EPILOG.
Lurens Toner gjalde
over Hav og Land,
gyldne Tiders Skjalde
gæste Danmarks Strand.
Sjælens fagre Drømme
flyve fra vort Hjem,
Himmeldybets Strømme
bære Tanken frem.
Svundne Dages Minde
kalder os til Jord,
brudte Baand vi binde,
bryde Tvedragts Ord.
Soles slukte Luer
sank bag Tidens Hav,
døde Mænd du skuer
rejse sig af Grav.
Aanders stolte Skarer
fylked’ for dig staa,
fjernt fra Mørkets Farer
skal vi Maalet naa.
Gennem Nattens Taage
flammer vidt vor Bavn,
Danmarks Sønner vaage,
hviske Danmarks Navn!
P. C. Ploug.
1913.