23.

Formaaede Josef af Arimatæa at støtte Jesus i hans Gerning?

 

Og se, det skete en Dag, da Jesus var i Omegnen af Jerusalem, at en skriftklog kom til ham og vandrede Side om Side med ham et Stykke hen ad Vejen, medens de talede med hinanden.

Men den skriftkloge var Josef af Arimatæa; en saare lærd, en saare anset Mand.

Og han var iblandt dem, der med stor Længsel ventede Messias’ snarlige Komme; og han bad dagligen til Gud, at Han vilde forunde ham den Glæde at skue den længe ventede.

Og da Gud saa hans Hjertes Længsel, vakte Han det Haab i hans Sind, at Jesus af Nazareth var Messias, den lovede, den længe ventede.

Men Josef vovede ikke fuldtud at fæste Lid til dette Haab; thi han havde hørt megen ond Tale blandt de skriftkloge om denne Jesus, og han vidste, at mange af de ældste og de øverste havde klaget til Raadet i Jerusalem, klaget over Nazaræerens ugudelige Tale.

Og da han hørte, at Jesus var i Nærheden, besluttede han at se ham og at tale med ham.

Og Josef vandrede ud af Jerusalem for at møde Jesus.

Men uset fulgte den Ældste, Mørkets Tjener, ham paa denne Vandring.

Og den Ældste søgte at bortslette det svage Minde, Josef bar i sit Hjerte, om de Tider, der vare før Menneskene; og da han stod over for Jesus, formaaede hans Aand ikke at kende ham.

Men Jesu Aand kendte sin Broder.

Og Jesus sagde: „Broder, vær velkommen! Vær med mig og strid ikke imod mig!“

Josef undredes meget over Ordene.

Og da han havde tiet en Stund, sagde han: „Sandelig, jeg er ikke imod dig, men du er imod mig. Ja, du strider mod alle os, der ere Folkenes sande Vejledere, og du opirrer Folkene imod os. Sig mig: med hvilken Ret gør du dette?“

Jesus saa paa ham; men han svarede ham ikke.

Da vedblev Josef at tale.

Og han sagde: „Mange sige, at du er Messias; og er du ham, vi alle vente, da skulde du ikke stride imod os, da skulde du samle alt Folket om dig, at vi i Fællig kunde sønderbryde Trældommens tyngende Aag. Da skulde du samle alt Folket om dig, at vi i Fællig kunde bortkaste de forhadte og tunge Byrder, de fremmede have lagt paa vore Skuldre. Ja, er du Messias, da skulde du komme til os, thi da vilde vi gøre dig til Fører for alt Folket, da vilde vi iklæde dig Purpuret og sætte dig paa Davids Trone, at vi saaledes kunde fuldkomme Ordene, der ere talede til os om Messias. Og da skulde alle bøje sig for dig, og alle skulde lyde dine Ord.“

Men Jesus svarede og sagde: „Sandelig, jeg siger dig: jeg er ikke født til Jorden for at herske over Menneskene; thi mit Rige er ikke af denne Verden. Sandelig, jeg siger dig: jeg er ikke kommen for med Magt at samle Skarerne om mig, jeg er ikke kommen for at ihjelslaa, ej heller er jeg kommen for at udkaste de fremmede, for at røve og for at plyndre; men jeg er sendt til Jorden for at lære Menneskene at elske hverandre, for at vidne om vor Faders Retfærdighed og føre alle til Hans Rige.“

Medens Jesus talede saaledes, hørte Josef med sit indre Øre en fjern, svag Stemme.

Og Stemmen sagde: „Støtter hinanden, bærer hinandens Byrder, svigter ikke.“

Og Josef lyttede efter Ordene; hans Sind mildnedes, og han sagde: „Er du Messias, da sig mig det, og jeg skal tale din Sag for alle; da skulle de ældste og de øverste modtage dig paa mine Ord.“

Men Jesus svarede og sagde: „Vil du tale min Sag, da maa du vandre ved min Side, da maa du give de fattige dine store Rigdomme, da maa du vende dig bort fra al Magt, Ære og Anseelse. Ja, sandelig jeg siger dig: vil du tale min Sag, da maa du forlade alt dit og vandre med mig ad de stenede og støvede Veje; da skulle vi støtte hinanden, da skulle vi bære hinandens Byrder, og i Fællig skulle vi lede Menneskene til vor Fader.“

Medens Jesus talede saaledes, hørte Josef atter den fjerne Stemme.

Og Stemmen sagde: „Følg din Broder, svigt ikke!“

Da vaklede Josef, men Tvivlen brød atter frem i hans Sind; thi den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side og søgte at forvirre hans Tanker.

Og Josef sagde: „Er du Messias, da sig mig det, da giv mig et Tegn, at jeg kan vide, dine Ord ere sande.“

Atter saa Jesus paa ham.

Og han sagde: „Siger dit Hjerte dig ikke, at mine Ord ere sande, da nytter et Tegn dig kun lidet; thi de, der tvivle, og de, der vakle, ville stedse kræve flere Tegn, ville stedse kræve større Tegn. Sandelig jeg siger dig: ved ydre Tegn vil Tvivlen ingenlunde standse, men kun vokse sig end større, og da ville Haabet og Troen ingen Sinde blive til Vished.“

Da Jesus havde svaret saaledes, vandrede han bort i Vrede; ja, hans Vrede var endog saa stor, at han ikke vendte sig for at tage Afsked med den skriftkloge.

Men fra den Stund var der ingen Fred for Josef af Arimatæa; thi Tvivlens Orm nagede stedse hans Sind. Og Stemmen i hans Indre hviskede ofte de Ord til ham: „Følg din Broder, svigt ikke!“

Men ved de Tider og paa de Steder, hvor Jesus talede til Disciplene, talede til de mange, der samledes om ham, var Josef ofte iblandt Folkene, lyttende til hans Ord.

Og de saa hinanden, men de formaaede ikke at gaa hinanden i Møde; thi deres ældste Broder, og de Forbandelser, han havde udslynget, vare imellem dem og bandt deres Hjerter.

Men de sørgede begge meget.