Bag Klitten

Paa Jyllands øde Kyst

ved det fraadende Hav,

hvor Fisker og Sømand

har fundet deres Grav,

hvor Bølgerne tordne

med brølende Brus,

der ligger bag Klitten

et tjæret Fiskerhus.

I Hyttens lune Stue

bor Lars og hans Viv,

de lever der saa stille

og ensomt et Liv.

Naar han paa Havet sejler

og fisker med sit Garn,

hun sysler i sit Køkken,

og synger for sit Barn.

Paa Arnen blusser Ilden,

mens Røgen tung og kvalm

i mørke Taager svæver

over Sandets Marehalm.

Ved Døren sidder Ane

med Barnet paa sin Arm,

det spæde Hoved hviler

mod hendes bløde Barm.

Fra Havet Vinden stryger

om hendes runde Kind,

og sender gennem Vindvet

en vaarlig Hilsen ind.

Se, Vesterhavets Vove

er stille og blank,

derude i det fjerne

nu Solen rødlig sank.

Med Haanden hun skygger

og ser ad Stranden til,

sin Husbond hun venter,

gid snart han komme vil!

Hvor Solen kysser Havet

i blussende Brand,

de sorte Skyer samles

med sølvbræmmet Rand.

Med Længsel Ane stirrer

efter Baadens hvide Sejl.

Ej Havet mere ligger

saa blankt som et Spejl;

alt Bølgerne hopper

og danser mod Strand,

og Skyerne mørkner

det grønlige Vand.

Saa knuger hun Barnet

i sin moderlige Favn,

saa nævner hun sagte

sin Husbonds kære Navn.

Ind bærer hun i Stuen

sin søde lille Skat,

hun over ham vil vaage

den hele, lange Nat.

Hun sætter sig og lytter,

hun ser ad Vindvet ud.

Nu Havet er i Oprør,

er klædt i festligt Skrud.

De graahvide Bølger

højt taarne sig op,

og Stormen pisker Fraaden

paa hver en Bølgetop.

Fra Stranden hult klinger

de mægtige Drøn,

da sender hun fra Hjertet

til Gud en stille Bøn.

Ak, Herre, du ej give

i Bølgen en Grav

min egen kære Husbond,

saa ung og saa brav!

Ved Døren hun famler

og aabner den paa Klem.

Gid snart han vil komme

til sin Viv, til sit Hjem!

Derude Stormen hviner,

fælt Bølgerne slaar,

og Flyvesandet hvirvler

om hendes Kind og Haar.

Hun stiller sig bag Døren,

bag Klitten i Læ.

Fast Vinden svøber Skørtet

om hendes runde Knæ;

hun kigger, og hun spejder

med Øjet i Graad,

om ikke der sejler

paa Havet en Baad.

Da føler hun om Livet

sin Husbonds faste Arm,

med Jubel hun kaster

sig til hans vaade Barm.

Fra Skuldren han slænger

det store Fiskernæt,

mens Ane han trykker

til sit Hjerte saa tæt.

“Jeg længe har vandret

i Marehalm og Sand,

da saa jeg Lyset straale

bag Bakkens høje Rand.

Jeg Fiskene og Baaden

fik bjerget i Hast,

men Aaren den knækked,

og Sejlet, det brast!

Jeg vidste, lille Ane

mig vented med Angst,

men langsomt det gik

med den tunge Fiskefangst.

Ja Gudskelov jeg er her,

min egen søde Skat,

at ej jeg blev derude

i den kolde, mørke Nat!”

Men Ane hun græder,

hun jubler og ler,

hun trækker ham i Skægget,

og til Vuggen hun ser. –

Paa Bordet snart damper

den varme Mælkegrød,

og Trøjen alt er tørret

ved Ildens klare Glød.

I Hyttens lune Stue

er Fred og kærlig Ro,

og Mørket sig sænker,

hvor Lars og Ane bo;

end Bølgerne tordne

med brølende Brus,

og Stormen hyler fælt

om det lille Fiskerhus. –

Men Dagen den kommer

efter Uvejr og Nat,

og atter Lars maa tage

ved Arbejdet fat.

Gid aldrig Anes Husbond,

saa ung og saa brav,

i Bølgen derude

maa finde sig en Grav! – – –

        Chr. Winther.

28. April 1911.

Medium: Bettina.