28.

Var Jesu Opstandelse legemlig eller aandelig?

 

Da Jesus var død, gik nogle af hans Ledsagere til Josef af Arimatæa; thi de havde ofte set ham blandt Folkene, naar Jesus talede. Og de bade ham søge Tilladelse for dem hos Raadet, at de kunde nedtage Jesu Legeme og begrave det.

Og Josef lovede at tale med Kaifas derom.

Men da han kom til dem med Tilladelsen, spurgte han, om de havde et Sted, hvor de kunde lægge Jesu Legeme. Men de svarede, at de endnu intet havde. Da sagde Josef til dem: „Bringer hans Legeme til min Have, den jeg skal vise eder; thi dér i Klippen er udhulet en Grav, hvor jeg engang selv skulde have hvilet. Jeg vil give eder dette Sted, at Mesterens Legeme kan sove i Fred!“

Jesu Ledsagere og Disciple takkede ham meget for denne Gave.

Men disse Ord sagde Josef ikke for Jesu, ej heller for hans Disciples Skyld, men for sin egen; thi han havde ofte hørt tale om, at Jesus vilde opstaa fra de døde og vise sig iblandt dem; derfor vilde han vaage over, at ingen stjal Legemet bort, saa de kunde sige: se, han er opstanden fra de døde!

Men Disciplene bare Jesu Legeme til Graven, og Kvinderne salvede og svøbte det i hvide Linklæder. Og de lagde det i den udhugne Grav, og de væltede en stor Sten for Indgangen.

Da alt dette var gjort, vandrede de bort fra Haven, for sammen at sørge over ham, der havde forladt dem.

Kun Josef blev tilbage, og han vaagede ved Graven, til Dagens Lys brød frem; da vandrede han til sit Hjem; thi han vidste, at paa Hviledagen, medens Solen lyste, vilde ingen borttage Liget.

Men han grundede hele Dagen paa, hvorledes han skulde hindre, at nogen fjernede Jesu Legeme.

Medens han grundede, stod den Ældste, Mørkets Tjener, ved hans Side og gav ham onde Raad.

Og da Hviledagens sidste Stund var udrunden, kaldte Josef paa en gammel Tjener og bød, at han skulde ledsage ham til Haven. Og de medtoge nogle Redskaber, at de dermed kunde grave i Jorden.

Men da de vare komne til Stedet, væltede de Stenen bort, og de hvide Linklæder, der vare bredte over ham, lagde de paa Jorden. Derefter bare de Jesu Legeme til en fjern Afkrog af Haven, og de nedgravede det i Jorden. Og de dækkede Stedet med afhugne Grene, at ingen skulde se, hvad de havde gjort.

Da de havde endt dette, begyndte Dagen at bryde frem, og de ilede til Graven for at sætte Stenen tilbage for Indgangen.

Men da de naaede Stedet, hørte Josef en fjern, svag Stemme, der sagde: „Broder, hvi gjorde du dette?“ Og da han vendte sig, skimtede han de svage Omrids af Jesu straalende Skikkelse. Og i stor Angest styrtede han til Jorden.

Men da den gamle Tjener ilede til for at hjælpe sin Herre, se, da stod han over for den Mand, hvis Legeme han nylig havde nedgravet i Jorden. Og stor Angest og Rædsel faldt over ham, og han flygtede ud af Haven.

Da Josef atter vaagnede til Bevidsthed, var Synet forsvundet, og han var ene. Men han hørte en fjern Stemme, der sagde: „Bring Jesu Legeme til det Sted, hvorfra du har taget det; thi gør du ikke det, da vil din onde Gerning bringe megen Forvirring til Menneskene.“

Men den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side. Og Mørket sænkede sig over Josef, medens Angest fyldte hans Hjerte, saa han ikke vovede at gaa tilbage til det Sted, hvor han havde lagt Jesu Legeme.

Og han flygtede ud af Haven til sin Bolig.

Men da han naaede dertil, se, da sad den gamle Tjener, jamrende og klagende, paa Hjemmets Tærskel, medens mange forvirrede Ord udgik af hans Mund.

Da forstod Josef, at denne Mand ikke formaaede at tie med det, han havde set.

Og den Ældste, Mørkets Tjener, tilhviskede ham onde Raad; og Josef sagde: „Se, jeg vil bringe dig et Bæger Vin, at du kan styrkes deraf; thi det, du har set, har gjort dig saare svag.“

Josef bragte ham Vinen; men Døden var i Bægeret.

Og en Stund efter at den gamle havde drukket deraf, faldt han tilbage paa Jorden, og hans Aand forlod Legemet.

Men Josef gik ind i sit Hus, for at være ene med sin Rædsel, ene med sin Anger.

Da Dagen brød frem, fandt Husets Tjenere den gamle Mand; nogle af Tjenerne bare ham ind, medens andre meddelte deres Herre det, der var sket; og alle mente, at den gamle var død af Svaghed, og ingen fik at vide, at hans Herre havde taget hans Liv.

 

Men en Stund efter at Josef var flygtet fra Haven, kom nogle Kvinder dertil for at sørge ved Graven og i Stilheden tale om ham, der havde forladt dem.

Da de vare komne til Stedet, saa de, at Stenen var væltet fra Indgangen. Og de undredes meget, og de vovede ikke at træde derind; thi de frygtede, at nogen havde skjult sig i Mørket.

Men da de havde talet med hverandre om dette, sagde den Kvinde, der var Maria af Magdala: „Jeg vil gaa derind; thi jeg frygter ikke.“

Og da hun stod ved den udhugne Grav, da saa hun, at den var tom, og hun fandt de hvide Klæder liggende henslængte paa Jorden.

Og hun gik hastig tilbage til de ventende Kvinder og sagde: „Han er borte! Mon han er gaaet til sin himmelske Fader, saaledes som han ofte sagde, at han vilde? Eller mon nogen har borttaget hans Legeme? Lader os gaa til Staden og meddele, hvad her er sket!“

Men da hun vendte sig for at gaa ud af Haven, skimtede hun foran sig det svage Omrids af en straalende Skikkelse: Jesus af Nazareth.

Han smilede til hende, og han rakte sine Hænder imod hende.

Da Maria af Magdala saa ham, da raabte hun frydefuldt: „Mester, er du vendt tilbage til os?“ Og hun løb derhen for at hilse ham.

Men da hun naaede Stedet, var han der ikke.

Og hun kaldte sorgfuld paa de to andre Kvinder og sagde: „Jeg saa ham, han var her; men han er atter forsvunden. Bliver her, at han ikke skal være ene, hvis han atter vender tilbage til os. Jeg vil ile til Staden og kalde Simon Peter og nogle af de andre.“

Og hun ilede bort.

Kvinderne, der vare tilbage, undredes over hendes Ord; thi de havde ikke set Jesus af Nazareth. De saa kun Maria af Magdala løbe frem, og de hørte hende raabe; men ham saa de ikke.

Og de sagde til hinanden: „Lader os søge her i Haven; thi han har sikkerligen ikke fjernet sig langt herfra.“

Medens de vandrede om, søgte de overalt; men de fandt ham ikke.

Da sagde den ene af Kvinderne: „Lader os se ind i Graven; kan hænde han har skjult sig dér.“

Og de traadte derind.

Men de saa kun den tomme Grav, saa kun de hvide Klæder paa Jorden. Og de vendte skuffede tilbage.

Og de enedes om at gaa de kommende Venner i Møde.

Da de i Tavshed havde vandret en Stund hen ad Vejen, sagde den Kvinde, der var Salome: „Se, jeg havde et Syn derinde i Mørket; thi jeg saa en Engel i straalende Klæder, han sad ved den udhugne Grav; men en stor Angest bandt min Tunge, saa jeg ikke vovede at tale derom før nu.“

Den anden Kvinde, der var Maria, Jesu Ledsagers, Jacobs Moder, svarede og sagde: „Jeg havde visseligen det samme Syn; men der var to Engle; thi jeg saa en bag ham, der sad ved Graven; han pegede opad med Haanden, og han sagde nogle Ord; men jeg formaaede ikke at skelne dem klart.“

Salome, den Kvinde, der først talede, mente vedblivende, at kun een Engel sad ved Graven, og de kivedes længe og heftigt om noget, ingen af dem havde set; thi de havde begge, med velberaad Hu, falskeligen talet til hinanden om disse Syner; thi Menneskene ere ikke alle lige sandfærdige, og disse Kvinder vilde ikke staa tilbage for Maria af Magdala.

Og senere, da Simon Peter, fulgt af nogle Disciple, naaede til Stedet, hvor Kvinderne ventede dem, meddelte de begge, hvad de havde set i Gravens Mørke, og alle undredes meget.

Simon Peter og de andre ilede til Haven, og de gennemsøgte alt; men de fandt ham ikke.

Og de saa, at Graven var tom, men ham saa de ikke.