Et indirekte Bevis.

I den Periode, hvor vi talte med de mange jordbundne Aander, blev disse paa forskellig Vis hørlige for os. Saaledes fremkom daglig i nogle Aar en ganske ejendommelig Lyd der syntes at udgaa fra Døren mellem vor Spisestue og mit Arbejdsværelse. Lyden kan bedst karakteriseres, som om en eller anden brugte Døren som Nøddeknækker. Til Tider var Lyden ret irriterende; særlig naar jeg vilde hvile mig, lød den ofte saa støjende og saa vedholdende, som om det var Hensigten netop at forstyrre mig i min Hvile. Vi havde flere Gange spurgt min Svigerfader, om Fredsforstyrreren ikke kunde hjælpes hjem til sin Sfære; men Svaret lød altid: endnu ikke, hans Tid kommer nok!

Ved en Séance i Sommeren 1911, hvor min Svigerfader og et Par andre af Lysets Aander var til Stede, blev nogle religiøse Spørgsmaal fra vor Side besvaret af de usynlige tilstedeværende. Et af vore Spørgsmaal lød omtrent saaledes: blev Jesu Legeme forklaret, da han opstod fra de døde? Det blev besvaret med et bestemt Nej, og den Aand, der svarede, gav i store Træk Beretningen om, hvad der skete med Jesu døde Legeme, den Beretning, som findes i »V. m. L.« Side 60. Det var naturligvis vanskeligt for os lige straks at fatte Tillid til denne Forklaring, og vi spurgte derfor Meddeleren, om han ikke kunde faa Tilladelse til at give os et eller andet Bevis for, at hans Udsagn var i Overensstemmelse med det, der virkelig skete hin Gang for snart 2000 Aar siden. Han svarede, at et direkte Bevis kunde han selvfølgelig ikke give os; men vi skulde faa et indirekte. Derefter sagde han, at vi jo ofte havde følt os forstyrrede af den ovenfor omtalte Lyd; det var altsaa en Lyd, som vi vilde »savne«, hvis den pludselig ophørte. Dette bekræftede vi begge to; vi havde saa ofte talt om den og gisnet paa, hvorledes den kunde frembringes. Da sagde han: »Fra i Aften vil den Lyd for bestandig forsvinde, den vil aldrig nogen Sinde blive gentaget; dette skal være det Bevis, jeg giver eder paa, at mine Ord er sande.« —

Og skønt vi Gang efter Gang lyttede efter, hørtes Lyden aldrig mere i de c. 1½ Aar, i hvilke vi endnu boede i Lejligheden. Jeg blev ikke mere forstyrret i min Hvile, og vor lille Pige havde aldrig mere Anledning til at sige: »Hør, nu er der igen en, der knækker Nødder i Døren«, hvilket hun hidtil havde sagt saa ofte. —

Den omtalte Aften havde vi, hjulpet af Lysets Aander, talt med nogle af de jordbundne, og Fredsforstyrreren var iblandt dem, hvad vi dengang intet vidste om; derfor kunde den Lyd, som han frembragte for at paakalde vor Opmærksomhed, nu ophøre.

Saaledes kunde det, at Lyden hørte op, benyttes af den høje Aand som et indirekte Bevis paa hans Udsagns Rigtighed.