INDLEDNING
EFTER at der fra forskellige Sider er rettet Anmodning til min Hustru og mig om at give en skriftlig Fremstilling af vore psykiske Oplevelser og af den Ledelse, som vi har været underkastet i de Aar, i hvilke de tre mediumistiske Værker, jeg har udgivet, blev til, har jeg besluttet at gøre Offentligheden bekendt med de af vore Oplevelser, der kan meddeles.
Jeg tager altsaa straks det Forbehold, at selvfølgelig kan jeg ikke meddele alt; dertil er vore Oplevelser for mangfoldige, og mange er af en saa privat Natur, at de ikke kan ventes at have særlig Interesse for andre end os selv. Det, jeg agter at fremlægge, bliver derfor dels saadanne Begivenheder, der tydeligt og klart vidner om, at der bag os har staaet en aandelig Ledelse, som har ført os frem, tit ad mærkelige Veje, mod forud fastsatte Maal; dels saadanne, der af logisk tænkende Mennesker maa opfattes som uigendrivelige Beviser for, at Personligheden ikke gaar til Grunde med Døden, samt at der bag den synlige Verden staar usynlige Intelligenser, som formaar at gribe ind i og virke paa denne.
Imidlertid forekommer det mig at være meget vanskeligt at springe lige ind i de Begivenheder, der bragte os de første sikre Beviser i Hænde for den menneskelige Personligheds Bestaaen efter Legemets Død, hvorfor jeg foretrækker først at fremdrage nogle Oplevelser fra vor Barndom og Ungdom, der ligesom forberedte os paa det, der skulde komme. Selv om disse Begivenheder for mange Læsere vil være af underordnet Betydning, saa danner de dog de første Led i den Kæde, der førte frem til de Resultater, som for længst er fremlagt for Offentligheden.
Fra sin tidligste Barndom erindrer min Hustru egentlig kun een Begivenhed, som hun ikke har kunnet forklare sig paa almindelig Vis — ud fra Indbildning, Underbevidsthed, Telepati o.s.v. — men som kan forstaas, naar den forklares ud fra det Synspunkt, at en, rimeligvis jordbunden, Aand var Ophavsmand til det, der skete.
Min Hustru havde i 6—7 Aars Alderen den Vane, naar hun var kommet i Seng, at lægge Panden fast ind mod Sengekantens Tremmer. Resultatet blev naturligvis, at Tremmerne satte dybe Mærker i Panden. Hendes Plejemoder skændte ofte paa hende og anbragte hende midt i Sengen med strengt Paalæg om at blive der; men saa snart Plejemoderen var borte, ja saa gik Naturen over Optugtelsen, og J. 1) lagde atter Panden mod Tremmerne.
En Nat, da J. var vaagen 2) og laa med lukkede Øjne i den Stilling, hun saa meget yndede, følte hun pludselig et fast og haardt Tag om sin Næse. Forskrækket og med Udbruddet: »la’ vær’« fór hun op i Sengen for som en Hævnens Engel at slaa ned paa Synderen, der vovede at trække hende i Næsen. Synderen var efter hendes Formening en af hendes to yngre Søstre, der delte Værelse med hende. Men til hendes store Forbavselse laa begge Søstrene i deres respektive Senge og sov sødeligt. Værelset var klart oplyst af Maaneskin, desuden brændte der Natlampe, saa J. kunde tydelig se Søstrene. Da Værelset var ret stort og Søstrenes Senge stod ved den modsatte Væg med et bredt Mellemrum over til J.’s Seng, kunde ingen af dem have været ovre for at trække hende i Næsen og atter lagt sig pænt til Rette i sovende Stilling i det Sekund, der gik, fra J. følte det haarde Tag, til hun for op.
Hun kaldte paa Søstrene, thi skønt hun ikke havde hørt nogen, mente hun alligevel, at de lod, som om de sov; men hun fik intet Svar og sad længe og spekulerede paa, hvem der dog kunde have gjort det.
Om Morgenen fortalte hun det til sin Plejemoders Søster, der paa det Tidspunkt erstattede Plejemoderen, som havde Ferie. J. blev selvfølgelig beskyldt for at have lavet eller drømt Historien; men hendes Næse var længe øm, og hun vogtede sig i Fremtiden vel for at lægge Panden mod Tremmerne; selv efter at hun er bleven voksen, er det ofte sket, at hun, naar hun var kommet til at ligge yderlig i sin Seng, uvilkaarligt med et Ryk trak sig tilbage og først bagefter kom til at tænke paa sin Barndoms Oplevelse. —
Hvorledes vil man nu forklare dette Fænomen, hvis man vil gaa uden om Aandeteorien? At J. havde »drømt«, modbevises af den ømme Næse; og da hun var lysvaagen og laa ganske stille, kan hun jo ikke saa godt have slaaet sig paa Sengekanten; jeg ser ikke, at der er anden Forklaring end den, at et aandeligt Væsen, der havde Evne til at materialisere sin Haand og anvende den til et forsvarligt Næsetag, for paa denne Maade at give Barnet en eftertrykkelig Lære, er Ophavsmand til J.’s Oplevelse. —
Jeg kommer nu til en Begivenhed fra min egen Barndom, en Begivenhed, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, og som dengang og endnu mange Aar efter var mig ganske uforklarlig.
En Dag — jeg maa dengang have været i 9-Aars Alderen — befandt jeg mig tæt ved mit Hjem, Toldkontrolør-boligen i Rørvig, paa en Markvej, der førte op til en Klitrække, Højesand, som strækker sig fra et Sted Nord for Byen til Dybesø tæt ved Kattegat.
Pludselig stod en lille Pige ved Siden af mig. Jeg kendte hende ikke, hun sagde ikke sit Navn, og jeg spurgte ikke; men jeg syntes straks umaadelig godt om hende. Hun lagde sin Haand i min, og sammen vandrede vi ad Markvejen ud til Højesand; her blev vi en Tid lang, hvorefter vi atter gik hjemad. Hvad vi talte om, erindrer jeg aldeles ikke; men vi havde meget at sige hinanden, og hun gjorde et uendelig sympatisk Indtryk paa mig, et Indtryk, som staar levende for mig den Dag i Dag.
Da var hun med et forsvundet, lige saa pludselig som hun var kommet.
Jeg gjorde et Par forgæves Forespørgsler hos enkelte angaaende den lille Pige, men betroede mig i øvrigt ikke til nogen.
Da min Hustru i 15 Aars Alderen første Gang kom til Rørvig, blev hun forbavset over, at Højesand forekom hende saa bekendt, mens ellers Byen og Omegnen var fremmede for hende. J. sagde ofte, at hun ikke kunde begribe, hvorfra hun kendte Stedet, og da hun paa det Tidspunkt ikke havde været paa Steder, hvor der fandtes Klitter, Lyng o.l., kunde Kendskabet jo ikke skrive sig fra landskabelige Ligheder.
Ingen af os tænkte dengang eller i de første Aar af vort Ægteskab paa, at Forklaringen maatte søges deri: at J. var den omtalte lille Pige, der, medens hun engang var syg af Feber i sit Hjem i København, under en Søvnfrigørelse for en kort Tid havde været min Legekammerat — i Rørvig. Men 30 Aar efter at jeg som 9-aarig Dreng havde haft denne Oplevelse, fik vi, da vi var kommet i Forbindelse med min afdøde Svigerfader, Pastor R. Malling-Hansen, en Forklaring, der for os var fuldgyldig, men som vil forekomme dem, der er ukendte med okkulte Fænomener, mer end fantastisk og maaske skaffe mig Ry for at være mindre vel forvaret. Min Svigerfader fortalte følgende:
Før vor Inkarnation havde min Hustru og jeg lovet at finde hinanden i den jordiske Tilværelse for som Mand og Hustru muligvis at blive de Midlere mellem den sanselige og oversanselige Verden, der i saa høj Grad var Brug for. (Se »Vandrer mod Lyset« Side 221). For at skabe en psykisk Forbindelse mellem os, havde J.’s Skytsaand under hendes Sygdom bragt hende ᴐ: hendes aandelige Jeg til mit Hjem og materialiseret hende ved Hjælp af Lysudstraalinger, saa at hun for mig fremtraadte som et levende Væsen, et Barn som jeg selv.
Min Hustru havde ingen Erindring om denne Metamorfose (fraset, som tidligere omtalt, Indtrykket af Landskabet); og da jeg lærte hende at kende i 15 Aars Alderen, satte jeg hende ikke i Forbindelse med min Oplevelse, skønt jeg straks følte mig tiltrukken af hende.
Efter at have berettet disse Begivenheder fra Barneaarene gaar jeg over til en senere Tid.
Da min Hustru 17 Aar gammel mistede sin Fader, stod hun paa ny over for et Fænomen, der gjorde et endnu dybere Indtryk paa hende end Barndomsoplevelsen, og som hun lige saa lidt kunde forklare sig, da hun paa det Tidspunkt endnu ikke havde det fjerneste Kendskab til Spiritismen.
Dagen efter sin Faders Død stod hun ene inde i en af Stuerne og stirrede ud i Haven med Ryggen til Stuens Dør. Hun, der havde holdt usigelig meget af sin Fader, tænkte paa ham, der var gaaet bort, tænkte paa, hvor tungt det var aldrig mere at skulle se ham i Live.
Som hun saaledes var optaget af sine triste Tanker, hørte hun pludselig, klart og tydeligt, sin Faders Stemme, der sagde: »Jeg er ikke død, jeg lever!«
I et Øjebliks Følelse af Glæde vendte hun sig om, idet hun var overbevist om at staa Ansigt til Ansigt med sin Fader — men Stuen var tom. Forvirret over ikke at se nogen, da hun dog ganske tydeligt havde hørt hans Stemme, tænkte hun sig den Mulighed, at hendes Fader havde været skindød (han døde pludselig af et Hjerteslag), og at han, skønt hun ikke havde hørt Døren bevæge sig, dog var gaaet videre for at fortælle det til den øvrige Familie. Men da der stadig var Stilhed om hende, og hverken hendes Stedmoder eller Søstre viste sig, gik hun over i Faderens Arbejdsværelse, hvor hans Lig var lagt, i det Haab at møde ham på Vejen. Men der kom ingen, og da hun aabnede Døren til Kontoret, saa hun sin Faders Lig ligge stille og fredeligt i samme Stilling, hvori hun sidst havde set det.
J. var saa betaget af det, hun havde oplevet, at hun ikke turde fortælle det hverken til Stedmoderen eller til Søstrene. Først mange Aar efter talte hun til andre om denne Oplevelse.
Min Hustru var allerede i en ung Alder meget modtagelig for Tankepaavirkning. Det hændte atter og atter, at hun havde en »Følelse« af, at en eller anden i Dagens Løb vilde komme til hendes Hjem, og naar saa den paagældende kom, kunde hun udbryde til sin Stedmoder eller Søstrene: ja, det vidste jeg!
Ligeledes hændte det ofte, at hun, naar f.Eks. Søstrene og hun trak Lod om et eller andet, forud vidste, hvem der vilde blive den heldige, og naar saa Loddet traf den rette, atter sagde: ja, det vidste jeg!
Der var ofte blevet gjort Nar af hende for dette; men en vis Skyhed for den mærkelige Kendsgerning, at hun i Forvejen vidste Besked, afholdt hende fra at sige til i Tide. Men selv blev hun mere og mere opmærksom paa dette Forhold, der naturligvis var hende ganske uforklarligt.
Efter Stedmoderens Død og Hjemmets Opløsning boede J. en Tid sammen med en ældre Søster. J. og jeg var paa den Tid forlovede, og hun havde betroet mig en Del af sine Oplevelser, ligesom jeg selv var Partner i nogle Begivenheder, der dog kan forklares telepatisk, og da de tillige kun kan være af virkelig Interesse for os selv, skal jeg ikke her komme ind paa dem. Men jeg havde flere Gange sagt til hende: »Du burde skrive ned, hvad du ved, førend det sker.«
En Dag J. var beskæftiget med noget husligt Arbejde, hørte hun en hende ukendt Stemme, der sagde: »Paa Onsdag vil Michaels Nummer komme ud med 1000 Kr.«
Belært af Erfaringen skrev J. straks Ordene ned paa et Stykke Papir og lagde det i sin Skrivebordsskuffe, men sagde ikke noget til sin Søster eller til mig.
Dette skete en Mandag. Onsdag, der var Lotteriets første Trækningsdag, saa jeg i Trækningslisten, at mit Nummer var kommet ud med 1000 Kr. Jeg gik straks op til J. for at fortælle hende Nyheden; hun blev ikke en Smule forbavset, men sagde som saa ofte før: »Det vidste jeg — men nu skal du se, denne Gang har jeg skrevet det op, saa kan du og de andre se, at det er rigtigt hvad jeg siger;« hvorpaa hun gav mig Papiret, som hun havde skrevet Ordene paa.
Jeg indrømmer villigt, at jeg blev meget forbavset, og uvilkaarlig tænkte jeg, skønt jeg ikke havde nogen som helst Grund til at tvivle om hendes Ærlighed, at hun ligesom jeg havde set det i Trækningslisten, (der var endnu ikke kommet nogen Aftenavis). Jeg spurgte derfor Husassistenten, om Frøkenen havde været hjemme hele Formiddagen. (J.’s Søster var paa den Tid optaget af sin Skolegerning.) Pigen, der øjensynlig var forbløffet over dette Spørgsmaal, svarede straks: »Ja, baade Frøkenen og jeg har været hjemme hele Tiden.« Jeg bøjede mig for Kendsgerningen, som jeg senere mange Gange har maattet gøre det. —
I de første Par Aar af vort Ægteskab mindes jeg ikke at have oplevet noget særligt paa det okkulte Omraade. Jeg var dengang allerede ret bevandret i spiritistisk og dermed beslægtet Litteratur, min Hustru havde derimod meget lidt Kendskab dertil, men dog saa meget, at hun vidste, at Spiritismen forklarede flere af den Art Oplevelser, hun havde haft, som stammende fra Aander; men nogen særlig Interesse viste hun ikke derfor.
Da vor lille Pige imidlertid var bleven c. 2½ Aar, begyndte en Række Fænomener, der optog os begge meget stærkt, og hvoraf nogle her skal fremdrages.
Vi lagde Mærke til, at Barnet undertiden gik hen til en lille broderet Bænk, der stod i et Hjørne, nejede, rakte Haanden ud og sagde: »’Da’, ‘Da’«, hvorefter hun hoppede rundt af Glæde; eller hun slæbte sit Legetøj hen til Bænken og, under ivrig Smaasnakken, rakte det frem, som om hun viste det til en eller anden. Undertiden, naar hun sad og legede, for hun op og rev et eller andet Stykke Legetøj til sig med Udraab som: »Det er Ingers — maa ikke!« En Morgen, da min Hustru havde sat Barnet over i sin Seng, mens hun klædte hende paa, hørte hun hende pludselig meget ophidset raabe, idet hun pegede over mod sin egen Seng: »Lille Pige, ikke røre Ingers Legetøj.« J. søgte at berolige Barnet med den Erklæring, at der ikke var nogen lille Pige; men hun blev ved sit og lod sig ikke stille tilfreds, før J. tog Legetøjet og lagde det hen til hende. Noget efter at Barnet var paaklædt og bragt ind i Stuen ved Siden af, men endnu ikke havde faaet sit Legetøj ind, saa min Hustru, at hun lukkede Døren, der stod paa Klem, helt op, og idet hun meget vredt stampede i Gulvet, raabte hun: »Lille Pige ikke røre Ingers Legetøj.« Derefter løb hun hen til Sengen og slæbte af med sine Sager, mens hun stadig snakkede om, at det var hendes.
En Dag ved Middagsbordet — jeg havde nogen Tid i Forvejen mistet min Fader — hoppede Barnet pludselig ned af sin Stol med det Udbrud: »Der er Farfar!« og skyndte sig ind i Dagligstuen, men standsede brat og saa sig skuffet om. Vi gik begge ind til hende, og min Hustru søgte at forklare hende, at Farfar ikke kunde være der, da han var oppe hos Vorherre. Men Barnet paastod ihærdigt, at »Farfar sad dér«, og saa pegede hun paa Sofaen.
Vor lille Pige havde altid været saa glad for Farfar, og min Fader havde holdt meget af hende; for os er det nu meget forstaaeligt, at min Fader virkelig var i vort Hjem, da Barnet saa ham.
Ved en anden Lejlighed, da J. var beskæftiget i Køkkenet ved Komfuret og Barnet tullede rundt paa Gulvet, stod hun med eet stille, saá hen paa sin Moder og sagde: »Ih, her er jo to Mor’er!« Hvorefter hun løb et Par Alen frem og slog Armene om et for min Hustru usynligt Væsen, og derefter hen til sin Moder, som hun omfavnede med den samme Bevægelse. Frem og tilbage mellem sin Moder og den usynlige løb hun flere Gange, idet hun bestandig standsede noget fra Køkkenbordet, som om der virkelig paa dette Sted stod et materielt Væsen.
Da J. efterhaanden forstod, at det ikke nyttede at tale Barnet til Rette, men at hun kun opnaaede at irritere hende, lod hun, naar lignende Fænomener optraadte, som ingenting eller gik ind paa Barnets Forestillinger. Da vi nogen Tid efter flyttede ind i en anden Lejlighed, hvortil der var en lille Have, fik hun der en »levende« Legekammerat, og den usynlige forsvandt.
For os, der oplevede de ovenfor fortalte Fænomener og paa hvem de maatte virke saa at sige i al deres Friskhed og Umiddelbarhed, er den spiritistiske Forklaring den eneste mulige: Barnet har i sin Ensomhed faaet sendt en lille Legekammerat, usynlig for os, men synlig for hende.
1) For Nemheds Skyld betegnes min Hustru her og i det flg. med J.