Afsluttende Bemærkninger.
NAAR jeg nu ser tilbage paa det, jeg har nedskrevet om vore psykiske Oplevelser og den Ledelse, vi har været underkastet, saa ser jeg, at der er et Par Begivenheder, som trænger til nærmere Belysning. Jeg hentyder til, hvad jeg har fortalt om de klare metalklingende Slag, der forskrækkede min Hustru saa meget, dengang de lød til hende i Aftenens Stilhed.
Min Svigerfader har forklaret denne Oplevelse for os saaledes: Da min Hustru før sin Inkarnation havde aflagt Løfte om at forsøge paa at blive Midleren mellem Lysets Aander og Menneskene, blev det, med Guds Tilladelse, bestemt, at der fra oversanselig Side maatte kaldes 3 Gange paa hende i hendes Jordeliv, naar det Tidspunkt var naaet, hvor det kunde antages, at hun var moden nok til at kunne optage denne Gerning. Tilladelsen til at kalde 3 Gange blev givet, fordi denne Arbejdsmetode var vanskelig og ganske eksceptionel, og fordi ingen kunde vide noget om, hvorvidt det vilde lykkes J.’s Skytsaand at lede hende saaledes, at hun fik virkeligt Kendskab til Spiritismen; et Kendskab, der var ganske nødvendigt, fordi det skulde danne Grundlaget for den Plan, der skulde følges.
Da det Tidspunkt var indtraadt, hvor Skytsaanden antog, at J. havde nogen Forstaaelse af den aandelige Forbindelse, fik J.’s Fader overdraget det Hverv at kalde paa hende, og kalde saaledes, at der var Haab om, at hun vilde reagere paa rette Maade. Min Svigerfader, der vidste, at J. i sin Barndom og Ungdom altid havde glædet sig over i de stille Sommeraftener at høre Solen blive »ringet ned«, og ofte havde sagt, at det lød saa kønt med Bedeslagene, der fulgte efter, valgte da at kalde paa hende ved at slaa 3 Gange 3 klare Slag for derigennem at vise hende, at den, der kaldte, ikke vilde hende noget ondt, og for muligvis derved gøre hende forstaaeligt, at det var ham, der kaldte. Det eneste, der opnaaedes, var altsaa kun, at J. blev forskrækket, og da hun, der har en stærk Villie, saa bestemt bød den usynlige Gæst at holde op, var det ham umuligt at gennemføre alle Slagene lige klart og højt; han maatte bøje sig for den Villie, der bød ham holde op. —
Da jeg saa senere i Tankerne bad om at faa et Bevis paa, at der var aandelige Intelligenser til Stede, fik min Svigerfader Tilladelse til at give det ønskede Bevis — men først naar min Hustru kom ind i Stuen, for derigennem at vise, at det særlig var hende, der kaldtes paa.
Heller ikke denne Gang lykkedes det at vække den fulde Forstaaelse; derfor blev det tredie Forsøg gjort som en direkte Opfordring paa den Maade, der er omtalt Side 12—13. Dette forstod J., og skønt hun ikke havde Lyst dertil og nærmest følte Uvillie derimod, gjorde hun dog, som det var ønsket; — men havde hun overhørt ogsaa denne tredie Henvendelse, var der ikke oftere bleven kaldt, og hun var ikke bleven den, der havde faaet den store Opgave, at være Midler mellem Lysets Aander og Menneskene; — Kristus og hans Hjælpere maatte da have søgt videre, til en anden var funden.
Jeg haaber herigennem at slaa fast, at min Hustru ikke var den eneste udvalgte; der var mange andre, som før Inkarnationen havde givet det samme Løfte; men det siger sig selv, at baade J. og jeg begge er taknemmelige over, at vi dog fulgte den sidste Opfordring; og selv om det paa mange Maader har været svære Aar for os, saa har vi igennem vort daglige Samvær, vore daglige Samtaler 1) med Lysets Aander vundet en saadan Vished, som intet Menneske kan tage fra os eller afdisputere os.
Med Hensyn til Kendskabet til den oversanselige Verden, saa er min Hustru og jeg Eksperter paa det Omraade; ingen af Jordens 18 Hundrede Millioner Mennesker har her større Viden end den, vi har, og lad mig tillige tilføje, at de Oplysninger, der er givet i »V. m. L.« kun er en Del af den Viden, der er tilflydt os; vi har Kendskab til mangt og meget, som ikke kan meddeles og heller ikke vil blive meddelt Menneskeheden gennem os; men for at vi paa alle Maader kunde være rustede til at yde den Haandsrækning, der krævedes af os, maatte vi være mere vidende end andre, der ikke var nødsagede til at have denne Viden.
Til Slut vil jeg her omtale en Udtalelse, som flere Mennesker, der ikke har forstaaet »V. m. L.«, er kommet med til os, nemlig denne: at hvis Djævelen (Ardor) virkelig var vendt tilbage til Gud og havde modtaget Hans Tilgivelse, saa maatte Menneskene med eet Slag blive bedre, fordi de var unddraget hans Paavirkning. Tænksomme Mennesker har selvfølgelig forstaaet, at noget saadant ikke kan ske lige paa een Gang. Først og fremmest, fordi kun saa faa Mennesker endnu har tilgivet ham, thi hvert Menneske, der er i Stand til at tilgive ham, løses derved fra hans Forbandelser og bliver derigennem stillet friere overfor Mørkets (det ondes) Paavirkning, ja bliver, aandelig set, hævet op i en renere Atmosfære; dernæst har Menneskene deres egne slette Tilbøjeligheder at kæmpe imod; og sidst og ikke mindst, saa findes endnu en Mængde af Mørkets Repræsentanter inkarnerede blandt Menneskene, og disse vil endnu i lange Tider paa forskellig Maade hindre Menneskehedens Fremgang mod Lyset. Kun langsomt vil Bedringen kunne spores gennem de nye Slægtled, og først naar Mørkets Repræsentanter helt er forsvundet fra Jordens Overflade, vil Fremgangen træde synlig frem.
Den Kamp, der i Aarmillioner er kæmpet mellem Lysets og Mørkets Magter, er i den aandelige Verden ført til Ende med Sejer for Lysets Magter; men den allersidste Kamp maa udkæmpes her paa Jorden mellem de inkarnerede Repræsentanter for Lyset og for Mørket. Hvor lang eller kortvarig denne Kamp bliver, derom ved vi intet, det afhænger af, hvor hurtig Lysets Repræsentanter forstaar deres Opgave, og hvor snart de er i Stand til at træde frem. Men hvis de af Guds Udsendinge, der findes blandt de modne Slægter, ikke vover sig frem nu for at forsvare Lysets Sag, da maa der ventes paa de unge Slægtled. Vi ved altsaa intet om, hvor langvarig Kampen bliver; men vi ved, at har Lysets Magter sejret i den aandelige Verden, vil Sejren ogsaa tilfalde dem her.
Vi ved, at mange Mennesker fuldt ud har sluttet sig til »V. m. L.«, og det har ikke manglet paa Opfordringer til os om at danne en Forening, hvis Opgave det skulde være at føre Bogens Tanker ud i Livet. Men det er ikke den Vej, der er ønsket fra oversanselig Side, Vejen er klart angivet i »Forsoningslæren og Genvejen« Side 36. »V. m. L.« skal ikke være et Splittelsens Tegn; Bogen er givet for at samle alle paa et fælles Grundlag, og det er ikke vor Opgave at skabe en ny religiøs Retning og føje den til de talrige andre, der er skabt ud fra forskelligartede Fortolkninger af Bibelen; Menneskeheden har paa det religiøse Omraade haft nok af Splittelse, af indbyrdes Nag, Nid og Fordømmelse; intet Under, at der nu, da Ardor er vendt hjem, af Lysets Aander sættes alt ind paa at give Menneskeheden et Samlingsmærke, et fast Grundlag, der ikke vakler og ikke kan forskydes.
Vi haaber det bedste af Fremtiden, og vi ved, at de, der vælger den rette Vej, vil gaa den under vor Guds og Faders Ledelse, saaledes som vi har gaaet den. —