12. Talsmænd

12.

Da Gud har begrænset sin Forudviden, hvorledes kan da mange af de nu inkarnerede Yngste være Inkarneret med det Formaal for Øje: at være Talsmænd17 for »Vandrer mod Lyset«, da Gud paa det Tidspunkt disse Yngste blev inkarneret, intet kunde vide angaaende Tiden for Ardors Tilbagevenden?

 

Fra det Øjeblik de Yngste første Gang lod sig inkarnere blandt Menneskene, arbejdede de med det Hovedformaal for Øje: at vinde Ardor tilbage. Gang paa Gang er der fra Guds Side givet Planer for dette Arbejde; Gang paa Gang er i Tusindvis af de Yngste sendt til Jorden for at samarbejde efter de af Gud givne Planer. Naar Hovedarbejdet mislykkedes for de dertil udvalgte Yngste, siger det sig selv, at det ogsaa maatte mislykkes for de øvrige at gennemføre deres Del af Planen. Saaledes gik det f. Eks. ved Zarathustras, Jesu, Manis, Muhameds, Luthers, Calvins og Zwinglis Sendelse til Jorden. – Og saaledes er det gaaet mange andre Gange baade før og efter ovennævntes Sendelse. – Hovedarbejdet – at vinde Ardor tilbage – mislykkedes for de nævnte; følgelig kunde Medhjælperne ikke udrette det, som de havde lovet at udrette. I alle de Tilfælde, hvor disse historisk kendte Mænd kunde have vundet Ardor tilbage, var Planen for Arbejdet givet af Gud, der af hver af de Yngste, som havde lovet at være Hoved– og Medarbejdere i den jordiske Verden, modtog Løfte om: at de alle under deres Inkarnation vilde lade sig lede af deres Skytsaand = Samvittighed – for at Gerningen kunde lykkes. Men Gud kunde intet vide forud, om Arbejdet vilde lykkes eller ej. Først naar Han saa, at den, der havde Hovedarbejdet, ikke formaaede at sejre over Mørket, ikke formaaede at bede for Ardor, først da vidste Han, at Arbejdet maatte gøres om at nye Inkarnationer maatte til.

Da Kristus lovede at forsøge »Genvejen« – se »Vandrer mod Lyset« pag. 87, Afsnit 2 til pag. 89, Afsnit 8 – blev samtidig og senere hen en Mængde af de Yngste inkarneret for at støtte og hjælpe, saa at et godt Resultat kunde opnaas.

Denne Gang blev Bønnen bedt for Ardor – han vendte sorgtynget og angrende tilbage til Gud.

Og da »Vandrer mod Lyset«s Fremkomst er en naturlig Følge18 af hans Tilbagevenden til Gud, maa de Yngste, som, før deres nuværende Inkarnations Indtræden, lovede Gud at blive Værkets Talsmænd – hvis det lykkedes at faa det frem i den jordiske Verden – holde deres Løfte eller ogsaa tage det Ansvar, der følger med ved at bryde dette Løfte uden gyldig Grund.