1.

Var Gud fra Evighed af, og er Gud en Personlighed?

 

Fra Evighed af var Mørket overalt.

I Mørket var Lyset; i Lyset vare Tanken og Villien.

Men Tanken og Villien vare ikke i Mørket.

I Lyset var alt det godes Mulighed, men i Mørket var alt det ondes Mulighed.

 

Ukendte Evigheder svandt.

Langsomt droges Tanken og Villien mod hinanden.

Langsomt bredte Lyset sig, det blev klarere og renere.

Det blev Dæmring.

 

Ukendte Evigheder svandt.

Tanken og Villien droges end nærmere mod hinanden.

Lyset bredte sig mere og mere, det straalede klart og skønt.

Det blev Morgen.

 

Atter svandt ukendte Evigheder.

Tanken og Villien nærmede sig hinanden end mere.

Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt.

Det blev Dag.

 

Atter svandt ukendte Evigheder.  —   — 

Tanken og Villien forenedes.

Da fremsteg af Lyset ved Tankevilliens Kraft en flammende Skikkelse, et aandeligt Væsen  —  Gud.

Men i samme Stund lod Gud tolv straalende Skikkelser, aandelige Væsener, fremtræde af Lyset. Og disse bleve Guds Hjælpere, Guds Tjenere.

Da begyndte Tiden.

Men intet Menneske kan, og intet Menneske vil kunne udmaale de Evigheder, der ere svundne fra Tidens Begyndelse til eders Dage.

 

Da Gud fremsteg af Lyset, var Mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Ved Tankevilliens Kraft drog Han Mørket ind under Lyshavets dækkende Bølger. —

For at udskille og lutre det onde og slette lader Gud Mørket i evigt bølgende Kredsløb gennemstrømme sit flammende Væsen. Mørket svinder og svinder; men naar den Dag vil indtræde, da alt ondt og urent er opsuget af Lyset og lutret af Guds Flammevæsen, ved kun Han, der er alvidende. —

Da Gud fremsteg af Lyset, var Han fuldkommen  —  alvidende, alkærlig, almægtig. Og Han gav sine Hjælpere megen Viden, megen Kærlighed, megen Magt.

Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Han et udstrakt Rige, fuldkomment i sin Herlighed.

Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Han Boliger til sig og sine Hjælpere.

Da blev Gud Skaberen.

Men intet kan jeg sige eder om dette Rige og disse Boliger, intet, der kan fattes af Mennesker; thi Jordens skønneste Egn er taaget og kold sammenlignet med Guds Herlighedsrige.