»Hilsen til Danmark.«

NAAR min Hustru og jeg talte om de aandelige Intelligensers Digtskrivning gennem mig, sagde hun ofte, at det egentlig umulig kunde fastslaas, at det virkelig var de paagældende, som benyttede min Mediumitet, da de saa godt som altid var Væsener, vi intet kendte til fra deres Jordliv; dernæst var jeg selv Forfatter, havde baade skrevet og udgivet flere Digtsamlinger, hvorfor der gennem mine mediumistiske Præstationer vanskeligt kunde tilvejebringes noget autentisk Bevis, selv om der — som før bemærket — ikke er Skygge af Lighed mellem mine egne og de mediumistiske Digte. Det var derfor hendes stadige Omkvæd: Lad os faa Digte fra kendte Personligheder, og lad dem fremkomme gennem mig? Min Hustru har nemlig ikke Gnist af digterisk Evne, har aldrig lært den mest elementære Metrik og har ingen virkelig Interesse for og ingen Forstand paa Digtning, hvad jeg tidt nok har erfaret.

Da blev det i Foraaret 1911 en Dag meddelt J., at nogle af de afdøde danske Digtere havde faaet Tilladelse til gennem hende at forsøge paa hver især at give et Digt, for paa denne Maade at yde et autentisk Bevis paa det menneskelige Jegs Bestaaen efter Døden. Men de maatte først forsøge forskellige Metoder og saa vælge den, der klarest viste sig at kendetegne den paagældende Digters Ejendommeligheder og Særpræg.

De første, der forsøgte sig, prøvede paa almindelig inspiratorisk Vis at faa et Digt gennem J., der da nedskrev det, som fremkom i hendes Tanke. Resultatet blev højst kuriøst. Vers blev det ikke — men Prosa, gennem hvilken dog den paagældende Digter var let at opdage ved karakteristisk Ordvalg.

Denne Metode maatte altsaa med det samme forkastes som ubrugelig; men det gav os i Sandhed et godt Bevis for, at J. ikke ejede digteriske Evner.

Derefter blev andre Metoder forsøgt; 3—4 Digte fremkom; mer eller mindre mangelfulde; men Digterne kunde dog let genkendes derigennem, særlig Chr. Winther i et »Træsnit«, som var det bedste af dem.

Det blev nu meddelt J., at de forskellige Forsøg var faldet saaledes ud, at hun som Medium for Digtskrivning kun kunde bruges, hvis hun vilde gaa ind paa, under natlig Søvnfrigørelse (ikke Trance), at lære de Digte udenad, som man fra aandelig Side ønskede skulde gives som Beviser. De paagældende Digtere vilde da hver især nedskrive sit Digt, saa at hun kunde lære det, og hver især vilde den følgende Dag fremkalde det i hendes fysiske Hjerne, hvorefter hun kunde nedskrive det. (Se Fortalen til »Hilsen til Danmark«).

Saaledes fremkom de 15 Digte, der, efter de paagældende Digteres Ønske, i 1915 udsendtes under Navnet »Hilsen til Danmark«.

Som litteraturkyndig skal jeg her udtale: at alle Digtene, savel i Form som Indhold, giver Udtryk for væsentlige Sider af deres Forfatteres Personligheder og saaledes opfylder deres Mission: at give et autentisk Bevis for deres Personligheders Bestaaen efter den jordiske Død. Ikke alle Digtene er lige fremragende, men nogle af dem (Molbechs, Paludan-Müllers, Hertz’) staar fuldt paa Højde med det bedste, de har præsteret, mens de levede her paa Jorden; og et enkelt. Wilsters Digt, synes mig at overgaa, hvad han præsterede her. At mange af Digtene ikke har noget religiøst Præg, har adskillige været fornærmede over; men dette er en Indvending hen i Vejret; hvorledes — maa jeg spørge — skulde f.Eks. Chr. Winther kunne genkendes, hvis han havde givet en Salme? Men naturligvis: der har virkelig været dem, som har hævdet, at Digtene lignede for godt, mens andre selvfølgelig ingen Lighed har kunnet finde. —

Jeg kan ikke sige, at denne Digtsamling er bleven modtaget med den Forstaaelse, med hvilken den burde være modtaget. Skønt den blev sendt til samtlige Litteraturkendere, til en Mængde af vore Digtere, alt i alt til c. 425 Mennesker, har mig bekendt ingen litteraturkyndig Mand offentlig udtalt og begrundet sin Mening om den. Derimod har vi fra mangfoldige andre Sider modtaget Beviser paa stor Interesse og Forstaaelse (særlig fra Ikke-Spiritister). Men talrige og ganske meningsløse er de Forsøg, der af en Del Mennesker er gjort paa at underkende Digtenes Værd. Først perfide Beskyldninger for, at jeg selv var Digtenes Forfatter. (Mærkeligt nok har ingen beskyldt min Hustru for bevidst at være Ophavsmand til dem, dertil er de dog for mandlige i deres Tanker og Udtryksform). Dernæst, at min Tanke skulde have »telepateret« Digtene til min Hustru, hvorefter hun havde nedskrevet dem. Endelig at min Hustrus »Underbevidsthed« skulde være Forfatteren. Men kan en Kvinde have en mandlig Underbevidsthed?

Naar man af Selverfaring ved, hvilket Tankearbejde der gaar forud for et Digts Tilblivelse, forekommer den Art Paastande en uhyrlige og ganske taabelige.

Var jeg selv Forfatter til »H.t.D.«, da skulde jeg med største Glæde lægge Navn til en saa enstaaende Pastiche, og det samme vilde min Hustru gøre. Hvorfor skulde jeg dog frivillig foretrække at sætte mit Navn paa spiritistisk Litteratur som Udgiver, fremfor at vinde Berømmelse som Forfatter af en eminent Imitation? Hvorfor skulde jeg overhovedet give andre Æren for, hvad jeg selv havde skrevet? Jeg synes, at dette maa være ganske selvindlysende.

Teorien om, at jeg har »telepateret« Digtene til min Hustru, er lige saa oplagt taabelig.

Da Digtene er kaldt frem og nedskrevet paa et Tidspunkt, hvor jeg befandt mig paa Skolen fuldt optaget af min Gerning der, kan jeg umuligt først i Tankerne have dannet Digtene og dernæst ved Villiekoncentration sendt dem til J. Mon man samtidig kan undervise og »telepatere« Digte? Ja, min Forstand staar stille over for en saadan Teori, som forbavsende mange tilsyneladende fornuftige Mennesker har stukket ud, bare for at slippe for at maatte indrømme den kedelige Kendsgerning: at det virkelig er de paastaaede Digtere, der har givet Digtene.

Og nu Underbevidsthedsteorien! Kan denne forbavsende Underbevidsthed, uden noget foregaaende Tankearbejde, uden nogen bevidst Bearbejdelse af hørt og læst frembringe lødige Digterværker? Digterværker, som vilde give en habil Digter et stort Tankearbejde, før de fremkom i den ønskede Skikkelse. Har nogen Videnskabsmand bevist, at dette kan lade sig gøre? Min Hustru har de intet Arbejde kostet ud over Nedskrivningsarbejdet. Og hvorfor arbejder hun ikke fremdeles? Var hendes Underbevidsthed en saadan Heksemester til at fremtrylle Digte, hvorfor udnytter hun den da ikke fremdeles? Nej, den nøgne Kendsgerning er: at hverken før eller senere har J. præsteret et eneste Digt.

Og hvorfor har ingen af de Digtere, til hvem Bogen blev sendt, gjort sig den Ulejlighed at tilbagevise min Paastand om Digtenes Tilblivelse ved selv at skrive 15 Digte i samme Aand og i samme Stil som Digtene i »H.t.D.«? Nu er det over 6 Aar siden, at Bogen udkom, og til Dato har jeg ikke faaet tilsendt en Digtsamling, der slaar min Paastand til Jorden. Lige saa lidt har jeg som sagt set nogen dokumenteret Kritik fra en virkelig litteraturkyndigs Haand.

Der er et gammelt Ord, der siger: »Den, der tier, samtykker«. Hvis min Hustru og jeg ikke skal slaa os til Ro med, at ovenstaaende Sætning ogsaa her holder Stik, maa man tage anderledes fat for at bevise, at Digtene umuligt kan skrive sig fra de paagældende.

Vi venter altsaa paa Modbeviserne.