20.
Naar Menneskers Bønner til de saakaldte Helgener ikke gavner – se »Vandrer mod Lyset« pag. 77 – altsaa ikke høres af Gud, gavner vel heller ikke Hedninges Bønner til deres »Guder«?
I de Tilfælde, hvor Mennesker dyrker mange Guder, ser de i deres Gudebilleder Repræsentanter for det guddommelige. Mange Hedninge tror – særlig troede – tillige, at en Del af Gudesjælen – eller Aanden var indesluttet i »Billedet«, hvorved dette blev levendegjort. Tilbedere af mange Guder vil, skønt de er Afgudsdyrkere, ofte have lettere ved i Bønnen, hvor barnlig den end kan være, at forenes med Gud, med Hans Tanke, fordi deres Afgudsstøtter – eller Billeder er Udtryk for den »store Aand«, den Guddom – Fader, Skaber, Hersker – som de mener er den ledende og styrende, og som de henvender sig til i Bønnen.
Da de fleste Helgendyrkere beder direkte til de enkelte Helgener i Stedet for at bede disse om at gaa i Forbøn for dem hos Gud, og da de saakaldte Helgener ikke eksisterer i den Forstand, som Katolikkerne mener, beder de til fuldstændig imaginære Væsener. Den »store Aand« eller Guddom, som for Hedningen »staar bag« Gudebilledet, findes ikke »bag« Helgenbilledet. Derfor er Helgendyrkere ofte langt fjernere fra det guddommelige, end Hedningen er. Betragter Mennesket derimod sin Helgen kun som et Mellemled mellem Mennesker og Gud og det under Bønnen, bevidst eller ubevidst, skimter Guddommen bag Helgenen, vil Bønnen naa til Gud – ellers naar den ikke til Ham. Men da er det ikke længer en Bøn til den imaginære Helgen, da er det en Bøn til Guddommen. Dog det, hvorom alting drejer sig, er dette: at den Bøn, der sendes til Gud, hvilket Navn Mennesker end giver Ham, kommer fra et tillidsfuldt Sind; thi selvfølgelig er der »Afgudsdyrkere«, som beder til deres Gudestøtter og -Billeder paa samme tankeløse Maade, som mangen en Katolik beder til sin Helgen. –