Fra Afrikas mægtige, forhistoriske Rige

Fortalt af Aanden Farao.
og illustreret af Aanden Fatis gennem Mediet Bettina.

    FARAO taler.
    Farao vil tale om Dagene, da Farao og Fatis første Gang mødtes.
    To Tusind Aar før den Tid, Fatis’ skønne Tale hæved frem for eders undrende Øje, hæved frem fra Glemselens Dyb, to Tusind Aar før Farao og Fatis mødtes i Nilens frugtbare Dal, – mødtes Farao og Fatis første Gang i Afrikas mægtige Rige.
    Afrikas mægtige Rige er slettet af Jordens Skød.
    Faraos Navn var Kharru.
    Bjergenes stolte Rækker, Hoteps høje Tinder, værned Kharrus Land mod Sandhavets øde Sletter.
    Sandhavet trued Kharrus Rige.
    Kharru var Hersker.
    Kharrus skønne Stad Lukna laa i Hoteps grønne Dal.
    Hoteps høje, knudrede Legem hæved sig over Kharrus skønne Bolig.
    Hoteps Svælg var oplukt.
    Hoteps glødende Fakkel hævedes og sænkedes Dag og Nat.
    Hoteps glødende Ildaand buldred i Hoteps Indre.
    Hoteps glødende Fakkel fordunklede næsten Rhas gyldne Straaler, fordunkled Nohs blege Lys.
    Kharrus skønne Stad Lukna er slettet.
    Kharru elsked Lukna.

    Luknas skiftende Fyrster bygged Luknas stolte Boliger.
     Luknas Fyrster bygged Luknas Boliger – mægtige, stolte – af mange Stenmasser.
     Luknas skiftende Herskere tog Himmelbroens mangestraalede Farver.
     Luknas Herskere strøed Himmelbroens Farver over Luknas Stenmasser.
     Sorte Mure, hvide Søjler, grønne Hvælvinger.
     Røde Mure, sorte Søjler, hvide Buer.
     Lukna, Lukna, Kharrus elskede Stad!
     Kharru mindes!
     Kharrus skønne Bolig, dannet af sorte Stenmasser, prydedes af sorte Stenmasser, prydedes af otte blodrøde, buebærende Søjler.
     Gyldne Aarer fandtes i den røde Sten, fandtes i de sorte Stenmasser.
     Gyldne, brede Blade kroned Søjlernes Hoved.
     Buernes grønne Hvælving dækked Kharrus Bolig.
     Rhas mangestraalede Stjernesol vogted Kharrus Bolig.
     Hundred hvide Marmortrin førte fra Kharrus Bolig til Luknas laveste Dal.
     Luknas Krigere, Luknas Folk samledes i Dalen, naar Kharru talte.
     Kharru var ond.
     Kharru var grusom.
     Kharru var blodtørstig.
     Kharru elsked Luknas elskovsfulde Kvinder.
     Kharrus Hærfører Amenutha elskedes af Luknas Folk.
     Kharru frygted Amenutha.
     Kharru haded Amenutha.
     Kharru saa Amenuthas høje, herlige Datter Mutha.
     Kharru bød.
     Amenutha nægted.
     Da vrededes Kharru.
     Kharrus trofaste, prøvede Krigere samledes.
     Kharru løfted Haanden.
     Kharru peged paa Amenutha.
     Kharrus Krigere dræbte Amenutha.
     Kharrus Krigere førte Amenuthas høje, herlige Datter til Kharru.
     I Luknas grønne Dal delte Kharru Amenuthas mange Skatte mellem Kharrus trofaste Krigere.
     Kharru bød Krigerne føre Mutha frem.
     Stolt, tilsløret, skred Mutha frem mod Kharru.
     Kharru løfted Haanden.
     Kharru bød Mutha sænke Sløret.
     Mutha løfted langsomt Slørets dækkende Folder.
     Kharru skued Muthas ædle Aasyn, Muthas ædle Legem.
     Kharru skælved.
     Muthas stolte Blik, glødende som Hoteps Fakkel, hviled paa Kharru.
     Kharru veg.
     Muthas stolte Blik gløded Kharrus Hjerte.
     Kharru bøjed sig.
     Muthas buede Mund smiled haanlig.
     Da vrededes Kharru.
     Kharru løfted Haanden.
     Kharru bød: Naar Hoteps glødende Fakkel straaler klarest mod Nohs mørke Himmel, da modtager Mutha Kharru!
     Mutha gaar!
     Mutha venter Kharru, venter i Kharrus Bolig!
     Mutha lod Sløret falde.
     Stolt skred Mutha op ad Marmorets Trin.
     Stolt skred Mutha ind i Kharrus Bolig.
     Kharru var ene.
     Luknas Krigere, Luknas Folk iled til deres skønne Boliger, iled til deres ventende Kvinder.
     Kharru var ene.
     Luknas længselsfulde Kvinder mægted aldrig at kalde Kharrus Kærlighedsblomst frem.
     Muthas stolte Blik, Muthas haanlige Smil fatted Kharru ikke.
     Kharru følte Blodets Røst.
     Kharrus Øje hviled paa Hoteps Fakkel.
     Nohs mørke Slør sænkedes over Lukna, sænkedes over Kharrus Bolig.
     Hoteps Buldren lød i Luknas Stilhed.
     Da straaled Hoteps Fakkel klarest mod Nohs mørke Himmel.
     Kharru satte Foden paa Marmorets Trin.
     Da vakled Kharru.
     Luknas Dal skælved.
     Luknas Dal aabnedes.
     Luknas Boliger skælved.
     Luknas Boliger sank.
     Kharrus Folk slettedes.
     Hoteps buldrende Røst lød over Lukna.
     Luknas henfarne Aander sused i Luknas Mørke.
     Luknas henfarne Aander trued Kharru.
     Kharrus prøvede Krigere samledes i Luknas laveste Dal.
     Kharrus mange Kvinder styrted ned ad Marmorets Trin, styrted til Kharru.
     Kharrus Øje fulgte Kvinderne.
     Mutha fattedes.
     Kharrus Krigere, Kharrus Kvinder raabte, fulde af Rædsel.
     Kharrus Krigere, Kharrus Kvinder saa Hoteps glødende Fakkel.
     Hoteps glødende Ildfald styrted over Svælgets Rand.
     To blodrøde Bølger, to blodrøde, favnende Arme sendte Hotep ned ad Bjergets stejle Sider.
     To blodigrøde Arme favned Kharrus Bolig.
     Hoteps glødende Strømme forenedes i Luknas laveste Dal.
     Kharrus Krigere, Kharrus Kvinder flygted.
     Kharru fortvivled.
     Mutha! Mutha!
     Da skred Mutha rolig frem fra Kharrus Bolig.
     Mutha hæved Armene mod Rhas mangestraalede Stjernesol.
     Mutha skred rolig ned ad Marmorets Trin.
     Hoteps glødende Ildmasser mødte Mutha.
     Kharru saa Mutha lyse som Hoteps glødende Fakkel.
     Hoteps glødende Ild slugte Mutha.
     Da styrted Kharru.
     Hoteps buldrende Ildaand, Luknas henfarne Aander straffed Kharrus Synder.
     Lukna, Lukna!
     Kharrus skønne Stad!
     Hoteps brølende Ildaand, Hoteps mægtige Stenmasser knuste dig.
     Lukna, Lukna!
     Hoteps brølende Ildaand sletted dig af Jordens Skød.
     Kharru mindes! —
     To Tusind Aar svandt!
     Da mødtes Kharru og Amenutha – Farao og Fatis – i Nilens frugtbare Dal.
     Da Grækerinden Helena Mirjam første Gang skued Horus straalende Øje, tog Muthas stolte Aand Bolig i Helena Mirjams skønne Legem.
     Helena Mirjam førtes til Farao.
     Farao og Fatis vandred under Karmas strenge Lov.
     Farao og Fatis var Brødre.
     Farao og Fatis vandred under Karmas sonende Lov.
     Karma bød Farao elske Fatis.
     Farao haded Fatis.
     Karma bød Farao i Kærlighed elske Helena Mirjam.
     Farao vandt aldrig Helena Mirjams kærlige Hjerte.
     Helena Mirjam elsked Fatis.
     Farao dræbte Helena Mirjam.
     Farao synded mod Karmas sonende Lov.
     Faraos Brøde var stor.
     Tusinder af Aar er rundet.
     Farao søgte at sone sin Brøde.
     Farao førte faldne Menneskesjæle ind under Karmas sonende Lov.
     Farao saa megen Sorg.
     Farao saa megen Synd.
     Faraos Glæde var ringe.
     Da kom Fatis’ Forsoningsdag!
     Eders Gud sletted naadig Faraos Brøde.
     Eders naadige Gud tillader kærligt Farao at stige ned til Jorden.
     Ingen kan maale Dybden af Faraos Glæde.
     Farao trænger til Glemsel.
     Faraos Livsbane ligger lys og lykkelig.
     Faraos Glæde kan ingen maale.
     Farao takker eder alle!
     Farao hilser eder alle!
     Farao har talt!

 

     Efter et Øjebliks Pavse tilføjedes:

 

     Blege Kvinde fra et nordisk Land!
     Farao er glad.
     Farao laante dine skønne Tanker, dine skønne Ord.
     Farao er lykkelig.
     Farao føler Glæden over at have talt.
     Farao takker for Bettinas Ord!
     Farao hilser!

 

    20. Decbr. 1910
    Seance i privat Kreds.
    Fremkommet gennem Clairaudience.
    Tegningerne fremkommet i Løbet af Januar 1911