Demantsmykket

Vær hilset, du min Pigelil, saa yndelig og fin!
Sig, maa jeg kysse Haanden og det kostelige Lin,
der ligger om den hvide Hals, om Barmen blød og rund?
Sig, maa jeg kysse, blidt og ømt, den søde, lille Mund?

Men tugtig sænked Blikket hun imod den spæde Fod.
“Min kære Ven! du ved jo, jeg er i Hu dig god;
dog først du maa mig bringe, hvad helst jeg ønsker mig,
hvad alle Piger tænker paa, naar skønt de pynter sig.

Et Demantsmykke ønsker jeg, saa klart som Solens Lys.
Naar om min Hals det vindes, et stille, saligt Gys
min Hud skal overrisle, og tusind Farvers Skær
skal funkle fra de slebne Sten. – Giv mig det Smykke her!”

Betuttet stod den Ungersvend og saa mod sine Sko.
“Hvad er vel hendes Mening, hvad skal dog vel jeg tro?
Jeg ejer ingen Smykker som Solens lyse Guld.
Jeg ejer kun to Hænder, min Gaard og Markens Muld!”

“Nej, ved du hvad, min Pigelil,” han sagde kæk og lo,
“hvad er da mere kostelig end disse klare to
saa milde, skønne Øjne, ret som Safirer blaa?
Et Blik fra dem, du ved jo, er det bedste, jeg kan faa.

Ej nogen Perle hvid og ren i hele Indiens Land
din Hud, min egen søde! i Glans fordunkle kan.
Din Mund, den skælmske, lille, er som Rubinen rød,
og intet kan jeg ligne med Hjertets rige Glød.

Dit Haar, saa blødt og kruset, er som Topasens Guld,
– ja, hør nu, hvad jeg siger, vær mig dog tro og huld!
Golkondas rige Skatte er intet imod
et Kys af dig, min Pige, saa ung og saa god!

Det allerbedste Smykke, som jeg i Verden ved,
det er en Moders Glæde, en Moders Kærlighed;
den lyser og den straaler med Diamantens Pragt,
naar første Gang hun skuer sit Barn i Vugge lagt!”

Saa favned han sin Pigelil saa tæt med sin Arm
og trykked sin Læbe mod hendes Kind saa varm;
han hviskede i Øret: “Sig mig, min egen Ven,
skal jeg det Smykke bringe? – naa, svar mig igen!”

Men Pigen stille blussed, forvirret hun stod,
hun havde ganske mistet sit lyse, lette Mod.
Hun rødmed, og hun blegned, hun allerhelst løb bort.
Hvor turde han dog vove at forvolde slig en Tort!

“Det var nok ej det Smykke, det næppe var min Bøn,”
hun svared vredt og vendte sig, – men smiled dog i Løn.
“Saa knug mig ikke mere, slip mig – jeg vil det ej!
Jeg bliver helt forpustet, – nu løber jeg min Vej!”

“Nej, ikke vil jeg slippe, før du lover mig i Hast
at holde hvert et Løfte, saa sikkert og fast.
Lov mig, naar Høsten kommer med broget Farvepragt,
at klæde dig i Brudens allerskønneste Dragt!

Med Glæde vil jeg føre dig til vort skønne Bo,
og sammen vil vi vandre ad Livets Vej, vi to,
og sammen vil vi juble i Solens klare Skin,
ja, bringe Lys og Lykke i vor lille Bolig ind!”

Hun lagde om hans Hals sin Arm, saa blød og smuk,
hun gemte sit Hoved ved hans Hjerte med et Suk.
“Jeg holder, hvad jeg loved, det sikkert er og klart!
Men kære! nu til Høsten, det er dog altfor snart!”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Skal vi saa ikke vende det døve Øre til?
Hvad han til hende hvisker, vi ikke høre vil.
Han taler, og han jubler sin fulde Lykke ud.
Han kysser og han knuger sin søde, lille Brud.

Vi beder, Herren signe den unge Elskovs Pagt!
Vi beder, milde Engle ved Arnen staa Vagt!
Vi ønsker dem i Eje et Liv saa lyst og rigt,
at ikke jeg fortryde skal, jeg kvad mit lille Digt!

Chr. Winther.

31. Marts 1911.
Medium: Bettina.