Bordséancer, Fotografering og Clairaudience.
HAVDE vi tidligere staaet vaklende overfor, hvorledes vi skulde forklare os de Fænomener, vi havde oplevet, saa var vi nu fuldkommen overbeviste om, at bag det, der skete, maatte der staa aandelige Intelligenser; heller ikke var vi i Tvivl om, at min Hustrus Fader havde manifesteret sig for os; men vi forstod tillige, at han ikke havde søgt vor Hjælp alene for at finde de Papirer, der skulde tilintetgøres. Der maatte være andre Grunde.
Vi spurgte, men fik kun til Svar, at der var meget, hvortil vi kunde yde vor Hjælp; det vilde altsammen komme efterhaanden, naar vi blot vilde have Tillid til ham og stole paa, at Gud var vor øverste Leder; vi skulde huske paa, at Han altid vilde støtte os under vor Gerning.
Vore Séancer fik nu en noget anden Karakter. Vi vedblev vel med min Digtskrivning, men kunde nu ogsaa gennem Bordbankning faa Svar paa vore Forespørgsler.
Foruden Kresséancerne havde J. og jeg efter min Svigerfaders Opfordring vore egne private Séancer, til hvilke han og andre højtstaaende aandelige Intelligenser bragte mange af de saakaldte jordbundne Aander — Menneskeaander, som, mens de var iklædte det jordiske Legeme, paa forskellig Maade havde forsyndet sig mod de guddommelige og de menneskelige Love, og som efter Døden følte sig bundne af deres Syndsbevidsthed og derfor ikke evnede at vende tilbage til deres respektive Hjem i Sfærerne. (Se »V. m. L.« S. 188.)
Disse Væsener søgte vi at tale til Rette, søgte at faa dem til overfor os og derefter overfor Gud at erkende, hvad de havde syndet. For manges vedkommende gjaldt det blot om at gøre dem forstaaeligt, at deres jordiske Legemer var døde. I deres Indbildning »levede« de nemlig endnu under de for dem kendte jordiske Forhold. Saa snart de havde forstaaet, at det kødelige Legeme var borte, men at deres aandelige Jeg havde overlevet »Døden«, kunde de høje Aander føre dem til deres Hjem, til Fred og Hvile. Det var for os et anstrengende Arbejde, da alt hvad de »døde« havde at meddele, maatte frembogstaveres, en uendelig langsom og trættende Metode. —
Da et Par af vor Kres’ Deltagere ønskede, at vi skulde prøve, om vi kunde opnaa Resultater ved »Aandefotografering«, spurgte vi min Svigerfader, om det var noget vi burde indlade os paa. Han svarede, at vi kunde jo forsøge, men han var ikke sikker paa, at nogen af Deltagerne var i Besiddelse af de specielle Udstraalinger, der var nødvendige til dette Formaal. Hvis vi vilde rette os efter hans Anvisninger, var der en Mulighed for, at vi kunde faa et Resultat — men han lovede det ikke. —
Hans Anordning gik ud paa følgende: Vi skulde beklæde vor Stues Endevæg med sort Tøj, derefter, nogle Alen fra Endevæggen, trække et irgrønt gennemsigtigt Flor tværs over Stuen, saaledes at ingen af os befandt sig mellem Floret og Endevæggen. Til venstre i det Rum, der fremkom ved dette Arrangement, stod min Hustrus Skrivebord; paa dette skulde vor Lampe — en Petroleumslampe med rød Skærm — anbringes, og udenfor det grønne Flor en Lampe med gul Skærm; begge Lamper selvfølgelig saa langt fra Floret, at der ikke kunde gaa Ild i det. Pladerne skulde fremkaldes i et Mørkekammer, der i Modsætning til det almindelig benyttede røde Lys skulde oplyses af en Lampe, der gav grønt Lys. Derefter fik vi Opskriften paa et Bad, hvori Pladerne skulde ligge i 10 Minutter. Sammensætningen var saaledes: 8 Draaber Fosforsyre, 3 Draaber Svovlsyre, i strøget Theskefuld Køkkensalt, 1 Pægl Vinaand. Først skulde Pladerne i alm. Bad, derefter i det, hvis Opskrift er givet ovenfor, og saa i Fixér-Bad.
De fotograferings-kyndige Deltagere gjorde Indvendinger mod denne Fremgangsmaade, idet de sagde: at det grønne Lys vilde ødelægge Fremkaldelsen, ligesom de ikke havde nogen Tillid til Ingredienserne, som Vædsken var sammensat af.
Naa, vi vovede alligevel Forsøget, og til vor store Forbavselse skete intet Uheld paa Grund af de grønne Lysstraaler; tværtimod forekom det os alle, at Vædsken og det grønne Lys ligesom gjorde de fremkaldte Billeder skarpere i Konturerne — men Aandebilleder var der ingen af.
Vi prøvede om og om igen — stadig det samme negative Resultat. Engang forekom det os alle, at der paa en af Pladerne var en ganske svag Antydning af min Svigerfaders Ansigt; men ved et Uheld blev denne Plade ødelagt, saa vi fik intet Aftryk af den.
Inden vi holdt op med disse Forsøg, havde vi dog et mærkeligt Tilfælde. Paa alle Pladerne stod en klar Gengivelse af J.s Skrivebord, af Lampen og alle de mange Smaating; men paa een eneste Plade, der blev taget sammen med 5 andre (Kassetten rummede 6 Pl.), var der kun en Gengivelse af et Fotografi — min Svigermoders — der stod paa Skrivebordets Hylde: alt andet var forsvundet — Skrivebord, Lampe o.s.v. Denne Plade har vi opbevaret som et Kuriosum.
Fotograferingen førte altsaa ikke til det ønskede Resultat; maaske har vi ikke udvist tilstrækkelig Taalmodighed, eller ingen af de tilstedeværende har været i Besiddelse af de Udstraalinger, som efter min Svigerfaders Udsagn krævedes dertil. —
Efter at vi nogen Tid havde holdt Bordséancer paa almindelig Vis, lagde J. Mærke til, at hun af og til, naar en af vore usynlige Gæster langsomt og besværligt frembogstaverede en Sætning, længe i Forvejen vidste, hvad den gik ud paa. Hun forsøgte at sætte sig et godt Stykke fra Bordet, mens en anden tog hendes Plads; men det samme gentog sig.
En Aften i Foraaret 1910 ved en af vore private Séancer talte vi ved Bordbankning med en afdød Slægtning, som J. havde holdt meget af. Hun fortalte om sit Hjem i Sfærerne, og J. mærkede den Aften endnu tydeligere, at hun vidste, hvad der vilde komme. Pludselig sagde den Aand, der manifesterede sig: »Sig det dog, du hører jo, hvad jeg siger!«
I Øjeblikket blev J. noget betaget af Situationen, men gentog derefter hurtig de Ord, der blev sagt.
Enhver kan tænke sig, hvilken Glæde det var baade for min Hustru og for mig. Hurtig og let blev Samtalen ført til Ende. Men, fra den Aften skete vore Samtaler med den usynlige Verdens Beboere ved J.s Clairaudience. Bordet benyttede vi kun til ved Ja- og Nej-Bankninger at faa konstateret, om J. havde hørt rigtigt og korrekt gengivet det hørte. Dette blev af uvurderlig Hjælp ved vore Séancer med de jordbundne Aander, der nu direkte kunde gøre Rede for det, der nagede dem. —