FORORD

 

AF de her foreliggende Afhandlinger er den første og den sidste fremkommet, med min Hustru som Medium, ad inspiratorisk-intuitiv Vej; den mellemste er derimod af Mediet lært udenad under natlig Søvnfrigørelse og fremkaldt senere i vaagen Tilstand. Nærmere Redegørelse for disse Forbindelsesmaader mellem den oversanselige og vor Verden findes i Fortalerne til »Hilsen til Danmark« og »Vandrer mod Lyset« samt i Stykket om Medierne (pag. 227 og 228) og i Efterskriften i sidstnævnte Værk, hvorfor der maa henvises hertil.

I den første af de foreliggende Afhandlinger har Paulus faaet den Opgave at klarlægge hele Spørgsmaalet om Forsoningslærens Opstaaen og Forhold til det centrale i Kristendommen. I den mellemste Afhandling – eller Tale – om Genvejen kalder Kristus paa alle, der bærer hans Navn, og især paa de Udvalgte, dem, der har paataget sig at medvirke i den Reformation, der forestaar. Det er hans Haab, at disse, af hvilke mange engang kæmpede imod ham i Jødeland, og som nu paa ny er inkarnerede for atter at stilles overfor Kristi rene Lære, ikke som dengang vil vende sig imod ham, men i dyb og inderlig Alvor følge deres Samvittigheds manende Stemme. Thi med Talen i »Vandrer mod Lyset« og den her foreliggende Tale realiseres det, der er forjættet os, Kristi andet Komme, men paa en Maade, Menneskene ikke har ventet; thi som Ingemann siger i sit Digt: »Er det kun Godt, hvorom i Løn der bedes, det kommer sikkert, men kun anderledes«; Guds Veje er uransagelige!

Den sidste Afhandling, der ligeledes handler om Genvejen og som skyldes den Aand, der i et af sine Jordeliv var Ignatius Loyola, betegner Afslutningen paa hele det aandelige Arbejde, som fra Lysets Aanders Side er udført for Menneskeheden.

Maatte dette Arbejde bære rige Frugter!

 

Juli 1920

Udgiveren.