trods for de Yngstes Arbejde i modsat Retning, forhale Tidspunktet for Lysets Sejer over ham. De Yngste, der alle kendte baade disse og de tidligere Forudbestemmelser, gjorde alt for at hindre dem i at træde ind paa Jordplanet som virkelige Begivenheder. Paa det Tidspunkt212, hvor det lykkedes Kristus at vinde sin ældste Broder tilbage, var flere af de truende Begivenheder indtraadt og ved at indtræde paa Jordplanet som Virkeligheder. De Yngste forsøgte paa mange Maader at aflede eller formindske de værende og de kommende Stridigheder mellem de forskellige Landes Regeringer for om muligt at hindre Fremkomsten af de frygtelige Krigstilstande, i hvilke disse Stridigheder ellers maatte resultere. Men de Yngstes mange og ihærdige Forsøg paa at føre de ledende og regerende ind paa fredelige Løsninger af de staaende Stridsspørgsmaal forblev uden Resultat, og talrige af den Ældstes Æteroptegnelser kaldtes, ved Menneskenes egen Villie til det onde, frem til Virkelighed i den jordiske Verden; men skønt den Ældste bærer Hovedansvaret for de optegnede Forudbestemmelser, maa ogsaa Menneskene bære deres store og byrdefulde Ansvar for de Rædsler, Mord og Ugerninger, som udøvedes i Kraft af menneskelig Ondskab, Had, Gridskhed og Magtbegær, og som kunde være undgaaet, hvis Menneskene havde fulgt det gode og sande i Livet, i Stedet for at lytte til Hævnens og Uretfærdighedens Tilskyndelser. Og skal de Yngste i Fremtiden kunne hindre, at den Ældstes øvrige truende Æteroptegnelser, til den af ham fastsatte Tid, kaldes frem paa Jordplanet, maa Menneskene, særlig de ledende og de styrende, træde hjælpende til ved at vise større Lydighed overfor Samvittighedens manende Ord, da de Yngstes Arbejde ellers bliver forgæves; thi Gud tvinger ikke noget Menneske til at vende sig bort fra Mørket, og Han tvinger ingen til at gøre det rette.

 

Den Ældstes Fremtidsbilleder er ofte blevet set af fremsynte Mennesker; men ved forskellige anormale Straalebrydninger i Æteren er disse Billeder til Tider blevet tilgængelige for Mennesker, der ikke var Medier; flere Mennesker har saaledes, samtidig, set Æterbilleder  —  Forvarsler  —  f. Eks. af marcherende Soldater, af Slagscener, Mord og lignende. Billederne har vist sig i fri Luft (ikke ulig de jordiske Luftspejlinger  —  Fata Morgana) eller i lukkede Rum, f. Eks. i Herregaards- og Slotssale, i almindelige Boliger o.s.v., hvor der saa senere hen er blevet begaaet de Forbrydelser, som Æterbillederne var Forvarsler om.

Ved lignende anormale Brydninger i Æterens Lydbølger er Lyde, der hørte Fremtiden til, blevet hørlige i den jordiske Verden som Forvarsler om det kommende, f. Eks. Krigslarm, Brag fra endnu imaginære Togsammenstød, Skrig, Suk, Stønnen, faste eller listende og slæbende Fodtrin og meget andet.

En indgaaende Forklaring af disse Fænomener vil ikke blive givet, da de alle vil ophøre, efterhaanden som Mørket elimineres.

Ikke alle forbryderiske Handlinger kan føres tilbage til den Ældstes Æteroptegnelser. I mange Tilfælde skyldes de Menneskenes indbyrdes Had, Misundelse o. l. Ligeledes kan langtfra alle de ulykkelige Hændelser, der er sket og stadig vil ske, lægges den Ældste til Last. Mange skyldes Menneskenes Letsindighed, Ladhed, Mangel paa Paapasselighed, Pligtforsømmelser o.s.v. Mennesker, der af ovenanførte eller lignende Grunde bliver Skyld i deres egen eller andres Lemlæstelse eller Død, maa derfor selv bære det fulde Ansvar for det skete og kan ikke lægge Skylden paa den Ældste.

 

2) Nutidsbilleder ᴐ: Optegnelser i Æteren af Menneskenes Tanker, som paa mange Maader ligeledes indvirker paa det enkelte Menneskes og paa hele Menneskehedens Tilværelse.

Eftersom alle Tanker opfanges af og føres videre med Æterbølgerne, paavirker213 Menneskene hinanden til Godt eller Ondt. Urene og onde Tanker tiltrækkes af daarlige, karakterløse Mennesker, saa at de ofte udfører Handlinger, der paaføres eller paatvinges dem gennem Tanker, som er tænkt af andre. Den, der udsendte214 Tanken, maa i saa Tilfælde dele Ansvaret med den, der udførte den tilsvarende Handling. Men kun Gud kan her afgøre, om Handlingen skriver sig fra Individets egne Tanker, fra tiltrukne eller paatvungne Tanker.

 

Den psykiske Hovedlov, hvorpaa Tankens telepatiske Magt er baseret, vil ikke blive meddelt Menneskene ad oversanselig Vej, da det Standpunkt, som Menneskeheden indtager i etisk Henseende, endnu ikke er højt nok til, at ethvert Misbrug af Kendskabet dertil kan udelukkes.

Ad eksperimental Vej kan Menneskene muligvis naa til at erkende og til selv at fastslaa nogle af de mest elementære Love for Tankens Telepati.

 

3) Efterbilleder ᴐ: Afspejlinger af de menneskelige Handlinger, udført efter en forud lagt Tankeplan eller efter Tanker, der opstaar i Nuet (selvtænkte, tiltrukne eller paatvungne).

I det Øjeblik Tanken træder frem i Handling, afbleges og forsvinder Tankebilledet, og medens Handlingen udføres, optegnes eller afspejles den i alle Enkeltheder. Handlingsbilledet svarer dog sjældent helt til Tankebilledet, da Menneskene saa godt som aldrig udfører deres Handlinger nøjagtig efter de Tanker, der er gaaet forud, selv om Tankeplanen er aldrig saa vel tilrettelagt, da mange af Mennesket uforudsete Tildragelser ofte griber ind i Gerningsøjeblikket, hvorved meget kan ændres eller forhindres.

De Efterbilleder, som er Afspejlinger af de menneskelige slette Handlinger, f. Eks. Mord og lignende Begivenheder, bliver ofte i lange Tider fikserede i Mørkeophobninger paa de Steder, hvor Forbrydelsen er udført. Billederne opløses og forsvinder, naar den, der udøvede Handlingen, fuldtud har angret sin Synd. Men hvis den, der har begaaet Forbrydelsen, ikke angrer i sin jordiske Tilværelse og heller ikke i den Tidsperiode til Eftertanke og Anger, der gives enhver frigjort Aand efter det jordiske Legemes Død, bliver Billedet staaende, til Synden paa en eller anden Maade er sonet i en ny Inkarnation; det er derfor ofte hændt, at saadanne Efterbilleder har holdt sig paa det samme Sted i Aarhundreder.

 

I Modsætning til Tankerne, der føres videre med Æterbølgerne, afspejles de onde og slette Handlingsbilleder i Mørkeophobninger (de gode Handlingsbilleder i Aandelegemets Lysudstraalinger) og forbliver paa Stedet, indtil de afbleges og forsvinder.

 

Efterbilledernes Mørkeudstraalinger fremkalder ofte en egen Uhyggefølelse hos sensitive Mennesker, naar de opholder sig paa Steder, hvor der er udøvet Forbrydelser. Clairvoyante har tit set og beskrevet Efterbilleder af Kampscener, Mord, Tyveri og andre slette Handlinger.

Efterbilleder af gode eller ligegyldige Handlinger opløses og svinder, efterhaanden som det udførte træder tilbage i Individets Erindring; men naar Menneskeaanden ved Døden frigøres fra det jordiske Legeme, staar alt  —  godt og ondt  —  optegnet i Aandens Bevidsthed.

 

Paa lignende Maade som Efterbillederne opbevares i Mørkehobe, kan Lyde, der skriver sig fra Udøvelsen af Forbrydelser, f. Eks. Skrig, Slag, Øksehug, Trampen, listende Trin o.s.v., o.s.v., i lange Tider opbevares i Mørkehobe som Efterlyde. Disse Lyde kan, ved given Lejlighed, blive hørlige i den jordiske Verden dér, hvor Forbrydelserne fandt Sted. Lydene kan være saa „haandgribelige“, at de kan høres af Mennesker, der ikke er Medier. Efter som de paagældende Mørkehobe elimineres, vil Lydene ophøre.

 

Da den menneskelige Tanke er en Afspejling af Guds Tanke, er Mennesket i Kraft af sin Tankes Eksistens i Stand til at give sine Fantasifostre Form og Skikkelse, saa at de kan træde synlige frem paa det astrale plan. I Modsætning til de aandelige Væsener, som Gud har skabt, er Menneskenes Fantasiformer ikke evige, men kun efemeriske, idet deres Bestaaen er underkastet Opløsning og Forgængelighed.

Jo højere det aandelige Ego er, der er knyttet til det menneskelige Legeme, jo klarere og mere fastbyggede er dets Tankebilleder  —  eller Fantomer; men i de allerfleste Tilfælde udformer eller færdigformer Menneskene ikke deres Tanker til Fuldkommenhed, hvorfor det, der fremkommer eller frembringes i det aandelig-astrale Materiale, som oftest kun ligner løse, udflydende og farveløse Taageskitser. Enhver Forfatter, Maler, Billedhugger, Eventyrdigter o.s.v., der ved Hjælp af de i den jordiske Verden brugbare Materialer vil omsætte sine Tanker, saa at de paa en eller anden Maade kan sanses og opfattes af deres Medmennesker, danner eller skaber, bevidst eller ubevidst, i Tanken et eller flere Billeder af det, som de ønsker at gøre tilgængeligt for Sansning. Billedernes og Fantomernes Tydelighed, Farveklarhed og Varighed er afhængige af deres Skaberes Evne til at forme i den aandelig-astrale Materie; som Regel udviskes de, naar Individet slipper det engang tænkte for at lade nye Billeder, nye Fantomer træde frem.

Da clairvoyante Mennesker som Regel kan se disse Tankefantomer, men ikke altid kan skelne, om de har et Fantom eller en Menneskeaand i deres Synsfelt, er der i Tidernes Løb blevet dannet en Mængde Sagn og eventyrlige Fortællinger om de saakaldte „Elementaraander“.

Fra langt tilbageliggende Tider, efter at Gud havde skænket Menneskeheden aandeligt Liv ᴐ: Tanke og Villie, har Menneskene, især de mest primitive, de laveststaaende Folkeslag, tænkt sig Naturen befolket med usynlige Væsener, der, som de antog, paa forskellig Vis kunde gribe ind i den jordiske Tilværelse og træde synlige frem for Menneskeøjet. Skovene, Havene, Floderne, Søerne, Bjergene o.s.v. havde deres forskellige Aander, god- eller ondsindede, hjælpsomme, drillende og hævngerrige Væsener. Saaledes som Menneskenes Tanker fremstillede dem, saaledes kunde de ses af Clairvoyanter. Mange tænkte sig endogsaa, at Elementaraanderne styrede og ledede Naturlivets Trivsel, at Dyre- og Plantelivet var afhængigt af disse Væseners Paapasselighed. Da Livet i Naturen former sig efter bestemte Love, vil det let kunne forstaas, at saadanne Paastande kun hører hjemme i Fantasiens Verden. Efterhaanden som den menneskelige Aand vokser i Modenhed og Indsigt og derigennem mister Troen paa Elementaraandernes selvstændige Tænke- og Handlemaade og derfor ikke længer beskæftiger sig med dem i Tanken, vil Fantomerne opløses og forsvinde.

 

Paa Grund af alle jordbundne Aanders Bortfjernelse fra Jorden kan Besættelser ikke oftere forekomme. Hvor en tilsyneladende Besættelse nu forefindes, maa Aarsagen til Menneskets ondskabsfulde, slette eller forvirrede Opførsel forklares paa andre Maader. Tre Kategorier maa her omtales:

1) En af de Ældste er knyttet til Menneskets Legeme. (Mange af de Ældste er endnu inkarnerede blandt Menneskene.)

2) Spaltet Personlighed ᴐ: Erindringer fra tidligere Jordeliv dukker frem i den menneskelige Bevidsthed, saa at Individet gaar ind i een eller flere af sine tidligere Personligheder. Dette kan forekomme, hvor Isolationslaget mellem Aand og Legeme er beskadiget ved Mørkets Indgriben, ofte fremkaldt af Mennesket selv ved dets onde Tanker og syndefulde Livsførelse; eller det kan skrive sig fra en misbrugt Mediumitet.

 

Medens de dødes Aander færdedes paa Jordplanet, skrev de psykiske Spaltninger215 sig meget ofte fra ondartede Besættelser. De „døde“ skubbede den Aand bort, der var knyttet til det paagældende Legeme, og indtog derefter dens Plads. Men da den snyltende Aand ikke var bundet ved det livgivende Baand, slappedes efter kortere eller længere Tids Forløb dens Energi, saa at den blev nødt til at tilbagegive det laante Legeme til den rette Ejer, som under Besættelsen kun ufuldstændig havde været i Stand til at komme i Kontakt med sit fysiske Legemes Hjerne. Den saaledes for en Tid tilsidesatte Aand bevarede som oftest en Erindring om, at den havde maattet dele sit fysiske Legeme med en eller flere andre, den uvedkommende, Personligheder. Men der gives ogsaa Tilfælde, hvor Legemets Ejer intet har erindret om den snyltende Aands Overgreb.

 

3) Udstraalinger fra Mørkeophobninger, der samler sig om Individet; tiltrukne af det Mørke, som udstraales fra dets Personlighed. Mødet mellem de to Arter af Mørke giver sig da Udslag i onde og urene Tanker eller i forbryderiske Handlinger.

 

En fjerde Kategori forekommer ofte, men her er den Aand, som er knyttet til det fysiske Legeme, i Regelen ikke ansvarlig for det, der sker. Er den fysiske Hjerne216 paa en eller anden Maade bleven læderet, f. Eks. ved Slag, Sygdom eller Alderdom, kan Aanden ikke komme i Rapport med Hjernen og taber derfor en Del af, undertiden hele sin kontrollerende Magt, og Mennesket er ikke længer sig selv ᴐ: mister sin individuelle Personlighed.

Ved det Tidspunkt, da de Yngste efter Guds Opfordring besluttede at lade sig inkarnere paa Jorden, var Menneskene endnu i ringe Antal, men fandtes spredte over store Dele af Kloden.

Da Menneskene fra de Ældstes Haand var meget svagt udrustede med Hensyn til alt, hvad der er nødvendigt til Brug ved Livets Opretholdelse og Forsvar, rev Kampen for Tilværelsen Tusinder og atter Tusinder bort i en meget ung Alder.

Adskillige af de Mennesketyper, som dengang fandtes, var af en saadan Beskaffenhed, at Betingelserne for at føre disse menneskelige Væsener frem til større aandelig Modenhed og større legemlig Skønhed, kun var til Stede i overordentlig ringe Grad, hvorfor de Yngste paa Forhaand vægrede sig ved at lade sig inkarnere iblandt dem. Nogle faa Typer blev da udvalgt, og de Yngste begyndte det gigantiske Arbejde: at lede Menneskene ud af Mørket og frem mod deres Faders Rige.

Der findes saaledes Menneskeracer, blandt hvilke de Yngste aldrig er bleven inkarneret; det aandelige Standpunkt, som flere af disse lavtstaaende Væsener nu indtager, er naaet ved Hjælp af det guddommelige Element217, der tilføres ethvert Menneske i den Stund det undfanges, og som bestandig ved hver ny Genfødsel forlener Menneskeaanden med et større aandeligt Plus. Blandt disse lavtstaaende Væsener  —  helt eller halvt vilde Folkeslag  —  bliver de nyskabte og de unge Aander fortrinsvis inkarneret. Efterhaanden som Gud ikke længer har Brug for disse Racer til Menneskeaandernes første Inkarnationer, vil de ganske langsomt uddø.

 

Efter at de første Inkarnationer blandt de laveste Folkeslag er gennemgaaet, bliver Aanden, efter som den modnes og dens Villie styrkes, inkarneret blandt de højere og til sidst blandt de højeste Menneskeracer. Dette sker, for at Aanden under alle Livets Forhold kan lære at overvinde det Onde i dets forskellige Skikkelser. Menneskeaanden maa saaledes gennemgaa alt hvad Livet paa Jorden kan byde, for derigennem at opnaa en alsidig Udvikling af Tanke og Villie, idet der dog maa tages Hensyn til den naturlige Begrænsning, der ligger i: at mandlig Aand bestandig knyttes til mandligt Legeme, kvindelig til kvindeligt Legeme. (Herfra er der sket undtagelser ved de Ældstes egenmægtige Inkarnationer. Se Kommentaren.)

 

Gennem Millioner af Aar, uendelig langsomt, Skridt for Skridt, Slægt efter Slægt, ledede de Yngste Menneskene fremad, idet de lidt efter lidt tilførte dem nye og større Kundskaber, flere og flere Hjælpemidler til Brug for det daglige Liv.

I de første mange Tider stod de Yngste i den menneskelige Tilværelse kun nogle faa Grader over Menneskene i Intelligens og aandelig Overlegenhed. De kvindelige Yngste, der var knyttede til de jordiske Kvinder, prægede ved deres Skønhedssans det af disse Kvinder fødte Afkom med en stedse større og større legemlig Skønhed.

Fra et bestemt Tidspunkt i den forhistoriske Tid begyndte de Ældste paa mangfoldig Vis at modarbejde og hæmme de Yngste i deres Bestræbelser, idet de ustandselig drog mere og mere Mørke fra det ødelagte Rige hen over Jorden og ledede det til de Steder, hvor der sporedes størst Fremgang blandt Menneskene.

Det første virkelige Kulturrige218, som efter Aarmillioners Forløb var bleven oparbejdet, laa, som tidligere sagt, i Stillehavet; men mange Aartusinder før dets Ødelæggelse og Adsplittelse til Ø-grupper, var Kulturarbejde219 paabegyndt flere andre Steder paa Jordkloden, f. Eks. paa Øen i Atlanterhavet, i det østlige Mellemafrika og enkelte Steder i Asien.

Efter Øens Undergang blev de Yngstes Virksomhed hovedsagelig forlagt til Nord- og Østafrika, samt til det indre og de sydlige Dele af Asien.

Endnu paa denne Tid levede de fleste Mennesker fortrinsvis som Nomader uden nogen egentlig Overledelse. (De forskellige Stammers ældste var som oftest Ledere af Stammens Anliggender). Møjsommelig vandrede de med deres Kvæghjorde fra Sted til Sted over uhyre Strækninger; men derved spredtes viden om paa Jorden flere af de Slægter, som gennem de Yngstes gentagne Inkarnationer havde modtaget et ædlere og skønnere, saavel aandeligt som legemligt, Præg end det, hvormed deres Stamfædre oprindelig var begavet. Disse Slægter blandede sig atter med Racer, der forefandtes paa de Steder, hvor de omvandrende dannede Bopladser for en kortere eller længere Tid af deres omflakkende Liv. Alt efter som de Yngste havde været inkarneret iblandt dem, stod disse Racer højere eller lavere i aandelig Henseende. Ved indgaaede Forbindelser mellem Nomaderne og de fastboende Folkestammer opstod nye Typer, nye Racer; nogle Slægter forbedredes ved disse Krydsninger, andre degenererede og gik ganske til Grunde.

Da ogsaa det afrikanske Rige blev ødelagt og Befolkningen flygtede til forskellige Steder, forlagde de Yngste deres Arbejde til det nordøstlige Afrika  —  det senere Ægypten  —  medens der tillige paabegyndtes et nyt Kulturarbejde i den sydlige Del af Europa og det alt bestaaende i Asien fortsattes.

Indtil ca. et halvt Aarhundrede før Atlanterhavsøens Undergang havde de Yngste, til Trods for de Ældstes Modarbejde, ført Menneskene (ikke de laveste Racer) frem i en nogenlunde lige Linie. Men fra det Øjeblik, da de Ældste egenmægtig begyndte at inkarnere sig, blev disse i Stand til at yde de Yngste en endnu stærkere Modstand, idet de Ældste som Mennesker lettere fik Magt over deres svage, lidet modne Medmennesker, hvorved Lysets og Kulturens langsomme og forholdsvis rolige Fremgang afløstes af en springende Bølgebevægelse  —  snart frem, snart tilbage. Thi da de Ældste, som omtalt i Ardors Beretning, hovedsagelig søgte Menneskeliggørelse dér, hvor de bedst kunde opnaa høje Stillinger220, der antagelig maatte berige dem med jordisk Magt og saaledes tilfredsstille deres Magtbegær og Herskertrang, og da deres store aandelige Overlegenhed, paa Grund af det mangelfulde Isolationslag, traadte særlig stærkt frem paa Baggrund af de lidet udviklede Menneskers ringe aandelige Standpunkt, blev det nødvendigt som Modvægt at lade endnu mere af de Yngstes aandelige Styrke og Individualitet træde synligt frem i den jordiske Tilværelse. Derved skabtes disse store Førerskikkelser  —  i det Godes og i det Ondes Tjeneste  —  der repræsenteres henholdsvis af de Yngste og af de Ældste, saavel mandlige som kvindelige. Disse Skikkelser, der staar saa skarpt overfor hinanden i deres uendelig store Modsætning, kan paavises i alle historiske Optegnelser, lige fra Oldtidens ældste Kulturriger og op til Nutiden.

Naar de menneskeliggjorte Ældstes Overmagt blev for stor, maatte de Yngste trække sig tilbage, men kun for paa ny at mødes som Mennesker i andre Lande og dér lægge et endnu større Plus til den paa de Steder alt bestaaende Kultur. Paa denne Maade skabtes den historiske Oldtids mange og mægtige Kulturriger, som, naar de Ældste blev Herrer og de Yngste forjoges, fuldstændig stagnerede. Efter en kortere eller længere Tids Forløb gik Lysets Kultur tilbage, Befolkningens Selvstændighed forringedes, flere af de mægtige Riger underlagdes de omboende Folkeslag og gik delvis eller helt til Grunde.

Omtrent 800 Aar før den ældste af de Yngstes Inkarnation som Jesus af Nazareth begyndte de Yngste at blive trætte for Alvor og at tabe Modet, da de inkarnerede Ældste bestandig fik større og større Magt over Menneskene. Kun et Mindretal af de Yngste vovede sig ned iblandt dem; men de, der kom, medbragte en Fylde af aandelige Lærdomme, af nye og skønne Tanker, en Rigdom af Farve- og Formkunst, for med Vælde at kunne tage Kampen op med de Ældste.

Til denne Tidsperiode, der strakte sig til henimod Kristi Fødsel, hører f. Eks. nogle af de jødiske Profeter221, en Del kaldæiske, arabiske og indiske Lærde, de to store Religionsstiftere Zarathustra222 og Buddha222, Kinas Stormænd Lao-tse, Kong-tse og Meng-tse; nogle græske Digtere, flere Lærde og Filosoffer, nogle af det romerske Riges mest fremragende Førere paa Aandslivets Omraader, samt flere andre Førere for Kunst, Naturvidenskab, Statsorganisation o.s.v. i alle daværende Kulturlande.

 

Den astronomiske Videnskab stod paa denne Tid særlig højt i Ægypten, Kaldæa og Kina og var til Dels kendt i Indien.

Astrologi, en Afart af Astronomien, er en ældgammel „Videnskab“, men har i Virkeligheden absolut ingen Berettigelse til at kaldes saaledes, da Stjernerne aldrig har haft nogen som helst Indflydelse paa Menneskenes Skæbne. Naar de stillede Horoskoper undertiden slog til, skete det, fordi den Astrolog, der foretog Beregningerne, intuitivt havde læst eller set den Ældstes Fremtidsoptegnelser i Æteren eller ogsaa fordi den Ældste ofte indrettede sine Forudbestemmelser saaledes, at de kunde falde sammen med de „Stjernelove“, som Astrologerne mente laa til Grund for Menneskenes Skæbne.

 

Til Trods for den megen Skønhed og de mange Kundskaber, som de Yngste skænkede Menneskene i denne Periode, formaaede de dog ikke at besejre de Ældste, hvis Magt var i en stedse stærkere tiltagende Stigning, og de Yngste, der befandt sig i Sfærerne, henvendte sig derfor til Gud om mere Hjælp og om større Styrke.

Efter at Gud ved sin Samtale223 med de Yngste havde styrket og trøstet dem, tog de med nyt Mod fat paa den næsten afbrudte Gerning, og henimod otte Decennier efter Samtalen med Gud fulgte saa den ældste af de Yngstes Inkarnation som Jesus af Nazareth.

Da han efter endt Jordeliv var vendt tilbage til Sfærerne og hans Arvtagere ikke magtede at løse den store Opgave, der var stillet dem: at føre Jesu Lære ren og uforfalsket ud i Verden, og da Saul eller Paulus ved sine mange urigtige Udlægninger, dikteret ham af den Ældste, endnu mere fjernede den fra dens Oprindelighed, var de Yngste atter nær ved at fortvivle.

 

Den af de Yngste, der var knyttet til Sauls fysiske Legeme og som før sin Inkarnation havde lovet at aabne de jødiske Lærdes Øjne for Sandhederne i Jesu Lære, var en myndig og villiestærk Personlighed, hvilke Egenskaber meget let omsættes til Egenraadighed i den jordiske Verden. Senere hen blev han genfødt som Reformatoren Martin Luther, i det Øjemed at rense Kristendommen for de Vildfarelser, som han havde tilført Jesu Lære, medens han var knyttet til Mennesket Saul.

 

Eftersom Kristendommens Udbredelse hovedsagelig gik mod Nordvest, maatte de Yngste under deres talrige Forsøg paa at bringe den tilbage til dens rette Skikkelse lade sig inkarnere, hvor der var rigest Anledning til at opponere mod de af den Ældste indsnegne falske Læresætninger; følgelig bredtes Lysets Kultur efter Jesus af Nazareths Død mere og mere hen over Europa  —  men bestandig ledsaget af de Ældstes nedaddragende og ødelæggende Modforanstaltninger.

Mange af de Yngste blev selvfølgelig stadig inkarneret i andre Lande end de europæiske; men de fleste sendtes dertil.

Da de Yngste nu i mange Aarhundreder hovedsagelig lagde Vægt paa at rense Jesu Lære, blev det dem umuligt at fortsætte deres egentlige Kulturarbejde paa samme energiske Maade som tidligere, hvorfor de inkarnerede Ældste, og med dem Mørket, stedse fik større Magt over Menneskene og derigennem virkede hæmmende og forstyrrende paa de Yngstes retledende Bestræbelser.

Flere af de Yngste blev tillige i den Grad vildledte af den Ældste og det tætte Mørke, som han idelig samlede om dem i deres menneskelige Tilværelser, saa at de ofte kæmpede haardt for at forsvare netop det, som de var sendt til Jorden for at bekæmpe og udrydde; og atter kom et Tidspunkt, hvor de fleste af de Yngste stemte for at opgive det hele og lade Mennesker være Mennesker. Men paa ny talte Kristus dem til Rette og fik dem til atter at bede Gud om endnu større aandelig Styrke og Modstandskraft i det jordiske Liv, for at Mørket ikke skulde sejre over dem alle.

Efter at Gud igen224 havde talt til de Yngste og tillige vist dem det uheldige i deres Fremgangsmaade, samt paapeget, hvorledes de ved at bringe Menneskene endnu flere og endnu større Kundskaber paa forskellige Omraader bedre kunde lede dem frem til selv at søge efter Sandheden og derigennem aabne deres Øjne for de talrige Vildfarelser, inkarneredes de Yngste atter i store Skarer og indledede den saakaldte Renaissance.

Men da Menneskeheden ved dette Tidspunkt havde befolket meget store Dele af Jordkloden, blev de Yngstes Arbejde yderligere forøget og besværliggjort. Foruden at lade sig inkarnere skulde de tillige være Skytsaander, lede Menneskenes Inkarnationer samt undervise de Aander, som mellem Inkarnationerne opholdt sig i Sfærerne. Arbejdet begyndte at vokse dem over Hovedet.

Men de mange Ældste225, som for længst havde angret deres Fald og deres Synd (Menneskehedens Skabelse) og som nu, gennemlutrede, opholdt sig i deres Faders Rige, hvor de med dyb og inderlig Taknemmelighed fulgte deres yngre Søskendes Arbejde, bad da deres Fader om Tilladelse til at yde deres Skærv til den saa meget omfattende Gerning. Paa deres Bøn gav Gud dem den Opgave at hjælpe med som Menneskenes Skytsaander, samt deltage som Ledere af den Undervisning, der gives Menneskeaanderne, medens de opholder sig i Sfærerne. Og da de Yngste tillige frivilligt afkortede den Hviletid, der tilmaaltes enhver af dem efter endt Jordeliv, kunde Arbejdet gaa sin regelmæssige Gang.

Men det var svære Kampe226, som de Yngste maatte udstaa, og særlig de, der paatog sig at rense Jesu Lære, led ofte de største Nederlag. Dog, trods al Modstand, vandt de langsomt frem  —  men i en stærkt bølgende Linie  —  snart havde Lyset og de Yngste Overtaget, snart Mørket, den Ældste og de menneskeliggjorte Ældste.

Efter nogle Aarhundreders ihærdige Anstrengelser opnaaedes saadanne Tilstande paa Jorden, at der kunde blive Tale om en ny Menneskeliggørelse for den ældste af de Yngste (Kristus), saa at han muligvis kunde sætte Kronen paa Værket, dels ved som Menneske med menneskelige Følelser, men denne Gang uden Menneskenes Angest227 for den Onde, at kunne fatte Medlidenhed med den Ældste  —  Helvedes Fyrste  —  og af Hjertets Dyb bede for hans Frelse, dels ved at optræde som religiøs Reformator, for at faa den Lære, han som Jesus af Nazareth havde givet Menneskene, ført tilbage til dens oprindelige Form.

Men Gud vidste, at der ogsaa denne Gang, trods Kristi gode Villie til at yde det bedste, vilde være en Mulighed for, at Mørket kunde sejre over ham og derved paa ny berede hans kærlige Sind mange tunge og bitre Sindslidelser. Og da Gud saa, at flere og flere Mennesker, trods de mange Bedragerier fra Mediernes Side, med Alvor og Forstaaelse søgte at opnaa Forbindelse228 med de afdøde, besluttede Han, skønt de spirite Forbindelser var meget mangelfulde og misvisende, at lade Kristus gøre et Forsøg paa ad den Vej, med Mennesker som Midlere, at opnaa det tilsigtede og saaledes spare ham for et vanskeligt Jordelivs talrige Sindslidelser. Ved denne Bestemmelse vilde Mørkets Aanders ikke tilladte Brug af de astrale og de psykiske Love blive draget ind under mere ordnede Forhold, saa at de oprettede Forbindelser mellem den oversanselige og den sanselige Verden kunde tjene Lysets i Stedet for Mørkets Sag. Ad denne Vej kunde tillige de spiritistiske Fejlgreb, Misforstaaelser, Misbrug og Falsknerier angribes, paavises og rykkes op med Rode, hvorved Lysets Sejer over de diskarnerede Ældstes og Menneskeaandernes Misbrug af de astrale og psykiske Love muligvis kunde blive fuldstændig og endelig. Og Gud pegede paa den Genvej, ad hvilken Kristus og hans Hjælpere nu, efter usigelige Anstrengelser, Forsagelser og Skuffelser, er naaet til det ønskede Resultat: de jordbundne Aanders Tilbagevenden til deres Boliger i Opholdsstederne, Lysbølgens Opsugning af det ødelagte Rige, den Ældstes fuldkomne Frigivelse, hans Selvbekendelse og Bøn til Menneskene om Tilgivelse for alt, hvad han har syndet imod dem, samt Kristi Budskab og Lære, formet som en Tale til Menneskene.

Da Kristus saaledes har udført den første Del af sit Løfte til Faderen: at befri sin ældste Broder fra Mørkets Magt og give Menneskene en, i de fremdragne Enkeltheder, sandfærdig Meddelelse om det hinsidige Liv, samt en klar og fyldestgørende Anvisning paa, hvorledes det jordiske Liv bør føres, har Gud fritaget ham for fremtidige Inkarnationer, saa at han fuldt og helt kan hellige sig til Opfyldelsen af sit Løftes anden Del: at lede Menneskene til det fælles Faderhjem.

Ved den bestandig frem- og tilbagebølgende aandelige Kamp paa Jorden mellem de menneskeliggjorte Yngste og Ældste skabtes Forhold, der ikke var til Gavn for Menneskeheden. Thi da de Yngste blev forhindret i at føre Menneskene frem i lige Linie  —  det vil sige, saa vidt det var gørligt, at tage alle med i den langsomt, men bestandig fremad skridende Kultur, hvorved Menneskeheden, saavel udadtil som indadtil, voksede med det givne  —  maatte de forandre deres Taktik, og, som tidligere sagt, hæve deres individuelle Personlighed overordentlig mange Grader over Menneskenes for overhovedet at kunne naa til et nogenlunde gunstigt Resultat: at holde de inkarnerede Ældste Stangen og engang i Tidernes Løb sejre over dem. Derved er Kulturen for Gennemsnitsmennesket kun bleven som en ydre, ofte paatvungen Skal, der ved enhver given Lejlighed meget let gennembrydes og lader Menneskets oprindelige Natur  —  Menneskedyret  —  træde synlig frem. Dette Misforhold virker, særlig i de senere og seneste Tider, saa meget grellere paa Baggrund af den i saa mange Lande tilsyneladende høje Aandskultur, en Kultur, som imidlertid kun bæres af et Mindretal, og som det vil tage det almene Menneske Hundreder  —  maaske Tusinder af Aar at vokse op til og sammen med.

Hvis det i Fremtiden blev saaledes, at de Yngste alle som een pludselig ophørte med at lade sig inkarnere, vilde derfor en almindelig Stagnation blive Resultatet. Intet større nyt paa noget som helst Omraade vilde da fremkomme, og Menneskene maatte i saa Fald, saa længe det var muligt (se Oversigten), tære paa det, der alt var givet dem af Opfindelser, Naturvidenskab, Digtning, Farve-, Form- og Tonekunst, o. m. a., indtil de Yngste atter lod sig føde iblandt dem; thi Menneskene vil i Fremtiden ikke faa noget større nyt tilført gennem de Ældstes Genialitet, da de Ældste, der er bleven inkarneret efter Ardors Tilbagevenden i 1912, alle er inkarneret under Guds Ledelse, hvorfor deres Genialitet, i Kraft af Hans Villie, bliver holdt tilbage, saa at de i den jordiske Tilværelse ikke kan være Foregangsmænd  —  men i eet og alt kun vil fremtræde som Gennemsnitsmennesker.

De Ældste er i Tidernes Løb bleven adskilt i tre Hold.

1) De, som først angrede deres Synd og deres Fald og vendte tilbage til Guds Rige uden nogen Sinde at have været inkarneret. Disse Ældste vil aldrig blive inkarneret; men, som tidligere sagt, soner de deres Synd mod Menneskene ved at hjælpe deres yngre Brødre og Søstre med at lede Menneskehedens Vandring mod Lyset.

2) De, som efter nogle egenmægtige Inkarnationer forblev i det ødelagte Rige; men af disse lod en Del sig nu og da inkarnere af den Ældste, for at han i den jordiske Verden kunde have Hjælpere til sine onde Anslag mod Menneskene og særlig mod de menneskeliggjorte Yngste. Disse Ældste (af hvilke der endnu findes mange, der er inkarnerede) vil i de kommende Tider blive inkarneret under Guds Ledelse, for i nye Jordeliv at sone deres Forsyndelser og Forbrydelser mod Menneskeheden.

3) De, som ikke kunde udholde at forblive i det ødelagte Rige og som uden Ophør fortsatte deres egenmægtig paabegyndte Inkarnationer. Disse er nu naaet saa langt frem, at de alle  —  forlængst  —  er gaaet ind under Guds Ledelse. Det guddommelige Element, der tildeles ethvert vordende Menneske, er i høj Grad kommet dem til Gode, da deres formørkede Aand, ved hver ny jordisk Fødsel, ved dette har modtaget et aandeligt Plus, hvorved deres Kamp frem mod Lyset er bleven betydelig fremskyndet og lettet  —  men de har endnu meget at sone, før de naar tilbage til Guds Rige.

Naar de mange Tusinde Ældste, som  —  inkarnerede af den Ældste  —  endnu lever paa Jorden, ved Døden løses fra de fysiske Legemer, vil de, efterhaanden som de „dør“, blive bragt til fjerne astrale Boliger i et af de tre andre Mælkevejssystemer, hvor de maa forblive, til Erindringen om deres Fald og deres mange Synder er vaagnet, hvorpaa de vil blive inkarneret under Guds Ledelse for at sone, og for at genopbygge deres Personlighed. Naar den sidste af Ardors endnu „levende“ Hjælpere om ca. 50—60 Aar forlader den jordiske Tilværelse, er Menneskene løst fra det sidste Baand, der binder dem til deres Skabere. I det Øjeblik den sidste af disse Ældstes jordiske Legeme dør, afbrydes den svage aandelige Strøm229, som fra de Ældste, under deres Skabelsesforsøg, strømmede over i deres Skabninger, og som lige fra de første Menneskers Fremtræden har gennemstrømmet Menneskenes astrale Genparter, hvorved de blev svagt aandeligt levendegjort og derved unddraget Mørkets Forgængelighed230. Men naar denne Strøm afbrydes, er Gud løst fra det Løfte, som Han gav sine først angrende Børn: at lade et guddommeligt Element smelte sammen med det af de Ældste givne aandelige Liv, for derved at delagtiggøre Menneskeheden i Evighedslivet og frigive Genparterne, saa at de ved Menneskelegemernes Død kunde opløses og opsuges af Mørket, hvoraf de var dannet.

Altsaa: naar Strømmen fra de Ældste afbrydes, skaber Gud ikke flere Aander; Menneskeaanderne staar da som en afsluttet Helhed uden nogen som helst yderligere Tilgang af Nyskabninger. Men for at lette Vandringen til Faderhjemmet for sine mange Børn er det Guds Hensigt ikke at afbryde den guddommelige Lysstrøm, der fra Ham strømmer til Menneskeheden, men vedblivende lade den gennemstrømme alle, saa at Menneskeaanden i Fremtiden, ved hver ny Inkarnation, vedblivende modtager et aandeligt Plus som en Gave fra Gud. Ved denne Gave beriges Aanden med en stedse stigende aandelig Styrke og Villiekraft, en uvurderlig Hjælp paa den besværlige Vandring; men Aarmillioner maa dog svinde, før de yngre og de sidst skabte Menneskeaander kan løses fra Livet paa Jorden.

 

Antallet af Menneskeaandernes Inkarnationer er meget variabelt, altsaa ikke ens for alle, idet Antallet afhænger af det enkelte Individs frie Villie til Godt eller Ondt. De Menneskeaander, som under Inkarnationerne  —  direkte eller indirekte  —  har været Skyld i mange Medmenneskers Død, hvad enten det er sket ved Drab, Mord, ulykkelige Hændelser, eller ved at de, medens de f. Eks. var jordiske Herskere, udsatte deres Undersaatter for Døden i Erobrings- og Religionskrige, Slægtsfejder o. s. v., har, for at sone de mange Menneskemord, maattet gennemgaa langt flere Inkarnationer end de, der ikke har begaaet saadanne Forbrydelser. Det højeste Antal af jordiske Aar, i hvilke en Menneskeaand har været knyttet til Jorden og dens Sfærer, inden den kunde løses fra Jordelivene, er ca. 3 Millioner Aar, det laveste Antal ca. 1¾ Million Aar; heri er medregnet de Aar, der er gaaet med til Ophold i Sfærerne som Hvile- og Læreaar. Mange af de første, de ældste Menneskeaander er for længst løst fra al Inkarnation. Disse fortsætter Vandringen paa Kloder i det fjerne Stjerneunivers eller Mælkevejssystem, der modsvarer det, hvortil Jorden hører. Her modnes de langsomt gennem Undervisning af Guds Tjenere, til de engang kan indgaa i Guds Rige, hvor de vil blive modtaget af Gud selv.

Disse Menneskeaander vender ingen Sinde tilbage til Jorden for at deltage i de Yngstes Arbejde; dertil er deres Aand, selv om deres Villie til Lyset har sejret over Mørket, endnu for uudviklet; og naar de om Aarmillioner er naaet til Vandringsmaalet, vil deres Hjælp paa Jorden være overflødig, da der til den Tid ikke vil findes flere Mennesker paa Kloden; de sidste vil da have forladt Vandringens første Stadie for at fortsætte paa de fjerne Kloder.

Grunden til, at Menneskeaanderne efter at være løst fra det jordiske Liv føres til det Stjerneunivers, der modsvarer Jordens, er den: at de fleste Kloder i Jordens Stjerneunivers er angrebet af Mørket. Saafremt Gud fremkaldte Liv paa disse Kloder, maatte det derfor blive i Lighed med Jordens: altsaa Mørkeliv i Mørkeverdener, hvilket kun vilde virke hæmmende og tyngende paa Menneskeaanderne. Derfor, naar disse er løst fra Jordelivet, har de helt og holdent sagt sig løs fra Mørket og tilhører kun Lyset og Lysets Verdener. Jorden er saaledes den eneste Klode i Jorduniverset, der bærer levende Væsener.

 

Skønt Mørket aldrig vil kunne binde Menneskene, som det bandt de Ældste  —  jo højere den Aand er, der falder for Mørket, jo dybere og varigere er Faldet  —  saa er dets Magt over Menneskene, da de er fremgaaet af Mørket, ganske overordentlig stor. Men igennem Villien til det gode og ved en inderlig dybtfølt Bøn til Gud om Bistand staar det i hvert Menneskes Magt mere og mere at frigøre sig for dets tyngende Aag. Jo stærkere Villien bliver til at følge Lysets dragende Kraft, jo mindre bliver Mørkets Herredømme, og da Mørket ikke længer har diskarnerede „Tjenere“, som kan lede Menneskene ind under dets magnetiske Indflydelse, kan alle, der i fuld Oprigtighed vil det gode og det sande, i de kommende Tider lettere undgaa at lade sig paavirke deraf.

Men endnu kan de faa, der i eet og alt trygt giver sig ind under Guds Ledelse, kun tælles som een blandt Millioner, og mange Slægtled maa afløse hinanden, før Aandens Vaaben: Kærlighed, Retfærdighed og Fordragelighed kan sejre over de jordiske Mordvaaben, hvormed Nationer og Folkeslag nu afgør de mange indbyrdes Stridigheder.

Paa talrige Omraader og paa mange forskellige Maader har de inkarnerede Ældste draget Menneskeheden nedad, skadet og modvirket de Yngstes Arbejde, idet de Ældstes Genialitet, lige fra den fjerne Oldtid, da de første Gang inkarneredes, er bleven udnyttet i Mørkets Tjeneste.

Gennem naturvidenskabelige, filosofiske, fanatisk-religiøse og skønlitterære Skrifter har de vildledt Menneskene og ført dem bort fra Lysets Veje.

Mange Opfindelser, som har brutaliseret Menneskene, fremkaldt Ødelæggelser, Pinsler og Død, skyldes hovedsagelig de Ældste, f. Eks. Oldtidens ødelæggende Vaabenarter, de mange Torturredskaber, Krudtets Opfindelse, de første Skydevaaben og saa godt som alt, hvad der senere hen, lige til disse Tider, er udviklet af denne Begyndelse.

Enkelte Opfindelser af eksplosive, ødelæggende Stoffer, som er fremkommet i den Hensigt at gavne Menneskeheden, skyldes nogle af de Yngste, som i den menneskelige Tilværelse vildledtes af den Ældste.

Men ikke alene de Ældste har hæmmet de Yngste i deres Gerning, Menneskene selv har atter og atter vist sig uforstaaende, modvillige og uimodtagelige for de Gaver og Sandheder, som de Yngste har søgt at give dem. Sjældent eller aldrig er Guds Udsendinge bleven forstaaet, medens de færdedes som Mennesker blandt Menneskene paa Jorden. Hyppig først efter eet eller flere Slægtleds Død og Fødsel er de Yngste delvis eller helt bleven forstaaet, hvilket igen kan føres tilbage til den Kendsgerning, at det, der gaves, stod for højt til at kunne fattes af de lidet udviklede Menneskeaander, der, selv i de mest udprægede Kulturlande og Samfund, alle Dage har været i Majoritet. Derfor har de Yngste under deres Menneskeliggørelse ofte staaet ret isolerede; Gang paa Gang har de været udsatte for Spot, Vrede, Had og Forfølgelser; mange har ved forskellige lidelsesfulde Dødsmaader, dikterede af Menneskene, maattet bøde for det opofrende Arbejde, den taalmodige Udholdenhed, den usvækkede Kærlighed, hvormed de paa alle Maader, hver især, har søgt at bekæmpe Mørket og den Ældstes Indflydelse, og kun den kærlige Tak, som de efter hver endt Inkarnation modtog af Gud, deres Fader, har hjulpet dem til at bære alle Lidelser, Sorger, Skuffelser og Forhaanelser, som tildeltes dem af de Væsener, for hvem de ofrede saa uendelig meget.

Om Menneskene i de kommende Tider bedre vil kunne forstaa at lytte til det, der gives dem af Guds Udsendinge, og selv hjælpe med til, at Aandens og Hjertets Kultur kan følges i een fælles lige Linie fremad mod Lyset, maa foreløbig staa hen som et aabent Spørgsmaal  —  maaske i Aarhundreder  —  inden Menneskene kan besvare det saaledes, som det bør besvares.

Men for at Menneskene kan blive i Stand til for Alvor selv at tage Kampen op mod Mørket, ikke alene mod det, der er til Huse i den enkeltes eget Indre, i Tanker og Følelser, og mod det, som paa alle Kanter omgiver dem i den jordiske Verden, men ogsaa mod det Mørke, der truer dem gennem den Ældstes Æteroptegnelser231, maa de først og fremmest lære at tolerere hverandres Meninger og Anskuelser, da Tolerance er Kærlighedens A. B. C. Lærer Menneskene, i en snævrere Kreds, at bøje sig for hverandre i Stedet for at haane og spotte, bliver det ulige lettere at udvide Tolerancen og dermed Kærligheden til de mange, saa at alle engang  —  før eller senere  —  vil staa enige i den fælles Strid ud af Mørket.

Dette gælder i første Instans den indbyrdes Ufordragelighed hos de højere Religioners Bærere og Tilhængere, da det maa staa klart for enhver, at alt, hvad der paa det religiøse Aandslivs Omraade er tilført Menneskeheden af aandelige Værdier af større eller mindre Lødighed, kun er givet i Stykkevis, ofte med lange Mellemrum, og mer eller mindre forvansket232 af den Ældste, der til alle Tider og ved alle Midler har søgt at dække over de absolute og rene Sandheder, for at Menneskene ikke skulde faa nøjagtigt Kendskab til dem. Men de, der kan og vil drage Paralleler mellem alle Religioner fra de allerældste Tider til Nutiden, vil overalt kunne finde en Del af Lysets Sandheder, ofte de samme, kun gentagne i en noget anden Form, men alle mer eller mindre tilslørede af menneskegjorte Dogmer og iklædte menneskelige Tanker og Vildfarelser233. Derfor har intet religiøst Samfund Ret til at tro og forfægte, at de, der bekender sig til den af deres Samfund knæsatte Religion, ejer den eneste saliggørende Tro, at de alene er de udvalgte, at de alene skal arve Guds Rige og eje det evige Livs Gave i Herlighed og Glæde, og samtidig bandlyse og ringeagte anderledes tænkende og anderledes troende Mennesker, da et saadant Snæversyn, en saadan Selvhævdelse paa ens Medmenneskers Bekostning er den største af alle religiøse Vildfarelser. Det evige Liv tilhører enhver, der vil modtage det; Guds Rige staar aabent for alle; hvert eneste Menneske ejer Guds Kærlighed; mod alle viser Han den samme Taalmod, den samme Barmhjertighed; ikke for eet eneste Menneske lukker Han sit Hjerte, og ikke for een eneste stænger Han Faderhjemmets Porte; thi for Gud, Menneskeaandens Skaber og Fader, kommer det ikke an paa, hvilken jordisk Tro den enkelte bekender sig til med Haand og Mund, men paa det ene: om Menneskene i Sind og i Hjerte, i Tanker og i Handling lever efter den Tro, som de bekender sig til, uden at hænge sig i Troens ydre Former, i de menneskegjorte Dogmer, det vanemæssige og det paatvungne, der ikke har nogen som helst aandelig Værdi for Evighedslivet; kun det, som kalder paa, vækker og fastholder det bedste, det ædleste og det skønneste i Menneskets Tanke- og Følelsesliv, kun det har blivende og uudslettelig Værdi for den enkelte.

Lige saa lidt som Gud vil paatvinge nogen en bestemt Religion, lige saa lidt kræver Han at blive æret og tilbedt paa de og de foreskrevne Maader. Ethvert religiøst Samfund har Ret til at ordne Gudstjeneste og Sammenkomster efter de Former og Regler, som er i størst Overensstemmelse med Tilhængernes Opfattelse af det skønne og ophøjede. Men ingen har Ret til at fremhæve den af hans Samfund vedtagne Form paa alle andre Formers Bekostning, som om den var den bedste og mest fuldkomne Maade, paa hvilken Menigheden kan ære sin Gud og Fader samt opnaa Forbindelse med det guddommelige. Al Gudsdyrkelse bør derfor være frivillig uden nogen som helst Tvang hverken i den ene eller den anden Retning; thi hvad enten Menneskene mødes i Templer, Kirker, Forsamlingshuse eller i Hjemmene, vil Gud altid høre deres Lovsange, deres Tak og deres Bønner, naar kun Tankens og Hjertets Andagt er sand og dybtfølt.

 

Ikke alene paa Troslivets Omraade bør Menneskene lære at bøje sig for hverandre, lære at tolerere hverandres Meninger og Anskuelser; men ogsaa paa det sociale, det politiske Livs Omraade bør Menneskene søge at komme hverandre i Møde, søge i Fællesskab at afkaste Mørkets Aag, for at den fælles Vandring mod det fjerne Maal kan tilendebringes under bedre Betingelser end hidtil.

 

Hvorledes kan Menneskene da selv hjælpe med til at løse denne Opgave?

Først og fremmest ved aldrig at handle mod bedre Viden, ved altid at følge den indre Tilskyndelse (Samvittigheden), ved at opdrage de kommende Slægter til at arbejde for Sandhed, Retfærdighed og Fred paa Jorden.

Ved Opdragelsen af de opvoksende Slægter har Kvinderne en speciel Opgave, som mange i de senere Tider helt eller delvis har ladet ligge, for at optage Kampen for Kvindens Ligeberettigelse med Manden. At Kvinden har Ret til, efter Evne, at deltage i det sociale og politiske Liv, er en Selvfølge, men kun hvis hun ikke har mindreaarige Børn, der har Krav paa hendes Omsorg; thi er Kvinden Moder, vil den Opgave, hun derved har paataget sig, Moder- og Opdragerpligten, lide under hendes uden for Hjemmet paatagne Forpligtelser og Opgaver.

Enhver Kvinde, der er Moder, bør vide, at hun ved at sætte Børn i Verden samtidig staar inde for sine Børns aandelige Vækst234. Det er Moderen, der præger den unge Barneaand; hende paahviler det med Taalmod og aldrig svigtende Kærlighed at bortluge de Mørkets Ukrudtsspirer, der findes i hvert Barnesind; hende paahviler det at udvikle og forme Barnets Syn paa det sande og gode i Livet og indpode det Afsky for alt urent, for Løgn, Vold, Selvtægt og for al Krigsførelses Vederstyggelighed.

Enhver Moder bør vide, at det første Spørgsmaal, som Gud retter til hende, naar hun efter sit jordiske Legemes Død skal gøre Regnskab for sit Jordeliv, er dette: „Hvorledes har du opdraget dit Barn, hvilke aandelige Værdier har du nedlagt i dets Sjæl, og hvilket Forbillede har du ved din egen Livsførelse været for dit Barn?“ Mangen Moder har beskæmmet maattet svare: „Jeg fornægtede mit Barn, jeg overlod til andre at berige det med aandelige Værdier, og ved min Livsførelse var jeg det et slet Forbillede!“ Det gavner ikke en saadan Moder, at hun kan tilføje: „Men jeg har ofret meget af min Tid og givet mange af mine Evner for at gavne mit Land og mit Samfund.“ Guds Svar vil da lyde: „Du har ikke gavnet, men skadet dit Land og dit Samfund; thi du har ringeagtet og vanrøgtet den Menneskeaand, der blev givet i dine Hænder, og ved din Efterladenhed har du tilført dit Land en slet og uduelig Medborger.“

De Mødre, der opdrager deres Børn til at blive sandhedskærlige, retfærdige og fredselskende Samfundsborgere, gavner saaledes langt bedre deres Fædreland end de Mødre, der, for at kunne deltage i det sociale og politiske Liv, overlader Moder- og Opdragerpligten til andre.

 

Ogsaa Faderen har sit store Ansvar ved Børnenes Opdragelse. Først og fremmest bør han sørge for deres rent materielle Fornødenheder; men er Afkommet stort og er Moderen svagelig, eller dør hun fra sine mindreaarige Børn, er det Faderens Pligt ogsaa at tage sig af deres Opdragelse i etisk Henseende.

Ikke alene ved den direkte Opdragelse, men ogsaa ved den indirekte har begge Forældre et meget stort Ansvar, idet begge har den fælles Opgave at gøre Livet i Hjemmet saa lyst, fredeligt og harmonisk, som det vel er muligt. Dernæst er det ikke alene deres Opgave, men deres Pligt, at holde Børnene borte fra alle indbyrdes Stridigheder235 og Skændsmaal, da intet er saa ødelæggende for den opvoksende Slægt som et ufredeligt Hjem. Naar et Ægteskab indgaas, paa hvilken Maade det end sker, maa det derfor staa klart for begge Parter, hvilket Ansvar de har overfor den kommende Slægt. Mand og Hustru bør, saa vidt muligt, staa paa samme sociale Trin, have saa mange fælles Interesser, saa meget aandeligt Slægtskab, at de derpaa kan bygge et inderligt og varigt Venskab, saa at de ikke fristes til, efter en Del Aars Forløb, at gaa hver sin Vej. Ægteskabet bør aldrig indgaas ved Tvang eller med den Bagtanke, at det atter kan hæves, da Skilsmisse er det allersidste Middel, der burde gribes til. Men er det ganske umuligt for Mand og Hustru at bøje sig for hinanden og leve Livet sammen i Fred og Fordragelighed, har den lovformelige Skilsmisse sin Berettigelse for Børnenes Skyld, da de i saa Tilfælde langt hellere maa opdrages udenfor Hjemmet, eller hos den af Parterne, som har mindst Skyld.

For at de kommende Slægter236 kan udrustes med et rent, lyst og fordrageligt Sind, saa at de i alle Livets Forhold med Glæde kan tænke tilbage paa Hjemmet, og af Minderne fra Barndomstiden hente Styrke til at modstaa Livets Fristelser og Mørkets Veje, bør alle Forældre stræbe efter, gennem den direkte og indirekte Opdragelse, at give det bedste de formaar, og ikke lade Afkommet lide under Følgerne af et Ægteskabs Ufred og Disharmoni.

 

Paa et lige saa vigtigt Punkt som Børneopdragelsen kan Menneskene ligeledes selv hjælpe med til at forbedre Tilstandene paa Jorden  —  nemlig gennem Lovgivningen  —  ved at give vel gennemtænkte Love; Love, der ikke tvangsbinder den frie Villies Initiativ, eller tvinger den enkelte til at handle mod det bedste og ædleste, som findes i ethvert Menneskesind, da Tvangslove — af hvilken som helst Art  —  der udstedes af ledende og regerende i de forskellige Lande, kun virker til Befordring af Mørkets Magt og hæmmer Lysets Fremgang. At der nødvendigvis maa gives Love for at ordne Landenes indre og ydre Forhold og Nationernes Stilling til hverandre, er selvfølgelig en given Ting; men ordnes det saaledes, at Lovene tvinger Menneskene til at handle mod deres indre Overbevisning, mod deres Samvittighed, eller saaledes at de hæmmer den frie Villies naturlige Vækst, da virker de kun nedbrydende, og da misbruger de styrende deres Magt.

Til saadanne Tvangslove maa f. Eks. den tvungne Værnepligt henregnes.

Saalænge som den militære Tjeneste kun er „fredelig“, kan de mange Friluftsøvelser og den disciplinære Orden paa mange Punkter virke gavnlig for Legeme og Aand, naar Befalingsmænd og Overordnede optræder humant og ikke misbruger deres Myndighed i nedbrydende og usund Retning. Men saa snart som Krigslegen bliver blodig Alvor, og Soldaterne staar overfor den nøgne Virkelighed, naar de staar overfor en levende Masse, der skal være Maal for deres Kanoner, Sabler, Bajonetter og andre Vaaben, naar de véd, at de bliver Skyld i mange Menneskers Lemlæstelse eller Død, da maa de fleste gøre Vold paa sig selv for at kunne optræde saaledes, som Fædrelandets Styrelse kræver det. Meget ofte gaar det bedste og ædleste til Grunde i saadanne Menneskers Sjæleliv, idet de, for at døve den fremvældende Afsky for den Gerning, som de staar i Begreb med at udføre, lader sig gribe af Kamptummelens Raseri og handler blindt, kun for at slippe Tanken paa det grufulde, der er foran dem. Disse Mennesker burde aldrig tvinges til en saadan Gerning, da det meget ofte er dem, som i Kampens forvirrende og nedaddragende Hvirvel udøver de største og ganske unødige Grusomheder.

Men saa længe som Loven om tvungen Værnepligt bestaar, nytter det ikke, at den enkelte eller flere i Forening nægter at underkaste sig den Pligt, der paabydes af Landets Regering, da en saadan Opsætsighed kun virker til Skade for de ulydige og ikke paa nogen Maade kuldkaster det bestaaende. I saadanne Tilfælde er der kun eet at gøre: at give sig ind under de Pligter, som paalægges af Samfundet, selv om det, der skal udføres, strider mod ens inderste Følelser; ved at handle saaledes staar den enkelte fri overfor sin samvittighed, medens Ansvaret for de paatvungne Handlinger kommer til at hvile paa dem, der er Ophavsmænd til Lovene og deres Vedligeholdelse.

Ophævelsen af Tvangslove bør derfor komme fra de ledende, lovgivende og regerende; naar de kan indse, at en saadan Tvang ikke kan være i Overensstemmelse med Guds Ønsker og Hensigter, er Tidspunktet indtraadt, da saadanne bestaaende Love bør slettes og andre sættes i Stedet.

For at danne en Overgang fra de nuværende Tilstande, til den Tid er naaet, da en almindelig og fuldkommen Fredsslutning mellem alle Nationer er en fuldbyrdet Kendsgerning, burde al Militærtjeneste være en frivillig237 Sag, uden nogen som helst Tvang for den enkelte, da Ansvaret for de talrige brat afbrudte Menneskeliv, de mange Mord, Ødelæggelser og Vederstyggeligheder af Gud lægges paa de ledende, lovgivende og regerende, selv om den enkelte Soldat  —  Angriber som Forsvarer  —  maa staa til Regnskab for alle de unødige Grusomheder, som han gør sig skyldig i. Gøres derimod Militærtjenesten  —  indtil videre  —  til en frivillig Handling, fordeles Hovedansvaret ligeligt paa alle Krigsdeltagerne, saavel paa de ledende o. s. v. som paa de udøvende.

Al Krigsførelse er imod Guds Villie og strider mod Lysets Love, hvorfor det ikke gavner hverken den ene eller den anden krigsførende Nation at paakalde Guds Bistand238 som øverste Krigsherre; enhver Henvendelse til Gud om at velsigne Vaabnene eller velsigne Hærene, saa at de under Hans Ledelse kan sejre over Modstanderne  —  er derfor en gudsbespottelig Bøn.

Enhver Forestilling om Gud som Krigsgud, Kampleder o. s. v. maa oprykkes med Rode, da al Blodsudgydelse, alt Hærværk, al Nedbryden er absolut uforenelig med Guds Væsen. Atter og atter har Gud søgt at lede Menneskene til den fulde Forstaaelse af Næstekærligheden og Ejendomsretten. Gang paa Gang, lige fra de allerældste Tider, har Guds Udsendinge tilraabt Menneskene: „I maa ikke ihjelslaa, ikke tage med Vold, ikke røve og ikke plyndre!“ Men endnu har Raabene lydt forgæves, endnu har Menneskene ikke formaaet at frigøre sig for Urdriften: den dyriske Selvhævdelse ved Vold paa sin Næstes Bekostning. Og saa længe Nationernes enkelte Medlemmer ikke udgør et sammensmeltet Hele, stræbende efter indbyrdes Fred og Fordragelighed, saa længe Menneskene ikke i fuld Tillid til Guds Faderlighed og Retfærdighed kan lægge alt i Hans Haand og trygt give sig ind under Hans Ledelse, saa længe de manges Villie ikke er forenet med Hans Villie, kan Blodsudgydelse, Vold og Krig ikke ophøre, og Fredstanken ikke føres til Sejer paa Jorden.

Gennem Troen paa Guds Tilværelse, gennem Tilliden til Hans Førelse skal Menneskene sejre over Mørkets Indflydelse, sejre over Had, Forbandelser, Misundelse og Magtbegær, derimod ikke ved Bønner om Hjælp til ved Voldshandlinger at knuse Fjender og Modstandere  —  da Gud ingen Sinde hører og ingen Sinde besvarer saadanne Bønner.

Kunde det tænkes, at et helt Folk stod enigt sammen i fuld Tillid til Gud og i fuld Forvisning om, at intet ondt kunde ramme det fra en magthaverisk, misundelig eller rovbegærlig Nabo, da vilde selv de ondeste Anslag falde til Jorden, prelle af mod den fælles absolute Tro.  —  Men, hvor findes et saadant Folk?  —  Menneskeheden er endnu i sin Barndom, og Aarhundreder eller Aartusinder vil maaske svinde, førend den fulde Forstaaelse af et saadant urokkeligt Tillidsforhold mellem Gud og Menneskene er naaet.

 

Al Krigsførelse har altsaa sin Rod i Mørket og fremkaldes af de forskellige Nationers indbyrdes Ufordragelighed, der atter kan føres tilbage til de ledendes og regerendes Magtbegær. Fremkalder saaledes Menneskenes Villie til det onde Kampe og Ødelæggelser og er en Krig paabegyndt, maa den Stat, der aabner Kampen, bære Ansvaret baade for Angrebskrigen og for den Forsvarskrig, som paatvinges eller paaføres den angrebne Stat og dens Forbundsfæller, ligegyldig under hvilke Former Krigen end føres. Og saa længe som den angrebne Part indskrænker sig til kun at forsvare sit Land, sine Rettigheder, er Uretten vedblivende paa Angriberens Side; men i det Øjeblik den angrebne fører Kampen over i Modpartens Land for selv at angribe dér i Stedet for at holde sig til Forsvaret alene, maa han med sin Modpart dele Ansvaret for alt, hvad der sker fra den Stund, da han overskred sin Fjendes Landegrænse. (Føres Kampene paa Havene eller i Luften, gælder de samme Love.)

De krigsførendes Sejer eller Tab kan ikke paa nogen Maade tillægges Gud. Ingen Sinde tager Han Del i Stridighederne, hverken paa Angriberens eller paa den angrebnes Side; kun Bønner om Hjælp til igen at opnaa den mistede Fred vil blive hørte af Gud, men Hans mange og ihærdige Forsøg paa at tale til de ledende som deres „Samvittighed“ afvises i de allerfleste Tilfælde.

Den sejrende Part betvinger sin Modstander i Kraft af sin numeriske eller strategiske Overlegenhed og lignende, eller gennem Folkets fælles Had til Modstanderne og Folkets fælles Villie til at ville sejre; men aldrig nogen Sinde vindes en Sejer ved Guds Hjælp.

Ethvert Menneske  —  civilt eller militært  —  der lovpriser, forsvarer og forherliger Krigen i Skrift eller i Tale, i Stedet for at vække Afsky for denne Mørkets Gerning og vise sine Medmennesker det nedværdigende og dyriske deri, lægger selv Ansvarets tunge Byrder paa sine Skuldre og maa, naar han har forladt det jordiske Liv, overfor Gud nøje gøre Rede for de Bevæggrunde, der har bragt ham til at handle saaledes.

Selv om Menneskene kriges med hverandre, selv om Gud ikke hører deres Bønner om Krigslykke, slipper Han dem ingenlunde af Syne, men søger enten selv, eller gennem de diskarnerede Yngste, at vække de ledendes Anger over det, der sker, ligesom Han paa mange Maader søger at indgive dem Forstaaelse af den Uret og det Magtovergreb, som de har begaaet, for derved at fremkalde en Fredsslutning, inden en af Parterne nødtvungen maa bøje sig for Overmagten; men i de fleste Tilfælde bliver ogsaa disse Forsøg afslaaet fra menneskelig Side.

 

Under Slagene samler mange af de diskarnerede Yngste sig paa de Steder, hvor Kampen raser heftigst, for ved deres Nærværelse at svække Mørkets Kraftudslag og bortlede de Mørkeophobninger, som ved de løsslupne Lidenskaber uvægerligt drages til Kamppladserne, samt for at bringe de Tusinder af Aander, der har været knyttede til de dræbte Menneskelegemer, tilbage til deres Boliger i Sfærerne.

Ligeledes søger de Yngste, saalænge Krigstilstanden varer, at fremkalde Medlidenhedsfølelser og Barmhjertighedshandlinger hos de Mennesker, som direkte eller indirekte er indblandet i Krigen, for saaledes at modvirke Mørkets Indflydelse.

 

Menneskenes Fædrelandskærlighed239 er under normale Forhold en skøn og ophøjet Følelse, men bliver nedværdigende og uskøn, naar den under Krigsbegejstringens Rus udarter til Egenkærlighed og Selvforgudelse; thi hvad denne Selvovervurdering og Selvglæde angaar, bør Menneskene ingen Sinde glemme, at de Mænd og Kvinder, som, lige fra de ældste Tider, indenfor de forskellige Nationer hæver sig højt over Gennemsnitsmennesket, og som i Lysets Tjeneste har haft blivende kulturel Betydning for Landenes Befolkning baade paa det religiøse, det etiske, det videnskabelige, det sociale og politiske Livs Omraade, alle har været de menneskeliggjorte Yngste, der, under Guds Ledelse, har ladet sig føde paa de Steder, hvor der i det givne Øjeblik var størst Udsigt til at føre nyt og Forbedringer frem. Og da selv de mest fremskredne Menneskeaander endnu ikke er naaet til at kunne yde deres Medmennesker nogen større Berigelse hverken aandeligt eller materielt, lige saa lidt som det er lykkedes dem at hæve sig over det rent menneskelige i aandelig Henseende, har Menneskeheden ingen som helst Grund til Selvovervurdering eller Selvbeundring, men kun Grund til at takke Gud for den Rigdom af Gaver, som Han har givet dem gennem sine Udsendinge.

 

For at en faatallig Regering eller et enkelt Statsoverhoved i Fremtiden ikke skal fristes til ved Misgreb eller forhastede Beslutninger at paaføre sin egen Nation og med den en anden eller flere Nationer en ødelæggende, alt nedbrydende Krig, burde alle Stater enes om en fælles Overstyrelse, bestaaende af Udsendinge fra alle Lande og fra alle Lejre, ikke som en Fredskongres, der afholdes i Ny og Næ, men som en permanent Regering240, hvis Medlemmer vælges paa et ikke for kortvarigt Aaremaal, og i hvis Hænder alle Nationers Stridigheder, Forviklinger o.s.v. overgives til en fælles Afgørelse, da alle Stridigheder, af en hvilken som helst Art, bør og kan løses ad fredelig, diplomatisk Vej. Ikke paa eet eneste Punkt kan Menneskeheden overfor Gud forsvare sin formentlige Ret til med Vaaben og Magt at ordne de indbyrdes Uoverensstemmelser.

Vil alle Nationer, Østens og Vestens Folk, frivillig mødes i en fælles Stræben efter at grundlægge en varig Fred, da kan de være forvissede om, at al tænkelig Hjælp vil blive ydet dem fra oversanselig Side, en Hjælp, hvis øverste Leder Gud selv vil være; men før alle i fuld Enighed og Oprigtighed vil føre „den evige Fred“ til Virkelighed, før nytter det ikke at oprette en fælles Overregering. Men er et saadant Samarbejde vedtaget og paabegyndt, bør det ingen Sinde brydes, da den Stat, der falskelig svigter den stedfundne Overenskomst, derved paadrager sig et uendelig byrdefuldt Ansvar; thi ethvert brudt Løfte drager Mørket til den eller dem, der med fuldt Overlæg gør sig skyldige i en svigagtig Handling, og det tiltrukne Mørke vil da drage den Ældstes optegnede Fremtidsbegivenheder ind paa Jordplanet, hvilket atter for lange, lange Tider vil virke hæmmende paa Menneskehedens trælsomme Vandring.

Det her fremsatte om en fælles Overregering eller Domstol har tidligere og paa forskellige Maader været fremsat og foreslaaet fra jordisk Side, men har hidtil ikke vundet den Anklang og Forstaaelse, som det burde.

Med vor Guds og Faders Tilladelse fremsættes Forslaget her fra oversanselig Side  —  fra Menneskehedens aandelige Ledere  —  i det Haab, at de Mennesker, hvem det tilkommer at slaa til Lyd for og ordne en saadan Overenskomst, vil agte derpaa i de kommende Tider.

Og er det Tidspunkt indtraadt, da alle i fuld Forstaaelse enes om at oprette en ubrydelig Fredspagt, bør tillige al Fabrikation af alle Arter Krigsmateriel ophøre, for aldrig nogen Sinde mere at genoptages.

Med en ubrydelig Fredspagt mellem alle Riger og Lande vil Menneskene lægge en solid Basis, paa hvilken et virkningsfuldt og frugtbargørende Samarbejde kan oprettes mellem Lysets og Jordens Børn, et Samarbejde, der paa mange Punkter vil skabe en betydelig Lettelse for de Yngste i deres Arbejde for Menneskene  —  særlig de menneskeliggjorte Yngste vil kunne drage Fordel deraf.

„Led os, til vi komme i Dit Rige!“ saaledes lyder Ordene i den gamle Bøn, som Jesus af Nazareth lærte sine Apostle.

Under Guds øverste Ledelse maa Menneskene selv vandre til Maalet; Guds Rige kan ingen Sinde komme til Menneskene paa Jorden; hvis Gud sænkede sin Verdens guddommelige Lyshav over Kloden, vilde alle de svage, uudviklede Menneskeaander modstandsløst drages tilbage til Hans Faderskød, og alt hvad der fandtes paa Jorden, levende og livløst, vilde i samme Nu opsuges og forenes med Lyshavets Bølger. Derfor, hvor lyse og fredelige Forholdene og Tilværelsen end kan blive paa Jorden, vil Livet dér kun forme sig som den allersvageste Afglans af Livet i Guds eget Rige; og da intet Menneske kan komme i Guds umiddelbare Nærhed uden at opgaa i Ham, der gav hans Aand Livets Gave, maa Kristus, foruden at være Menneskenes Vejleder, tillige være Faderens Repræsentant overfor dem, indtil deres Aand har naaet en saadan Styrke, at de kan indgaa i Faderhjemmet.

Langsomt gaar Menneskehedens Vandring frem mod det fjerne Maal  —  et mægtigt Pilgrimstog fra alle Jordens Riger og Lande —; men forrest vandrer den taalmodigste, den kærligste, den mest opofrende af alle Ledere, Kristus  —  Menneskenes Frelser og Forløser. Klart og skønt falder det straalende Lys fra hans højt opløftede Fakkel paa de Veje og Stier, der fører til Maalet; men farer nogen vild paa den lange og besværlige Vandring, da søger Kristus, til han finder den, der har forvildet sig; thi han har lovet sin Fader at føre alle til Hans aabne Faderfavn.

Men hvor mange Tider der endnu vil svinde, før Menneskene vil anerkende og modtage Kristus som den han er  —  deres trofaste Broder og Leder  —  og ved hans Hjælp alle enes om det fælles Arbejde; at skabe lysere og lykkeligere Tilstande paa Jorden og derigennem forbedre de menneskelige Kaar, det ved ingen  —  end ikke Gud ved det  —  Menneskenes frie Villie til Godt eller Ondt maa løse dette Spørgsmaal. Dog, engang, før eller senere, vil de Tider komme, da alle vil staa enige og samlede, da alles Villie er fælles med Guds Villie, saa at Han fuldtud i det mindste som i det største, i Aand og i Sandhed, er Menneskenes Gud og Fader. Og da vil den gamle Legende om Englenes Lovsang ved Jesu Fødsel blive til Sandhed, da vil Ordene: „Ære være Gud i det Højeste, Fred paa Jorden og i Menneskene Velbehag“ lyde i samlet Kor fra Menneskeheden og fra de Yngste, de aandelige Ledere.

De Yngste, der har været Kristi Ledsagere og Hjælpere, medens han kæmpede den sidste svære Kamp med Mørket for at vinde den elskede Broder tilbage, beder alle her i Fællig til Gud den Almægtige: „Fader, læg Din Velsignelse i vort Arbejde, at vore Ord ikke skulle lyde forgæves i den menneskelige Vankundigheds Ørken! Fader, lær Menneskene at tilgive vor ældste Broder, saaledes som Du har tilgivet ham, at de i Sandhed kunne vandre frem mod Lyset og mod Dit Rige!“