De jordbundne Aander.

EN Aften i Efteraaret 1911 fik vi gennem min Svigerfader den Meddelelse, at alle de jordbundne Aander var kaldt hjem til deres Sfærer (se »V. m. L.« S. 93), og at vor Hjælp derfor i Fremtiden blev overflødig, hvad disse Væsener angik. Han fortalte ligeledes, at Helvedssfæren var bortslettet og at største Delen af de faldne Aander, der havde haft deres Opholdtssted dér, var bragt bort til fjerne Kloder; men han bad os endnu en Tid være Lysets Aander behjælpelige med at tale med nogle af de dybest faldne, der var vaagnet til Forstaaelse og Erkendelse af deres Fald og deres Forsyndelser. Dette lovede vi, og vi havde derfor endnu en Del vanskelige Séancer med disse Aander; men der blev større og større Mellemrum mellem Séancerne, til de i Løbet af ca. 2 Aar ebbede helt ud.

Det var os en usigelig stor Glæde at høre, at det astrale Jordplan nu var renset for disse beklagelsesværdige Stakler, og at de, hver eneste en, i deres Hjemsfære fik al den Pleje, de trængte til, og paa forskellig Maade blev oplyst om det, der var sket, og hvorfor de i saa lange Tider havde været bundet til det hvileløse Ophold her paa Jorden blandt de levende Mennesker.

Men som der i »V. m. L.« Side 232 staar fortalt, var der, nogle Aar efter at de jordbundne Aander var fjernet, en stor Fare for, at der atter vilde danne sig et nyt Aandeproletariat paa Jordplanet, idet Mennesker, der havde mistet Slægtninge og Venner, særlig i Krigsaarene, optog Spiritisternes Lære om, at det var tilladt enhver at søge Forbindelse med de kære afdøde. Menneskenes og særlig Mediernes stærke Tanker kaldte de »afdøde« tilbage til Jorden, og utallige Aander kom til Stede ved alle mulige Séancer for at manifestere sig. Største Delen af disse Menneskeaander følte sig derigennem bundne til de levende Mennesker, der havde tilkaldt dem, hvorfor de bestandig søgte Hjælp hos Lysets Aander for at kunne vende tilbage til deres Sfærehjem eller for at faa større Styrke til at modstaa Lysten til at komme tilbage til de efterladte. Nogle af de »afdøde« kom derimod kun for paa forskellige Maader, gennem Medierne, at faa Del i de jordiske Nydelser.

Forholdene blev derfor efter nogle Aars Forløb ganske uholdbare, skønt Lysets Aander bestandig bragte dem hjem, der ønskede det, og som led under Jordopholdene. Til sidst henvendte de sig direkte i en Bøn til Gud om Hjælp for at komme ud af disse Tilstande, der efterhaanden blev dem ganske uudholdelige; og paa deres Bøn blev der gjort en Del Foranstaltninger for at støtte dem i deres Bestræbelser, ligesom der blev fastsat Bestemmelser angaaende mekanisk virkende Straffe for de Aander, der trods alle Forholdsregler og al Hjælp dog forlod Hjemsfærerne for at deltage i de jordiske Spiritistséancer.

Alt dette er imidlertid omtalt i »V. m. L.« Side 232—34; men naar jeg atter her drager disse Forhold frem, er Grunden den, at vore hjemlige Spiritistkrese har stillet sig ganske uforstaaende overfor denne Sag. De kan ikke eller vil ikke forstaa, at det ikke kan være til nogen som helst Gavn for de afdøde at trækkes fra deres Hjemsfærer ned til det jordiske Mørke, der virker saa forstyrrende og bindende paa det aandelige Jeg. Alle de mange Spiritistséancer Jorden over er efter de guddommelige Love ganske utilladelige, og hvis de levende Mennesker kunde sætte sig ind i deres afdøde kæres Lidelser ved at drages herned, er jeg overbevist om, at alle Séancer vilde ophøre af sig selv. Og for i hvert Tilfælde at give dem, der læser disse Linier, en Advarsel, vil jeg her aftrykke et Parti af en Meddelelse angaaende disse Forhold, som ved en bestemt Lejlighed blev givet af vor aandelige Leder: »— — — — Mens Aanderne, der hører hjemme i 1ste til 4de Sfære paa Grund af de Forholdsregler, der er taget, ikke paa nogen Maade kan komme til Jorden mere, saa vil de, der opholder sig i 5te Sfære og i 6te Sfæres laveste Planer, endnu i mange, mange Tider være udsatte for at drages til Jorden, trods deres Forsøg paa at blive i deres Hjem. Saa længe som Bogens (»Vandrer mod Lysets«) Advarsel ikke er bleven almenkendt, sker der ingen Forandring paa dette Punkt. Disse Aander, der saaledes, uden Tilladelse, følger Mediernes dragende Kalden, føler sig altid forvirrede, elendige og fortvivlede i Jordens Mørke. Og da de befinder sig i jordiske Omgivelser, vil de jordiske Erindringer straks melde sig, og i de fleste Tilfælde glemmer de da Tilværelsen i den Sfære, hvorfra de kommer. De føler sig nærmest som Mennesker, der plages af pinagtige Drømme. Med andre Ord: deres Ophold paa Jorden hos Medierne erindres af dem, naar de atter er vendt tilbage til deres Sfære, som et Mareridt, som en uhyggelig Drøm. Daglig drages i Tusindvis af disse Aander til de jordiske Séancekrese, og daglig henter Lysets Aander dem tilbage . . . .«

Naturligvis vil det ikke være behageligt for Spiritister at læse dette, særlig da Spiritismens Forkæmpere bestandig har hævdet og stadig hævder det tilladelige i disse Aandeforbindelser. Efter Fremstillingen i »V. m. L.« vil man let kunne indse, at den Art Forbindelser aldrig har været tilladt, men at Gud tillod sine egne Udsendinge — Lysets Aander — (se »V. m. L.« Side 89) at søge Forbindelse med Mennesker for bl. andet ogsaa at komme denne falske Lære til Livs. Og nu da man fra aandelig Side har søgt at bringe Orden i dette Kaos, bør alle Spiritister bøje sig for den Kendsgerning, at ingen Arter af Séancer, der har til Hensigt at komme i Forbindelse med de døde, er tilladt.

Og een Ting maa Spiritisterne ikke glemme: mange af de Ældste (de faldne Aander), der inkarnerede lever iblandt os Mennesker, kan under natlig Søvnfrigørelse møde ved Séancer og give sig ud for den og den, noget som Medierne meget vanskeligt kan kontrolere, da Lysets Aander ikke længer giver sig til Kende ved Séancer for at advare mod Mørkets Aander. Medierne har nu kun deres Samvittighed at rette sig efter, og er et Medium først begyndt paa at holde Séancer under svag Belysning (rødt Lys) eller uden Lys, eller giver sig af med Trance- og Materialisationsséancer, har det allerede draget saa meget aandeligt Mørke sammen om sig, at Skytsaanden — Samvittigheden — har usigelig vanskeligt ved at gøre sig gældende. —

Lad mig med det samme gøre opmærksom paa, at min Hustru og jeg paa et meget tidligt Tidspunkt tog Afstand fra den gængse Spiritisme; vi har i et eet og alt fulgt den Ledelse, der blev ydet os af Lysets Aander, og fra det Øjeblik det blev meddelt os, at de jordbundne Aander var bragt til deres Hjemsfærer, ophørte vi med den Gren af vort Arbejde, og vi har aldrig siden faaet tilbragt den Art Væsener mere. Vi ved, at de afdøde har det bedst i deres Hjem, og at de dér faar al den Hjælp, de behøver, og at den Hjælp, der ydes dem dér, er langt bedre, end den, vi Mennesker, selv de bedste af os, kan give dem.

Maatte disse Linier virke til, at Spiritisterne ser og forstaar det store Ansvar, de har overfor de »døde«. Jeg udtaler i al Fald det Haab, at fordomsfri, forstaaende Spiritister i Fremtiden vil lære de mindre forstaaende, at den gamle Spiritist-A.B.C. er forældet og ganske værdiløs, og at den langt mere virker til Skade end til Gavn. —