CARACALLA.

ROMA INFERNALIS.

 

 

Fjernt i Natten er der tegnet
Skyggerids af Romas Stad;

Verdens Herskerinde segned

ned i Lasters Syndebad.

Faldne Aander Kvaler lide

og mod Helveds Rædsler stride;

rundt de vade her i Blod,

Brøden lænker deres Fod.

Ingen Sol og ingen Straaler,

intet Lys i gyldne Skaaler

trænger ned i Mørkets Skød.

Alle, der paa Jorden lukked

Øjet for en Broders Nød,

alle, der for Mammon bukked,

han, der stjal og Udaad øved,

han, der plyndred, myrded, røved,

vandrer her i Mørkets Ly.

                    Roma, stolte, faldne By!

 

 

Hist i Stadens snævre Stræder

ile Skygger bandlyst frem.

Sorgens Taare evig væder

Kinden her i Nattens Hjem.

Han, der blev af Herren kaaret

til at herske over Jord,

han, der blev af Kronen daaret,

han, der ej fik holdt sit Ord,

Straffen alle her maa lide, –

hver en Usling, Pjalt og Nar.

Han, der Kejserkaaben bar,

vandrer her ved Slavers Side;

klart paa alle Pander staar

Mærket, som af Kain blev baaret.

Gru og Rædsel alle slaar,

aldrig Glæde de fornemme.

Herrens Straffe her de led –

                    mange Seklers Evighed.

 

 

Højt i Lysets Kongesale

sidder alle Verdners Gud.

Aander lytte til Hans Tale,

klædt i klare, gyldne Skrud.

Længe Gud har grublet over,

hvorfor endnu Roma sover;

ingen Sjæl fra Dybet kom,

naar Han kaldte den til Dom.

Malmfuld Herrens Stemme toner

ned til Helveds mørke By;

men i Nattens Taagezoner

skrækbetagne alle fly.

Da en Stund Gud venter rolig,

mens et Sekel stille gaar;

atter ned til Helveds Bolig

Herrens dybe Stemme naar,

mildt den klinger, skøn og klar.

                    Alt er stille, intet Svar.

 

 

„Gabriel!“ Gud Herren siger,

„du skal bringe Roma Bud;

ned i Dybet nu du stiger,

raaber højt mit Budskab ud.

Frem du kalde Sjæle stygge,

der i Helveds Mørke bygge;

alle, der i Synd har lidt,

alle, der mod Lys har stridt,

hver en Nar, hver stakkels Taabe,

dækket af en Kejserkaabe,

højt paa alle skal du raabe,

kalde Sjæle til mit Hjem

bort fra Dybets dunkle Gem.

Gabriel, husk, du skal sige,

alle er for Herren lige,

alle venter jeg med Smerte,

der i Roma vandred om.

                    Alle kalder jeg til Dom.“

 

 

Gabriel i Dybet for,

fulgt af Aanders høje Kor.

Snart han staar i Taager sorte

foran Romas faldne Porte. –

Gabriel Gud Herrens Bud

højt i Staden raaber ud.

Mægtig frem i Natten runged

Ordet fra Kerubens Mund;

Ekko svarer tusindtunget

samme Ord i samme Stund.

Se, hvor Skyggerne sig skjule

dybt i Lastens mørke Hule;

skælvende de alle veg,

da de hørte Englens Stemme.

Klart de Herrens Bud fornemme,

fyldt af Angst og Gru de skreg. –

Atter Røsten til dem lød

                    dybt i Nattens dunkle Skød.

 

 

Gabriel sin Haand udstrækker,

rører Staden med sit Sværd.

Tordnens Buldren alle skrækker,

Himlen staar i Flammeskær.

Søjler styrte, Mure vakler,

fremad jage vilde Stakler;

Lysets Aander nu i Hast

søge kærlig dem at standse,

Skyggerne dog intet sanse,

klamre sig i Dybet fast;

Herrens Lyn med Angst de skue

overalt paa Himlen lue. –

Gabriel med Bæven tvinger

Sjæle op af Helveds Gem;

Lysets Aand hver Skygge bringer

opad til Gud Faders Hjem.

Herren sletted evig ud

                    Roma ved sit strenge Bud.

 

 

Taagens Slør sig atter sænker

der, hvor Staden engang stod;

ingen mer paa Roma tænker,

Himlens Engle den forlod. –

Ene staar fortabt tilbage

end en Stakkel der med Gru;

Caracallas Kejserdage

svandt med Roma i et Nu.

Intet Skjul han mer kan finde,

styrtet er hans stolte Borg;

rundt han famler her i Blinde,

fuld af Rædsel, Angst og Sorg.

Tabt er Kronen, Kejserkaaben

hænger pjaltet, rød af Blod,

brudt og bøjet er hans Vaaben. –

Hvor han flytted frem sin Fod,

den i klamme Taager gled.

                    Caracalla Rædsler led.

 

 

Hænderne i Gru han knytter,

skrækbetaget er hans Sind,

ud i Natten tavs han lytter;

Caracalla helt er blind.

Da han hører Stemmer tone

fjernt i Mørkets Taagezone;

Kristus ned i Dybet for,

fulgt af Aanders høje Kor.

Romas Imperator viger,

Kristi Stemme til ham lød.

Vredt da Caracalla skriger:

„Hvo er du, der vover tale,

førend Caracalla bød?“

Mildt og kærligt Kristus siger:

„Jeg din ældre Broder er,

op til Himlens lyse Sale

bær’ jeg dig fra Helveds Nat!“ –

                    Caracalla standser brat.

 

 

„Ingen Broder mer jeg kender“,

svarer han og bort sig vender;

dybt han føler Brøden stor,

klart han skuer Getas Mord.

Kristus atter paa ham kalder:

„Følger du ej Kristus nu,

endnu dybere du falder;

tusind Seklers vilde Gru

fast i Helvede dig binder,

fast til Dybets Klippetinder!“ –

Kristus beder til Gud Fader:

„Giv til Caracalla Fred!

aldrig mer du ham forlader,

Fader, lær ham Kærlighed!

Tilgiv, han som Kejser øved

mangen Udaad, plyndred, røved,

tilgiv hvert et Brodermord!“ –

                    Amen! svarer Aanders Kor.

 

 

Caracalla stille bæver,

synker ned for Kristi Fod.

„Frels mig, Broder, mild og god!“

Kristus højt sin Fakkel hæver:

„Den skal lede os til Gud“. –

Mørkets Nat for Lyset viger,

højt mod Himlen Skaren stiger,

svinger sig i Rummet ud.

Snart ved Paradis de staa;

skønne Aander dybt sig bøje,

Porten de tilbage slaa;

mangt et taaredugget Øje

følger Caracallas Gang.

Mødt af Engles Jubelsang

Kristus vandrer mild og rolig

frem til Caracallas Bolig;

mange Sekler stod den tom.

                    Kristus kalder: „Følg mig, kom!“

 

 

„Her, min Broder, skal du bøje

dybt dig for vor Fader ned;

Herrens altid vaagne Øje

fulgte dig, og alt Han ved.

Søg, og du skal sikkert finde

alt hvad du forbrød paa Jord;

Herrens Lys skal klarlig skinne

over Synd og brudte Ord.

Søg, at alting nøje stemmer,

Herren intet Ciffer glemmer;

og har Mindets Skaal du tømt,

er af Herren alt du dømt.

Dog Han ved, hver Synders Hjerte

tvættes rent i Taarers Daab;

lyder til Ham Angrens Raab,

født af Syndens Sorg og Smerte,

kærlig slettes Brøden stor.“

                    Amen! lyder Aanders Kor.

 

Fr. Paludan-Müller.

1911.