Bag Klitten
Paa Jyllands øde Kyst
ved det fraadende Hav,
hvor Fisker og Sømand
har fundet deres Grav,
hvor Bølgerne tordne
med brølende Brus,
der ligger bag Klitten
et tjæret Fiskerhus.
I Hyttens lune Stue
bor Lars og hans Viv,
de lever der saa stille
og ensomt et Liv.
Naar han paa Havet sejler
og fisker med sit Garn,
hun sysler i sit Køkken,
og synger for sit Barn.
Paa Arnen blusser Ilden,
mens Røgen tung og kvalm
i mørke Taager svæver
over Sandets Marehalm.
Ved Døren sidder Ane
med Barnet paa sin Arm,
det spæde Hoved hviler
mod hendes bløde Barm.
Fra Havet Vinden stryger
om hendes runde Kind,
og sender gennem Vindvet
en vaarlig Hilsen ind.
Se, Vesterhavets Vove
er stille og blank,
derude i det fjerne
nu Solen rødlig sank.
Med Haanden hun skygger
og ser ad Stranden til,
sin Husbond hun venter,
gid snart han komme vil!
Hvor Solen kysser Havet
i blussende Brand,
de sorte Skyer samles
med sølvbræmmet Rand.
Med Længsel Ane stirrer
efter Baadens hvide Sejl.
Ej Havet mere ligger
saa blankt som et Spejl;
alt Bølgerne hopper
og danser mod Strand,
og Skyerne mørkner
det grønlige Vand.
Saa knuger hun Barnet
i sin moderlige Favn,
saa nævner hun sagte
sin Husbonds kære Navn.
Ind bærer hun i Stuen
sin søde lille Skat,
hun over ham vil vaage
den hele, lange Nat.
Hun sætter sig og lytter,
hun ser ad Vindvet ud.
Nu Havet er i Oprør,
er klædt i festligt Skrud.
De graahvide Bølger
højt taarne sig op,
og Stormen pisker Fraaden
paa hver en Bølgetop.
Fra Stranden hult klinger
de mægtige Drøn,
da sender hun fra Hjertet
til Gud en stille Bøn.
Ak, Herre, du ej give
i Bølgen en Grav
min egen kære Husbond,
saa ung og saa brav!
Ved Døren hun famler
og aabner den paa Klem.
Gid snart han vil komme
til sin Viv, til sit Hjem!
Derude Stormen hviner,
fælt Bølgerne slaar,
og Flyvesandet hvirvler
om hendes Kind og Haar.
Hun stiller sig bag Døren,
bag Klitten i Læ.
Fast Vinden svøber Skørtet
om hendes runde Knæ;
hun kigger, og hun spejder
med Øjet i Graad,
om ikke der sejler
paa Havet en Baad.
Da føler hun om Livet
sin Husbonds faste Arm,
med Jubel hun kaster
sig til hans vaade Barm.
Fra Skuldren han slænger
det store Fiskernæt,
mens Ane han trykker
til sit Hjerte saa tæt.
“Jeg længe har vandret
i Marehalm og Sand,
da saa jeg Lyset straale
bag Bakkens høje Rand.
Jeg Fiskene og Baaden
fik bjerget i Hast,
men Aaren den knækked,
og Sejlet, det brast!
Jeg vidste, lille Ane
mig vented med Angst,
men langsomt det gik
med den tunge Fiskefangst.
Ja Gudskelov jeg er her,
min egen søde Skat,
at ej jeg blev derude
i den kolde, mørke Nat!”
Men Ane hun græder,
hun jubler og ler,
hun trækker ham i Skægget,
og til Vuggen hun ser. –
Paa Bordet snart damper
den varme Mælkegrød,
og Trøjen alt er tørret
ved Ildens klare Glød.
I Hyttens lune Stue
er Fred og kærlig Ro,
og Mørket sig sænker,
hvor Lars og Ane bo;
end Bølgerne tordne
med brølende Brus,
og Stormen hyler fælt
om det lille Fiskerhus. –
Men Dagen den kommer
efter Uvejr og Nat,
og atter Lars maa tage
ved Arbejdet fat.
Gid aldrig Anes Husbond,
saa ung og saa brav,
i Bølgen derude
maa finde sig en Grav! – – –
Chr. Winther.
28. April 1911.
Medium: Bettina.