18.

Var Jesus altid rede, naar han kaldtes til de syge og sorgfulde?

 

Og det skete en Dag, at Jesus kom til Simon Peters Hus for at hvile efter mange Dages tunge Vandringer. Da han traadte ind, hilsede han og sagde: „Giver mig en Drik Vand og et Maaltid Mad; thi jeg tørster og hungrer meget.“

Men Simon Peter og hans Hustru bøde ham velkommen, og de rakte ham et Bæger Vand.

Og medens Jesus toede sit Legeme og rensede sin Kjortel, beredte Simon Peters Hustru ham et Maaltid Mad.

Da alt var beredt, sagde hun: „Mester, spis, og styrk dit Legeme; thi du trænger svarligen dertil.“

Men se, i den samme Stund traadte en Hyrde ind i Stuen; han gik frem til Simon Peter, hilsede ham og sagde: „Ved du, hvor jeg skal søge Mesteren fra Nazareth, da sig mig det; thi jeg ønsker at se ham og at tale med ham.“

Men Simon Peter pegede paa Jesus og sagde: „Den du søger er her!“

Da vendte Hyrden sig mod Jesus, hilsede ham og sagde: „Mester, min gamle Moder har sendt mig til dig; thi hun har i lange Tider ligget urørlig paa sit Leje; thi hun er syg og værkbruden og hun formaar ikke at opsøge dig. Mester, følg mig, thi det stunder mod Døden, og hun ønsker meget at høre dine Ord.“

Da han havde talet saaledes, rejste Jesus sig og svarede: „Broder, jeg følger dig!“

Men Simon Peters Hustru traadte frem og sagde: „Mester, styrk dit Legeme med Mad og Drikke, og hvil dig; thi du er saare træt  —  og lad den gamle vente en Stund.“

Da saa Jesus paa hende, og han svarede: „De, der sørge, og de, der lide, skulle ingenlunde kalde mig forgæves  —  og Døden venter ej heller.“

Derefter tog han sin Stav, og han vandrede bort med Hyrden.

Da de havde vandret en Stund ad stenede Veje, kom de til en lav, usselig Hytte. Og da Jesus traadte ind i Stuen, vaklede han hastig tilbage; thi en ilde Stank strømmede ham i Møde. Men da han i Hyttens Mørke skimtede den gamle Kvinde, liggende udstrakt paa Lejet, gik han atter ind, lagde sine Hænder paa hendes Hoved og sagde: „Herrens Fred være med dig.“

Den gamle Kvinde hilsede ham og takkede ham.

Men Jesus sagde: „Se, jeg er kommen; thi du ønskede at tale med mig.“

Kvinden svarede ham og sagde: „Min Time stunder til; men jeg ængstes for Døden, ængstes for den Højestes Vrede; thi jeg har syndet imod Hans Bud.“

Jesus saa mildt paa hende og sagde: „Den, Herren elsker, tilgiver Han meget.“

Men den gamle svarede ham og sagde: „Jeg har syndet mod Herrens Bud  —  hvorledes kan Han da tilgive mig?“

Da tav Jesus en Stund; thi han talede med sin Gud og Fader; men da vidste han og, hvorledes han skulde forme sine Ord.

Og noget efter sagde han: „Sig mig, hvor færdes din Datter, dit yngste Barn? Er hun ikke hos dig for at yde dig Hjælp i din Alderdom? Thi jeg ser kun din Søn, ham, der ledsagede mig hertil.“

Kvinden svarede ham og sagde: „Min Datter er ikke længer her; thi hun forhærdede sit Hjerte; thi hendes Moders Hjem var for ringe, og hun vandrede Veje, hendes Moder ikke kendte.“

Jesus saa paa hende, medens han sagde: „Og  —  du har forbandet og bortjaget hende?“

Men da faldt stor Styrke over den gamle Kvinde; hun rejste sig paa sit Leje og raabte: „Hvorledes kan en Moder forbande og bortjage det Barn, der er opvokset under hendes Øjne og hendes Hænder? Hvorledes kan en Moder forbande og bortjage det Barn, hun bar og gav Livet? Sandelig, du kender ikke en Moders Hjerte!“

Jesus lagde hende blidt tilbage paa Lejet og sagde: „Se, din Datter har syndet imod dig; og om end hun ikke har angret og ikke er vendt tilbage, har du alt tilgivet hende i dit Hjerte; men dette har du gjort, fordi du elskede hende. Sandelig, jeg siger dig: naar du, der er af denne Verden, af hele dit Hjerte tilgiver det Barn, der har syndet imod dig, hvor meget mere maa da ikke vor himmelske Fader tilgive sine Børn; thi er din Kærlighed stor, da er Hans end større. Se, jeg siger dig: du skal ingenlunde ængste dig for Døden, ej heller skal du ængste dig for Herrens Vrede; thi du har elsket meget, og du har tilgivet meget  —  dig skal og meget tilgives.“

Da tog den gamle Kvinde Jesu Hænder og sagde: „Mester, dine Ord have husvalet mit Hjerte og forjaget min Angest; men jeg beder dig: find min Datter, før hende tilbage til den rette Vej; sig hende, at hendes Moder tilgav, forinden hun vandrede bort fra Livet.“

Men da den gamle havde sagt dette, lukkede hun sine Øjne.

Og Jesus blev hos hende, til hendes Aand drog hjem til de himmelske Boliger; da rejste han sig fra hendes Leje og vandrede tilbage, vandrede ene den lange og besværlige Vej til Simon Peters Hus. Men da han naaede dertil, se, da segnede han om; thi hans Legeme var svagt og træt af de mange og tunge Vandringer.

Men Simon Peter saa ham, og han hjalp ham ind og bragte ham til Hvile.

 

Fra den Stund søgte og spurgte Jesus ideligen efter den gamle Kvindes Datter; dog ingen kendte hende, og ingen vidste, hvor hun færdedes.

Men da nogle Tider vare svundne og Jesus engang kom til Jerusalem, hørte han, at den unge Kvinde fandtes der i Staden, og at hun opholdt sig hos en rig Købmand; og nogle viste Jesus derhen.

Jesus opsøgte hende, stod frem for hende og talede til hende i hendes Moders Navn. Og han bad hende følge ham, følge ham bort fra Syndens Veje tilbage til Renhed og Fred. Og han bragte hende den gamle Moders Hilsen, bragte hende den gamles Tilgivelse.

Da vaagnede Sorgen og Angeren i Datterens Hjerte. De kostbare Klæder og de straalende Smykker fristede hende ikke længer. Og hun forlod Købmandens Hus; thi hun var ikke hans Hustru; og hun fulgte med Jesus.

Men han bragte hende til Simon Peters Hjem. Og Simon Peter og hans Hustru modtoge hende med megen Mildhed, og de droge Omsorg for hende, og hun blev hos dem.

Men den unge Kvinde var Maria af Magdala7.