De fundne Papirer.

EFTER at vi, som ovenfor meddelt, havde modtaget det Budskab gennem Redaktør Lyngs’ aandelige Leder, at Væsener fra den usynlige Verden ønskede at sætte sig i Forbindelse med os, besluttede vi at forsøge paa at opnaa en saadan Forbindelse ved en almindelig Bordséance paa den Maade som Red. L. havde anvist det.

Da vi en Dag var i min Søsters, Fru Tandlæge Lindahls Hjem, blev vi enige om at gøre Forsøget.

Vi satte os om et lille Bord med Hænderne lagt let paa Bordpladen. Vi sad længe og ventede, meget længe, mere end ½ Time; men Bordet rørte sig ikke af Stedet, ja ikke engang den ringeste Bevægelse eller Sitren var at spore. Paa Grund af Træthed tog vi en Pause, hvorefter vi atter fortsatte med samme negative Resultat, indtil vi blev enige om at holde op og enige om, at Bordséancer var noget slemt Humbug.

Efter denne mislykkede Begyndelse havde vi ikke stor Lyst til at fortsætte; men et Par Dage efter kom min Søster hen til os for at sige: at da det var J. og mig, der havde modtaget Opfordring til at sætte os i Forbindelse med det Hinsidige, var det maaske Meningen, at Séancen skulde holdes i vort Hjem. Dette lød jo ganske plausibelt, og vi fik fat i et lille tre-benet Bord og anbragte os om det. Vi havde knap siddet et Par Minutter, før Bordet med et lille Ryk hævede det ene Ben fra Gulvet og hældede over mod J.

Bevægelsen kom saa pludselig og uventet, at vi alle tre hurtig tog Hænderne til os, saa paa hverandre og samtidig udbrød: Var det dig? Hver enkelt var klar over ikke at have været den skyldige Aarsag til Bordets Bevægelse, men antog i Øjeblikkets Overraskelse, at det maatte være en af de andre.

Vi gentog saa Forsøget, da hver især forsikrede om sin Uskyldighed; for øvrigt kunde heller ingen af os have rykket i Bordet, da Séancen holdtes ved Dagslys og vore Hænder, som før sagt, laa ganske let paa Bordpladen.

Ved næste Forsøg bevægede Bordet sig omtrent straks, og da jeg spurgte, om der var en aandelig Intelligens til Stede, blev der givet 3 kraftige Slag med det Bordben, der var hævet i Vejret, idet Bordet 3 Gange faldt ned mod Gulvet og atter hævede sig.

Jeg bad nu den usynlige Gæst bogstavere os sit Navn ved at lade Bordbenet banke mod Gulvet, naar jeg ved Opremsning af Alfabetet nævnede de Bogstaver, der var Brug for til at sammenstille Navnet.

Paa denne Maade fik vi ret hurtigt frembogstaveret Navnet paa en yngre Mand, Hr. N.N., der paa det Tidspunkt havde været død i flere Aar, og til hvem min Hustru og jeg kun havde et ringe Kendskab og min Søster intet. Navnet forbavsede os i høj Grad, da vi alle tre tilstedeværende havde afdøde Slægtninge, hvis Manifestation havde staaet for os som en Mulighed, hvorimod vi ikke havde tænkt paa ham, der meldte sig.

Paa vor Forespørgsel, om han havde noget særligt at sige os, gav han denne mærkelige Sætning: »Lak et Papir.« Vi grundede over Meningen og bad om nøjere Besked, men fik ingen; Bordet rørte sig ikke det bitterste.

Vi talte saa med hverandre om, hvad der kunde ligge bagved Ordene, og min Søster kom med den Bemærkning, at da hun ikke kendte den paagældende, vilde han maaske ikke give nærmere Besked, saalænge hun var til Stede.

Den følgende Aften satte min Hustru og jeg os alene ved Bordet ¹), ingen andre var til Stede i Værelset. Den samme Aand, N.N., meldte sig atter, og gennem forskellige Spørgsmaal, der blev besvaret paa ovennævnte Maade ved Hjælp af Alfabetet og Bordbankninger, fik vi Besked om, at han ønskede, vi blandt hans efterladte Bøger skulde opsøge og brænde nogle Papirer, som han af forskellige Grunde gerne vilde have tilintetgjort: lige siden sin Død havde han uafbrudt tænkt paa disse Papirer, som han ønskede ikke skulde falde i uvedkommendes Hænder. Samtalen var overordentlig besværlig, da han var meget forvirret i sine Svar og flere Gange gav modstridende Besked om, hvor Bøgerne fandtes.

Da vi efter en Uges aftenlige Samtaler med N.N. kun havde faaet at vide, at de Papirer, der skulde brændes, fandtes i et blaat kollegiehæfte, uden paa hvilket der stod skrevet: Arithmetik; samt endvidere en Meddelelse om Hæftets Indhold, men kun ubestemte Angivelser af, hvor hans Bøger befandt sig, og da J. allerede engang var gaaet forgæves, idet de ikke fandtes paa det angivne Sted, var vi lige ved at tabe Taalmodigheden og opgive det hele.

Da kom J. i Tanker om, at hendes afdøde Fader havde kendt denne N.N., der manifesterede sig hos os, og hun tænkte sig da den Mulighed, at han maaske stod bagved Manifestationerne, og at vi ved at henvende os til ham muligvis kunde faa Sagen ordnet paa tilfredsstillende Maade.

Vi spurgte da N.N., om J.’s Fader var der eller kunde komme til Stede, og Svaret lød: »Han er her!«

Øjeblikkelig mærkede vi en stor Forandring i Bordets Bevægelser; hurtigt og klart, næsten inden vi havde naaet at stille vore Spørgsmaal, blev der svaret med faste, stærke Slag. Den Aand, der nu tog Kontrol over Bordet, gav ved Hjælp af Alfabetet og Bankninger sit Navn, talte overordentlig hjerteligt og bevæget, særlig til min Hustru, og saaledes at hun straks genkendte sin Fader i de Ord, han frembogstaverede, og den Maade, han formede sine Sætninger paa. Han sluttede med at sige: »I er inde paa den rette Vej, Gud er med eder.«

Derefter gav han os en kort og klar Besked om, hvor N.N.’s efterladte Bøger fandtes. Samtidig meddelte han, at der foruden det omtalte Kollegiehæfte (Arithmetik) skulde findes et halvt Ark, der laa løst inden i en af Bøgerne. N.N. huskede ikke længer, i hvilken Bog; min Svigerfader bad os derfor eftersøge alle Bøgerne, til det var fundet. — —

 

Men da den Dame, der dengang var os behjælpelig med at finde de ønskede Papirer, ved vor Henvendelse til hende om at verificere vor Beretning, nu absolut nægter at have noget som helst Kendskab til det blaa Kollegiehæfte mrkt. Arithmetik, samt til det løse Halvark, kan vi ikke uddybe Sagen. Hun husker derimod en Biomstændighed, nemlig den: at hun havde bragt os en lille Notebog i den Tro, at den var den eftersøgte Bog. Vi gjorde hende dengang opmærksom paa: at Notebogens Indhold ikke svarede til det, der var opgivet os af Hr. N.N. — I sit Brev angaaende denne Sag skriver hun: »— — — den første Bog, jeg fik fat paa, var en lille Notebog — maaske nok blaa — — —.« Den var imidlertid lyserød — og ikke noget Kollegiehæfte. Grunden til, at vedkommende har erindret Notebogen, men glemt det øvrige, ligger antagelig deri, at N.N. til os havde brugt Udtrykket »min egen Bog« om det blaa Kollegiehæfte som en Modsætning til de trykte Bøger. Man kan selvfølgelig ogsaa kalde Notebogen »hans egen«; men det var altsaa ikke den, det drejede sig om. Min Hustrus og min Fremstilling af Sagen blev bestemt forkastet, hun erindrede intet om de to Hovedfakta. Men i det sidste Brev til os skrev hun bl.a.: »— — selv om den Fremstilling af Sagen var absolut korrekt, havde jeg alligevel ikke skrevet under. — — —«

Jeg maa altsaa respektere vedkommendes Ønske: ikke at faa sit Navn offentliggjort, hvorfor jeg saaledes maa undlade at give udførlig Besked om, hvorledes Sagen videre udviklede sig; kun kan jeg sige: at Papirerne blev fundet og blev brændt. —

Men jeg maa tilføje, at min Hustru og jeg, straks efter at Papirerne var fundet, fortalte Begivenheden til nogle af vore Slægtninge og for dem omtalte baade kollegiehæftet og det løse Papir, uden dog at meddele, hvori Indholdet bestod. Ligeledes har vi senere ofte fortalt denne Begivenhed og altid fremhævet de to Hovedpunkter.

Sagen stiller sig derefter saaledes: enten har min Hustru og jeg fra første Færd, i vort første Referat af det, der skete, forvansket de sande Fakta — eller den paagældende Dame har glemt det væsentlige og heftet sig ved det uvæsentlige. Her staar Paastand mod Paastand.

Skønt den her refererede Begivenhed i sin ufuldstændige Skikkelse ikke kan være beviskraftig overfor Læseren, har jeg alligevel taget den med, da den danner Grundlaget for vor Vished om, at aandelige Intelligenser er i Stand til at sætte sig i Forbindelse med Mennesker. —

 

 

 

 

 

 

¹) Alle vore Séancer blev holdt ved klart Lampe- eller Dagslys.